Tuesday, January 30, 2007

COLUMBO

Gensyn med Columbo minder mig om at undertiden synes forfattere i de populære brancher at vide mere om mennesker end de håbefulde og højkulturelle. I praksis er de tit ofte mere overraskende bekendtskaber, Helle Ryslinge imponerede mig f.eks. i sin tid, og sådan er der så meget. Hvor meget der kommer fra manuskriptforfatteren og hvor meget fra skuespilleren, er godt at vide - men hursomhelst handler "Columbo" også lidt om selve dette tema.
Tænk blot på hvorledes han altid på de bonede gulve fremturer med sin svoger, sin nevø og sin kone - bevares nok for at drille morderen, men han er casted sådan at han fremstår som en person af en vis umiskendelig integritet, der også ved at hverdagsbekendtskaberne kan give lige så meget stof som det gode selskab: Mennesket fornægter sig ikke uanset hvor og hvordan. Derfor kan bumsen på lossepladsen straks lide ham, selv om han naturligvis benytter lejligheden til at spille kostbar for at få nogle dollars; for Columbo fremstilles som et menneske der tværs gennem sin dagsorden ved, at bumsen måske lige så godt kunne have været direktør, politimand, svindler eller - hvem ved - morder. Modsat enhver tids selverklærede og i egne øjne aldeles uimodståelige "vindere", der ikke et sekund tvivler på at de og netop de har fortjent det hele, eller at alt stod skrevet i stjernerne.

Men dette med at fortælle om "ligegyldige mennesker" er i sig selv lidt interessant. For nu også selv at gøre det samme kan jeg her fortælle at en 20 år ældre bekendt af mig siden jeg var 18, egentlig altid har gjort just dette: Han fremturet med ret autoritativt at fortælle om "Flemming Pedersen" eller hvem nu, som om tilhøreren næsten burde vide hvem denne Flemming var: Præcis sådan som benovede klatrere eller blot lidt naive mennesker på de bonede gulve fortæller hvad Klaus Rifbjerg eller et medlem af kanon-udvalget sagde til dem ved den eller den lejlighed, gerne med brug af fornavn. (Gab!)
Men forskellen er bare, at den der i en betydningsladet tone fortæller om en os ubekendt Flemming, vækker en suspense hos tilhøreren: Vi føler os en anelse provokerede over at få serveret "Flemming" som en veksel der alene grundet sin ubekendthed skal indgive os store forventninger. Men vi venter til gengældt spændt på historien, for indholdet må være desto mere dramatisk, sigende eller morsomt for at redde den i land. Netop fordi han taler som en enfoldig eller som et barn uden at introducere os andre til det for os komplet ukendte bekendtskab - vækker han denne suspense: For vi ved jo godt at manden er ikke så enfoldig.

Omvendt med alle de brave borgere der med naiv betydningsfuldhed fortæller os hvad Rifbjerg eller statsministeren fortalte dem på et vigtigt møde, hvor begge sjovt nok var inviteret: Her er sgu ingen suspense, for vi har allerede fået den virkelige pointe proppet i halsen som de der strassbourg-gæs: NN omgås altså Klaus Rifbjerg og statsministeren, bare så I ved hvem I har foran jer. Det der følger, er som regel ret ligegyldigt, men alligevel oplever folk det som "spændende" fordi de menneskeligt nok oplever det farvet af deres egne drømme om social opstigning osv.
Og ganske rigtigt er det der følger, sjældent synderlig interessant, uanset at det måske kan være rigtigt nok: For ingen ler, græder, forløses eller inspireres, og ingen kan genfortælle det.
Columbo's sociale sorgløshed og relative uimponerethed under sin uskyldsfuldt velbevarede drengebenovelse for den berømte skuespiller NN, skyldes ikke at han er en ny Jesus, men at han har erhvervet erfaringens visdom - og så naturligvis som forudsætning for det en særlig intuitiv naivitet, som må tænkes at gøre hans "uskyld" modstandsdygtig mod enhver dyberegående korruption. Dette lille træk er også fanget genialt i en scene, hvor han ved et celebert party som et barn i et ubevogtet øjeblik stikker først én, så den næste og så den næste desertchokolade i lommen, indtil skålen er helt tom.
I sin tid tænkte jeg ikke over det, men altså - det er rørende konsekvent, og det er sgu ikke bare for at illustrere at kommissærens økonomi ikke er til Anton Berg. I visse henseender er han vitterlig som barnet og ejer dets naivitet m.h.t. "selvrespekt", hvad folk dog må tænke, er det her nu også klogt, og den slags, men på et andet niveau gennemskuer han intuitivt det hele. Og er det i virkeligheden ikke to sider af samme sag?
Men igen: Er det lille påfund Peter Falks spontane improvisation ligesom med Dirch Passer og mange andre, eller stod det allerede i manuskriptet? Jeg vil helst tro det første, og bevare min barnetro på at nogle er som skabt til visse roller, det være nu på film eller i livet.

