LIVET I SKOVENE

Langt oppe i taigaen behövedes anderledes praktisk kyndigt folk for at aktivere min nu legaliserede bil. Hvor overlevelsens nödvendighed historisk hersker, får mennesker deres värdighed og sociale anerkendelse derigennem og ikke ved hobbyagtig eller reflekterende akrobatik.
Udover det er selvhävdelsen i bushen påfaldende behersket - givetvis for at dämpe jalousien og rivaliseringen mellem mändene i små samfund uden mange flugtveje. Og så var konkurrenceelementet nok begränset, for der var jo plads nok, så de andre var nok oftest meget velkomne i kampen mod naturkräfterne, så at sige. Det må have givet et eventyrligt ogh stärkt fällesskab og en passende ydmyghed over for livet. Men var man först udenfor, var det nok ikke nemt i de gode gamle dage.
Stärke arbejdsfolk af den gamle skole giver i disse egne aldeles slatne håndtryk, for man skilter ikke unödigt (dvs. hinsides det nödvendige arbejde) med sin styrke. Den sproglige opfindsomhed i de lokale navne imponerer ligeledes själdent, for man finder de samme indlysende navne såsom "fyrresöen" overalt - men det slog mig en dag at det svarer til unge akademikeres legitimering ved slavisk at däkke sig ind under den p.t. gäldende jargon - hvilket som bekendt også ses i mange unge journalisters valg af särlig udbredte fraser.

Men i det för-urbane kollektivsamfund var selvhävdelsen nok i särlig grad dämpet uden for nödvendighedens sfäre, hvorfor markeringen af det fälles var mere overdrevet. Det skulle formodentlig udover legitimeringen "jeg er da lige så god som jer" afböde og dämpe det aggressive konkurrenceelement ved som alibi at understrege det kollektive: "Men jeg vil skam ikke väre bedre end jer". Pluralis majestatis var derfor ikke nödvendig for de folk, for de var själdent alene. Javel, her vi digter frit, men begrundelserne, "beviserne" kunne vi skam også nok godt digte om fornödent.

Vi storbyväsner, som ofte savner fordums oplevelse af social uundvärlighed, gör som sagt desto mere ud af os selv, og i nävnte historiske lys kan det forekomme latterligt opbläst og endda ugudeligt, så at sige. For lad os blot indrömme, at vore individuelle talenter dog kun er krusninger i forhold til alt det fälles socialt, ökologisk og biologisk, hvad angår ressourcer, afhängigheder og for den sags skyld også katastrofer som krig og misväkst.
Til gengäld kan vi give aben videre, for de små personager der ofte plager os med deres aldeles udvendige magt-i-kraft-af-position og deres intrigante abespil, tager sig heroppe om muligt endnu mere ubetydelige ud.
Nuvel, overdreven bodsgang over vort teatralske storbyväsen ville ikke ophäve vor her indrömmede "umandighed" (har prövet), for rigtige mänd står som bekendt ved deres. Og ingen har gläde af at omgås én der undskylder at han ikke er som dem. Forresten er ret mange af nybyggernes seneste efterkommere globaliserede hamburger-spisere helt uden fordums eventyrlige etos. Så vi må nok hellere insistere heroisk på vore "tragiske" storbyvilkår med deres karakteristiske mangler - og da overskud til kedsomhed er en af disse, behöver vi ikke at skamme os over at tilhöre de udvalgte som formår at underholde de andre, når vi da ellers ikke bliver holdt tilbage af dörvogterne.
Men hårdt fysisk arbejde har sine fordele, en elementär lykke, som vi også kan opleve i naturen, hvis vi ellers forlader bilen. Det gjorde vi altså ikke i dag, for bilen skulle trimmes efter to måneders pause. Heroppe fantastiske efterårsfarver, fjeldene däkket med puddersne, björnene har endnu ikke lagt sig i vinterhi, men at få dem at se er nästen umuligt. Vor barnlige sögen efter mysteriet og vor nästen religiöse fetichisme i dyrkelsen af disse mytiske skabninger, gamle träer, urört vildmark og dens bevaring osv. er en naivitet som dog beriger selv vort mere ädruelige virke med en anet ekstra dimension.

