En indfødt sikkerhedsvagt på et balinesisk luksushotel forsøgte forleden med Buddhas bistand og velvilje at udvise en beruset pyton på kun godt og vel 4 meter og helt uden gyldig opholdshjemmel - eftersom den nu ikke stod på det ellers eksotiske underholdningsprogram.
Om kvælerslanger gælder nemlig ligesom om de store afdøde, at vi kun elsker dem på stor... afstand og med en række komiske forbehold: Omtrent ligesom direktøren for en zoologisk have er stolt over at være disse dyrs ambassadør og tilsynsværge, men nok ville betakke sig for at lade dem komme til orde på fri fod.
Men hvordan gik det nu for vor balinesiske ordensmand? Ak, selv om han givetvis under sin uddannelse må have set, hvordan professionelle slange-udsmidere går til værks på TV - begyndende med vor egen Jørgen Bitsch der i sin tid lod sig filme i håndgemæng med en anakonda - og derfor tog korrekt førergreb på slangens hovede og hale, så glemte han af lutter leksikalsk ortodoksi aldeles resten af dyret - som sagt immervæk små fire meter: En banelængde der nemlig er fuldt tilstrækkelig både for vel gennemført hængning, men også for den endnu mere folkelige form for generalprævention, som en kvælerslange med god appetit kan præstere - og da især når der er tilskuere på.
Mængden af tilskuere er derimod ikke helt så afgørende for slangerne, som man almindeligvis tror, idet det her forholder sig som med i menneskelivet, hvor roserne nemlig ligeledes bør doseres med varsomhed, ganske ligesom falkonerer altid lader deres jagtfalke sulte nogle dage inden en planlagt jagtekspedition. - Ja, lige undtagen de allermest kongelige jagtfalke, som nemlig applauderes obligatorisk med et formeligt koreansk massehysteri, lige meget hvad de gør - og som derfor fornuftigvis nøjes med at måtte gribe manuelt tilkastede lerduer behængt med en stump kokain, hvilket nemlig erfaringsmæssigt kun sjældent slår fejl.
- Men når dette alligevel hænder, tiljubles falkene dog kun desto mere for dette som et helt ubetaleligt "part of the show" - og som en selvironisk præstation af den art, der som bekendt udmærker den sande storhed og derfor normalt er forbeholdt direktøren for det hele (bemærk her med hvilken sjælden selvbeherskelse, man undlod at skrive "chefredaktøren").
Kort sagt fik de inviterede gæster på luksushotellet rigeligt for pengene, selv om oplevelsen efterlod dem i nogen utryghed om den art sikkerhed, som selv velbeslåede turister åbenbart kan tilbydes på Bali.
Nej, sådan kan man altså ikke drive hotelvirksomhed; og vi ved dog fra os selv, at ejer landet ikke kvalificeret arbejdskraft på et givet felt, ja så må man importere den til gældende pris ude på verdensmarkedet. Og her er det altså bare sådan, at ligesom sorte boksere, løbere og jazzmusikere bare er en tand bedre end andre - så går det slet ikke at ansætte en stedlig arbejdsløs balineser på et halvt hundrede kilo og forsyne ham med et spanskrør, en lykke-amulet samt en knaldpistol.
Og hvis dette skal kaldes racisme, så må I såmænd godt kalde mig racist. For det er skam ikke selve hudfarven eller stamtavlen endsige religion, vi belønner med usle handikappoints: nej, for ganske ligesom med kvoteordningerne ser vi alene til den kvalitet som de pågældende kan levere: Og vi ved jo godt, at en ligelig kønsfordeling gerne får begge køn til at stramme balderne ekstra - ja, måske lige undtagen inden for klostervæsenets noget antikke branche.
Så det glade nytårsbudskab til alle vore arbejdsføre arbejdsløse danske må derfor lyde: Der findes heldigvis ingen aktiverings-begrundende hundelorte på Buddhas eget Bali - så kommer hid alle I små og fortabte. Men det allerbedste ved det hele er, at denne nye form for jobtilbud selv helt uden racisme sagligt vil favorisere etnisk retlinede, velvoksne og hæderligere borgere af Holger Danskes æt frem for både upålidelige slaviske skabs-mongoler og herboende slatne orientalske pizzavrag.
Vi ved godt er vi er ude i god tid - men det er nu engang vor forbandede redaktionelle pligt at være på forkant, så derfor:
GUD BEVARE DANMARK!