Saturday, January 20, 2007

TAB OG VIND MED SAMME SIND..

Det er påfaldende at kvindelige blogs oftere end mandlige præges af bekymring for fremtiden og hensynet til det fælles bedste. Mandlige blogs supplerer, kommenterer eller erstatter snarere den personlige karriere eller det der ligner. At det skyldes alt det med børnene, kan der vist ikke være tvivl om, og det ligner næsten en slags arbejdsdeling.
En pessimistisk,men dybsindig tolkning kunne lyde at de fleste mænd på bunden er civiliserede psykopater, for hvem alt det med moral kun er endnu et instrument til at skyde de andre medkombattanter ned, og som forresten normalt slet ikke ved det selv. Det er måske derfor der kan være noget befriende ved lejlighedsvis omgang med de folk som alle kan være enige om at kalde psykopater - kort sagt den ægte barnlige vare: Ja, selv lejemorderen "the ice man" var langtfra uden charme. Og ræsonnementet kunne på en meget dårlig dag af lige så dybsindige grunde udstrækkes til at favorisere ærlige fjender frem for venner, der just i ly af venskabelighedens gevandt ubevidst kan manøvrere én over i en taberposition, ved at rose en for det forkerte eller camouflere en bjørnetjeneste og Uriaspost som en vennetjeneste, eller ved at rådgive en på en måde der kunne føre i den gale retning, eller ved at camouflere en stor bjørnetjeneste i ly af en ægte, men begrænset vennetjeneste.
Nej, the Ice man var aldeles uden illusioner eller selvundskyldende manøvrer af den art som ellers tit ses hos forbrydere der selv lider under samfundets mangeårige stempel. Thi vi møder her i firmaet de ejendommeligste mennesker og kunne i øvrigt også selv i passende situationer agere aldeles fordomsfrit, f.eks. hvis vi endeligt forstod at slaget var tabt i denne inkarnation. Og just i ly af vor tilsyneladende uskyld ville vi kunne nå at udrette det utroligste, bl.a. fordi vi modsat almindelige psykopater aldrig med et ord ville nævne på den lokale bodega, hvis vi havde en brintbombe gemt i klædeskabet, velsagtens grundet en næsten naturstridig og pervers form for blufærdighed. Men bare rolige, vi kender så mange skyldige, at vi slet ikke har overskud til også at lade vor elendighed gå ud over de uskyldige - hvortil beroligende kan føjes, at vi ikke kender nogle uskyldige, hvorfor disse kan være sikre på også fremover at kunne leve i fred og dølgsmål. Ha, der blev I vist godt bange, børnlille, men bare rolig, det sker som sædvanlig mest for underholdningens skyld. For jeg er som bekendt ikke typen - omtrent som den stille urmager der rettelig er blevet en folkehelt for sit eget bidrag til spøg og skæmt.

Var det ikke Dostojevskij der sagde at der gemmer sig en forbryder i enhver digter? Godt at man ikke er digter, men det udelukker nu ikke at man alligevel er forbryder, thi forbindelsen går kun den ene vej. Min forkärlighed for dramatik er nedarvet, thi da min bedstefar engang skulle til frokost på den oldgamle grevinde af Frisenborg, blev han modtaget med skarpe pistolskud fra fra trappen. "Dér blev De nok bange - det er til når russerne kommer!". Jo kvinderne kan også, selv om det er själdnere.

