PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN
Vi skrev forleden om livsviljens Schopenhauerske ukuelighed, der undertiden nødvendiggør gentagne tandudtrækninger, lobotomier samt kastrationer. Om dette mon også er baggrunden for Jesu samt Lazarus’ genopstandelse, er vel et lovlig kættersk spørgsmål sådan tredjedagen efter korsfæstelsen. Men lad os så i stedet fortælle om en kæmpegedde som jeg med mere held end forstand fangede i Lapland for nogle år siden.
Hvor kunne vi vide at gedder er snu nok til at kappe linen over, hvorfor man her foreskriver en ståltrådsforstærkning kaldet et forfang. To gange i rap skete ulykken derfor, og jeg havde nu kun ét blink tilbage at montere, så alle gode gange tre, og lad os hellere få det overstået. Og ganske rigtigt var der straks bid, men denne gang tillige held. Efter et par minutter lykkedes det nemlig at lempe en meterlang formelig krokodille tæt ind til søbredden, og nu forstod jeg at det gjaldt om at holde linen helt stram. Sådan en kæmpe trækker øjeblikkeligt en fiskeørn til bunds, og kun en havørne-hun kan tæmme den.
Men forestil jer nu vor forbavselse, da vi nu med odontologisk professionalisme observerede at den havde hele tre blink skruet fast i kæften – altså var der tale om én og samme gedde, som hverken ville eller kunne lære af sine fejltrin, omtrent som vi selv.
Men tror I den fortrød? Nej, tværtimod viste dens uforstilt ondskabsfulde og sygeligt ublufærdige blik kun aldeles tydeligt at det eneste den tænkte på var, hvorvidt den mon kunne rumme mig i én mundfuld: Og just i denne irrationelle monomani hinsides al realisme ytrer den sande psykopatologiske dæmoni sig: Således har vi observeret, at selv garvede professionelle plattenslager mod bedre vidende simpelt hen ikke kan lade være med at slå plat, selv der hvor de med taktisk fordel burde holde lav profil for siden at score den store gevinst. Kort sagt: Hvis vi havde benådet og genudsat vor krokodille, havde vi blot forlænget farcen og gjort nar ad den arme skabning.
I stedet tænkte vi på den franske dødsfange, der trodsede sin uopfordrede sympatikommité og skriftligt henstillede til præsident Pompidou om ikke at benåde ham, idet han ellers blot ville fortsætte hvor han slap. Han fik som en af de sidste sin vilje med "la Mademoiselle", og således gik det også vor krokodille – hvortil sluttelig bør føjes, at selv gamle gedder fanget i friskt fossende nordsvensk vand smager næsten lige så glimrende som ørreder, der jo desuden oftest er for små til at stille vor sult. Og som ekstra gevinst genopstod altså begge mine forsvundne blink fra dødsriget.
