Mere om den lille maler, der i sin pureste ungdom var var figurativt stjernetalent og forresten fik uhyre rosende omtale fra Karen Blixen. Men først som kontrast lidt mainstream. I gårdagens Dead Line kunne man se kapitallogikkens danske God Father, i sin tid i de kredse særdeles agtet og frygtet, føre sig rørende frem med anderledes klostertanker på gamle dage, og meget antikverede argumenter, som kan få en til at undre sig over hvor meget der gemmer sig bag det tekniske sprog og de akademiske afhandlingers hartnisk. Men ingen hån her, vi nøjes med Prædikerens bog.
Nej, men som sædvanlig havde studieværten i slige sager inviteret en af Rothstein-klanen til at sige det de altid siger. Men de får det til at lyde så let, at man længes efter atter at møde præsten fra den russiske kirke, gerne med en flaske rødvin over en gammel europæisk roman. Hellere en kæmpende kristen end en veldresseret og velfornøjet vaneateist, der har lært at optræde med alle de rigtige replikker.
Selv, ja netop fra en rent menneskelig eller "antropologisk" vinkel er det ellers ret lige til at tænke, at den religiøse dimension har nogle fordele, som ikke enhver klub kan give. Således er det noget kulturradikalt papegøjesnak at religionen får os til at gøre det gode på Guds bud i stedet for af menneskelighed: Dvs. egentlig er tanken skam udmærket tænkt hos en skarpsindig 20 årig, og selvfølgelig har man også selv engang tænkt den, men vi gider ikke høre den som automatsnak. Men så er der også den pointe, at vi jo netop har svært ved at gøre det gode, fordi vort eget altid kommer først.
De gamle kaldte det arvesynden, og den er svær at komme uden om. Kort sagt er det simpelt hen lettere at gøre det rette, hvis man tror at Gud eller Allah er med én og at alt i sidste ende ikke vil være forgæves og kun føre til vor egen bundløse ydmygelse. Troen og fællesskabet befrier kort sagt den gode vilje fra "arvesyndens" tunge åg - bevares kun i et vist omfang. Hvis jeg er ulykkelig, vil jeg derfor ofte hellere henvende mig til folk fra et et religiøst fællesskab end til en der har sine meninger som religion. Om det så er den ene eller anden tro, betyder ikke altid så meget - og eftersom Rothstein måske med rette anser det hele for vås, vil også han give os ret i denne ligestilling. Nogle af de mest harmoniske børn ser man også i velfungerende religiøse fællesskaber, bare de ikke er for outrerede i forhold til hverdag og samfund. Og den kabbale har kristendommen stor erfaring i at lægge.
Hvad tolerance angår, er mange kristne faktisk meget mere forstående over for deres islamiske "trosfæller" end vi andre, fordi de selv har erfaring og sans for at verdslig modernitet, arbejdsmarkedet osv. og tro sagtens kan forenes i praksis.
Endelig er der den pointe at de fleste har et lige så barnligt forhold til deres kulturradikale ateisme, som de fleste troende har til deres tro: Dvs. de går ud fra at den toneangivende majoritet har ret, fordi den er stærkest og belønner deres loyalitet. Uanset om de har ret, så har de oftest slet ikke tænkt dybere over det, og derfor foretrækker jeg oftest minoritetsrepræsentanter. En majoritet der ikke betvivler sin ret, kan let blive særdeles kynisk og farlig, også selv om den ikke bekender sig til totalitære løsninger. Måske hænger vi ikke folk for deres afvigelser, men de kommer rigtignok let udenfor i den kolde sne - og dermed har vi andre i tilgift straks en rival mindre. Og så fornuftige grunde skal man heller ikke kimse af...
Nej, må vi bede om vor lille maler, der også fabler om hebraisk, islam og andet. Hør blot: Han fortalte mig forleden om hvorledes kristne, jøder og muslimer levede i fordragelighed i Palæstina under tyrkerne, og mimede det med nogle situationsreplikker hos gadehandlerne på tværs af tro: "Hvordan har Deres mor det?" "Det er længe siden jeg har set Deres far" osv. Man var ordentlige mod hinanden, kort sagt.
At fortælle det på denne måde er herligt forløsende og uigendriveligt, fordi det er set. Meninger er derimod sjældent set, og derfor er de ofte kedelige. Hvorfor inviterer studieværterne aldrig en interessant underbo eller konen over for i studiet? Hvorfor altid de veldresserede og klonede masseintellektuelle? Fordi de er deres egne, og her skal vi ikke indlade os på eksperimenter. Og så er der jo altid det naive trick, at inviterer vi en eksklusiv person, så må vi også selv være en smule eksklusive. Rørende menneskeligt, men ren børnehave, kort sagt - men den der siger dette for stærkt og for tit, sendes til det moderne Gulag. Og det kan man ikke klage over, for officielt er det afskaffet og den der nævner det, sendes i behandling.
Nå, vor lille maler fortalte forresten, at en sura i Koranen fortæller at en dag skal de fordrevne stammer atter forenes i fred i det hellige land. Han kendte selv skriftstedet, men det er der nok ikke mange muslimer der gør. Men det er vigtigt, for som sagt er det lettere at leve fredeligt, hvis man oven i købet har fået ordre til det, så at sige. Nå, i slige sager var især hans mor lærd og egenrådig, og angiveligt skændtes forældrene om Gud hver morgen, så naboerne troede de var ved at slå hinanden ihjel. Faderen fortyndet jødisk, moderen kristen kunstmaler. Skænderierne var dog nærmest monologer råbt til himlen og endte altid med moderens "Men her har du din kaffe".
Sådanne folk ser man ikke i Tv-studierne, nej, altid samme sprog, mimik og civile facade. Gab...
Spørgsmål: Møder vor tids sorgløst herskende klasse da aldrig andre end deres egne? Hvis de havde hund eller skildpadde, ville det måske hjælpe.