Går vi selv for vidt? Forhåbentlig, for der er vel grænser for Y-kromosomets unikke bidrag til livets dårligdom, med mindre man da ligefrem skulle have to af dem. Men bevares, hvor mange af os har talt efter, og måske venter der her en Nobelpris? Men på den anden side: Hvilken forsmædelighed af blive tildelt den forkerte Nobelpris, hvis man i virkeligheden kun vil have fredsprisen eller måske den litterære pris. Ja, der har I just den hemmelige ondskabsfuld i en nøddeskal som vi nævnte ovenfor, så stol ikke på nogen og da slet ikke på folk der tilbyder jer Nobelprisen.
Nå, the Ice man erklærede forøvrigt at selv han ville gøre alt for sine børn, så den slags beviser måske ikke så meget igen. Men hvordan skal det gå mine egne børn godt, hvis alle andre børn har det skrækkeligt og derfor gemmer brintbomber i klædeskabet? Det er måske det aspekt kvinderne tit har lidt mere sans for, hvem ved.
I øvrigt kan kvinder som bekendt være nok så urimelige i kampen om børnene og andet forlis i intimsfæren. Her er det nok mindst fifty-fifty, for jeg kender da enkelte mænd som jeg i så henseende tror fuldt og fast på. Men en ting er at beklage sig over modpartens skurkagtighed og søge verdens medhold heri, noget andet er at gå amok. Her må "skyldspørgsmålets" urimelighed derfor især sættes på den mest tabende parts konto, men det går som bekendt tit ud over just børnene. Men kvinderne slår dem i det mindste ikke ihjel, bortset fra i græske dramaer.
Nå, men hvis man tænker sig at mænd lidt lettere går i spåner, ikke mindst grundet høje forventningspres a la "knald eller fald", samt har lidt løsere bindinger til det nære, måske også fra naturens hånd, men naturligvis kun taget i et statistisk gennemsnit - så ville det måske være rigeligt til at forklare et overskud af mandlig "psykopati". F.eks. skal vor medfølelse måske aktiveres eller tændes aktivt for ikke at forblive i en dvaleagtig latenstilstand.
Megen charme beror måske på en vis sans for at tænde andres menneskelighed overfor en, og det er langtfra altid automatisk. Særlig charmerende børn opdager hurtigt deres lille fortrin og udnytter det helt bevidst. Som bekendt ejer mange psykopater denne charme, hvilket jo ligner en vittighed.
Men det er selvfølgelig en del af geschæften at kunne den slags. Alt muligt kan læres på kursus, så hvorfor ikke oprette et psykopatkursus for de tungnemme i livet? Det kunne være en glimrende anledning til i samme snuptag at udsluse og resocialisere en mængde uforbederlige forbrydere.
Nå til slut - når vi finder en Knud Romer mere sympatisk end en Henrik Dahl, altså umiddelbart set, så er det fordi Romer selv fortæller at alt meget vel kunnevære gået helt skrækkeligt. Men Dahl, Thyssen, Stjernfelt og S.U.Thomsen forklarer lykke i livet ved at man er "vinder" slet og ret - og hvis ikke det skyldes at de er hyponotiseret af deres egen medgang, hvilket jeg nemlig af og til morer mig over at observere, også hos sympatiske unge hvem lykken pludselig tilsmiler helt overvældende -så er det ikke noget særlig pænt træk.

Men faktisk er mange vindere flinke til at gøre opmærksomme på hvor galt alt kunne være gået, hvis ikke... Måske et afvæbnende aflad, men ikke desto mindre oftest sandere end den højere middelklasses forkælede selvbesværgelser fra barndommens præstegårdsidyl eller fra direktørboligen. Nå, en bekendt af genuint proletarisk herkomst ville her indvende at dels er det svært for alle, dels kan man ikke forlange så megen etik i livet, hvor ønskeligt sligt end kunne være, og citerer her gerne sin gamle zen-mesters ord: "Life is hard, and then you die". Desuden kan jeg undertidne frygte, at jo mere man sådan "gennemskuer" livet, desto mindre sympatisk et bekendtskab kunne man måske selv gå hen og blive.

Friday, January 19, 2007

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER
Man taler om uoversættelige værker såsom romaner, hvori der indgår subkulturelle og geografiske dialekter. Disse har naturligvis ofte paralleller i andre sprog og kulturer, men kan jo ikke oversættes én til én – hvortil jo kommer at dialekten jo netop ikke som meningen kan ”oversættes” uden at gå tabt, omtrent som en race eller hudfarve jo heller ikke kan ”oversættes” til andre racer og hudfarver – selvom også kvindelige roller ganske vist i meget gamle dage spilledes af mandlige skuespillere.

