FRA ÆRENS VERDEN

Min borgerligt velrenommerede konditori i den kongelig Livgardes hovedgade er den foretrukne formiddagsstue for en trofast lille skare af moderat betalingsstærke alumner med al tid i verden, og som gerne betaler 25 kr for en enkelt kop kaffe af høj kvalitet. For deres sunde sans fortæller dem om proportionaliteten mellem pris og kvalitet – ligesom enhver ved ved sine fulde fem ved, at gode adresser og tilhørsforhold ofte betyder langt mere for ens karriere end selve ens sunde sans...

Ingen kan beskylde konditoriets stamkunder for at høre stemmer: For de fører tværtimod selv højlydte konversationer med sig selv om emner langt vigtigere end deres egen person: For er det ikke karakteristisk for just denne kategori, at deres vidtløftige enetaler altid inddrager globale aktører inden for både politik, efterretning og rumforskning? Tværtimod er det netop typisk for alle os normale at være besatte af en kernesund og altid veloplagt selvoptagethed...

Ganske vist har jeg ikke med en båndoptager verificeret mine højrøstede konditor-stemmers objektive eksistens, hvorfor I kunne mistænke, at det nok snarere er mig der hører stemmer i min egenskab af tankelæser. Men hør nu engang: Hvis man ligefrem medbringer en båndoptager for at forsikre sig om, at de stemmer man hører på sit stamkonditori, er ægte, så er man da langt mere tosset end de, der nøjes med blot at høre stemmerne. For hvad er der egentlig så galt med at høre stemmer: I givet fald kan man vel bare ignorere røsterne og lad dem gå ind ad det ene øre og ud af det andet, ganske som når man hører politikerne på TV?

Så dette med at medbringe båndoptager gør jeg derfor af hensyn til mit ry ikke – for jeg indbilder mig i al beskedenhed og inkognito at være den eneste af de trofaste formiddagskunder, der slet ikke har en skrue løs. Men hvem ved – denne indbildske formodning deler jeg måske med alle de andre, idet den måske netop er en karakteristisk del af sygdomsbilledet: For en syg der ikke erkender sin egen tilstand, er jo endnu mere syg end en syg der dog erkender sin sygdom. Dette taler for, at den endelige sundhedsvurdering ikke kan overlades til os stamkunder, men snarere bør overlades til konditoriets purunge personale.

Men kassens teenage-piger er jo slet ikke psykiatrisk uddannede? Nå-nej, så her burde man snarere ligesom omtrent samtlige medier betjene sig af dr. Day Poulsen med klinik i Amaliegade, der er en endnu fornemmere adresse end Store Kongensgade. Det siges at dr. Days egne stamkunder foragter konditoriets faste kaffeklub som plagiatorer og uautoriserede skruebrækkere inden for psykiatrien. Ja, for miskendthed såvel som plagiat findes skam ikke kun inden for den akademiske verden, men også inden for den psykiatriske: Nogle psykiatriske patienter er således højt anerkendte – og ikke alle med lige god grund – og overøses desårsag med en lind strøm af kemiske præparater, som var det priser – hvorimod andre må nøjes med hof-konditoriets stærke kaffe og derfor alle som en betragter sig som groft miskendte.

Som sagt anser jeg mig derimod for konditoriets eneste fuldt normale gæst i min egenskab af uafhængig FN-observatør med et særligt ansvar for at opretholde våbenhvilen mellem Store Kongensgade og Amaliegade – samt antagelige forhold for civilbefolkningen og de næringsdrivende i området.

I konditoriets aviser læser jeg om en skizofren patient, der optrådte i et TV-program i fjor – og som nu har dræbt en læge med en køkkenkniv. TV-programmets vært hr. Madsen udtaler, at manden tydeligvis for enhver allerede dengang var aldeles skingrende gal. Ikke desto mindre har avisen tillige bedt den før nævnte Dr. Day om at kommentere med sin psykiatriske ekspertise. Men hvad dr. Day denne gang har at fortælle, er nu kun hvad enhver livserfaren person kunne have sagt – men meget mere behøver man muligvis ikke for at gøre lykke i den profession i vore dage?

 Ja, for såfremt en patient klager over psykiateren, beviser det jo alene hvor tosset han er: For havde han nemlig været ved sine fulde fem, så ville han på forhånd have kunnet sige sig selv, at klager fra en psykiatrisk patient ikke står til troende. Der er da rettelig heller ingen ende på den strøm af guldrandede bijobs og tillidshverv som dr. Day nyder. Men har vi ikke alle erfaret, at det vigtigste ikke – som vi frygtede i vor ungdom – er, hvor tossede vi selv er: Nej, det vigtigste er, hvor tossede de der skal vurdere os, er.

Som et modstykke af uklanderlighed hævet over enhver billig spas må vi her nævne den besindige professor Jørn Lund, der nødig roder sig ud i kontroverser og heller aldrig er god for letkøbte udtalelser skudt fra hoften til den første den bedste mikrofonholder.

Professor Lund, der har langt større anciennitet som trofast prismodtager end den unge Dr. Day, må efterhånden betegnes som stamkunde hos samtlige landets prisbevilgende instanser: private såvel som offentlige, der nemlig her er rørende enige. Af samme grund har prof. Lund nu fået en ny pris ved navn ”Tankestregen”. Og i overrækkelsestalen begrundes valget med, at professoren er en forbilledlig brobygger mellem erhvervslivet og kulturlivet: herunder også ved aldeles ubestikkelig og altid med tungen lige i munden at have modtaget lige mange priser fra det private og det offentlige gennem årene.

Men hør: Ville livet ikke blive kedeligt og tomt, hvis man havde opnået alle priser og slet intet mere havde at kæmpe for? Jo, men netop derfor forholder det sig heldigvis sådan, at når man efterhånden har modtaget alle de priser og medaljer det går at opdrive – så kan man bare begynde forfra igen, i fuld tiltro til at hverken man selv eller de bevilgende instanser i mellemtiden har mistet enhver dømmekraft.

 Ganske på samme vis kan jo det samme barn meget vel kan vinde mandelgaven hver eneste jul og blive kronet som kattekonge ved Fastelavn år efter år. Ja, for ved vi ikke alle, at naturens gaver nu engang er ulige fordelt? For "A rose is a rose is a rose..." - og antallet af gange vi siger det, ændrer naturligvis ikke en tøddel derved.
Eller troede I virkelig, at rosen ved den fjerde eller femte gentagelse ville blive forvandlet til en tulipan, af lutter kunstnerisk lede ved gentagelsen? I så fald har I nok læst for meget Kierkegaard i fjor, for Kierkegaard docerede netop ”Gjentagelsens” alkymistisk forvandlende kraft.