I kan være helt rolige for at vi skriver hurtigere end I læser, men vi har samtidig pli nok til at tage højde for lovlig, om end beklagelig optagethed til anden side: familie, job, kedelige politikere og obligatoriske bøger, som hverken gjorde jer mere eller mindre klatøjede end I var i forvejen, for det smitter ikke når bacillerne kun er simili.
Men altså, vi beordrer gerne trykkeriet et passende efterslæb, der går fint i spænd med stolte typografiske fyraftenstraditioner og uvaner. Så risikerer vi da i det mindste heller ingen strejker, med mindre de gode typografer da bliver lovlig forkælede og dertil savner nogen at gøre oprør mod. Vi undgår dermed samtidig to-frontskrig, som end ikke Napoleon og Hitler kunne magte, for vi har sgu rigeligt hyr med vor søde indbildte overklasse.
Lagde I for øvrigt mærke til den genialitet hvormed vi uden videre i cyperspace vupti genindførte noget forlængst i branchen afskaffet, takket være venligt udlån fra Arbejdermuseet? Muligvis er det hvad nogle ville kalde et postmoderne træk, og vi har for år tilbage præsteret det i større udtræk uden at ane det før bagefter.
Hvorfor skriver vi intet om politik: Nej, for da ville vi begå helligbrøde mod vor blogs ånd, for vi råber nu engang nødig i kor; dvs. vi kunne nok, men ganske som med prostitution skal der gode og stærke grunde til. Vi overlader desuden gladeligt det til andre, som disse indrømmet er langt bedre skikkede til, ganske som vi jo også selv frabeder os organiserede klamhuggere. Det er ikke kun et spørgsmål om "viden", men mere om at være den rigtige type til jobbet. Pytagoras "vidste" måske heller ikke så meget om trekanter, men han var åbenbart typen - og drop så alt det uddannelsesvås, flot sagt. Så nul politik her - også fordi vi kun beskæftiger os med de intriger vi påtvinges.
NÅ, lad os gøre stads af andre i dag, som en særligt dekadent og øretævende ytring af det pure overskud. Nuvel, den gode Niels Barfoed har atter skrevet nogle erindringer, og de roses naturligvis på bjerget. I bogen lufter han hæderligt en gennemgående usikkerhed, som også har været meget omtalt. Men den tvivl skal netop roses, for den viser at manden ikke er idiot. Sagen er jo den, at selv hvis han havde begået en kun halvt så god bog, ville hele det ærede kompagni af smagsdommere alligevel skrive og sige nøjagtigt det samme som de nu gør: "En meget vittig og klog, velskrevet bog osv".
Så selv om denne dom utvivlsomt er ædruelig nok, så kan meningskompagniets garanti for den bestemt ikke regnes for noget tvingende argument. På den anden side beviser det dog heller ikke modsætningens sandhed: for fordelen ved at tilhøre kompagniet er ikke blot retten til hæderkronet talentløshed, men sandelig også retten til virkeligt talent, hvis det ellers forefindes.
Endvidere ved Barfoed naturligvis også godt selv, at det ikke er noget stort martyrium at træde ædelt op til forsvar for forfattere med høj status, for dette giver just samme høje status. Hvis han derimod havde gjort det i de lande hvor Rushdie osv. er uglesete, havde det været en anden sag. Men det bliver hans fine gestus naturligvis ikke mindre god af; blot ved Barfoed givetvis selv, at han sikkert også i nogle situationer kunne have trådt tilsvarende i brechen for mindre hæderkronede folk - noget som Christian Braad Thomsen flere gange har gjort. En Jakob Holdt kunne også finde på det. De folk skriver for resten lige så fint som Niels Barfoed, men får modsætningsvis ingen priser. Det er skam ikke Barfoed skyld, men bør dog nævnes.
Nå, men vi indrømmer da gerne at Barfoed skriver glimrende, men kunne til gengæld nævne en årlig udgiver af danske stile på Det Store Forlag, ja i henhold til pålidelig kilde endog en "farlig mand" (Se Informtion d. 12.10) - der altid prises i tilsvarende høje toner. Senest hed det således at "han skriver som en (morsom) engel". Hertil må ulykkeligvis siges, at engle er det mest umorsomme i verden. Vor beklagelige meddelelse og kondolance må dog heldigvis efterfølges af den trøsterige betroelse, at nævnte farlige mand bestemt ikke skriver som en engel, sin uklanderlige ortografi til trods. Så Morlille er alligevel ingen sten, men flyder tværtimod altid ovenpå strømmen.