Nuvel, men i de nödvendighedsprägede fällesskaber ville overdreven "genialitet" i det unödvendige såsom sproget, musikken og kunsten vanskeligt kunne opstå endsige trives, for den ville let blive ugleset som en art ufolkelig skaberi. I storbyerne har publikums behov for underholdning, reflekterende spejle samt legende variation derimod altid udgjort en modvägt til rivaliseringen og jalousien, og dér har man desuden mulighed for at arbejde anonymt. Men forfängeligheden kommer til gengäld til at fylde lovlig meget, og vel isär hos folk uden börn.

Derfor skal man nok väre taknemmelig for sin "skizofrene" splittelse mellem natur og kultur, selv om den ikke befordrer ens borgerlige karriere. For den giver et nästen religiöst korrektiv til egoet - samtidig med at det faktisk gör dette mere interessant just ved at komplicere tingene yderligere i forhold til anerkendelsen som goldt og isoleret projekt. Succes er jo på en måde frygtelig uinteressant, hvor önskvärdig den end kan väre. Det hele bliver så ligetil og letköbt, ganske ligesom selve kampen for succes let banaliserer os, hvis vi da ikke allerede i forvejen var lidt banale.
Hvem gider f.eks. läse en blog som blot er et forkälet spin-off af ydre medgang, og hvor intet for alvor er på spil. Om det så er en nobelpristager, kan hans eller hendes blog efter successens komme jo näppe blive lige så eksistentielt fängslende som för, uanset hvor meget opvaskevand häderkronede borgerdyr fra Bermuda så kan hälde ud af örerne desårsags. Nogle mennesker läser nemlig tilsyneladende så meget "helt uomgängelig" litteratur, at man kunne forvente at de bar lidt mere präg af det i deres eget virke...
Man kunne endda forestille sig at feterede stjerner i ny og nä kan misunde de endnu ufordärvede deres genuine tilstand af indre kvärnen: "Oh, gid jeg dog dengang havde värdsat de skabende ensomme år, for dér skete det egentlige jo, selv om ingen kunne se det!" Jo, succes har vi skam prövet i perioder, men den er altid blevet frataget os igen, som regel overnight og helt uden forklaring, og altid just som det gik bedst, efter den ydre respons at dömme. Jo, sådan arbejder censuren, for her tillands, ja måske i virkeligheden i de fleste sociale sammenhänge skal man have "ret" til at have talent.

Men denne "ret" tilkender vi for en sikkerheds skyld med forkärlighed gerne de mest "normale" talenter. Bevares, der er altid nogle svipsere, som det ikke lykkes at abortere i sidste öjeblik. Folk med bedre forbindelser og mere social täft, eller blot folk der har väret heldige at möde den rette storsindede person. Kort sagt, tilvärelsens mange jokere skal man aldrig fornägte.
Det er stimulerende at have hul igennem, men en ganske svag anelse af forkälelsens fadhed lärte vi skam dengang at kende.

GROFT SAGT OM BERMUDA

Idet vi just har beriget vort foregående indlæg, benytter vi anledningen til et par ord om Bermudatrekanten. For denne hævder jo nu at den ikke eksisterer, og det er vel sandt på ét niveau. Men på et andet plan er der nu en konsensus mellem alle på Over-Danmarks bonede gulve. For selv om de forskellige avisers personligheder og portalfigurer gerne fremturer med heroisk udfordrende gestus indbyrdes, så er det aldeles risikofrit og helt på skrømt. Ganske ligesom finansverdenens samt den kriminelle verdens mest markante rivaler altid til syvende og sidst holder sammen mod lovgiverne, pressen og den udøvende magt og frelser hinanden på målstregen.

Selv da Claes Kastholm forrettede sin nødtørft på Politikens redaktion, hindrede det således ikke hans fortsatte karriere i et konkurrerende bladhus, og forresten gør han det slet ikke så dårligt og ofte med humor. Blot skulle han øve sig i lidt oftere at sige noget pænt: For ligesom spineksperterne selv lugter langt væk af "forbrydelsens element", mærker man i "Groft sagt" ofte et forstemmende slægtskab mellem de der vækker forargelsen, og de der altid forarges. For man fornemmer at hvis der nu havde været noget godt at sige, så ville de forargede i stedet blive fornærmede og tie dette rosværdige ihjel.
I kulturafdelingen ser man lidt af det samme "overnationale" sammenhold, blot mere uskyldigt og ubevidst som en slags frygtsom klubmentalitet trods al tillært snak om oplysning, individualisme og den vestlige kulturs øvrige fortræffeligheder.

