FACEBOOK-JUBILÆUM – KONKURRENCE SAMT EKSTRA JULETILLÆG

I anledning af Facebooks 10-årsjubilæum forudser, vi at Tordenskjolds soldater som sædvanlig vil lade afholde en konkurrence om, hvem af dem der nu skal sendes på betalt arbejdsferie til Italien med både korsbånd og stjerner grundet sin uforlignelige kreativitet - nu også på dette moderne felt. For at komme Tordenskjold såvel som hans soldater i forkøbet lader vi derfor i eget regi afholde en tilsvarende konkurrence forlods, hvor enhver art politisk korrekthed dog vil være udelukket.
Men da den eneste måde hvorpå vi kan sikre mod denne moderne art korruption består i på forhånd at udelukke både kvinder og negre, har vi valgt denne radikale metode.
 I et livstidsperspektiv er dette dog ingen ulykke, for ved en senere lejlighed agter vi at afholde en konkurrence alene forbeholdt kvinder og negre – og den der ler sidst ler jo bedst. Endvidere må kvindelige samt sorte læsere indtil videre trøste sig med, at de jo kan bære deres udelukkelse med oprejst pande, eftersom de jo hermed tillige er udelukkede fra at lide forsmædelige nederlag, der jo må bortforklares for enhver pris. Tværtimod kan de i smug trøste sig med den forvisning, at de kun er udelukkede fra konkurrencen for at sikre fair vilkår for alle deres svagere rivaler. Og den viden må dog indgyde en vis højmodighed.

Nuvel, hvori består så vor konkurrence? Den går ud på hvem der kan fornærme flest notoriske hædersmænd i Danmark på FB uden at gå under bæltestedet. Man skulle nu tro, at dette må være en smal sag; men just fordi Facebook af hædersfolk ikke bruges til og regnes for andet end – snart en ”license” til for nervernes og julefredens skyld at smide slipset, titlerne og ambitionerne, snart for ”spøgefuldt” fraterniserende PR-virksomhed, og derfor nyder begrænset artistisk respekt - så skal der tilsvarende mere til for at fornærme godtfolk på FB: Ganske ligesom det nok er sværere for Ekstra Bladet at fornærme skal vi sige direktøren for Gyldendal, end det er for Weekendavisen og mig.
Hvis det således atter og lykkes selv en ringeagtet person at fornærme omtrent den samlede stand af erklærede danske hædersmænd såvel som deres loyale ægtefæller, så må det derfor være et sikkert tegn på, at man enten alligevel nyder en del mere respekt end de vil vedgå, eller også på at man er endnu dygtigere end Ekstra Bladet.

 Kort sagt kan man i så fald rose sig af at være i det, som i vore dage kaldes en win-win situation – opkaldt efter den lige så heldige kineser ”Win” fra Konfutzes tid, der grundet sin uklædelige uvane med at stamme ikke alene i tide, men ulykkeligvis også i utide, fik det folkelige tilnavn ”win” – hvorved han altså kom til at hedde ”win-win” og følgelig herefter blev husket af dobbelt så mange som før: – med undtagelse af Told & Skat, der nemlig dengang endnu ikke var opfundet. For med egennavne og tilnavne forholder det sig nemlig sådan, at mens nogle af dem som f.eks. ”Tykke” er afledt af almene prædikater, så er i andre tilfælde et alment prædikat tværtimod opkaldt efter sin mest berømte og eksemplariske bærer og prototype – som altså i vort tilfælde var den antikke kineser ”Win”.

I den forbindelse skylder vi imidlertid at oplyse vore læsere om, at aldersbestemmelse af gamle kinesere uden brug af kulstof-14 metoden er en uhyre vanskelig sag, idet dette folk just grundet deres notoriske respekt for alderstegen tradition og hævd lever efter princippet ”same procedure as last century”.
Således troede jeg i årevis klippefast på at blive millionær grundet et nedarvet kinesisk tæppe, der måtte være mindst lige så attraktivt for den nyrige Kinesiske Republik som den formastelige ø Taiwan. Imidlertid viste tæppet sig trods sin overbevisende og dekorative patina ikke engang at kunne finansiere en rejse til nævnte del af verden, hvorfor jeg dog valgte at beholde det.
Kort sagt tør vi ikke helt garantere for kineseren ”Win”s antikke datering, men skylder på den anden side at delagtiggøre vore læsere i denne hævdvundne formodning, idet den nu engang i sand kinesisk ånd hører med til historien.