Hvem skal vi ellers rose? Jo, filmspigerne, filmsdamerne: Helle Ryslinge, Madam Helger, Susanne Bier, Lotte Svendsen m.fl. Sådanne typer har øjne i hovedet samt hoveder at have øjnene i, og tillige hjertet på det rette sted. Jeg så forleden Lotte Svendsen i TV i debat med JP's Flemming "Muhammed" Rose, der ævlede løs på tillært drengespejder-facon om hvad der angiveligt krænkede hans "retsbevidsthed". Sagen er jo den, at udvendige typer uanset politisk observans slet ikke har den slags bevidsthed, men de har lært en masse udenad. Det minder mig om en amerikansk kommentater som engang sagde, at mens Clinton var et menneske der iagttog sin egen psyke, var det tvivlsomt om Bush overhovedet vidste at han besad en psyke.
Men filmspigerne ved det, og de har den rette uforfærdethed, der ofte savnes hos "bog-piger" med deres lovlig store imponerethed af de de anerkendte, direktøren, redaktøren, professoren og den slags. De er skam ikke dummere, men har ofte dels for lidt erfaring og ved derfor endnu for lidt om mændenes verden og de faktiske forhold i jernindustrien, og dels har de ofte et mindre udfarende boheme-væsen. Jeg har af og til set dette hos kunstneriske samt hos anarkiske kvinder: En bekendt ditto så således engang fra cykel en yderst feteret intellektuel yngre stjerne af de mest langfingede med andenhånds "aktier" overalt i kulturlivet, og hun kommenterede kort: "Ham er der vist ikke meget ved". Hun kunne åbenbart se og fornemme den mafiøse netværks-karma umiddelbart på hele fremtoningen og blikket, trods al autoritativ viden på tryk, og det var sgu flot.
Men sådanne kvinder burde der være flere af i dag, for ligesom man engang sagde "Alt er politik", kan vi i dag anderledes realistisk sige "Alt er intrige": for så snart noget er attraktivt kommer hyænerne, og derfor lønnes langtfra altid de rette her i verden. Måske er det noget mange rigtigt gamle mennesker ved, men de orker ikke at fortælle det til nogen, for ingen ville lytte, og hver generation må begå sine egne fejl og herunder nyde den stimulerende illusion om de gamles dårskab.
Selvfølgelig er der en grund til folks frygt for at havne uden for flokken, som vi bohemer altid har hånet - og dette var altså grunden: Uden for flokken er der ingen rettigheder. Lodret løgn er ligeledes barnemad, og vi påtager os gerne at bevise at de der bekvemt måtte le ad vor tese, derved just demonstrerer dens sandhed. Hos "normale" mennesker er denne "viden" en komplet instinktiv og grundmuret forsigtighed, og den findes som før vist selv i Edens Have og i vildmarkens samfund. Så hverken Barfoed eller Rifbjerg er undtagelser.
P.S. Bortset fra nærværende P.S. tilføjet dagen derpå - var dette et dogmerigtigt produceret indlæg. Lidt af en undtagelse efterhånden, men på samme vis er de syndefri jo også i himlen undtagelsen, hvilket dog ikke hindrer os i ligefuldt at hævde det høje ideal. Angeren er desuden næsten lige så stor en dyd som skyldfriheden; så blot vi brødebetyngede noterer vore hyppige frafald, så er også dette i grunden særdeles dogmerigtigt. Genrespecifikt er det også, for kun en ægte blog kan meningsfuldt beklage sine frafald fra ortodoksien, omtrent ligesom man kun om et ægte toilet kan beklage at cisternen er i uorden. Nuvel, just fordi dett eruptive indlæg er dogmerigtigt, kom det på i stedet for et planlagt, der så må gemmes et par dage til, uagtet alle fornemmelser for kronologi.