AVISKRISE

Herom læs tidligere indlæg med denne titel, der underligt nok blev trykt i Information lige før jul. "Men nu jeg har jer...", som Rifbjerg plejer at sige til Gyldendal-uden-vetoret. (Hvad fanden er det forresten nu ham Rifbjerg hedder til fornavn - det er da vel ikke sådan noget muslimsk, som man man skal være analfabet for at stave til?)

Altså: Politikens oplag synker ligefuldt støt, trods al tolerance, lødighed samt frihed for både Krarup, Lomborg og enhedslisten. Javel, men en stedse mere jævnaldrende drengekultur avlet på henholdsvis Undervisiteterne og Journalisthøjskolen under et hektisk konkurrencetryk befordrer ikke desto mindre også dér en vis ensartethed på et dybere psykologisk plan, der også afspejler sig i et ligesom synkroniseret sprog på tværs af faggrænserne, om så også på et højt niveau. Og det keder åbenbart nogle i længden, om så også på et højt plan. For læserne må jo ofte tænke: "Har den mand nogensinde set et damplokomotiv eller en gammeldags mekanisk skrivemaskine". Nå, det har læserne måske heller ikke altid, men vi siger som de religiøse siger til ateisterne: "Selv om I ikke tror på Gud, så savner I ham sgu alligevel".

Der hersker ikke ensretning - men så at sige "ikke-ensretning" på den samme måde, i tidens sædvanlige globaliserede ånd: "Nu har også jeg taget et kursus i at sige snart "Ned med Gud og Kongehuset", snart "Hvad ved vi i grunden om Gud og Kongehuset, men bare de opfører sig ordentligt har jeg personligt intet imod deres fortsatte ophold i landet"; snart "Jeg vil give min ene arm for at forsvare Rifbjergs ret til at kritisere Kongehusets og Guds invasion af Irak", og snart "Jeg vil give min anden arm for mest mulig spalteplads til at kritisere Rifbjergs ensidige kritik af Kongehusets og Guds invasion af Irak;" snart "Nu kan også jeg sige nøjagtigt det samme som Umberto Eco og 27 andre toneangivende europæiske intellektuelle om alle de samme emner, med de samme ord, og ovenikøbet næsten lige så pompøst".

Nå, drenge er drenge, og en vis forudsigelighed selv i de højt uddannedes søde små oprørske gestus har alle dage beroliget gårdvagterne. Jeg gik selv på Krebs', indtil både familieformuen og familien selv slap op (kaptajnen går ned med sit skib), og jeg fik af både denne og ovennævnte grund (gårdvagterne) nogle på skrinet, normalt med forældrenes, Guds og Kongehusets velsignelse. Og jeg har sgu ikke taget skade af det, men forsømmer ligesom Arafat fortsat aldrig en chance ¨for at forsømme en chance: Andet ville nemlig ikke være fair play, for de andre skal trods alt også have en chance. Og den forsømmer de sjældent, for de har desværre ikke alle gået på Krebs og lært om fair play.
Nå, men kort sagt: Ikke en fejl hos hin enkelte, men en statistisk, demografisk eller hvad I nu vil kalde denne landsdækkende lille systemskævhed, som alene direktøren for det hele kan rette op, måske i samarbejde med Kongehuset.
Professorer i dansk forudså engang at alle efterhånden ville tale arbejder-københavnsk, men sædernes forfald slog som bekendt aldeles fejl, for i dag er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter (genbrug, men i min alder...). Kun på film kan vi gudskelov endnu opleve national-geografisk, sproglig, associativ og social brogethed, senest i Thomas Vinterbergs "En mand vender tilbage". Sådan en film styrker nok sammenhængskraften bedre end en masse kloge meninger.
Direktøren for det hele forsvarer sin avis tappert mod alle hånde urimelige beskyldninger, herunder den om oplyst enevælde. Godt nok, men i så fald er det kanske just sidstnævnte der skal til? Vi spørger bare. Men husk så også lige det med fair play. Ellers er det jo et urgammelt lynafleder-trick "storsindet" at udnævne eller sågar "uddanne" en halv-umulig skoledreng til officiel oprører med ret til infantile og latrinære narrefagter ved kongens hof.

