OM ANONYME URKILDER OG DERES RETTE BRUG
For nylig læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på et lodret plagiat. Religionsstifteren påstod i en drøm 1830 at have set en ny variant af lovens tavler, som han skam siden også blev forevist af en vaskeægte engel i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed. – Lovtavler, som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – i sin tid skulle have medbragt over Atlanten.
Lovens tavler var i øvrigt denne gang af indiansk guld, for at de ikke skulle risikere samme kranke skæbne som førsteudgaven af ler fra Sinai, som Moses nemlig smadrede af raseri over at folk anså dem for en forfalskning – hvorefter han alligevel forbarmede sig og hentede friske forsyninger fra bryggeriet, som straks besejrede enhver tvivl. Ligervis med alle plagiatorer: Afsløres de, er de snart efter tilbage på banen igen med nye larmende plagiater – hvorefter alle bøjer sig. For decibel og volumen er opium for den gutenbergske pøbel.
- Som nu dengang Frank Esmann forsvarede sin plagierede Kissinger-biografi ved frejdigt og helt upåtalt at gøre Churchills berømte ord til sine: ”Jeg er helt uenig i anklagerne - men jeg vil give mit liv for mine modstanderes ret til at sige deres mening”. Til gengæld var Esmann moralsk forbilledlig ved slet ikke at søge at camouflere sine spor, hvad man egentlig burde honorere med mindst en betinget dom. -
Åh, tillad os i denne forbindelse en kort digression: Enhver bibelhistorisk unøjagtighed i ovenstående er ligesom trykfejl på gamle frimærker og keramik blot et yderligere bevis for vor egen beretnings ægthed og autentiske proveniens – hvorimod kopisterne altid just ved de umiskendelige ligheder i det små og upåagtede afslører sig som det pedantiske klatpapir de nu engang er.
Nuvel, tilbage til den amerikanske Moses, Joseph Smith, der nemlig ligesom forgængeren kunne langt mere end sit Fadervor. Ifølge Mr. Smith viste den genopstandne Jesus sig nemlig også for indianerne – jødernes emigrerede forsvundne stamme: For andet ville have været både racisme og forskelsbehandling, helt i strid med den stolte amerikanske forfatning. Dog tilstod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith i Udviklingens, Fremskridtets og Oplysningens hellige navn friheden til flerkoneri - som den driftige mand skam også nåede at praktisere med bravour. Imidlertid blev dette efterhånden for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.
De kristne fik derfor til slut Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet fortrop af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden hen vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.
Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog fortsat den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå det fornødne antal koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat – omtrent i stil med Kierkegaards ord et sted, at Kristendommen er en så absurd idé, at intet menneske kunne have fundet på den.
Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans eget forsyn lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne snævre og opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også i en snæver vending tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.
Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at hvad det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af sted med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og
dømmekraft end opfindsomhed.
At plagiatoren som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det tarvelige pund som naturen nu engang har begavet dem med.
Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet af denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.
Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult plagiat, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.
At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere at vi endnu ikke behersker den nøgterne politiske reportages ædle kunst. Blot skammer vi os så meget over at måtte falde tilbage på den socialrealistiske virkeligheds offentlige substrat, at vi kun gør det, når vi samtidig kan tage os betalt ved at sublimere og transformere den til en æstetisk anderledes præsentabel skikkelse end den foreliggende. Dette skulle jo meget nødig komme til at ligne en avis - for som en stolt britisk pensionatsværtinde fra verden af i forgårs engang skarpt påtalte over for nogle gæsters støjende børn: "You children behave in my house as if it were a hotel!"
Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet anbefalet et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, af Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Rent bortset fra andre meningsberettigedes vetoret ville det her være utaknemmeligt at beklage den jordbundne malermesters åbenbart noget moderate begejstring for og lovlig forsigtige brug af indernes luftige, men dog så geniale bidrag til matematikken og talsystemet; noget der ellers godt kunne bringe en sart sjæl til nostalgisk at mindes det gamle marxistiske begreb "repressiv tolerance" - hvorfra der nemlig atter ikke er langt til ligesom med gademusikanter at betale dem for at spille: blot de for Guds skyld finder et isoleret øvelokale til formålet.
