Saturday, January 24, 2009

AVISERNE OG TØGER OVERLEVER - FRIHED FOR BO TAO MICHAELIS SOM FOR TETZLAFF

Tøger Seidenfaden fortæller i dagens avis, at denne overlever i bedste velgående grundet soliditet samt trofaste abonnenter - og tilføjer at han ellers ikke ynder at lade sin avis snakke om sig selv, idet han og avisen er optaget af ting der er større end dem selv. Dette udtryk bruger vi oftest om Gud og naturen, altså om det sublime i en eller forstand, men meningen kan nu være god nok. Blot er vor optagethed af den store aktualitet sjældent så uselvisk som det lyder, for enhver der ønsker magt og rigdom, har opmærksomheden rettet udadt, hvilket også gælder rovdyr.

Vor sociale trang til at være med er ikke i sig selv spor uselvisk - men opmærksomhed mod omverdenen er dog en nødvendig forudsætning for uselvisk engagement i den. Man må tro at Margrethe Auken er et godt eksempel derpå, selv om hun måske ikke ligefrem er Mother Theresa. Folk der lever af deres udadvendthed, kan naturligvis gøre en dyd af denne nødvendighed og oplever derfor slet ingen konflikt mellem jobbet og deres egeninteresse. Men det bliver det ikke uden videre uselvisk af.

Når de gamle kristne forsögte at afdö fra verden og kväle deres egeninteresse, havde de på en måde ganske ret: Når vi ikke längere begärer så meget selv, kan vi nemlig lettere have medfölelse med andres ulykkelige begär og vildfarelser, herunder rovmordere og andet godtfolk. De gamle vidste langt mere om själen end nutidens kulturradikale, hvorimod en verdenstravl Töger vel knap nok ved at han har har en själ - for nu at stjäle denne sentens fra en amerikansk kommentator, der nemlig sagde fölgende: "Präsident Carter var et menneske der observerede sin egen psyke, hvorimod präsident Ford näppe engang ved at han har en". Når den moderne topmiddelklasse omvendt er så rädsom, skyldes det dens bange sträbsomhed, alle disse småtskårne ansögninger og barnagtige interessegrupperinger, som drukner enhver höjere menneskelighed i det gamle omkväd "All the things you are (not)".

Hos de fleste af os er den normale selviskheds prioritet en betingelse for en mere selvforglemmende verdslighed, ligesom sidstnævnte jo også er et spørgsmål om faktisk indflydelse: En druknende på din vej kan du engagere dig mere i end en druknende som du blot læser om i avisen. Og så meget må man give Sören Krarup, at min næste er den jeg faktisk kan hjælpe - hvortil dog så må føjes at i vore dage er indflydelse og dermed ansvar ikke när så lokale som i gamle dage.

Seidenfadens uskyldige ord om avisfolkets ædle udadvendthed er dog potentielt farlige: For de tilfredse og velbetalte verdensborgere hvis mindste pip nyder verdens opmærksomhed, kan stille ubudne typer skakmat ved først at udelukke dem socialt - for dernæst at beklage deres resulterende optagethed af egne cirkler. Men sagen er jo, at mens de "kriseramtes" optagethed af egen overlevelse er noget nær en biologisk nødvendighed - så er det ingen naturnødvendighed endsige en smuk handling i verdens tjeneste at udelukke og kvæle folk, blot fordi de irriterer ens forfængelige ønske om at sætte sig på det hele. Jeg har før oplevet at en brav verdensmand fra en anden avis tog ordet "forfængelighed" forfængeligt og vendte tingene på hovedet: For der er jo dog forskel på menneskers tørst efter at få lov at virke som dem de nu engang er, og så de forkæledes overskudsønsker om derudover tillige at forhindre andre i at nyde samme elementære gode.

Kort sagt må man her spørge: Hvis forfængelighed er det mon som her er problemet? Ligeledes må vi ganske som med verdenssituationen påpege, at når forholdet til selvrealisering er stærkt asymmetrisk, så er det uskønt at nægte den i så henseende forfordelte part lidt af hvad man dog selv nyder i rigt mål. Men dette er jo en klassisk enebarnsituation: "L'etat c'est moi".

Nå, det hører nu kun til sagens orden at verdensborgere sjældent ved så meget om deres eget indre, for sådan har vi alle vore specialer og komplementariteter. I øvrigt har vi før stolt kunnet afsløre at samme Seidenfaden kender vor blog, ved hjælp af hvad vi i sin tid her på bloggen kaldte sprogets "radioaktive sporstoffer" - noget som uhyre få kender til endsige kan kontrollere.