Nå, selv Cepos-drengene på højrefløjen har undertiden ret. Konkurrence giver økonomisk vækst, og denne avler atter en vis demokratisk myndighed og oprørsk uafhængighed, kort sagt en betydelig grad af rapkæftethed. Her er vor seneste: Modsat Politikens Hus (som vi endnu aldrig har nægtet at bistå på forskellig vis) har vi endnu alt for få annoncer, men oplaget er til gengæld stærkt stigende; og hos den økonomisk uafhængige er forfængeligheden altid stærkere end bekymringen for udkommet. Så vi siger herefterdags lige hvad der passer os.

Ikke desto mindre bliver jeg nok nødt til lige at hente en bil, der ellers står og ruster i Nordsverige - og mine luksusproblemer er desværre også jeres: Kort sagt - ked jer bravt imens.... I har jo altid Gyldendal. Ja, og så ham forfatteren med det sjove muslimske fornavn - men hvad fanden var det nu lige han hed til efternavn? Var det mon ikke noget slavisk med dybe panderynker, som man skal være professor i lingvistik for at stave til? Nej, nej - ikke Alzheimer, dét var jo ham der fik Nobelprisen i medicin sidste år, men glemte den i bussen på vej hjem. Og med Nobelprisen forholder det sig ligesom med den elektriske stol: Du tildeles kun én tur for den samme bedrift, så Du kan godt begynde helt forfra igen - nej, helt om bag i køen, du gamle; ja sådan, den går ikke Rifberg.
Ha, dér var navnet jo - for vore digressioner fører nemlig oftest til Rom, så fri os fra gode råd. Anyway - må jeres søgemaskine være med jer (genbrug, men i min alder...).

SØMAND ELLER EFTERLØN?

Som sagt er bloggen sjovest at dyrke som en genre i sin egen ret frem for et surrogat for normale udgivelser. Det hindrer os dog ikke i at publicere dem sidenhen, ganske som forfattere førhen udgav deres ungdoms breve og dagbøger. Undertiden kan rækkefølgen dog være omvendt, så jeg bringer her en farceagtigt "virtuel" lille sag, trykt for nylig i Information.


SØMAND ELLER EFTERLØN?

Danmark er snart uden arbejderklasse, og vore sidste arbejdsmænd er en art folklore, der i fremtiden vil få lige så høj status som det nu giver at være medie-stjerne: For det er vi sgu snart alle sammen. Nej, børnlille – at slå et råbåndsknob, se det er en kunst.
Men Danmarks eneste sømand hedder Carsten Jensen, og han vil fremover blive hyret af Danmarks Turistråd for hver lørdag i turistsæsonen at optræde beruset med visesang på kommunebiblioteket i Marstal. Der vil blive lejlighed til at indhente hans autograf, såfremt den fornødne motoriske kontrol ellers kan mobiliseres. Af samme grund vil der altid være en læge til stede under seancen – for når der ikke er tale om konkurrencesport, men om vor sidste sømands enegang, kan doping ikke kaldes konkurrenceforvridende.
Nuvel – sømandkunst er mange ting. Det forlyder at afstanden over Atlanten vokser med 5 centimeter om året; heraf forstår vi at den der gentagne gange har skridtet afstanden af, kan gå på vandet – og sådanne folks ord står til troende. Men tro kan være upålidelig: Strindberg troede således at gorillaer var resultatet af stævnemøder mellem fulde sømænd og håbefulde hunaber – hvoraf vi tør slutte at han næppe tiltroede sømænd evner til at gå på vandet. Men han anså åbenbart hunaber for endnu mere tumpede end søfolk. Så blot vi sigter på en tilstrækkeligt tovlig målgruppe, kan vi alle håbe på høj status.
Men alligevel er det ikke alle og enhver givet at blive sømand. Men vi lever ifølge alle anerkendte sociologer i en taberkultur af ligemageri og misundelse: Så ligesom man i dag hører en evig klynken fra kunstnere og forfattere der beklager sig over snart det brede publikums dumhed, snart det smalle publikums falden på halen for det indspist opreklamerede, og atter snart over nepotismen i dørvogternes beskyttede cirkus – således vil redaktioner og TV-studier fremover blive bestormet af forurettede kandidater til rollen som Danmarks sidste sømand.