Men nej, vi betvivler nu ikke ægtheden af vore litterære protektorers ædle ønske - som de dog desværre nok er ret ene om, idet alle socialrealistiske redaktioner priser sig lykkelige over den efterhånden opnåede stiltiende nationale samdrægtighed på tværs af politik og køn i branchen. For nok hedder det at frænde er frænde værst - men det er rigtignok kun indtil vi møder enten vor fælles fjende eller hvad nogle lidt højtravende har kaldt "den store Anden": Når leoparden er i nærheden, forstummer således altid bavianernes indbyrdes kævl; og da kan det på lignende vis undertiden ske, at leoparden trækker det korteste strå.
Men et ubetinget gode er det, at mens kriteriet på at folk læser ens blog ellers i reglen er en solidt grundmuret tavshed derom, så vil vi takket være nævnte håndsrækning herefter have langt mere hånd i hanke med publikum: Hvis nogen ude i byen nemlig herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derved umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.
Til allersidst må vi skuffe læsere med den formodning, at vi forsøger at give den som hin afdøde, som alle og enhver uden bedre at tage sig til nuomstunder kan bruge som bekvemt og støtteberettiget påskud for hvad som helst. Og det kan vi begrunde med en sand anekdote. I sin tid gæstede jeg af og til byens værtshuse i selskab med en atletisk adjudant besat af et aldrig slumrende faderoprør og et hang til provokationer og practical jokes. En gang blev det for meget for en udsmider, der advarede ham med disse ord: "Jeg er gammel bokser!" Den serv returnerede min kammerat prompte med følgende talmudiske ord, hvis fredsskabende virkning da heller ikke udeblev: "Nåh - men i så fald kender du selv forskellen: Jeg er ung bokser..."
Tuesday, January 31, 2012
Sunday, January 29, 2012
JOSEPH SMITH OG HANS URKILDE
OM GUDS OG SANDHEDENS URANSALIGE VEJE
Forleden læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på en lodret plagiatsag. Religionsstifteren påstod i en drøm at have set en ny variant af lovens tavler, som han siden blev vist i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed – lovtavler som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – skulle have medbragt over Atlanten.
Sidenhen viste den genopstandne Jesus sig også for indianerne, idet andet ville have været både racisme og forskelsbehandling. Dog tillod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith friheden til flerkoneri, som denne da også nåede at praktisere. Imidlertid blev dette for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.
De kristne fik derfor Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet skare af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.
Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå så mange koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat. Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans egne planer lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.
Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at det det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og dømmekraft end opfindsomhed. At plagiatoren tillige som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste anonym forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det pund som naturen nu engang har begavet dem med.
Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet på denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.
Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult deja vue, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.
At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere, at vi endnu ikke behersker den nøgterne og neutrale politiske reportages ædle kunst.
Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet tilsendt et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, ved Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Hvis nogen ude i byen herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derfor umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.
Forleden læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på en lodret plagiatsag. Religionsstifteren påstod i en drøm at have set en ny variant af lovens tavler, som han siden blev vist i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed – lovtavler som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – skulle have medbragt over Atlanten.
Sidenhen viste den genopstandne Jesus sig også for indianerne, idet andet ville have været både racisme og forskelsbehandling. Dog tillod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith friheden til flerkoneri, som denne da også nåede at praktisere. Imidlertid blev dette for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.
De kristne fik derfor Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet skare af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.
Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå så mange koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat. Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans egne planer lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.
Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at det det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og dømmekraft end opfindsomhed. At plagiatoren tillige som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste anonym forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det pund som naturen nu engang har begavet dem med.
Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet på denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.
Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult deja vue, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.
At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere, at vi endnu ikke behersker den nøgterne og neutrale politiske reportages ædle kunst.
Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet tilsendt et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, ved Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Hvis nogen ude i byen herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derfor umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.
Tuesday, January 17, 2012
”ITS ONLY A PAPERMOON…”
OM DEN BORGERLIGE OPERA...
Manglende adgang til TV nytårsaften forklarer min royale forsømmelighed både Nytårsaften og ved Dronningens 40 års jubilæum. På den anden side har jeg ikke spor imod de kongelige, bare de ikke støjer og koster mere end deres modstandere. ”Efterlønnens” niveau kan vi vel altid snakke om, hvis vi keder os. Det sunde ved monarkiet er imidlertid, at her ved vi alle, at dets status - skønt nedarvet - ikke udtrykker nogen personlig essens eller fortjeneste. Derfor kan vi alle tilgive dem, bare de ikke kvajer sig alt for vildt.