Sluttelig forudser vi nu, at hele skaren af hædersmænd bortset fra kvinderne og negrene, der for længst er stået af, da de blev bekendtgjort med deres udelukkelse fra vor konkurrence – i flerstemmigt kor vil udbryde: ”Sikke dog en fæl omgang forbandet pjat!” Men se, nu kommer det som de gamle græske dramatikere kaldte ”peripatien” eller vendepunktet, så hold godt fast folkens!

For selv hvis nævnte sagkyndige og lidet flatterende dom nu skulle være sand – hvad ville mon de selv samme brave borgere i stedet have sagt, hvis akkurat den samme lille historie havde været undfanget af Kierkegaard, Andersen eller Holberg? – Rigtigt gættet – og med hvilken legemsdel kan vi følgelig konkludere, at bemeldte i demokratisk ånd stedse mere talstærke, men på ejendommelig vis ligefuldt ubestrideligt eksklusive skare af hædersfolk fortrinsvis tænker?
Skønt det hermed allerede rigeligt antydede svar i grunden må siges at være rosende, eftersom jo kun de allerfærreste skabninger er i stand til at tænke med den antydede legemsdel, hvor ihærdigt de end forsøger – så forudser vi dog, ihukommende verdens utaknemmelighed, nu at blive udråbt til folkefjender på lige fod med Sokrates, just grundet vort lille dramas klassisk græske peripati.

Men heraf følger imidlertid uheldigt og overraskende, at vor konkurrence desværre må afblæses – hvor omstændeligt vi ellers ovenfor har gjort rede for både dens vilkår og baggrund: For vi tør nemlig hermed rose os af allerede på forhånd at have vundet konkurrencen, hvorfor dens faktiske afholdelse herefter kun ville være et for alle parter uværdigt sejpineri.
 Denne udgang indebærer imidlertid til gengæld for kvinderne og negrene en aldeles uforudset oprejsning for den uvægerlige følelse af forfordeling, som den planlagte konkurrence gav anledning til. For selv om man vel dårligt kan tale om en win-win sitution, så er en enkelt-radet og så at sige haploid win-situation i al sin tarvelighed nu heller ikke at foragte.
Og hvis der nemlig havde været tale om en win-win situation, så ville det jo desuden slet ikke kunne kaldes en konkurrence: For hertil hører nu engang også taberne – der således i en vis filosofisk forstand alligevel forbliver paradoksalt ligeberettigede med vinderne, uden dog af den grund ligefrem også at være berettigede til medaljer. 

 Bilag til vor deltagelse i den afblæste konkurrence:

ET JOB ER ET JOB...

 Omsider er det lykkedes videnskabeligt at bevise at den grønlandske urbefolkning behøver fortsat formynderskab. Således fik jeg en forespørgsel fra en Nordgrønlandsk arbejdplads, hvor man nemlig aldeles uadspurgt føler sig forvissede om, at just jeg besidder den helt rette "profil" på obligatoriske sites desangående. Men jeg giver fanden i "profil" og interesserer mig udtrykkeligt alene for profit: Profil har enhver idiot i vore dage - men profit har derimod højst hver anden idiot og er derfor ikke kun mere bekvemt, men også langt mere eksklusivt.

 De grønlændere er og bliver således dokumenteret ubodelige analfabeter og kan allerhøjest uddannes og forfremmes til ordblinde. Men så foretrækker jeg ærligt talt den ægte vare, som man i det mindste kan udbytte i fred og ro uden til gengæld at skulle besudles fraterniserende med nogen art "profil".

