MUHAMMED ALI: FILMEN VAR NU BEDST!

RELIGIØS TOLERANCE
Tolerancen i sprogets verden er mildest talt til at overse, modsat vor religiøse tolerance – og så taler vi ikke mere om det…
Kunstnerisk kvalitet er genreneutral; og lommesmerter er religionsneutrale: Således slår nogle kunstnere sig op på at afbilde guder og disses profeter; og nogle religiøse søger deres udkomme i at gøre sig fortjent til dusører for likvidering af fredløse kættere. Det er da rart at vi mennesker således ligner hinanden på bunden, for det letter den indbyrdes forståelse betydeligt.
Hvis folk rummer komplekser og indre vulkaner hinsides rationel bearbejdning, så må man træde varsomt. Men ellers kan problemernes nu oftest løses med forhandling: Hvis en muslim får at vide at jeg privat har tegnet profetens skæg, kan jeg forhåbentlig berolige ham ved at fortælle følgende: At det for det første kun var for skæg og for det andet slet ikke skulle være kommet troende muslimer for øre. Endelig kan jeg fortælle ham, at eftersom jeg desværre selv hverken tror på Muhammed Ali eller andre ufejlbarlige profeter, så kan jeg jo heller ikke opleve det som helligbrøde at afbilde dem – forudsat at jeg ikke dermed sårer de troende. Måske er jeg således nok vankundig i min vantro, men det er jo dog endnu en menneskeret at være idiot: For man er jo ikke selv herre over, hvorvidt man tror at jorden er rund eller flad.
Nu insisterer nogle af pressens folk imidlertid på som modtræk mod hævntruslerne mod Jyllandspostens kunstnere at bombardere markedet med Muhammed-tegninger for at stå fast på vor integritet. Nuvel, ”integritet” er et ord som TV-vante æresborgere proklamerer offentligt med et ædelt ansigtsudtryk, der må få deres hustru til diskret at trække på smilebåndet. Hvor meget integritet de har når ingen i etablissementet ser dem, og æren ikke længere trækker i samme retning som dyden, er ofte noget ganske andet.
Hvor ofte hører vi således ikke om at kendte borgere, selv målt på deres egen borgerlige høflighedsstandard, reagerer utilgiveligt uhøfligt og brutalt overfor spagfærdige henvendelser i god tro, snart fordi disse forekommer dem alt for ubetydelige for deres egne karriereplaner til at spilde tid på – og snart fordi staklerne opleves som utilregnelige trusler mod æresborgernes beskyttede værksted.

Når det intet koster, er det flot at kunne demonstrere integritet ved at stå sammen mod alle hånde tovlige billedstormere. Men helt ærligt: At vi undertiden må forsvare os om nødvendigt, er ingen ”æressag”, men almindelig overlevelsesfornuft. Men bland dog ikke moralsk integritet ind i det! Så længe der ikke er tale om et offer eller en risiko for en god sag, er sådan ”principfasthed” blot en præventiv og pædagogisk strategi – som må diskuteres rationelt fra sag til sag. For hvor lidt skal der ofte ikke til for at undgå unødigt bøvl? Ja, hvor lidt koster det ikke ved udsøgte lejligheder at bedyre at Jorden er flad, bare det ikke bliver en vane?
Ihukommende hvor meget vi ligner hinanden, kan man dog ofte nå langt ved at snakke sammen som individer snarere end at behandle modparten som repræsentant for en gruppe. Som da man egen kiosk-muslim ønskede mig en god jul: Ingen af os i kvarteret havde ønsket ham en god Ramadan. Der skal omvendt uhyre lidt til for at selv højt uddannede og ditto lønnede mennesker vil ønske en alt muligt ondt på livstid, hvis man fornærmer dem som gruppe.
Det gælder såmænd både firmaer, ministerier, institutioner, akademier og for den sags skyld også medierne – der nemlig alle selv på tværs af observans ejerforhold opfører sig som et netværk, som man ikke ustraffet fornærmer. For alle disse instanser ser erfaringsmæssigt med højst ublide øjne på, at nogen gør grin med deres helligdomme eller uvaner.
Omvendt har jeg også oplevet at når jeg kom til at rose en gruppe eller nation for noget, kunne jeg ligefrem se på min modpart med dette tilhørsforhold, at han eller hun voksede flere centimeter. Så når det gælder kollektiv ære og skam, har vi aldeles intet at lade muslimerne høre. Når grupperos og grupperis tilsyneladende opleves endnu stærkere end individuel ros og ris, så kan det muligvis skyldes, at den virker desto mere nedarvet, uafvaskeligt og indiskutabel end individuelle anklager, der lettere kan afvises som grundløse: om ikke andet ved at appellere til ens egen ”basisgruppe”.