Men avisbud er vel lige så sejt? Jo - men da snart alle avisbude er polakker, vil vi alle snart gå igennem ild og vand for at opnå polsk statsborgerskab: For ellers kan vi ikke komme i betragtning – med mindre da kulturens lærde kanon-bådsudvalg i en enstemmig votering vil ISO-certificere os for vores umiskendeligt slaviske accent. Så ganske som vi i dag har forfatterskoler og malerskoler, så vil kurser i polsk derfor snart blive en indbringende levevej. For ligeså usikkert det er at skulle leve af sin egen forfængelighed, lige så sikkert er det at gøre de andres forfængelighed til sin levevej: Bliv selv på det jævne, og lad de andre stå til søs – men lad denne viden forblive de grå eminencers hemmelighed.
Men stop en halv: Amatørpolsk duer da vel ikke? Nej, men det opdager de lærde kanon-båddommere heldigvis ikke: For de sidder jo ikke tillige i det polske kanon-bådudvalg. Ak ja, genier har det hårdt i en kjøbstad – og det er nok derfor de holder sammen…
Nå, men skulle Deres polske avisbudkarriere nu alligevel glippe, så kan De jo altid håbe på efterløn. Efterløn er godt nok ikke særlig sexet, men er også kommet for at blive. Ganske vist må folk vente endnu længere på efterløn end på kærlighed – men oppebærer de den først, kan de til gengæld trygt stole på at den ikke render sin vej igen. Og i den alder påskønner mennesker rettelig moden sindsligevægt højere end det stormfulde hjertes velsignelser – for alt for mange går desværre bort før efterlønnen, just grundet nævnte ungdommelige hidsighed.

FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden optrådte vi som sagt i DR's "Kaffeklubben" hos kvinden med det forjættende navn Manteufel. Dette navn såvel som temaet "konkurrence" får mig til at mindes en god bekendt, der sammen med en kammerat i sin grønneste ungdom skiftedes til at profilere og skamrose hinanden i djævelske damers nærvær. Ja, for jeg nævnte i udsendelsen at ansatte i samme firma nok ikke bør konkurrere indbyrdes, for konkurrencen bør tværtimod ligge på firmaets "makroniveau", eller hvad De nu kalder det.
Omtrent på samme vis skrev Henry Kissinger først en fremragende bestseller om Frank Esmann - hvorefter Frank Esman på sit lokale modersmål udgav samme tekst, blot med Kissingers navn konsekvent ombyttet med sit eget. Begge vandt stort på den deal - se det må da kaldes makroøkonomi. ´
Og så langt fra at kalde det plagiat må vi tværtimod fremhæve det lille kollektive trick som helt genialt og som en så at sige biologisk prototype på "etik". Ja, for sådan starter det nok også i dyrenes verden: Således har jeg læst at en kongeørn og en havørn i mangel på artsfæller undertiden kan finde ud af at samarbejde under deres jagt. Måske kunne en løve og en tiger gøre det samme, men det har man vist aldrig hørt om.

Forbrydelsens element er ejheller os spor fremmed. Men efter megen ulovlig bilkørsel i de svenske skove har jeg nu omsider med nød og næppe legaliseret min kørsel her i min egen by. Hvordan har alle de andre idioter dog fået deres kørekort?
For min egen del tog jeg risikoen og trænede til sidst et par weeender intensivt i city i en lille lånt invalidebil med mig selv i hovedrollen som krigsveteran. Jeg er nu heller ikke typen der bliver stoppet i tolden, og just derfor kunne jeg også blive en fortræffelig narkosmugler, just in case. På Arbejdsformidlingen efterspørges vi dog desværre ikke, trods al den Cepos-snak om mangel på arbejdskraft.
Forbrydelsens element? Åhja, vor motorsagkyndige var heller ikke selv for god, thi han lod os bestå trods et gentagent lovbrud, om så også i helt god tro. "Havde du været tyve år yngre, havde jeg dumpet dig - vi må ikke gøre forskel, men det gør jeg altså alligevel denne gang". Kort sagt spillede jeg fuldstændig rolig, kølig og rutineret som Arvesynden selv - delvis ved hjælp af en nervepille, doneret af førnævnte hjælpsomme sjæl.