 Situationen minder mig om, da jeg for et par år siden på lignende vis blev head-huntet til en sand uriaspost på en sjællandsk folkeskole, hvor over halvdelen af lærerstaben nemlig havde sygemeldt sig grundet et dårligt arbejdsmiljø - læs: eleverne, der nemlig desværre endnu ikke er blevet afskaffet i provinsen, trods al digitalisering, idet sidstnævnte jo nu engang altid går langsommere derude.

 Tysk-klassens ene studieegnede elev gennemskuede hurtigt sagens kerne, og hun lagde - som børn og kvinder nu engang har for vane - ikke det mindste skjul på sin disrespekt for, at en både veluddannet og ustraffet mand selv i min alder åbenbart måtte tage helt ud på bøh-landet for at finde en tilstrækkelig tosset eller desperat arbejdsgiver.

 For ikke atter at skulle lide den tort at blive udsat for sådan disrespekt, denne gang sågar fra analfabetiske nordgrønlandske aboriginals - vælger jeg denne gang klog af skade at melde pas. - Min fagforening står forhåbentlig heri bag mig - uagtet såvel arbejdsminister Mette Frederiksens pegefingre som Det Forenede Danske Kulturmiljøs bønfaldende tryglen med tilbud om allerede forlods at afholde flytteudgifterne, for at hverken jeg selv eller de fremover skal behøve at udsættes for, hvad der tydeligvis er værre end døden: nemlig kulturchok...
Nej - hvis jeg skal sendes til Grønland, vil jeg have jobbet som landshøvding: - For dels vil jeg ikke finde mig i at stilles ringere af kolonimagten end i sin tid Quirinius; og dels er det jo snart jul.

JULETRÆER
Hvis en anerkendt samfundsstøtte, en anerkendt original, en anerkendt plagiator eller en anerkendt oprører siger noget der ret beset er pjat, vil man på bjerget trods saglig uenighed med enstemmig alvor rose vedkommende for hans ubetalelige humor. Men hvis en ukendt eller ubuden siger noget ubestrideligt morsomt, hersker der – allerede før det er sagt - clairvoyant enighed om: at det naturligvis er noget pjat, der aldrig kan føre til noget alvorligt, endsige et embede.
- Åh: klinger vort ordvalg for resten ikke lidt som noget bekendt af en rigtignok helt anden vægtklasse? Åh jo, ikke sandt – men hvorfor hører man så aldrig (her med den arkaiske stavemåde ”aldrig”) den slags fyndord fra afdødes erklærede apologeter med både titler, arveret og spalteplads? - ”Elementary, dear Watson: Klædelig erkendelse af egen begrænsning, samt gammeldags hæderlig uvilje mod at forfalde til sådanne billige plagiater.”

- Av, av, av:– dér fik man rigtignok igen med sin helt egen mønt, og fik dermed omsider noget alvorligt at tænke over; og så endda skudt per refleks sådan lige fra hoften! Hvad kunne mon så tunge modparter ikke drive det til, hvis de på lige fod med os blev indrømmet forberedelsestid, medbragt svigermor og hustru henholdsvis solidt og yndefuldt plantede med madkurv og termokande på klakør-bænken – samt mere retvisende spalteplads? Nej, alene tanken giver os sved på panden: Og derfor må vi da også sørge for, at denne fornærmelse mod tingenes hævdvundne orden får sin naturlige ende snarest muligt…

Det er jo kun jul én gang om året – og det mindste vi kan forlange i den anledning, er vel at folk så forklæder deres borgerlige små CV-beregninger nødtørftigt som overstrømmende hjertelighed. Jeg tillader mig derfor her ligesom i amerikanske omkostnings-effektive lærebøger at foregå med et pædagogisk eksempel til efterfølgelse – for vi calvinister tør jo ikke stole på nåden alene…

Undertiden spørger FB-venner mig, hvorfor jeg dog aldrig på lige fod med alle andre fornuftige mennesker med borgerlige forhåbninger skamroser og smigrer ”the gentlemen of the press”, let alone det akademiske etablissement. Svaret er enkelt, thi for det første ville en ægte gentleman - trods al mulig sans for vor konjunktiviske form - rettelig tage den slags som en grov krænkelse af sin integritet. - Og uægte gentlemen fortjener jo på den anden side heller ikke at blive skamrost...