På lignende vis tåler nogle historier, vittigheder os. ikke at videregives i andre medier, men er specifikke for det pågældende medie. Replikskiftet ”Er du døv?”; ”Hvad siger du?” kan nok læses med udbytte, men jo udelukkende fordi vi forestiller os det som en virkelig akustisk oplevelse. Hvis man derimod gengav replikskiftet som en brevveksling, ville det blive nonsens.
En egentlig transformation til det skriftlige medie ville lyde ”Kan du læse hvad jeg skriver?”. ”Tak for dit brev, men jeg kan ikke tyde din skrift”. Her er parallellen gennemført, sådan at forstå, at selv om meningen ikke længere er den helt samme, så er den morsomme meningskerne dog bevaret.
Alligevel lider replikskiftet tab ved at der nu ikke længere forestilles en umiddelbar situation og en chokeffekt, men en tidsforskydning mellem brevet og svarbrevet. Men uden en situation ingen situationskomik: En situation opleves som et autentisk, såvel af de deltagende som af tilskuerne. Derfor går komikken alligevel tabt – og selv om man valgte at gengive vor skriftlige version mundtligt, så ville selve forestillingen om tidsforskydningen følge med, så det i praksis så at sige ville blive en historie om en der fortæller en halvdårlig vittighed.
.Jeg kom til at tænke på fænomenet, da jeg for nylig tilegnede mig de første trin i sms-teknikkens kunst. Konfronteret med mine egne begrænsninger som begynder sendte jeg derfor en sms til en bekendt med følgende ordlyd:’ ”Jeg skal alligevel ikke være forfatter”, skrev HB efter at erkendt at han var for dum til at beherske ”intelligent stavning”, herunder de for hans stil så afgørende kommaer og parenteser. Denne erklæring blev øjeblikkeligt honoreret med en livsvarig pension fra Det Berlingske Officin, Informations Venner, Politikens Fond samt Gyldendals Fond – hvilket i sin tur blev anledning til en rationel fusion mellem førhen konkurrerende medier – og Bandak blev også af den grund siden nomineret som kandidat til Nobels fredspris”.
Det refererede stykke sendte jeg netop til en bekendt som en sms, uden de kommaer eller parenteser, som jeg altså netop ikke har lært at finde. Desværre kan historien ikke oversættes, trods den ellers så sigende og desværre anderledes langtidsholdbare psykologiske pointe, der ellers kan oversættes til alle sprog, kulturer og medier. For nok er menneskesindets charmerende små forvandlingsnumre universel – men situationskomikken er her bundet til dette at man netop modtager en sms med nævnte besked. I stedet for at forsøge at oversætte til en søgt historie om en forfatter der indbilder sig at være hæmmet af ikke at mestre sms til fuldkommenhed, så har vi derfor valgt at gengive historien indbagt som et morsomt eksempel og et led i en større helhed, nemlig denne lille epistel om uoversættelige historier og pointer.
Komikken er så ikke længere hovedintentionen – men til gengæld opstår måske en ny paradoksal situationskomik derved, at for at oversætte en komisk historie på en troværdig, om end altså noget domesticeret og omstændelig vis, så må vi til lejligheden opdigte en lille filosofisk afhandling, hvor tungen må holdes lige i munden. Så kunne vi ikke restløst oversætte komikken, så kunne vi til gengæld forvandle den til en ny art situationskomik, denne gang bundet til den filosofiske afhandlings ellers efterhånden noget trælse medie.

Hverken filosofiske afhandlinger, sms’er eller komiske situationer ender dog altid lykkeligt. Således modtog jeg en anden morsom sms fra et fornemt damebekendtskab der frabad sig appelbreve. Også her er situationskomikken bundet til mediet; for det tragikomiske er jo ikke selve dette at få afslag på en appel om benådning, men at man modtager den i et medie man just har vovet sig på. For det giver oplevelsen et skær af noget omsonst og håbløst, så det bliver en ufrivilligt Sisyfos-agtig gestus, blot helt uden den græske patos og storladenhed – men altså til gengæld ret komisk.

Wednesday, January 17, 2007

FREUD SOM BARN

En kronikredaktør fra en ellers ikke så ringe avis sendte os i går følgende svar efter omhyggeligt at have smølet en lidt nytårsrelateret sag: "Dels er den ikke længere aktuel, dels har du jo lige før jul haft noget i avisen". De to udsagn er herligt modstridende, ligesom når en morder bedyrer: "For det første var jeg slet ikke i Odense på mordnatten, og for det andet skød jeg i selvforsvar!" For hvis der er gået for lang tid siden nytår, har man jo ikke "lige været på". Rent bortset fra at det argument aldrig bruges mod snævrere ånder såsom Søren Krarup. Ideen med morderen har jeg fra Freud, der nemlig et sted beskriver en drøm, hvor han ligeledes på en række uforenelige måder nedgør en barndomskonkurrent. Den slags fortæller altid noget højst morsomt.

