Det forlyder at O-dag den 22. december skal være kærlighedens og fredens svar på D-dag. Forhåbningen er at ved en synkroniseret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har sjældent været slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt. Intet skal udelukkes, men mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der bedyrede at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.
Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.
Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner er mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.
En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej. Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.
Kærligheden har mange former. Således fortalte en teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en både landskendt, vands-kendt og vidt berejst hjemlig forfatter samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne pennens mand ikke svare på.
Nuvel, den sande humor skåner ikke sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen forrige O-dag. Da modtog jeg nemlig en sms fra et forgangent damebekendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Men åh - må vi ikke nok benytte lejligheden til en stille hyldest til Susanne Møller, der vist har mere ben i næsen end de kvindetyper som mange mænd i ledende stillinger med forkærlighed ynder at udstaffere med en smule magt som deres menneskeliggjorte marionet og his masters most zealous voice.
For heldigvis leveres erotiske kvalitetstjenester jo for tiden angiveligt gratis som en hyldest til klimaet – og det var belejligt: For da jeg på O-dag i går havde anderledes lovligt ærinde på Vesterbrogade, bad en slavisk udseende mand mig veksle en tyver til telefonpenge. Det viste sig at være en højst eksklusiv tyver, for da jeg lidt efter skulle forrette mit ærinde, viste jeg mig at være blevet 2000 kroner fattigere. Og heldigvis var der ikke engang lagt Tobin-skat på den eksklusive finansielle transaktion, men den virkede åbenbart alligevel…
Dog trøstede en bekendt mig senere med filosoffen Kants ord: At penge som man blot forestiller sig, har præcist de samme egenskaber som penge man har i lommen – blot eksisterer de altså ikke. Men selv denne akademiske forskel ophævede vor mand altså ved så intenst at forestille sig mine 2000 kroner eksisterende - i sin egen lomme...
