BRANDES, SØREN - OG KRIGENS ÆDLE KUNST

En gammel bekendt besjælet med gammeldags kynisk-hjertelig lægehumor (som hos en vis Hofrat Behrens) docerede allerede for år tilbage, at det typisk er de sindssyge der læser aviser på cafeer og biblioteker. Bortset fra at det samme i dag kunne siges om nettet, så skal det nok passe - men selv er man naturligvis her atter den evige undtagelse, idet man nemlig faderligt siger om de andre på afdelingen, hvad Kierkegaard sagde om børn: "For de sindssyge kan man da i det mindste håbe på, at de bliver normale - men de der er blevet det - Herre Jemini..."

På stamcafeen fortalte en herboende arbejdsløs retsadvokat fra Colorado med speciale i appelsager for dødsdømte - hvoraf vort land jo har en beklagelig mangel - at den nye røgfri e-cigaret er en sindrig teknologisk konstruktion, hvor den fornødne opvarmning, der skal bringe nikotinen i gasform, sker ved hjælp af et kraftigt elektrisk batteri. - Velsagtens af samme fabrikat der foretrækkes i pacemakere. - Så hvis nogen gik og troede, at e-cigaretten var en pendant til e-mailen, så må de tro om.

Her slår det os imidlertid tillige, at denne videnskabelige Storm P. opfindelse i sundhedens tjeneste i betragtelig grad minder om det moderne amerikanske gaskammer, der nemlig ligeledes arbejder med to komponenter, en fast og en flydende - der først tilsammen udretter sjælens mirakuløst ufejlbarlige fordampning, som man ellers tidligere klarede med håndkraft og helt uden sådan perfektionistisk selvransagelse.

Men det er skam før set, at teknologiske fremskridt i krigens tjeneste siden hen kan omsættes med endnu større held i fredens. Vi agter derfor herefterdags ligesom den store Leonardo at investere vor genius i krigens videnskab. Her kan der nemlig ikke snydes på vægten, hvorfor man forhåbentlig omsider helt slipper for vor tids verbose sammenrend af uhelbredeligt normale, men som et plaster på såret desto hjerteligere velkomne aspiranter.

P.S. Apropos: I dagens Politik genanmelder Hans Hertel Brandes' gamle Kierkegaard-biografi og minder os i den forbindelse kyndigt om, at geniet er en mutant der trodser alle forudsigelser: Og Hertel må dog om nogen vide det - efter et helt år af landsdækkende spidsborgerlige betragtninger herom med statsstøtte - suppleret med jævne sjæles amatøristisk "kongeniale" fjollerier. - For som skrevet står:: Herre Jemini....

LIFE OF BRIAN

Overtro eller ej, så tör jeg trods vedholdende opfordringer ikke slutte FB-venskab med en person med efternavnet "Damage". At han tillige hedder Brian, gör heller ikke sagen bedre, ihukommende "Life of Brian".

Folk opkalder gerne de heste, som de köber og satser på, i samme utopiske ånd som deres egne forhåbninger: Aurora, Fantasia, Esmeralda, Victory osv.  - Den går imidlertid ikke i kirken – men her kommer så al den moderne rettighedstänkning os snedigt til hjälp: For man kan bedyre, at det da ikke kan have sin rigtighed, at vi tillader at give heste navne, som er for uvärdige til et menneske. Ved denne salamitaktik (der vel er det stik modsatte af fordums "repressive tolerance") kan også prästen til sidst bringes til surmulende at makke ret.
Således kender jeg en både städig og håbefuld kvindelig alkoholist, der fik sit barn döbt ”Safari” efter en berömt väddelöbshest.

I min tid som avisbud ("Jeg var skam selv marxist, indtil jeg blev milliardär!"), havde jeg en garvet kollega ved navn Brian, der trods sine lidet overbevisende og noget liturgiske lovprisninger af al den friske luft til sidst måtte kaste håndklädet i ringen og omskole sig til buschaufför efter arbejdstid - hvilket kräver sin mand.

Men så drastisk omstilling er nu meget själdent sund, så jeg betvivler at kompagniets legendariske elitelöber med de store faste udgifter i dag ville kunne få sit gamle job tilbage – endsige forsörge sin familie derved.

En af mine mest vitale äldre venner har en uägte sön, begået i händelig uagtsomhed, og som er faldet uhyre langt fra stammen: En stille og fordringslös eksistens, der ganske lever og ånder for hesteväddelöb som sin eneste lidenskab.

Men hvis jeg nu også selv engang skulle kaste håndklädet i ringen for som Kong Richard III i stedet at satse på en hest ("A kingdom for a horse!") – så vil jeg döbe den "Brian" efter en af vort lands allersidste mänd med et helt gammeldags hæderligt arbejde.