Den lomme-freudianske vinkel er aktuel også af en anden grund. Udsagnet "Du har jo for nylig haft noget i avisen", indeholder en indforståethed med den gode ordning, at en fængslet morder jo ikke kan forlange at komme hjem hver weekend, for det skulle jo trods alt helst være en straf at være i fængsel.
Det minder mig også om engang i Polen hvor en åbenlyst kriminel forsøgte at lokke mig med op i sin lejlighed med ordene "Dont be afraid". Omtrent som når en bonde beroliger et slagtedyr. Det interessant ligger her i at personens egen vilje fylder så meget, at han på en ejendommelig måde næsten forventer at også modparten må være metafysisk indforstået med den og ligefrem dele den. Ja, som om verden kun havde plads til én vilje.
Sådan må en diktator uden tvivl have det, og derfor lyver diktatorer ikke, når de på TV kundgør, at hvis nogen gør oprør mod dem, bliver Gud meget vred. De mener det virkelig, ja de kan endog slet ikke forestille sig andet.
Og således også her. De ubekvemme og ubehagelige forventes selv at være indforståede med at verden i dem ser en art illegitime kombattanter. Og således fik vi atter en lejlighed til at synke et trin dybere ned i just den egenart, som man vil fratage os. En art underfundig nemesis, som Blixen ville sige. Og hvor mon denne vor lille danske odyssé ender? Velsagtens i en posthum ph.D. afhandling skrevet af en student der i os indbilder sig at have en ånds- og skæbnefælle. Men tak alligevel.

Friday, January 05, 2007

DRIVHUSEFFEKTEN OG DENS KUR

Det forlyder nu at den alternative danske teori om at klimaændringerne skyldes cykliske svingninger i solpletaktiviteten, kuldkastes af de seneste års udvikling. Ærgerligt, men også godt, for så kan vi til gengæld også gøre noget ved det. Lomborg og skatteministeren vil ganske vist være yderst betænkelige ved sådant overdrev, men her er løsningen: Vi belåner bare al fast ejendom inklusive Amalienborg, Operaen og mr. Mollers øvrige bohave - for ikke at glemme Ansgars Kirkes angiveligt autentiske forstenede glorie fra en palæontologisk helgen der hverken drak eller horede, ja end ikke forgav konkurrerende helgener med dødelige svamperetter. Lånet gøres rente- og afdragsfrit i 100 år; men til gengæld fritager det vore efterkommere fra at stå i en evig og uværdig taknemmelighedsgæld til os. Thi "noget for noget" er det eneste sandt demokratiske princip.

Wednesday, January 03, 2007

LAST YEAR ON O-DAY...

LAST YEAR ON O-DAY...
Både i pressen og på den prominente blog D’Dansk kunne man for nylig læse om O-dag den 22. december – som prætenderer at være kærlighedens svar på D-dag. Forhåbningen er den at ved en synkroniceret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Så lad os evaluere i ro og mag.
Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har aldrig været særlig slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt og mediteret. Intet skal på forhånd udelukkes, om end mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der mente at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun dog siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.
Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte og ensomme ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe der fritages for deltagelse. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.
Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed i vor informationsalder meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner jo siges at være mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.
En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej.

Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide og uromantiske seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.
Kærligheden har mange former. Således fortalte en ung teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en landskendt og vidt berejst forfatter og nu sågar tillige sømand samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe med Guds velsignelse og efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne søens mand endnu ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner jo ejheller sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen minderige O-dag. Selv samme aften modtog jeg nemlig en SMS – en teknik jeg ulykkeligvis endelig har lært at mestre – fra et eksklusivt damebekjendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Vi umodne sømænd dyrker nemlig gerne kærligheden som nødhavn, gallionsfigur og vind i sejlene; men dette er ikke altid nok for en kvinde i længden, og som bekendt får vi oftest kun én chance. Men pyt: For hvad døjer vi fjolser ikke gerne for The Litterary Empire?