Men hvorfor kan vor nidkære demokratiske nomenklatura så ikke tilgive de kongelige? Årets første lyse idé, som muligvis er lidt for god til denne verden, affyres hermed kvit og frit fra hoften: Vore demokratiske eliter hæger med nidkær skinsyge om den idé, at de selv modsat de kongelige har fortjent både deres udnævnelser, titler, honorarer, pensionsordninger, "indflydelse" (dvs. retten til at forhindre andre talenter eksponering) og fortrinsstillinger. Og Kongehuset minder dem ubevidst om den ubehagelige mulighed, at dette måske slet ikke holder stik... For sæt nu Onkel Danny alligevel havde ret: ”It’s only a paper moon”.
At vor teori godt kunne være sand, skal illustreres med et frisk eksempel. En kronik blev af et af landets mest selvbevidste dagblade honoreret med et automatisk robotsvar, som havde der været tale om et læserbrev. Til gengæld modtog jeg samtidig en personlig mail fra redaktricens sekretær om, hvorledes hendes højheds navn rettelig bør staves – hvis inspirationen skulle melde sig en anden gang. Dette var åbenbart vigtigere end et personligt svar på et stort stykke ulønnet arbejde. For modsat de kongelige savner vore demokratiske eliter ofte både humor og selverkendelse: Frygten for sidstnævnte tillader dem nemlig sjældent den luksus at have humor
En erindring omkring vor dengang endnu ret ungdommelige Dronning kan illustrere hvorfor jeg undertiden foretrækker kongehuset for den moderne nomenklatura. Hun blev spurgt, hvad hun syntes om at blive tiltalt med "Du". Margrethe svarede, at hun foretrak at folk tiltalte hende som de selv fandt det naturligt. Hendes svars nærmest talmudiske genialitet analyserede jeg først mange år senere, men det gjorde åbenbart indtryk.
Margrethe vidste at ingen dengang, uanset observans, fandt det naturligt at tiltale hende med "Du", der således alene ville være en affekteret provokation. Den smarte udspørger tror selv at repræsentere naturligheden over for det affekterede royale og forsøger ligesom de skriftkloge på Jesu tid at fange hende i en fælde uden udvej: Hvis hun overgiver sig til naturlighedens ”du”, er det reelt en slags abdikation; og hvis hun omvendt fremturer majestætisk, udstiller hun kongedømmets naragtighed og begår atter selvmål. Men i stedet bliver udspørgeren selv indirekte tilbagevist som den affekterede og unaturlige. Jesus var som bekendt heller ikke dårlig til den slags operationer – der skam også formår at gøre vor moderne nomenklatura hvidglødende af den velkendte tavse fornærmethed, der sjældent tilgiver....
Og Operaen? Åh ja, også den koster jo en kongelig bondegård og ser pæn ud på afstand. Men folk med bedre forstand på de dele fortæller mig, at dels er akustikken dårlig, dels tjener disse prangende udenværker mest til at temmelig ”artsfremmede” typer har kunnet tilrane sig yderligere status og midler på bekostning af kunsten selv.
P.S. Vor histories pointe bekræftes kun af, at den ikke vakte mindste behag hos flere redaktioner, idet nogle tydeligvis følte snart kongehusets, snart deres egen oplyste ære beklikket..."We are not amused", som Queen Victoria plejede at sige, når noget mishagede hende. - Men ved man da ikke, at det dybest set kun er os selv der ved vor egen barnagtige fejhed og dumstolthed for alvor kan beklikke vor ære? Nå, på positivsiden tæller til gengæld at Bjørn Bredal for nylig betroede mig - uden dog samtidig at oplyse sin promille - at han anser mig for en filosofisk skribent i særklasse. Så you never know...
Manglende adgang til TV nytårsaften forklarer min royale forsømmelighed både Nytårsaften og ved Dronningens 40 års jubilæum. På den anden side har jeg ikke spor imod de kongelige, bare de ikke støjer og koster mere end deres modstandere. ”Efterlønnens” niveau kan vi vel altid snakke om, hvis vi keder os. Det sunde ved monarkiet er imidlertid, at her ved vi alle, at dets status - skønt nedarvet - ikke udtrykker nogen personlig essens eller fortjeneste. Derfor kan vi alle tilgive dem, bare de ikke kvajer sig alt for vildt.