Hvis vi således vedtager at alle negre er fødte jazz-genier, så kan enhver neger herefter rette ryggen, uanset al tidligere tvivl gennem årene. Og tilsvarende med en kollektiv skamplet på et helt folkefærd – den får dem til at skamme sig også indbyrdes på en måde, der så at sige ophæver gruppens egen vetoret over for kritikken, og som de ikke kan leve med. Og dette fremtvinger ofte et blindt hævnbegær: Tænk blot på den schweitziske embedsmand, der måtte bøde så dyrt for at afsløre sit fædrelands kriminelle kemikaliekoncerner over for EF-domstolen. Og de højt uddannede og lønnede har endda ikke som de fanatiske muslimer den undskyldning at være uoplyste. At undsige firmaet, klanen, klubben, branchen, fædrelandet eller religionen er kort sagt altid en livsfarlig ting.
En tænksom muslim kunne derimod sige: ”OK, vore krav forekommer måske jer danske uhyre intolerante, for vi behøver jo slet ikke at se på de tegninger, så længe de trods alt trykkes så sjældent – der sker jo så meget andet skrækkeligt hele tiden, som vi hverken ser eller protesterer mod. Imidlertid er vores Gud en uhyre streng og mellem os sagt noget irrationel herre; og han vil i særdeleshed straffe os rettroende hvis vi ikke hævner hans ære på hans vegne. For som I sikkert selv ved: Frænde er frænde værst, og guder som mennesker forlanger derfor altid mere af deres egne. Så selv om vi nok kunne se gennem fingre med, hvad I vantro hunde i jeres vankundighed fordriver jeres sølle tid med, så handler vi i denne sag dybest set ud fra vore egne mest elementære overlevelsesinteresser. Helvede er jo ikke noget sjovt sted at havne i – det må I indrømme, så forstå dog at vi må indtage den position vi gør og derfor forlange de Muhammed-tegninger fjernet, uanset hvor vellignende de end måtte være.
Til sagen hører desuden det forhold, at netop fordi det jo på ingen måde er nogen tilsvarende hellig sag for jer at karikere vores profet som det er for os at slippe for den slags, så er der ikke her tale om nogen moralsk symmetri, sådan som i en religionskrig mellem to guder der hader hinanden. At fjerne de tegninger er en så ubetydelig og velafgrænset undtagelse fra jeres ytringsfrihed, at det ville klæde jer at afholde jer fra den slags offentligt, nu I har erfaret hvilken kattepine det sætter os i.

Trods det her fremførte at fremture kan derfor ikke bortforklares som god tro, for uden ovennævnte tvingende motiver kan der reelt kun være tale om bevidst provokation. Og hør engang: Hvis vi fortæller jer noget som vi selv tror må såre jer – så vil denne handling faktisk såre jer, også selv om det vi siger slet ikke er så sårende som vi indbilder os. Ganske vist ville I måske kunne bære over med, hvis vi gjorde grin med Jesus – men jeres tolerance ville da udelukkende bero på jeres viden om, at siden I end ikke selv længere tror på den falske profet, så kan vi heller ikke tro at vore karikaturer af ham kan såre jer.
Selve den intention bevidst at forsøge at såre et menneske, er derimod allerede i sig selv sårende for dette menneske. I den forstand kan et sådant forsøg altså ikke mislykkes, og det samme gælder derfor jeres forsøg på at såre os muslimer.”
Så vidt vor tænkte muslimske filosof. Med mindre man er styrmand, spiller det ingen større rolle om man tror at Jorden er rund eller flad. Men hvis nogle derimod tror på en Gud der tolererer meget lidt, så har de vitterlig et problem – uanset hvor tolerante de selv måtte være som mennesker. Og det kunne vi andre vel godt vise forståelse for i stedet for at fremture offentligt med en ukrænkelig ”integritet”, der som antydet oftest kun findes så længe der er betydningsfulde tilskuere til vor opførsel. For den største forskel på bøller og pæne mennesker er den, at de sidste tillige er nogle tøsedrenge der kun tør drille under mandsopdækning af alle rigets brave borgere.

