Enkelte artikler i avisform matcher tillige vor blogs særlige stilkrav og finder derfor nåde også her. At kompensation ved opfindsomhed således kan overvinde, sublimere og derved vende verdensordenen på hovedet, har vi tidligere sagt, og Karen Blixen er vort vidne. Men hør her et frisk eksempel fra hverdagen: En angiveligt både doven og uboglig elev på ubudent gæstevisit hørte, at mine elever skulle finde nogle henholdsvis positive og negative tillægsord til tysk oversættelse.
Han kommenterede snurrigt, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det var positivt for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.
Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det samme, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et ekstra skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker alle blot på skuldrene. Vi hverken kan eller vil lære, og det siger Jesus forresten også et sted til sin tids forstokkede elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg da også have honoreret ham med den højeste karakter.
Men apropos Jesus har jeg netop læst svenskeren Lena Einhorns lærde studie, der skal sandsynliggøre, at Jesus samt Johannes Døberen levede og døde en snes år senere end antaget: For begge er i så fald pludselig godt belagt i samtidens historiske kilder såsom Josephus, blot under andre navne: "Theudas" respektive "Ægypteren". I følge flere tidlige kilder, herunder sågar jødernes Talmud, var Jesus måske en romersk horeunge og nød muligvis derfor selv romerske borgerrettigheder: At Paulus besad dem og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus - og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes særdeles "lempeligt" uden den gængse tortur, men alligevel "døde" veltalende efter sølle seks timer og derefter svøbtes i hele 30 kilo balsamisk myrra og aloe vera - og muligvis eksporteredes i levende stand af sine "vagtposter".
Lena Einhorn kunne meget vel have ret; men hendes tese at Jesus dernæst "genopstod" som Paulus, forvandler ham til sin egen strategiske markedsføringschef og datidens Ron Hubbard - eller måske snarere til den tids Christian Have, der på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have sågar angiveligt selv genopstået som adjungeret professor i Jylland på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen - dog uden at nogen af dem ligefrem har skiftet navn af den grund.
Men immervæk - miraklernes tid er ikke forbi, så hvorfor skulle Lena Einhorn ikke kunne have ret i at Jesus blev til Paulus og dermed gjorde denne til en stor taktisk løgnhals med hans "omvendelseshistorie" i Damaskus? Omtrent ligesom jobkonsulenternes pædagogiske "Jeg har skam selv engang været arbejdsløs!" Det ville dog svare til hvis Søren Kierkegaard genopstod som formand for Kierkegaard-Selskabet (det har jeg aldrig været) - en tanke som kun en formand for Kierkegaard-Selskabet kunne finde på: Så sig ikke at sådanne folk ikke kan tænke noget originalt! - Lena Einhorn selv er forresten ganske som sine polsk-jødiske emigrantforældre egentlig medicinsk forsker, men tydeligvis også historisk lærd.
Men ret beset er dette med at genopstå som sin egen PR-chef og fremmeligste discipel måske en ypperlig forretning og den ultimative løsning på et klassisk eksistentielt problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv: Således har jeg i tidens løb med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men derimod altid kun med ringe held for mig selv. Forfattere går således under jorden og genopstår som Paulus-agtige bloggere der evig og altid antyder hvad romerrigets oplyste borgere går glip af ved ikke at få Pagtens Ark at se, men kun gnisterne fra smeltediglen. En ungdomskammerat af mig turede derimod angivelig i sin tid byen rundt med en makker, hvorunder de skiftedes til at skamrose og profilere hinanden i damers selskab - og gevinsten udeblev ikke.
Men tro det eller ej, miraklet er nu indtruffet også i mit liv: Så sent som i dag blev jeg nemlig i Irma hjerteligt kontaktet med tilnavnet "Robert" af en oprømt mand der bestemt mente at kende mig vældig godt fra Maribo - hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes succes driver en skilteforretning! Altså PR-branchen! Følgelig må det i så fald være Robert der er Paulus, og mig selv der er profeten; og så er den lille sag afgjort - for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde forresten noget lignende, adspurgt om sin guddommelige natur:"Tjah, hvem ved - men fortæl det ikke til andre!"
Men til sagen, for også her kan vi udrette små forvandlingsnumre:
ER DU GEORGE BUSH? (Information 29.9)
"Kend dig selv," sagde Sokrates. "Men fortæl det ikke til andre," har nogen siden tilføjet. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om, hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende "Ak Herre, i Eders eget kongerige".
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lears sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: "Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på, hvorledes det ville have behandlet Kong Lear."
Så folk, der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare - ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden 'gifter' alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og barnligt utilsløret - selv hos folk der nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Svindende kongelighed
Kierkegaard talte om en åndløshed, hvori det moderne meningsmenneske helt glemmer, hvem det er - hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, titler og ordner. Men Kong Lears eksempel viser, at den, der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante 'operetteverden' og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen, der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel, hvad han vil - og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de, der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane - om så også med en aura, der røber den svindende kongelighed. Så hvorfor skulle disse forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber, der opnår at berømmes af verden, selv for dyder, som de notorisk savner? Tjah, måske just fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitets fortrop aldrig ville finde på at stille det.
Kæmper for at imponere
Nuvel, 'aldrig' er et stort ord - for vist sker det, at en forhærdet Paulus pludselig ser sit liv i et andet lys og omvendes: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for at imponere folk, som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Bush eller Muhammed
Så derfor, trods alt: kend dig selv - og husk det i nødens stund. Men hvorfor skal det være så trist? Så hør her: En memotekniker hævder, at den bedste måde at huske sin tid hos tandlægen er ved at tænke sig, at det er George Bush, der skal til tandlægen på onsdag. Ved eftertanke må det dog tilføjes, at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt (Bush selv kan jo ikke bruge det). Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et trick til også at huske, om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske kan indbilde sig at være USA's præsident, indbilder det sig garanteret også at have et fejlfrit gebis. Ergo følger, at hvis du mener at være den George Bush, der ville ignorere en international klimakonference grundet en tid hos tandlægen - så er du utvivlsomt også George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i dit tilfælde. Du kan så i stedet vælge at huske, at det er profeten Muhammed, der skal til tandlægen på onsdag - med mindre du da mener tillige at være profeten selv, for så må du finde på noget tredje.
Umuligt at glemme
Men hvis du er George Bush, så vil du også vide, hvor farligt det er at 'tage profetens navn forfængeligt'. Kort sagt er dit tandlægebesøg alligevel ikke nogen god idé, så må vi ikke foreslå, at du tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den klimakonference.
Godt, men hvordan skal man huske en sølle klimakonference, når man ikke engang kan huske sine tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at overvære en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme - selv for George Bush.