Men hvorfor kan vor nidkære demokratiske nomenklatura så ikke tilgive de kongelige? Årets første lyse idé, som muligvis er lidt for god til denne verden, affyres hermed kvit og frit fra hoften: Vore demokratiske eliter hæger med nidkær skinsyge om den idé, at de selv modsat de kongelige har fortjent både deres udnævnelser, titler, honorarer, pensionsordninger, "indflydelse" (dvs. retten til at forhindre andre talenter eksponering) og fortrinsstillinger. Og Kongehuset minder dem ubevidst om den ubehagelige mulighed, at dette måske slet ikke holder stik... For sæt nu Onkel Danny alligevel havde ret: ”It’s only a paper moon”.
At vor teori godt kunne være sand, skal illustreres med et frisk eksempel. En kronik blev af et af landets mest selvbevidste dagblade honoreret med et automatisk robotsvar, som havde der været tale om et læserbrev. Til gengæld modtog jeg samtidig en personlig mail fra redaktricens sekretær om, hvorledes hendes højheds navn rettelig bør staves – hvis inspirationen skulle melde sig en anden gang. Dette var åbenbart vigtigere end et personligt svar på et stort stykke ulønnet arbejde. For modsat de kongelige savner vore demokratiske eliter ofte både humor og selverkendelse: Frygten for sidstnævnte tillader dem nemlig sjældent den luksus at have humor
En erindring omkring vor dengang endnu ret ungdommelige Dronning kan illustrere hvorfor jeg undertiden foretrækker kongehuset for den moderne nomenklatura. Hun blev spurgt, hvad hun syntes om at blive tiltalt med "Du". Margrethe svarede, at hun foretrak at folk tiltalte hende som de selv fandt det naturligt. Hendes svars nærmest talmudiske genialitet analyserede jeg først mange år senere, men det gjorde åbenbart indtryk.
Margrethe vidste at ingen dengang, uanset observans, fandt det naturligt at tiltale hende med "Du", der således alene ville være en affekteret provokation. Den smarte udspørger tror selv at repræsentere naturligheden over for det affekterede royale og forsøger ligesom de skriftkloge på Jesu tid at fange hende i en fælde uden udvej: Hvis hun overgiver sig til naturlighedens ”du”, er det reelt en slags abdikation; og hvis hun omvendt fremturer majestætisk, udstiller hun kongedømmets naragtighed og begår atter selvmål. Men i stedet bliver udspørgeren selv indirekte tilbagevist som den affekterede og unaturlige. Jesus var som bekendt heller ikke dårlig til den slags operationer – der skam også formår at gøre vor moderne nomenklatura hvidglødende af den velkendte tavse fornærmethed, der sjældent tilgiver....
Og Operaen? Åh ja, også den koster jo en kongelig bondegård og ser pæn ud på afstand. Men folk med bedre forstand på de dele fortæller mig, at dels er akustikken dårlig, dels tjener disse prangende udenværker mest til at temmelig ”artsfremmede” typer har kunnet tilrane sig yderligere status og midler på bekostning af kunsten selv.
P.S. Vor histories pointe bekræftes kun af, at den ikke vakte mindste behag hos flere redaktioner, idet nogle tydeligvis følte snart kongehusets, snart deres egen oplyste ære beklikket..."We are not amused", som Queen Victoria plejede at sige, når noget mishagede hende. - Men ved man da ikke, at det dybest set kun er os selv der ved vor egen barnagtige fejhed og dumstolthed for alvor kan beklikke vor ære? Nå, på positivsiden tæller til gengæld at Bjørn Bredal for nylig betroede mig - uden dog samtidig at oplyse sin promille - at han anser mig for en filosofisk skribent i særklasse. Så you never know...
Tuesday, January 10, 2012
KÆLDERMENNESKETS LIVSLØGN - OG VINDERNES
Dramatiseringen af Dostojevskijs ”Kældermennesket” på Det Kongelige Teater har givet anledning til debat om nutidens kældermenneske. Anne Sophia Hermansen ser kældermennesket i bagvaskelsen af kendte personer, såsom pseudonymet ”Bethany”s udhængning af hende selv i de sociale medier. Og livsstil-eksperten Anne Glad siger, at på nettet kan enhver i vore dage tampe frit i tasterne: Mennesker med forliste ambitioner vejrer
morgenluft. Samtidig er Ole Thyssen, Karen Hækkerup, Henrik Dahl m.fl. bekymrede for et samfund på tabernes præmisser.