 Denne overvejelse minder mig om den scene i ”The Godfather”, hvor den unge helt på et ”forsoningsmøde” på neutral grund skal skyde sin fars og sin broders banemand fra den rivaliserende klan. Skurken tager hans hånd og beklager personligt dybt det skete og tilføjer: ”Let me tell you – I am a man of honour!”. Hvortil vor helt med ironisk forstilt alvor svarer: ”I already know…” . Hvilket får skurken til med et komisk vantro blik at udbryde : ”So you know?”.

Kort sagt er skamros – sagt til fortrolig redaktionel orientering under vort sædvanlige motto ”for godt til læserne” – kun respektabel, når den som her er ment som sokratisk ironi. Nej, det eneste smigrende er at behandle folk, som om de dog havde en smule format…

Nå for Pokker – for at det ikke skal være løgn, så må jeg nu sige lige som den unge ny redaktør på Information, for hvem jeg i sin tid forgæves søgte at tale min sag: ”Jeg er nødt til at løbe nu – mobilen ringer…” Kort sagt: Fortsat god dag – og hvis inspirationen en anden gang atter skulle svigte (læserne – det billige skidt – taler vi slet ikke om), så ved I altid hvor I kan henvende jer: I Folkekirken har vi nemlig altid plads til én til, uanset om man er til juletræer eller til kaffetræer fra Det lykkelige Arabien.

 GOOD OLD MONEY

 Selv aldeles lovmedholdelige og skattebetalende bilreparatører anerkender i tilfælde af Amish-agtig ortodoxi over for moderniteterne kun kontanter som betalingsmiddel, - der jo allerede er betænkelige nok sammenlignet med det oprindelige pecunia (cattle;-pardon my Latin).  Vor just afrundede parentes minder os i øvrigt aldeles "osökt", som svensken siger, om følgende palindrom: "!Ni talar bra Latin!".

Hermed har vi nemlig i forbifarten præsteret som de første (vel at mærke under forudsætning af at pluralis majestatis også gælder i tredje person) i litteraturhistorien at lade en sætning uden parentes være et afledt vedhæng til en blot parentetisk indskydelse. Dette, dels fordi dobbelte parenteser er en kluntet uting, dels fordi overdreven brug af en grammatisk form er en højst usund inflatorisk glidebane på linie med konsum-induceret eskalerende produktion af insulin.

Nuvel - man vi altså vente på, at en anden lokal forretning i løbet af dagen får kontanter nok i kassen til at lade os trække over beløbet til Amish-reparatørens fremme - hvorved denne dog risikerer at pådrage sig heælerens feje synd ligesom fordums og katolikker og muslimer med deres forbud mod åger for alle andre end hursomhelst fortabte vantro jøder.
 Ventetiden fordriver jeg med i "Expressen" at læse portrætter af Sveriges 10 højeste skattebetalere - nu man jo selv på lignende vis er tvangsindlagt til at være en hel del mere generøs end man havde planlagt...

Om de ti (næst-)rigeste indkomsttagere må jeg i øvrigt sige, som Carsten Jensen sagde om de fanatiske unge serbiske nationalister han interviewede i 90-erne: "Hvor er det nu lige, jeg har set de ansigter så ofte før - jo, på Københavns kafeer!" Med andre ord bundnormale unge mennesker, hvis eksklusive kriminalitet oftest beror på tilfældigheder og uheldige konstellationer. - Og det samme kunne nok også siges om de mest solgte kunstnere, forfattere, journalister osv - og altså også om de rigeste. For min egen del interesserer jeg mig som bekendt lige som Kongehuset ikke for penge, idet vi anser os for ubetalelige og derfor inkommensurable.

 Vi mennesker er som Coli-bakterierne: Vi er på bunden ret ordinære og udramatiske, men omstændighederne og ensidigt favorable vækstbetingelser kan gøre dem til farlige dyr.