Men fuldt optrukne kørebanestriber må altså kun overskrides i tilfælde af indiskutable forhindringer - hvortil en flok sorgløse cyklister rimeligvis ikke kan regnes, eftersom man jo snildt kan feje dem af banen i ét hug, selv med en ramponeret invalidebil, der tydeligvis også tidligere har været brugt til selvsamme ædle og opdragende formål. Ja, vi forestiller os ligefrem at denne lille gensidige "learning by doing" burde anerkendes som hørende under begrebet "borgerservice".
Kørebanestriberne selv er derimod fredede i klasse A - hvorfor tror I måske ellers vi har gjort os sådan umage med at male dem helt op, dummernikker? I går da vel heller ikke på jagt i Zoologisk Have, eller hvad? Nå, kan I så lære det, derude?
Åhja, for nu har vi nemlig fået teknisk bekræftet at I skam findes, så kom ikke her og spil døde. For her i huset skriver vi sgu ikke gratis meget længere, så I kan lige så godt søge om en afdragsordning, for I er bagud hele banden. Ganske vist falder død fugl sjældent ud af reden; men hvem kan på den anden side anklage os for en skønne dag "i helt god tro" at pløkke en efter alt af dømme stendød opossum ned? I øvrigt et snedigt lille pungdyr, der som det vistnok eneste af slagsen har overlevet de moderne pattedyrs invasion af Nordamerika, måske just ved hjælp af nævnte lille kneb.
Vi bruger af lignende grunde selv ofte dette feje trick for at lokke andre forbrydere til at eksponere sig ubetaleligt, men det kræver med forlov både talent og en hel del sejhed, så pas på med det. Og åh jo - nu vi har fat i Jer, påstå så ikke længere at vore skriverier ikke er samfundsrelevante, thi både vore læseres trafiksikkerhed og deres lovmedholdelighed ligger os tværtimod uhyre stærkt på sinde.

Sluttelig vil enkelte opmærksomme læsere have bemærket at vi også tidligere har luftet de motorsagkyndiges terminologi og så at sige citeret fra vort eget liv - ja, for vi anerkender ikke rigtigt grænsen mellem offentligt og privat og morer os endda med således at komponere vor egen lille verdensorden i Lego-land.

GYLDENDALS DÆMONER

Nu står verden ikke længere. For første gang nogensinde klager en af de indbudte litteraturskribenter til Gyldendals årlige hofbal - Berlingernes Niels Gunder - over den ulækre fedterøvs-stemning. I årevis var jeg nærmest ene om at hænge vor søde "elite" ud med den fornødne psykologiske præcision, men nu begynder den altså at blive for tyk selv for de hjemmevante i klubben. Og straks fulgte en af hans kolleger i branchen op, for så snart det bliver smart at være etisk, så vil de andre lige pludselig også vise høj etisk integritet.

Men er det da ikke kun glimrende, hvis etik omsider bliver højeste mode? Javel, men vi så nu også hvad der skete, dengang Danmarks brave bisper ville gå Kierkegaard i bedene og udråbe hinanden til sandhedsvidner og apostle. Stakkels Søren fik et dødeligt raserianfald, for ikke nok ville de have alle velkendte fordele, nej de ville nu også stjæle Sørens rolle tillige og dermed besegle deres stædige fortielse af ham. For sådan bliver vi mennesker, når vi bliver forkælede: eliten tager det hele, og end ikke den korsfæstedes interessante dødsskrig under den ham.
Så derfor er det oftest en dårlig forretning at lade sig korsfæste. Men mon ikke der findes andre ledige roller, som er knap så misundelsesværdige, og som man derfor kan få lov at have i fred?

Men plager slipper vi ikke for: Her gik man og troede at robotter i det mindste ikke kunne fornærme én. Men nu har Google´s virtuelle søgerobot fundet ligheder mellem vor blog og en spam-blog og forlanger derfor vidners bekræftelse af, at vor blog skrives af et levende menneske. Jeg vidste ikke at en robot kunne være så vittig - blot synd at den ikke kender til det forældede begreb 'syntaks.' Men det forholder sig vel hermed ganske som med Søren og biskopperne der til sidst stjal hans rolle: Spam kalder sig i vore dage "syntaks" og beskylder i stedet den sande syntaks for at være spam. Og alle tager det for gode varer, for det er jo eliten selv der siger det. Dette byder I Danmarks digtere.
Nej, hvem der var skraldemand.
Lykken for vor blog ville derimod være, hvis Tudvad og Garff ville indlade sig i en ny offentlig fejde omkring den rette tolkning af bloggen og dens baggrund.