BLEKINGEGADE anden akt: MORALE?

I går fortalte vi om egne og andres forbrydelser i Blekingegade. Hvad skal vi forresten mene om disse prægtige unge mennesker, der søgte spænding mere end egen vinding. Jeg husker fra min tidlige studietid min mistro mod de ubehagelige ideologer med den gode sag og de mange fortrinsrettigheder og tænke allerede dengang meget i motiver. Til gengæld tog jeg nu ikke skade af at stifte bekendtskab med Marx, for dér lærte jeg faktisk noget uden at blive religiøs.

Men altså, en god sag dækker og så at sige immuniserer selviske motiver moralsk, så at endog lovbrud synes forsvarlige. Javel, men også lovlydighed, gudstro og respekt for allehånde rangordninger og accepterede autoritetsforhold misbruges til alle tider som uangribeligt alibi og dække over allehånde magtfuldkommenhed, manipulation samt intimidering af ens medmennesker. Vi skyder dem måske ikke, for det er ulovligt: Men vi kvæler dem og udsulter i fællig deres rodnet uden at risikere den mindste indsigelse fra brave folk: Farisæisme, calvinisme, marxistisk statsmoral osv.

Hele tiden foregår der bunker af menneskeligt svineri i ly af "opgaven", jobbet, reglerne, lovene, moralen og arbejdspladsens "spilleregler". Det sker ikke mindst når vi mod bedre vidende dømmer og bedømmer folk efter reglementernes bogstav i stedet for efter deres ånd. Oftest for at udelukke ubudne ansøgere i riget. Og her er det at fortvivlelsens selvhjælp kan være den eneste udvej. De der dristigt bryder lovene i en højere sags tjeneste, er jo ofte ikke spor værre end alle de renskurede - de fører blot det farisæiske princip op i en højere potens, hvor selv det som før var "den højere sag", nu suspenderes som udenomsværker.

Faktisk har disse folk undertiden ret, men det beviser jo blot ikke at deres egen "højere sag" er spor bedre. Egentlig må det vel være rigtigt at ofre nogle få liv for at redde en masse andre. Men sagen er jo den, at intet garanterer at mirakelkuren "Revolutionen", "Irakkrigen" osv. også virker efter hensigten. Måske helliger målet faktisk midlet - men vi kan íkke være sikre på at midlet virker. Derimod var det helt sikkert at den unge politibetjent døde af at blive skudt ved postrøveriet. Det moralsk sikreste er derfor kun at skyde folk, man personligt ikke kan lide.

Al moralsk fernis kan misbruges, og alt hvad der kan misbruges, vil blive misbrugt - ergo.

P.S. I marts 2007 bragte vi forresten også et stunt om egne forbrydelser i Blekingegade, med en noget anden kadence i "real time."

TRE ÆGTE KRIMINALHISTORIER I BLEKINGEGADE

KARAKTERMORD I BLEKINGEGADE
Hvis det her var en dagbog, og hvis dette var et menneske, så ville jeg fortælle jer om min velfortjente straf for min feje lovlydighed. Efter at have taget kørekort og dermed omsider legaliseret min brugte bil i Sverige døjer jeg nemlig nu med høje strafafgifter på forsinket betaling af bilforsikring. De slyngler venter nemlig en hel måned med at rykke, og den unødige spøg koster 3000 kr ekstra. Alt sammen for at undgå temmelig hypotetiske bøder for ulovlig kørsel i ødemarken: Måske kun min velfortjente straf for sådan gammelklog fejhed.

Jeg tog mit kørekort i Blekingegade 2 og læser betegnende nok just nu om Blekingegade-bandens bedrifter på samme adresse. Hvor min egen bekostelige lovlydighed dog er flov sammenlignet med disse prægtige banditter der virkelig gjorde alt det vi andre drømmer om: Deres eneste illusion var den store gode sag, som er alle ofre værd; og deres eneste fejltagelse var drabet på en ung betjent, hvis forældre aldrig kom sig over tabet; ligesom mange af de passive ofre for røverierne fik psykiske men med ægteskabelig og anden ulykke i kølvandet. For de fleste mennesker er nok på bunden ret ”følsomme” – ja, i virkeligheden er man måske omvendt selv en temmelig hård hund; blot undgår de fleste klogelig at løbe sig for mange staver i livet. Og mellem os sagt skal der sgu sjældent ret meget til før de begynder at høre stemmer.

