For 20 år siden så jeg i Pyrenæerne over trægrænsen et par lamme-gribbe, akkompagnerede af sortspættens karakteristiske skrig og tromme-virvler nede fra skoven af velduftende ædelgran.
Lammegribben forbinder vi ellers snarere med Tibet og omegn, hvor der næppe findes sortspætter, men langt flere afskyelige snemænd - selv om de som har talt med dem, kun har godt at sige. Og dermed kom også sortspætten til at fremstå som yderst eksotisk. Den samme aha-effekt kender vi når vi langt hjemmefra ser en fugl, som hos os er en almindelighed.
Kongeørnen forbinder vi i nyere tid især med højnordisk natur samt høje bjergkæder med et lignende klima. Men dette har delvis historisk grunde, for vist overlapper kongeørnens naturlige europæiske udbredelsesmråde mere sydlige arters såsom den besynderlige hvepsevåge: på svensk "bivråk".
Hvepsevågen ankommer sent i maj og trækker tilbage til Afrika først i september: For den ernærer sig hovedsagelig af larver fra jordboende hvepse - gedehamse - hvis bo den graver op og transporterer hjem til reden.
For 10 dage siden så jeg straks nord for en stor fredet smålandsk højmose Årshults-myren en jagende kongeørn - af den moderate størrelse at dømme en han. Den blev mobbet af et par urolige hvepsevåger - ligeledes efterhånden et særsyn. Hvepsevågerne er gået stærkt tilbage i nyere tid, både grundet ringere forhold i det afrikanske overvintringsområde og det moderne landskab med stadig mindre indslag af lysåben skov med græsningsområder og enge.
Ganske som i menneskelivet er mobning oftest en kollektiv frygt-reaktion over for en oplevet trussel på et eller andet plan, dette være nu nok så forfængeligt: Og på denne måde blev den uventede kongeørn altså en indikator-organisme, som effektivt aktiverede de hemmelighedsfulde og yderst diskrete hvepsevåger til at gå på vingerne og afsløre deres skjulte yngleområde. Men omvendt kunne jeg lige så godt have opdaget ørnen på grund af hvepsevågernes aktivitet.
At blive mobbet af så fornemt og respektabelt folk som hvepsevågerne er naturligvis forsmædeligt. Men det må dog ved nærmere eftertanke tværtimod ses som et umiskendeligt kvalitets-certifikat hinsides alskens falsk smiger, hvis man kan få selv de mest noble og højpandede tilhængere af frihed for Loke såvel som for Tor til helt konsekvent at vise sig fra deres værste side...
De elegante hvepsevåger med de lange haler og de slanke vinger kendes med en smule træning snart fra de vanlige og mere buttede musvåger (svensk "ormvråk"). I aktiv flugt har de intet at frygte fra ørnens side - men naturligvis kunne det hænde, at en jagende kongeørn opdagede deres rede og tog deres afkom.
Det er velkendt at ænder nyder god beskyttelse ved at bo midt i en koloni af hættemåger, der kan mobbe krager og ravne væk. De store koloni-rugende drosler ved navn sjaggere (svensk "björktrast") lader omvendt gerne den superhurtige dværgfalk (svensk "stenfalk") bo i deres midte, fordi den hjælper dem særdeles effektivt med at mobbe større rovfugle bort.
Men uden for redeområdet tager dværgfalken ikke notits af større rovfugle, for ganske lige som lærkefalken er den bitte mundfuld aldeles umulig at fange. Og de helt store rovfugle som ørnene er de hurtige små-falde bedøvende ligeglade med.
Tårnfalken er et sjovt mellemtilfælde: Denne forholdsvis langsomme falk bor tydeligvis gerne som nabo til kongeørnen og benytter sågar undertiden dens reserve-reder - for ørnen hjælper den med at holde farlige større falke og høge på afstand. Men for en sikkerheds skyld driller den samtidig også gerne ørnen lidt i ny og næ - åbenbart af mangel på tillid til sin egen aeronautiske ufejlbarlighed .
Men som sagt: I størstedelen af kongeørnens europæiske udbredelsesområde er det normalt ikke muligt at opleve den og hvepsevågen samtidigt.
Men enkelte par kongeørne er i de senere år begyndt at yngle i Sydsverige. Og der er næppe grund til at betvivle, at kongørnen har haft en langt større europæisk udbredelse indtil for 200 år siden. Men den bryder sig aldeles ikke om få sit afkom ringmærket under stort påstyr af en jakkeklædt eksekutions-kommité - og vil derfor typisk året efter ansøge om en beskyttet bolig. Ringmærkede ørne gør sig desuden heller ikke på fotos....
