FREUD SOM BARN

En kronikredaktør fra en ellers ikke så ringe avis sendte os i går følgende svar efter omhyggeligt at have smølet en lidt nytårsrelateret sag: "Dels er den ikke længere aktuel, dels har du jo lige før jul haft noget i avisen". De to udsagn er herligt modstridende, ligesom når en morder bedyrer: "For det første var jeg slet ikke i Odense på mordnatten, og for det andet skød jeg i selvforsvar!" For hvis der er gået for lang tid siden nytår, har man jo ikke "lige været på". Rent bortset fra at det argument aldrig bruges mod snævrere ånder såsom Søren Krarup. Ideen med morderen har jeg fra Freud, der nemlig et sted beskriver en drøm, hvor han ligeledes på en række uforenelige måder nedgør en barndomskonkurrent. Den slags fortæller altid noget højst morsomt.

Den lomme-freudianske vinkel er aktuel også af en anden grund. Udsagnet "Du har jo for nylig haft noget i avisen", indeholder en indforståethed med den gode ordning, at en fængslet morder jo ikke kan forlange at komme hjem hver weekend, for det skulle jo trods alt helst være en straf at være i fængsel.
Det minder mig også om engang i Polen hvor en åbenlyst kriminel forsøgte at lokke mig med op i sin lejlighed med ordene "Dont be afraid". Omtrent som når en bonde beroliger et slagtedyr. Det interessant ligger her i at personens egen vilje fylder så meget, at han på en ejendommelig måde næsten forventer at også modparten må være metafysisk indforstået med den og ligefrem dele den. Ja, som om verden kun havde plads til én vilje.
Sådan må en diktator uden tvivl have det, og derfor lyver diktatorer ikke, når de på TV kundgør, at hvis nogen gør oprør mod dem, bliver Gud meget vred. De mener det virkelig, ja de kan endog slet ikke forestille sig andet.
Og således også her. De ubekvemme og ubehagelige forventes selv at være indforståede med at verden i dem ser en art illegitime kombattanter. Og således fik vi atter en lejlighed til at synke et trin dybere ned i just den egenart, som man vil fratage os. En art underfundig nemesis, som Blixen ville sige. Og hvor mon denne vor lille danske odyssé ender? Velsagtens i en posthum ph.D. afhandling skrevet af en student der i os indbilder sig at have en ånds- og skæbnefælle. Men tak alligevel.