Nej, hvis jeg skulle slå ihjel, skulle det være helt på egen regning, siden ingen retfærdige engle vil gøre det beskidte arbejde – som dog ellers udgør mellemlederes dybeste og egentlige berettigelse i ly snart af et moralsk afvæbnende femininum, snart af opgavens altoverskyggende maskulinum. Men jeg ville nu tage ofrenes familier med i købet: dels af lutter genetisk konsekvens, dels for just at undgå ovennævnte tragisk familiære sejpineri som uagtsom bivirkning. Dette med ”genetisk konsekvens” er for resten ikke uden en vis dybde: For når uklanderlige borgere straffer dem der siger sandheden, gør de dem tillige i praksis umulige på ægteskabsmarkedet såvel som arbejdsmarkedet – ganske ligesom en lovlydig ung mand i Palermo må feje op i en bagerforretning på livstid uden store udsigter hos damerne. Omvendt belønnes hamster-agtige og veldresserede mandslinge med embeder og offentlig omtale af komisk-højtidelig art, der gør dem til enhver svigermors drøm, om end måske også hustruens mareridt.

Tilbage til Blekingegade-banden. Slynglerne har siden udviklet sig og erfaret en masse blandet, og de sidder i gode jobs. Selv er jeg derimod nøjagtigt den samme som den gang: Ja, jeg havde sågar allerede for længst fået returneret adskillige naivt snusfornuftige kronikker til dagbladene om demokratiets nødvendighed som eneste farbare vej, for det var nærmest provokerende tale i alle de venstrefløjsøren der i dag pludselig sidder på den markante højrefløj.

Dagbladene gjorde sig således ved deres mange afslag medskyldige i Blekingegade-bandens fremturen, grundet bandens desårsags forpurrede og fatalt forsinkede genopdragelse – omtrent på samme måde som PET og Justitsministeriet gjorde sig medskyldige, idet de i årevis lod banden husere i det håb gennem den at kunne optrevle den omfattende international terrorisme, som banden jo tjente.

Jeg har derimod stadig den samme lovlydige adresse som dengang, blot lidt mere medtaget end før – trods en betragtelig andelsværdi, der ville komme mig til gode hvis jeg gjorde mig fortjent til seriøs og langvarig indespærring i modsætning til disse idealistiske amatører. Men ellers har jeg kun kørekortet at prale med af større verdslige gennembrud siden dengang, for min første bog ”Syndefaldet” (!) var allerede udkommet: Ja, den bog som indflydelsesrige skribenter pludselig under fire øjne skamroste mange år senere, efter at jeg uventet havde fået vind i sejlene og endnu ikke pådraget mig klubbens kollektive jalousi.

Nedstammer man mon fra en eller anden sejlivet landskildpadde, og findes der mon en art ved navn ”Ahasverus-skildpadden?” I så fald er min skæbne den tavs at måtte bevidne platuglers og halvintrigante abers kåring for "All the things you arn't". Nej, så var der sgu anderledes gods i Blekingegade. Men det sidste ord er endnu ikke sagt, for vi skildpadder holder os forbløffende og lever livet om ikke baglæns, så dog langsomt.
For at kunne konkurrere med den sympatiske og retsindige kriminalforfatter Peter Øvig (og ikke kun med den kongenialt langsommelige Scherezade) vil jeg således først fortælle en kriminalhistorie fra det virkelige liv:
En bekendt der skam normalt er endnu mere velafbalanceret end jeg selv, havde gerådet i kronisk og komplet ruinerende såvel som urimelig strid med en instans, som her skal være lige så anonym som Peter Øvigs kilde ”Stemmen”. Som spot til skade indgik den sædvanlige magtfuldkommenhed, der bevidst spekulerer i ens mangel på legale udveje. Til sidst købte han et maskingevær fra krigens tid med ammunition. En aften han sad foran fjernsynet og gennemspillede sin dramatiske fantasi med det skarpladte våben i hænderne, gik et skud af.
Heldigvis var naboejendommen under ombygning, så ingen opdagede noget.