 Som en kendt højesteretsdommer skal have sagt: "Selv den bedste kan ende med en tårnhøj marginalskat!". - Citatet er naturligvis lige så fiktivt som Borges' historiske fabler - men derimod kendte min bedstefar en urgammel højesteretssagfører, der om sin egen alkoholiserede søn engang sagde: "Allan er et skvat!" - Det højeste sønnen nemlig en kort overgang præsterede i sin egen borgerlige karriere, var at være Julemand i Illum og Magasin.
 Men hvorfor ikke? Sæson-arbejde er oftest godt betalt, ferierne er lagom lange - og i jobbet som Julemand slipper man desuden for at skulle tage særhensyn til rettroende muslimer...Ja, endog oplyste muslimer siges at være sjældne i Julemands-branchen -  muligvis fordi de er for oplyste: I ved, ekstremerne afløser hinanden, men skandinavisk "lagom" er som bekendt bedst. Men når "lagom" bliver for kedeligt og truer med at lade den skandinaviske selvmordsrate overstige den japanske, så er det at I må tilkalde entartainere som Julemanden, Kungen og mig...

 "Jamen vi har ikke råd!" - Snik-snak, rolig nu: - Jeg har jo allerede sagt at vi alligevel er ubetalelige og derfor ser stort på så plebejiske målestokke...

THE WAY WE WERE

 Bordet fanger: Vi har jo sagt at det er jul, så I får et ekstra nummer. Vi entreprenante företagere arbejder nemlig slet ikke for pengenes skyld, men for at skabe noget her i verden - pengene er kun en tilfældig bivirkning, og husk endda på: Vi har ingen fagforening til at kæmpe vores sag, så i virkeligheden burde vi faktisk nok snarere tjene en hel del mere end vi gør.

 Selv om man tilhører Amish-folket og ikke anerkender credit cards, kan man godt blive rig alligevel. Min bil-reparatør bedyrer således med både poker face og stiff upper lip , at man ikke kan nøjes med at udskifte den bilens højre bremseskive, idet højre og venstre er uadskillige som siamesiske tvillinger.

Men hele hurdlen kommer af, at jeg bremser for sjældent: Hyppig brug af bremsen slider enhver ansats af rust af bremseskiverne allerede ved fødslen - tala om fri abort.... Men vi Amish-folk bruger hverken kondomer eller bremser og lever livet old school - all the way through...

 Eller tror I måske, at opfinderen af flyvemaskinen tillige opfandt landingsbanen og den dybe tallerken? - Tro mit ord: Den slags banaliteter lod han de andre om...

 

 

TIL MINISTER ELBÆK

Hastesag til behandling inden kultus-ministerens snarlige fald. Ikke at turde behandle vor sag af frygt for mistanker om nepotisme ville indirekte være en højst uklog indrømmelse til dem, der i ministerens hidtidige kurs ønsker at se tendenser til kammerateri.

Så sagt og spurgt i al beskedenhed: Behøver man mon at kunne flyve for at kunne komme betragtning som privilegeret kaospilot? Et mere af kaos burde nemlig her for mit eget vedkommende rimeligvis kunne godskrives og modregnes i en overordnet points-beregning: For jeg har det nemlig her som hin dristige stenbuk, der ved en lovlig bred kløft tænkte: "Der er jo godt nok lidt for langt over til den anden side, men til gengæld er der rigtignok kun halvt så langt ned som de dybeste kløfter jeg med lethed og helt uden frygt og bæven er sprunget over i min karriere – så pyt: Jeg vover sprinet og kaster terningerne!”

But never mention de forestående 70.000 favne af flove og klamme jubilæums-travestier i anledning af Søren Kierkegaards snarlige 200-års jubilæum – ihukommende gamle Shakespeares ubetalelige PR-motto: ”At Have eller ikke Have.” For husk på: Det er unfair, for den arme mand er jo nu ganske som Uffe Elbæk og Kongehuset helt ude af stand til at forsvare sig mod joviale omklamringer.

 Det forholder sig nemlig her som med fordums frihedskæmpere i følge Peter Øvig Knudsen: For vi var skam alle frihedskæmpere – og enhver antydning af noget andet optager vi som en dødelig fornærmelse.