DOGMEREGLER FRA JESUS TIL GRATISAVISERNE

DOGMEREGLER FRA JESUS TIL GRATISAVISERNE
Først må vi henvise til vort foregående indlæg, som vi nemlig har udbygget, efter at det er blevet fremhævet i DR1’s ”Kaffeklubben”. Et klart brud på vor blogs ”dogmeregler” – men hvad sjov er der med regler som det ikke er tilladt at bryde af og til? Selv Jesus brød således med sine dogmeregler og klagede på korset til ombudsmanden – men alligevel blev han jo trods situationens exceptionelt høje krav godkendt af den øverste motorsagkyndige.
Udbedring af slagfejl samt mindre logikfejl overlader vi derimod normalt gerne til læserne som en gestus overfor den interaktive genre, og som et både tilskudsberettiget og kompetencegivende aktiveringstilbud til hele befolkningen.
Men er vi nu også aktuelle? Hør engang: Er Renæssancen aktuel? Ikke spor, men hvis nu Tivoli laver en udstilling om Renæssancen, så bliver også Renæssancen aktuel – om end naturligvis ikke nær så aktuel som den udstilling i Tivoli. Sådan er nu engang aktualitetens dogmeregler. Så kan I jo selv vælge, om I vil lege Tivoli eller I vil lege Renæssancen.
I begge tilfælde skal der nu nok blive brokket, for al den tvangsdannelse er jo så kedelig. Nå, men så har vi et trumfkort: Haven er da altid smuk, og restaurangerne samt betjeningen fortræffelige. ”Jamen de offentlige transportmidler fungerer jo ikke længere”. Godt, så tager vi en rick-shaw til Tivoli, det er både i Tivolis og Renæssancens ånd. Og sådan en fed indvandrerdreng med overudviklede lårbasser – var det måske også noget? Næ-nej, det rager os ikke, men tillad os i det mindste at nævne, at der ikke er ret mange skridt fra Tivoli til Maxim Bar, og stadig er det i Renæssancens ånd. Champagnen fejler heller intet, og med den pris er risikoen for tømmermænd til at overse. Vi kan endda tilbyde et klippekort, og det gælder både i Tivoli og på Maxim Bar. Er De førtidspensionist, får De det endda til halv pris, og også bistandsklienter kan søge om refusion.

Ja, og med klippekortet kan De endda vælge helt at droppe Tivoli’s udstilling og indtage Maxim Bar i ét hug. Udstillingen var jo desuden helt til nytår, og De kan jo altid gå på biblioteket, hvis De virkelig behøver at vide noget om Renæssancen, hvilket vi nu tillader os at betvivle. Ja, for helt ærligt: Er det nu også et ægte behov og ikke bare en fix idé, som De har pådraget Dem ved læsning af betalingsavisernes kultursider? I min klasse i folkeskolen havde vi også en dreng, der angiveligt levede og åndede for det gamle Ægypten – men vi har nu aldrig hørt at han siden skulle være blevet til noget særligt, hverken på dette eller andre felter: Selv på Maxim Bar glimrer han ved sit fravær. Nej – bliv De roligt ved Deres læst, og hold Dem i fremtiden til gratisaviserne. Må Deres søgemaskine være med Dem.

FRA MEDIERNES VEREN

Aviserne fortæller at den globaliserede universitetsverden med internettet bevisligt har medført en eskalering af plagiering. Bortset fra at vi selv har forudset og intuitivt skuet det (da jævn empiri ganske ligesom roeplukning venligt overlades til indvandrere), samt beskrevet det såvel her som i dagbladene - så viser det fordelene ved at have en temmelig hemmelig blog. Man slipper lettere fra at blive plagieret, eftersom man hverken kan eller vil profilere sig selv.

Måske lidt uklogt after all. Men sådan er vi: defensive og tilbøjelige til at snyde fjenden ved at gemme juvelerne under en bunke rod så "impressive", at den gør en indbrudsforsikring aldeles overflødig. Til gengæld burde man måske tegne en ansvarsforsikring for ikke at skulle stå som den ansvarlige for professionelle indbrudstyves behandlingskrævende nervesammenbrud.