Men som før sagt er det kun glimrende med arbejdsdeling, hvorfor vi ikke konkurrerer med dagspressen endsige med magtens folk. Samtidig er dog et interessant og endda stort træk ved avisen som medium, at den kan rumme alt mellem himmel og jord - om så også med aktualiteten som komisk, men praktisk alibi: Altså en ny film, bog, udstilling eller hvad nu.

Men når det ender i lutter snakkesaligt ligeberettiget "væren med", bliver man inderligt træt af det. Heldigvis nyder naturvidenskaberne vel endnu nogen respekt som noget der ikke kan reduceres til eftersnak - hvorimod den meste humaniora efterhånden er blevet en gang journalistik. Og det er aldrig godt når en genre ikke kender sine grænser: En bog om kunst er ikke selv kunst, og "kritik" af et musikstykke er ikke selv musik. Jeg betvivler endda stærkt at musikere overhovedet gider "kritisere" hinanden. Meget anderledes er det ikke med andre skabende og søgende udforskninger - som intet har at gøre med "research".

Sidstnævnte kan være udmærket, men har langtfra samme intentionsdybde og kontinuitet over tid. At skære noget fornuftigt og kritisk til om hvad disse og hine har skrevet om en sag, er skam svært nok og al ære værd og tager sin lille tid, men de to ting må ikke forveksles - vi har skam selv bedrevet megen normal journalistik. På gamle Sørens tid "var alle sådan kristne"- i dag er vi alle "sådan" forskere, filosoffer, oprørere og profeter, blot vi "også" har skrevet noget, taget et kursus osv. Men at sige dette er en stor fornærmelse mod det medieakademiske kompleks, som Eisenhower desværre ikke advarede mod - måske noget for Obama?

Men så länge vi tappert i kor håner dem fra parallelklassen, har vi skam frihed for Tor som for Loke i vor lille höjskole: Således kan Poltikens läsere nyde Bo Tao Michaelis aristokratiske dyrkelse af herrevärelsets litteräre og seksuelle frisprog - ufejlbarligt akkompagneret af Marie Tetzlaffs lige så aristokratisk forskräkkede feminisme, der nemlig fungerer som avisens fölsomme indikatororganisme og bevis for, at det hemíngwaysk hämningslöse skam var den ägte vare direkte fra vor udsendte i Havanna.

Nok herom; oven for tillod vi os som sagt at stjäle et lille citat, som ingen djävel ville have opdaget. Men det er dagens orden at der plankes afhandlinger, afviste manuskripter, anmeldelser og nekrologer, senest begået af en skarp liberal profil fra Weekendavisen med et svärt navn, som bedre ville passe på en Zoroastrisk guddom fra det gamle Persien. Han blev rettelig fyret for et syns skyld, men verden er tryg ved de typer og står derfor i kö for at hyre dem igen. Når plagiater så ofte knaldes, er det kun fordi disse ubevidste typer i en vis forstand er i god tro og derfor ikke engang pröver at däkke deres spor: Vor tids naive illusion, at "nu er det altså mig der skriver disse ord" - og som de har medbragt fra alle hånde universitäre weekendkurser, som er vor tids svar på indernes själevandring. Uddannelse er således undertiden et tveägget svärd.

De fleste plagiater knaldes dog ikke, for blot du bruger andre ord, kan plagiatet ikke bevises - og faktisk er plagiat omtrent reglen, og just derfor er det, at alle skinhelligt overfalder den arme syndebuk, der i sin forhippethed glemmer at skjule sporene. I virkeligheden er det en art komisk djävleuddrivelse, for förnävnte radioaktive sporstoffer fortäller en anderledes massiv historie. Hvortil skal föjes at mens de plagiater der påvises, oftest er lige så uinteressante som den flade tallerken og derfor blot beror på ret tilgivelig dovenskab, så kan anderledes originale ting med lethed plankes med alibiet i orden - og så meget mere som professionens folk mandsopdäkker hinanden i den lille sport.

Her kommer vi tilbage til forfängeligheden. Hvis denne skal skelnes fra menneskers mere elementäre behov for anerkendelse af de rette grunde, kan vi sige at forfängeligheden netop er en last, fordi den dels er ude af proportion ("Har alle nu set mig, også de lamme og de blinde?"), dels uden substans: For den forfängelige vil anerkendes også for alt det som han eller hun ikke er - og just deraf kommer givetvis umätteligheden, for hvis det er fup, kan ingen anerkendelse jo ändre det. Og når de i denne forstand forfängelige har problemer med andres personlighed (som de kalder forfängelighed), har det naturligvis den grund at det stiller dem selv og deres fordringer i skyggen af "the real thing" - hvorimod de fleste sande talenter som en naturlig sag kan medgive at de på andre områder er uvidende eller endda talentlöse.