Noget rystet afhændede vor mand dog snart derefter mordvåbnet til en velrenommeret nulevende bande: For han blev simpelt hen skræmt af den besnærende nærhed mellem privat drøm og irreversibel virkelighed. Men desværre er det hverken alle ofre eller alle forbrydere, der tænker sig så grundigt om i tide – for de fleste er blot kopimaskiner med svendebrev. Tabet ville dog af samme grund måske være til at overse...

På forbrydelsens vej er jeg nu selv hidtil kun nået til injurier, men le ikke så smøret børnlille, for man har jo dog før hørt om karaktermord. En passende avisoverskrift dagen efter kunne være: ”KARAKTERMORD PÅ KARAOKE-KASTRATER” .

INJURIER - en sand historie om S.U.L.T.

Trods en stigende læserskare vil vi ikke som den vragede islam-student Kim Møller besmitte os med en formelig partiorganisation i form af angiveligt 2000 daglige læsere. Her på stedet er der desuden kun fodringstid en gang ugentlig, om end doseringen kan svinge. Denne søndags guldalderbelysning og et vejr hørende til sidst i marts indgød også Dyrehavens kronhjorte en smittende og næsten lattervækkende forårskådhed - skønt deres brunsttid jo ellers ligger om efteråret.

Fugle kan lade sig narre af dagslængden, så hvorfor ikke også hjorte?
Sølvagtig solskive og let mælkeslør over grenværket stemmer også hos mig sindet til mildhed.
Det minder mig om at Henrik Nordbrandt nu igen er oprigtigt indigneret over vor behandling af husdyrene - samt over pressens hånlatter over denne hans indignation. På samme vis var han for to år siden også indigneret over den ukollegiale behandling jeg selv endnu engang fik af pressens gentlemen. Nåja - måske er det meste af livet ret beset dyremishandling.

Her på stedet mishandler vi vore læsere med at stille pikante sager i udsigt, som vi sjældent indfrier, idet vort medie jo tager sig bedst ud i "real time". Men i dag vil vi gøre en undtagelse. Vi genoptrykker en klumme fra Politiken 2001, som det siden lykkedes makkerparrtet Stjernfelt på engang at plagiere og forvrænge i deres smædeskrift mod outsiderne for to år siden.
Ikke fordi det var en genial kongstanke - men at en skiløber plagierer en anden, er mere spiseligt end hvis verden kårer en skiløber, der tydeligvis aldrig selv har oplevet sne. Af nøjagtig samme grund blev Kierkegaard i sin tid så rasende på biskopperne, der gav den som sandhedsvidner. M.a.o: Vi tager det hele - og til sidst stjæler vi sgu også den korsfæstedes kors., siden det nu skal være så populært.

Eftertiden kan måske smile ad det, og også i vort beslægtede ærinde påkalder os vi os gerne latteren, forudsat at den forbliver på vor side. Vor klumme handlede om at de anerkendte vil være miskendte - for selv har jeg jo oplevet guldmedaljerede nyansatte, der "solidarisk" betroede mig at de "også¨ var outsidere. Den oplevelse kan hverken Stjernfelt eller S.U.T. have haft. Jeg blev som SK rystet helt ud af balance ved den lejlighed - at sådanne typer har stjålet guldet efterhånden, kan man måske lære at forstå, men at de samme typer dernæst stjæler ens kors, det var bare for meget.

Nuvel. Men inden klummens dokumentation om føje tid, som de to vred ud til en hel pamflet, får I denne gang nogle højst injurierende nutidige betragtninger, som lovet. Men de to er såmænd bare stjerneeksempler på den metronormale grasserende upersonlighed, som Woody Allan tegnede i filmen "Zeelig". De ved det ganske rigtigt sjældent selv - og netop derfor er de så barnligt åbenlyse. Og forresten: Jeg sendte skam SUT klummen og et forespørgende brev, men fik naturligvis intet svar. Til gengæld ålede jeg i mange artikler og kronikker deres pamflet uden at antyde noget - for allerede deres fordrejning af den sandhed de plagierede, var i sig selv kompromitterende nok, og af langt større almen interesse. For hos de to blev det nærmest til, at outsidere reelt blot er tabere og livsløgnere - i hvert fald these days;, ja for ellers ville sådanne typer jo ikke kunne finde noget at skrive om. Svarende til at kalde Kierkegaard en inbildsk og falleret teolog og Jesus en skabagtig demagog. Nå, velbekomme til...