Nettet viser sig nu også at fremme retssikkerheden i Kina, samt de stedelige avisers åbenhed for ikke at tabe al troværdighed og relevans - og på samme måde sikrer nettet os selv muligheden for at sige det hele og det værste, hvis der skulle blive lukket helt af i de gængse kanaler. Og derfor bliver der nok heller ikke lukket helt af. Ja, det forholder sig her ganske som i visse ægteskaber, hvor den svage part ulykkeligvis ofte glemmer at modparten er lige så afhængig af hende/ham som omvendt: Den "stærke" lader kort sagt den "svage" få patent på at være den afhængige, der derfor lader sig tryne og presse hver gang. Kender eksempler.

Ligervis med pressens og vores klemme på hinanden. For vi skulle nok mene at være konkurrencedygtige i alt det som vor tid just savner, og som kunne blive avisernes akilleshæl og fallit, hvis de ikke kender deres besøgelsestid. Kort sagt er en vis grad af offentlighed på nettet alligevel ikke helt at foragte, just in case.
Men lige for tiden er der nu hul igennem - men for hvert år udklækkes stadig større hold af nye samlebånds-filosoffer osv. der naturligvis med alle midler vil ind i den ene eller den anden åndssvage klub af folk der "også" er filosoffer, trapezkunstnere, doktorer i humor eller hvad nu. Og det er måske meget naturligt, for man kan jo ikke anklage folk for deres selvopholdelsesdrift.

Hvad man derimod kan ærgre sig over, er ængstelige redaktører hyppige forkærlighed for det yderst normale og "tilpasningsdygtige" uden sjæl, som ikke kan ophidse nogen læsere. Inderst inde ved redaktørerne det godt selv, for ofte fremfører de selv bravesnak om "den danske Jantelov" osv for at føle sig som folk af vældigt format. For den snak er deres forsvarstale mod den dårlige samvittighed over deres egen redaktionelle favorisering af alt hvad der ikke støder deres egen forfængelighed. Ja, forfængeligheden, æren og jalousien i mændenes verden er et yderst overset emne, for det er højst sprængfarligt og påvirker ulykkeligvis ikke blot verdenssituationen (jævnfør Første Verdenskrig), men også min egen.
Men man bliver sgu holdt i form, om end det i længden ville være sjovt med lídt andre typer af sjælelig gymnastik, for på dette felt må jeg sgu snart stå til tredje Dan Sort Bælte, eller måske et æresdoktorat af den art man undertiden giver kunstneriske stjerner, der dermed anerkendes officielt som institutioner i sig selv.
Men kan de så tåle det? Næppe, og derfor klæder det os menneskeligt langt bedre at være en smule undereksponerede. Også inden for erotikken gælder jo, at det anede virker langt stærkere end det åbent blottede, så man skal nok ikke tragte efter alt for megen medgang. Desuden: Er man et ordentligt menneske, så kan overdreven medgang let medføre en art selvdestruktiv dårlig samvittighed og frygt for nemesis; men hvis man omvendt er lidt mere rå i det, vil man snart fremture aldeles uden blusel og blive en plage for sine omgivelser i rollen som direktøren for det hele. Og råheden er måske i længden det mest sandsynlige scenario, for selv den svage vil efter sin opvågnen i baronens seng snart nok udarte og glemme meget af fordums menneskelighed.
Og husk endelig på: "Jævne folk" (som vi jo også selv er på de fleste områder) kunne netop godt lide Sokrates, og af lignende grunde kan selv forbryderne ofte på bunden godt lide kommissær Columbo. Dem der vanskeligere kan døje dem, er derimod den selvgode elite, der konstant føler sig "udfordrede" på en måde de hverken kan eller vil fatte: "For hvad fanden får den nar dog ud af fremture - han kunne jo have haft det lige så godt som vi, hvis han for fanden bare havde spillet sine kort i livet fornuftigt i stedet for at være så hellig. Tror han mon han er Gud, eller hvad?"
Nix, det er bare sådan en rolle vi spiller, men det er den eneste vi efterhånden kan huske, anset hvor lidet overbevisende vi formår at spille den; og når galt skal være, så foretrækker vi altså den frem for jeres - pensionsordninger eller ej. For som fru Blixen yndede at nævne, så var det ikke spor sjovt at være Judas: Det slog sig på humøret, trods alle pensionsordningerne. Nej, så hellere vide hvorfor man af og til også selv jamrer os lige så "umandigt" som den elite, der så dygtigt beskytter sig selv mod den "konkurrence" hvis sundhed de ellers offentligt priser.

Nu er vi dog selv blevet udvalgt til DR Kaffeklubben.