LITTERÄR ANALYSE:

Dagens tekst "Life of Brian" er et eksempel på spontant komponeret tekst, der integreret lufter flere forskellige emner (men vel at märke ikke fortyndede udlöbere af avissnak om en minister) i en overordnet komisk form med autentiske anekdotiske indslag.

Endvidere tages der afsät i noget for mediet specifikt uden dog på nogen vis at göre det til emnet: en tilfäldig venneanmodning. Derved bliver teksten nemlig genrespecifik på linie med breve, artikler, noveller osv - i modsätning til, når folk lägger en returneret avisartikel ud på Facebook som surrogat.

Et sublimt surrogat bør nemlig sublimere og overstige det sublimerede som noget "forgangent" og som et i sig selv lidt tarveligt substrat for den alkymistisk forvandling.

En god historie og en god vittighed behöver ikke at analyseres - nej, men de tåler dog i det mindste at blive analyseret. Lad os for sjov prøve - idet vi tør forudskikke at selv en kompakt strukturanalyse af bliver noget længere end selve teksten.

Der tages afsæt i en venneanmodning fra en mig helt ubekendt Brian, fra hvis skræmmende efternavn "Damage" der associeres til væddeløbsfolkets lille overtro på hedensk lykkebringende navne til deres heste. Herfra associeres atter - med inspiration fra nyligt avisskriveri om skiftende modenavne - til spørgsmålet om den kirkelige legitimitet af sådanne navne. Til dette formål foretages nu en logisk manøvre, idet vi i et tankeeksperiment på skrømt foreslår at bruge moderne rettighedstænkning som dåseåbner efter den utopiske devise, at heste og mennesker bør have de samme rettigheder.
Taget bogstaveligt ville projektet imidlertid nok forlise: For præsten kunne jo her indvende, at vi i så fald tværtimod snarere bør forbyde at navngive heste efter sådanne hedenske principper. Men megen humor betjener sig nu engang som krumtap netop af en sådan forening af på den ene side knivskarp, spidsfindig logik og på den anden side kontrolleret inkonsekvens - helt i stil med hvad vi ofte kan iagttage hos velfungerende paranoikere: Og det er derfor vi griner.

Efter denne færdigspundne sidetråd hoppes der imidlertid tilbage til navnet "Brian", idet jeg nemlig engang kendte en Brian i Bladkompagniet, der til slut måtte opgive ævret som professionel trappeartist. Derfra hoppes så endnu engang til en anden personlig bekendt - men lige så legitimt, idet han nemlig i sin tur har hestevæddeløb som sin eneste passion.

Sluttelig sker der så det, at vore to personlige sidetråde forbindes i et knibtangsgreb, idet jeg fortæller - at skulle også jeg engang ligesom Brian opgive ævret for i stil med den blege ungersven dog Shakespeares Richard III i stedet at satse på en hest, så ville jeg opkalde denne efter Brian.
Vort "moment of Zen" er imidlertid dette, at hermed bindes de to anekdotiske sidetråde nemlig samtidig i en sløjfe tilbage til hovedtemaet 'overtroisk navngivning'. Vel at mærke nu med den finurlige slut-rokade, at det altså denne gang er en hest der opkaldes efter et menneske - og ikke omvendt.

MONTHY PYTON

 Da jeg nu har misbrugt titlen "Life of Brian" til eget formål, skylder jeg måske at spinde en paralleltråd over et moment fra denne film. Et sted i filmen fortælles om en mand, der væddede på, at han kunne citere hele Biblen samtidig med, at han fik hugget hovedet af med en ökse. Men hedder det videre: "Manden viste sig desværre at være en bedrager: For det eneste det lykkedes ham at sige, var: "I begyndelsen var......"."

 Vi kunne her spörge, hvorfor det er så morsomt, også selv om det jo ikke afspejler noget dybt eksistentielt såsom livets absurde vilkår hos Camus med hans Sisyfos.

 Eller som hos Woody Allan med psykiateren der råder til skilsmisse. "So what did you do then?" - "I got another psychiatrist..."

 --------

 Det eneste svar jeg kan finde på i Brians tilfälde, bygger på den logiske forudsätning, at vi jo almindeligvis kun taler om svindel i de tilfælde, hvor hovedpersonen håber på at opnå en personlig gevinst ved at afgive falske løfter. Men i dette tilfælde består "svigtet" jo derimod i, at hovedpersonen får hovedet hugget af: Men dermed bortfalder jo tværtimod enhver udsigt til nogen gevinst - og netop derfor griner vi...

 Men det er åbenbart her ligesom med tiden i fölge kirkefaderen Augustinus: Så länge ingen spörger os hvad tid er, så ved vi godt hvad tid er - men hvis nogen spörger os om det, så ved vi det ikke... - Hvortil som bekendt kommer, at en tåbe kan spörge om mere, end ti vise kan svare på.