EN SAND HISTORIE OM S.U.L.T
Der er den fordel ved at have en yderst diskret blog, at man længe kan holde professionelle plagiatorer fra døren. Ærlige amatører er derimod til at leve med, for vi andre klamphuggere vedgår jo også åbent, når vi efter bedste evne forsøger at tilegne os et fremmedsprog eller et musikstykke.

En anden befordrende ting ved bloggen er den, at man ikke skal godkendes af redaktioner med deres aktualitetsdogmer. Om aktualitetskriteriet se vort blog-indlæg ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne”. Åh-ja, for når vi professorer bliver emeritus, henviser vi gerne med komisk afvæbnende naivitet til selv vore mest kluntede ungdomsarbejder med en autoritativ nidkærhed, der må gøre enhver Alzheimer-forsker grøn af ærgrelse over at gå glip af et så eksklusivt pragteksempel på diagnosen ”cerebral absces”. Forskere udi lever-absces er som bekendt ulige heldigere stillede, såfremt de da ellers selv formår at styre sutteflasken.

Professor-titlen er for resten stadig beskyttet, modsat i udlandet hvor den nu heller ikke altid er så meget værd. Det er den snart heller ikke herhjemme grundet inflation, jævnfør blot alle hånde adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – hvormed jeg tænker på charlataner og plagiatorer såsom henholdsvis Århus-semiotikeren Per Åge Rapand og den herboende(!) kamæleon Frederik Sternberg, som må være vor akademiske verdens svar i fredstid på den salonfæhige tyske arkitekt Albert Speer: kort sagt en efterlignings og netværks-intelligens med en godartet karakterløshed, der er alt for civiliseret og alt for udbredt til at lovgive mod. Åh, og lad os her ej heller glemme Sternbergs seneste forbundsfælle i hans lange kongerække af symbiotiske partnere: den angiveligt så hellige digter S.U.L.T. , der til sidst måtte kaste handsken og betale med sin fromheds besnærende kappe som beskyttelsespenge for med de samme midler at opnå den samme verdslige medvind som vor hjemlige åndsverdens Machiavelli.

FORTABER vi os i digressioner? Ho-ho, vær ikke så sikre på det børnlille, for måske nærmer vi os først nu hovedsagen. Men vi bør dog ikke af den grund lade vore digressioner i stikken som blindgyder på den samme hjerteløse måde, som når børn i et stormagasin har tabt moderen af syne og i deres søgen forkaster den ene behjertede og barnløse dame efter den anden – snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens. Derudover har vi ofte erfaret at digressionen kan være den mest interessante vej til hovedsagen.

Nå, men som sagt er professor-titlen desværre endnu beskyttet – men hvad man skriver på sin blog, henregnes heldigvis juridisk set til privatlivets fred. Og her kommer vi så til en tredje fordel ved bloggen: Denne er i stor udstrækning fredet også mod injurielovgivningen – som jeg dog ikke gider at sætte mig ind i uden betaling, idet jeg nøjes med at digte mig til dens ideelle udformning.

Således slog det mig engang, at det nærmest med logisk nødvendighed bør være forbudt at beskylde folk for udokumenterede ulovligheder: Thi den selv samme straffelov der beskytter os mod lovbryderen, bør rettelig tillige beskytte uskyldige mod uretfærdigt at lide samme spot som lovbryderen: Kort sagt må loven nødvendigvis beskytte uskyldige mod uretfærdig stempling, for ellers ville den jo ikke gøre forskel. Eller om man vil: Titlen som lovbryder er ganske ligesom professor-titlen samt Muhammeds navn strengt beskyttet og må ikke tages forfængeligt. Åhja, for ganske som i den akademiske verden er der også i kriminalitetens verden rangforskelle: Ja, jeg har sågar personligt oplevet en anerkendt svensk bankrøver emeritus som hverken ville dele rang eller bopæl med lommetyve og børnelokkere.