Som nävnt kan også meget begavede folk väre umättelige, men her må grunden väre en kejserlig enebarnsforvänthed - hvortil nok må föjes presset fra de andres "forventninger". Hvis du kun kender til at väre eneväldig, må det jo opleves som utåleligt når nogen aldeles unddrager sig styring. Ligeledes kan det väre ödeläggende for et menneske at blive skamrost for de forkerte ting grundet gränselös foräldrekärlighed til afkommet. For så vil man snart opleve de sande nattergale som trusler.

En ret udbredt form for forfängelighed er at ville väre martyr. Det forholder sig her ganske som med plagiatsagerne, at det handler om skinhellige selvbedrag. Da Informations kulturredaktör Peter Nielsen fik på hatten af Politiken, fordi han havde påvist denne avis' sorglöse forhold til en anmelders inhabilitet - skrev han nemlig fölgende tilbage om den levende avis: "Politiken har en stor og familieagtig selvfölelse, og dens reaktion skal ses som en personlig straffeaktion mod mig".

I tilbageblik må vi le: En redacteur med et udmärket og vellönnet job har fået et undvigende og defensivt svar - javel, men bliver han en martyr af det, og har han overhovedet lidt overlast derved? Det skinhellige ligger i, at når andre vitterlig og bogstaveligt fryses helt og aldeles ude ved en formelig "omerta" i sådanne straffeaktioner, så kommer ingen instanser med indsyn dem til undsätning, og som spot til skade afskrives deres jammer endda som paranoia. Men hvis nogen siger det mindste pip til de veletablerede, giver de den straks selv som store og heroiske outsidere udsat for formelige sammensvärgelser.

Dette er ikke kun komisk, for det beviser jo at deres koldsindigt sunde og gode kollegiale tro på branchens vegne blot var bekvem og måske endda skadefro humbug, og at de på bunden meget vel fornemmer hvad der foregår i kraniet hos deres "artsfäller"- og meget vel ved at den most kräver sin m/k. Men kan man virkelig misunde de forfordelte? Ok ja, for man kan misunde dem selve grunden til deres forfordelthed, og man kan misunde dem selve deres udholdenhed ("integritet" lyder lovlig ädelt, og hvem pokker vil derfor ikke også gerne gå for at besidde integritet?) . På samme vis kan også vi andre föle et lille stik af utilsträkkelighed, når vi möder folk der buddhistisk har overlevet uhyrligheder uden at tage spor skade på själ eller legeme.

Se dette er forfängelighed, for de forkälede vil have det hele og vil derfor tilige give den som hårdföre og miskendte enegängere - noget vi allerede for otte år siden skrev om i en klumme i Politiken: Ja, for undertiden står det slöjt til med indholdsfornyelsen her i firmaet, hvilket vi dog kompenserer for ved en stedse mere musikalsk formtrang. Hver gang vi således skriver noget genialsk, opdager vi at det er sagt länge för - af os selv. Men kun en skizofren kunne finde på at rejse plagiatsag mod sig selv - og kun en idiot ville håbe på også at kunne vinde sagen.

Vi skylder at tilföje, at faktisk er hverdagen og verden fuld af anderledes uglamouröse helte og martyrer uden hverken prätentioner eller talerör - og af samme grund hörer vi intet om dem. Hermed har også vi yderst klädeligt og nögternt vasket vore små redaktionelle händer, hvilket giver os en ordrig lighed med den rare Ejvind Larsen, der på lignende vis ynder at melde hus forbi: For nu har vi jo selv nävnt det i vor sidste klumme, og så er den lille sag ordnet.

En klog mand, vistnok Voltaire, har skrevet, at hvis man siger alt, bliver man kedelig. Tillad os derfor blot lakonisk at meddele, at hvis nu en af vore käre kulturkommissärer - som tydeligvis fejrer runde födselsdage flere gange årligt, hvorunder de offentligt udveksler artigheder - skulle beskylde os for at väre "private", så ville dette udsagn i sig selv väre udelukkende privat motiveret; men frem for alt ville det väre lige så usagligt som at beskylde Pytagoras' läresätninger for kun at have relevans for de ubehjälpsomme trekanter, som han i sin tid tegnede i sandet med sin stok for at kunne samle tankerne til sine beviser.

P.S. Vore egne radioaktive ortografiske sporstoffer afslörer forbigående udländighed, men det giver den rette höjloftede afstand til hvad der ellers kunne plage os - og skämme vor tekst. Ingen sibiriske tigre i sigte, men en lokal så fra bilen en örn bortföre en voksen hare i ét hug. Held og uheld hinsides enhver statistik tilkommer nok så ofte de som ikke har gjort noget for det, for det er nu engang både naturens og kjerlighedens charme. Haren ville dog her nok väre uenig - for kriseramte harer har det jo med at väre lovlig selvcentrerede...