 Nå, men hvorfra vidste jeg det så? Elementary, my dear Watson: Ingen spurgte mig jo - og jeg foreträkker at opfinde mine egne intelligenspröver...

LANGE MADS FRA BALI

  En indfødt sikkerhedsvagt på et balinesisk luksushotel forsøgte forleden med Buddhas bistand og velvilje at udvise en beruset pyton på kun godt og vel 4 meter og helt uden gyldig opholdshjemmel - eftersom den nu ikke stod på det ellers eksotiske underholdningsprogram.
Om kvælerslanger gælder nemlig ligesom om de store afdøde, at vi kun elsker dem på stor... afstand og med en række komiske forbehold: Omtrent ligesom direktøren for en zoologisk have er stolt over at være disse dyrs ambassadør og tilsynsværge, men nok ville betakke sig for at lade dem komme til orde på fri fod.

Men hvordan gik det nu for vor balinesiske ordensmand? Ak, selv om han givetvis under sin uddannelse må have set, hvordan professionelle slange-udsmidere går til værks på TV - begyndende med vor egen Jørgen Bitsch der i sin tid lod sig filme i håndgemæng med en anakonda - og derfor tog korrekt førergreb på slangens hovede og hale, så glemte han af lutter leksikalsk ortodoksi aldeles resten af dyret - som sagt immervæk små fire meter: En banelængde der nemlig er fuldt tilstrækkelig både for vel gennemført hængning, men også for den endnu mere folkelige form for generalprævention, som en kvælerslange med god appetit kan præstere - og da især når der er tilskuere på.

Mængden af tilskuere er derimod ikke helt så afgørende for slangerne, som man almindeligvis tror, idet det her forholder sig som med i menneskelivet, hvor roserne nemlig ligeledes bør doseres med varsomhed, ganske ligesom falkonerer altid lader deres jagtfalke sulte nogle dage inden en planlagt jagtekspedition. - Ja, lige undtagen de allermest kongelige jagtfalke, som nemlig applauderes obligatorisk med et formeligt koreansk massehysteri, lige meget hvad de gør - og som derfor fornuftigvis nøjes med at måtte gribe manuelt tilkastede lerduer behængt med en stump kokain, hvilket nemlig erfaringsmæssigt kun sjældent slår fejl.

- Men når dette alligevel hænder, tiljubles falkene dog kun desto mere for dette som et helt ubetaleligt "part of the show" - og som en selvironisk præstation af den art, der som bekendt udmærker den sande storhed og derfor normalt er forbeholdt direktøren for det hele (bemærk her med hvilken sjælden selvbeherskelse, man undlod at skrive "chefredaktøren").
Kort sagt fik de inviterede gæster på luksushotellet rigeligt for pengene, selv om oplevelsen efterlod dem i nogen utryghed om den art sikkerhed, som selv velbeslåede turister åbenbart kan tilbydes på Bali.

Nej, sådan kan man altså ikke drive hotelvirksomhed; og vi ved dog fra os selv, at ejer landet ikke kvalificeret arbejdskraft på et givet felt, ja så må man importere den til gældende pris ude på verdensmarkedet. Og her er det altså bare sådan, at ligesom sorte boksere, løbere og jazzmusikere bare er en tand bedre end andre - så går det slet ikke at ansætte en stedlig arbejdsløs balineser på et halvt hundrede kilo og forsyne ham med et spanskrør, en lykke-amulet samt en knaldpistol.

Og hvis dette skal kaldes racisme, så må I såmænd godt kalde mig racist. For det er skam ikke selve hudfarven eller stamtavlen endsige religion, vi belønner med usle handikappoints: nej, for ganske ligesom med kvoteordningerne ser vi alene til den kvalitet som de pågældende kan levere: Og vi ved jo godt, at en ligelig kønsfordeling gerne får begge køn til at stramme balderne ekstra - ja, måske lige undtagen inden for klostervæsenets noget antikke branche.

Så det glade nytårsbudskab til alle vore arbejdsføre arbejdsløse danske må derfor lyde: Der findes heldigvis ingen aktiverings-begrundende hundelorte på Buddhas eget Bali - så kommer hid alle I små og fortabte. Men det allerbedste ved det hele er, at denne nye form for jobtilbud selv helt uden racisme sagligt vil favorisere etnisk retlinede, velvoksne og hæderligere borgere af Holger Danskes æt frem for både upålidelige slaviske skabs-mongoler og herboende slatne orientalske pizzavrag.
Vi ved godt er vi er ude i god tid - men det er nu engang vor forbandede redaktionelle pligt at være på forkant, så derfor:

GUD BEVARE DANMARK!