Imidlertid er hverken plagiat eller fusentasteri forbudt: Desværre, for i så tilfælde havde vi kunnet nøjes med diskret at melde de førnævnte herrer til ordensmagten. Men det kan vi desværre ikke og må derfor ty til fortvivlelsens selvhjælp. Vor overvejelse har til gengæld affødt følgende frugtbare erkendelse: At i stedet for at kalde folk henholdsvis charlataner og plagiatorer kan vi blot sige: ”Hvis charlataner og plagiatorer havde været anerkendte af Landsforeningen af Forbrydere, så ville både Per Åge Rapand, S.U.L.T. og professor Sternberg forlængst have delt bopæl med borgmesteren i Farum. Men sagen er den, at end ikke Landsforeningen af Forbrydere vil kendes ved d´herrer – hvortil kommer at Fængselsvæsenets Fagforening nu ej heller længere vil affinde sig med arbejdsforhold som Landsforeningen af Forbrydere således holder sig for fine til. Kort sagt må sagen derfor henlægges.”

Henlægges og henlægges…Åhja, for mens vi tålmodige som kommissær Columbo venter på at afsløre vore mistænkte for anderledes anerkendte og følgelig strafbare forbrydelser, kan vi privat straffe dem på sindrige måder, som ikke falder under straffelovens monopol, og som derfor ikke risikerer at vække retsvæsenets professionelle ”jalousie de metiers”. Ja, for som tidligere antydet kan vi søge trøst i det forhold, at da vi netop ikke har beskyldt nogen for noget strafbart, bør vore beskyldninger heller ikke anses for injurierende i lovens forstand.

Ha! Som en ekstra juridisk forsikring og barok sløjfe kommer vor endnu ikke komplet Alzheimer-befængte hukommelse os sluttelig til underholdende hjælp. Sagen er den at vi i Information 12.10 under titlen ”Farlige mænd i Danmark” refererede med beskyttelse af såvel vor kilde som dennes hovedmistænkte til en herboende(!) røgter af vort kultur. Først i dette øjeblik erindrer jeg (med behørig respekt for hr. Alzheimer), at bemeldte Sternberg for år tilbage, før han blev medlem af Det Danske Akademi samt adjungeret professor ved Farum Universitetscenter, om den selv samme hædersmand offentligt engang bedyrede nøjagtigt det samme, som min beskyttede kilde langt senere skulle betro mig: ”NN er ingenlunde en ufarlig mand!”
Dengang måtte dette udsagn forekomme mange komisk, men Sternberg viste sig altså at have profetisk ret. Men han ragede sjovt nok ikke med sin beskyldning i konflikt med injurielovgivningen og steg tværtimod til vejrs ved dette såvel som mange andre henrivende små skaktræk i ærens børnehave. Så hvis ikke vi ligeledes belønnes med tilsvarende forfremmelser for vore anderledes åndrige injurier, agter vi at klage til Landsforeningen af Forbrydere.

Apropos injurier kan vi bestemt ikke anbefale vore læsere at foreslå andre kandidatnavne end de ovenfor anførte, idet de nemlig ved således at anklage aldeles uskyldige personer kunne få en injuriesag på halsen. Om skamros har omvendt vor hyppigste blog-kommentator, signaturen ”Country Dweller” engang belærende udtalt: ”Hvor meget og hvor grundløst man end slikker folk op og ned ad ryggen, så sluger de det hele råt – for smiger og ros kan simpelt hen ikke blive for tyk!”.
Ak, ak, jeg tog kun i beskeden grad ved lære af hans devise, men manden havde aldeles ret. Men hvem der konkret gemmer sig under blog-signaturen ”Country Dweller”, er rigtignok ikke godt at vide. Og dog: At dømme efter hans intime fortrolighed med denne verdens netværksbesmittede træskhed, gætter vi på at ”Country Dweller” dårligt kan være nogen anden end selveste professor Sternberg.
Til allersidst. I Strindbergs drama ”Dødedansen” får en hustru det spørgsmål, om hun da slet intet godt har at sige om sin mand. Hertil svarer hun: ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han straks få storhedsvanvid!” Om vore netværkssyge enfants terribles kunne det forsonende siges, at de i virkeligheden blot er uhelbredeligt og i ekstrem grad normale: hvortil kommer den gamle sandhed at hos de blinde er den enøjede konge, så there you are.
Humlen er imidlertid at hvad der hos de svage, de usikre samt hos begyndere er tilgiveligt og endda ligefrem rørende, det er hos de magtfulde og for længst etablerede frastødende. Men nok så skammeligt er det, at verden konsekvent belønner dem, just fordi de tilbyder en for alle realistisk model for social opstigning.