Monday, September 22, 2008

TYKKE NIELS OG SANDHEDENS TIME

Jeg fulgtes forleden i kystbanetoget med en bekendt. Da han spurgte, hvorfor toget ikke standsede i Vedbæk, fik han en herligt uforbeholden røffel af den uniformerede ældre ordensmand fra Christian den Tiendes tid, med et imponerende "Schnurbart". Da min kammerat betroede ham, at han selv godt vidste at han var en idiot, istemmede embedsmanden, at det heldigvis var hans pligt altid at give kunden ret - samt at det i dette tilfælde var ham en sand fornøjelse. Ja, hvad grin er der også ved en højtaler, når ingen alligevel hører efter? Den mand burde ansættes i Folkeskolen.

Ja, for det morsomme og hyggelige var i grunden at blive sat tilbage til en svunden tid, hvor embedsstandens småkonger på deres eget territorium kunne sætte selv høje standspersoner på plads uden risiko for fyring eller repressalier. Den slags er utænkeligt i Latinamerika og mange andre steder og beviser i grunden, at vi dog allerede dengang levede i et retssamfund, uanset de ofte kummerlige bolig- og arbejdsforhold. I dag evalueres vi alle konstant af forbrugerne. Enkelte patriarkalske fortidslevn er dog hyggelige og hensætter os til Storm P.s tid. En lignende irrationel nostalgi fik engang min bedstefars kloge gamle hushjælp til at le, da en person naivt havde spurgt hende, hvorfor man aldrig længere ser nogle pukkelryggede mennesker.


En anden grund til vor moro er nok at helt utilsløret grovhed er lettere at leve med end al den bange og intrigane pænhed der ikke skyer nogle midler og dog indbilder sig at være ikke blot legitim, men endog velmenende. Og som sjældent tilgiver at blive gennemskuet. Men vist kan sandheden være ilde hørt: Således betroede en nysgerrig pige i niende klasse mig i dag, at det ville være synd for børnene hvis jeg blev far i min alder. Så ved man da hvad man skal svare næste gang en elev spørger, hvorfor man ikke har børn: "Det ville være synd for menneskeheden."

Ingen er dog så ømskindede som de frelstes kompagni: Den arme stakkel der i sin tid afslørede at Ole Wivel i alt for moden alder koketterede uforbeholdent med nazismen, fik næsten hele det progressive Over-Danmark imod sig - og bærer angiveligt psykiske mén af det den dag i dag. Nu har en ung journalist heldigvis skrevet en bog om det. Skandalejournalistik kan således have sin berettigelse efter recepten "med ondt skal ondt fordrives". Ejendommeligt, at Ole Wivel samtidig kunne fremhæves som et lysende hovede og dog fredes grundet sin ungdom selv i en alder af 21.

Selv den ellers så tænksomme litteraturprofessor Torben Brostrøm parerede angiveligt med, at hvis Ole Wivel havde været en ukendt funktionær i provinsen, ville det ikke have været spor interessant - nej, men jo større ens omgangskreds, ens agtelse og indflydelse er, desto flere vil med god grund interessere sig for sådanne afsløringer. Sålænge et røvhul i Smørumnedre ikke generer folk uden for sin hjemby, vil hans tilfælde heller ikke kunne interessere folk uden for sognet. Dertil kommer at vi kan forlange mere af de oplyste og ressourcestærke end af klassens tykke mobningsoffer i Morten Nielsens digt.

Det er en art landsbyeffekt, at den store fornærmelse rammer dem der antyder noget om vore æresborgere. Når Sokrates blev dødsdømt af Athens borgere, var det da også fordi han så tydeligt viste at han ikke havde så høje tanker om den udnævnte elite, at han gad lefle for den. Den amerikanske Columbo-figur er skåret over ganske samme læst, for konstellationen er åbenbart eviggyldig. Det var sgu heller ikke "guderne" Sokrates fornærmede med sit frisind, for dem troede ingen oplyste borgere i Athen længere på.

Vi må godt både misunde og endda genere den udnævnte elite af et godt hjerte; - men hvis ikke vi samtidig inderst inde lefler for den, men mere betragter dem som en art uomgængelige dørvogtere og i grunden lige så gerne omgås så mange andre, så skal vi være uhyre taknemmelige for at leve i ovennævnte retsstat - som de frelste ellers gerne ynder at tale om i flok, som om den var deres egen opfindelse. Det er det bestemt ikke: For det kræver stor tænksomhed og modenhed at sige som Voltaire og dernæst en række statsmænd fra Churchill til senest Frank "Kissinger" Esmann (!): At vi vil give vort liv for vore medborgeres ret til at være uenige med os. Og den art tænksomhed forsvinder helt, endog hos velbegavede folk, når først deres forfængelighed og indbildskhed er blevet gødet ud over enhver proportion. Måske kunne det ske for os alle, omtrent ligesom børneavl i ellevte time. Men i længden ville både livet og vi selv blive temmelig kedsommelige, hvis vi altid kun hørte det vi allerhelst vil høre.

Således kunne jeg i dag læse, at bloggernes betydning i mediebilledet hertillands er stærkt overdrevet. Nuvel, vi havde nu heller aldrig tænkt os at overtage nyhedsformidlingen som et ulønnet venstrehåndsarbejde helt uden nyhedsbureauer. Snarere er der vel tale om dels et korrektiv, dels et så at sige "irrationelt" komplement. Men jo flere kompetente folk der findes også på avisernes klassiske felter, desto flere relevante kommentarer på niveau må man forvente, også udover hvad avisernes debatsider har plads til.

Selv er vi nu uhyre "autonome" selv af bloggere af være, for hvis succesparametret er mængden af aktive og gensidige links, så er vort lille rum den virtuelle verdens modsvarighed til Smørumnedre. For heller ikke det succeskriterium anerkender vi, vore emnevalg og vinkler taget i betragtning. Egnsstøtte fra EU ville derfor være helt på sin plads, omtrent på linie med Sokrates frække forslag om gratis bespisning på rådhuset i Athen. Nå, men så meget mere takker vi for opmærksomheden, for den må i så fald være ægte og ikke en forbandet pligt, endsige en ærgerlig og skinsyg emsighed med, hvad den sejlivede plageånd på den anden side af hegnet nu har fundet på.

Også fra vor side er det ægtefølt, for ikke blot skriver vi som bekendt uden andet vederlag end forventet efterbevilling, herunder reklamekroner - vi har endda slet ikke tid til det, når vi samtidig skal besvare svære livsspørgsmål fra videbegærlige elever. Men ak, hvad sagde ikke den drikfældige Tom Kristensen: "Dyrk ikke sjælen, for den ligner en last." Hvilken er da vor last: Læsernes gunst, slet og ret. Karen Blixen sagde det samme. "Eliten" skal bestemt også være hjerteligt velkommen, og vi sporer skam også dens fordækte bevågenhed - for de magtfulde indrømmer intet og røber sig kun ved fortalelser, udeladelser, citater samt bittesmå pupiller. Nå, men humlen er blot at uanset hvor mange gange den har set Henrik Ibsens "Vildanden", gør det den ikke bedre rustet til at gennemskue egne bekvemme vedtægter og skåltaler. Men hvem ved, måske er det ligesom med at kunne tegne: Nogle kan det bare, mens vi andre må nøjes med at kigge på.