De to debatter er forbundne kar – og minder atter om F. Stjernfelts og S.U.
Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed”. Deres tema var alle ”miskendte”,
der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling
var imidlertid en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok
kan fallenter frit påberåbe sig berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt
– men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så let slippe af sted
med at afskrive selv berettigede samtidige som livsløgnere.
I begge tilfælde er der filosofisk set tale om fejlslutninger: For ganske ligesom vi
ikke kan slutte af nogle miskendtes berettigelse, at alle miskendte så er
berettigede undtagelser – kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia,
at alle der mener sig overset, er livsløgnere. Reelt psykologisk er det
imidlertid ikke fejlslutninger, men i begge tilfælde selvbedrag: Fejlslutning
er principielt en rationel proces, blot er der sket en trykfejl undervejs.
Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af følelser. Hvad enten
det nu er kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om
deres fortrinsstilling.
Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk,
mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser og typisk
optræder solo. Det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har
lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker
på deres ret, gør de sig umulige som ”kældermennesker”. Og det er aldrig for
sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som
udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere.
Endelig har vi eksempler på, at dygtige folk blev sindssyge: Og uanset
faktorernes orden, så er det ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne
vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind
under en ”Kvote 2-ordning”, og det har vi det skidt med.
KÆLDERSKRIVERI har imidlertid sit arnested i den etablerede presse. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence og moral - med rette eller ej, og uanset højde over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls
yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft sagt” eller Peter
Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med den næsten landligt fredsommelige
Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede
pressekoncept.
Grunden er enkel: Mens man nemlig ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi godt tilstå dig
retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for
at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får
lov at blive ugens helt – men kun fordi en langt større hero derved bliver
trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”,
idet vor generøsitet over for dig dog samlet set ikke giver os grund til at
nære mere jalousi end før.
morgenluft. Samtidig er Ole Thyssen, Karen Hækkerup, Henrik Dahl m.fl. bekymrede for et samfund på tabernes præmisser.
De to debatter er forbundne kar – og minder atter om F. Stjernfelts og S.U.
Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed”. Deres tema var alle ”miskendte”,
der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling
var imidlertid en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok
kan fallenter frit påberåbe sig berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt
– men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så let slippe af sted
med at afskrive selv berettigede samtidige som livsløgnere.
I begge tilfælde er der filosofisk set tale om fejlslutninger: For ganske ligesom vi
ikke kan slutte af nogle miskendtes berettigelse, at alle miskendte så er
berettigede undtagelser – kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia,
at alle der mener sig overset, er livsløgnere. Reelt psykologisk er det
imidlertid ikke fejlslutninger, men i begge tilfælde selvbedrag: Fejlslutning
er principielt en rationel proces, blot er der sket en trykfejl undervejs.
Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af følelser. Hvad enten
det nu er kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om
deres fortrinsstilling.
Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk,
mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser og typisk
optræder solo. Det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har
lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker
på deres ret, gør de sig umulige som ”kældermennesker”. Og det er aldrig for
sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som
udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere.
Endelig har vi eksempler på, at dygtige folk blev sindssyge: Og uanset
faktorernes orden, så er det ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne
vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind
under en ”Kvote 2-ordning”, og det har vi det skidt med.
KÆLDERSKRIVERI har imidlertid sit arnested i den etablerede presse. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence og moral - med rette eller ej, og uanset højde over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls
yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft sagt” eller Peter
Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med den næsten landligt fredsommelige
Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede
pressekoncept.
Grunden er enkel: Mens man nemlig ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi godt tilstå dig
retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for
at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får
lov at blive ugens helt – men kun fordi en langt større hero derved bliver
trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”,
idet vor generøsitet over for dig dog samlet set ikke giver os grund til at
nære mere jalousi end før.
Derudover er gadeslagsmål ikke alene underholdende, men også demokratisk inkluderende: Enhver forbipasserende har ret til at deltage. For demokrati er samtale, som Hal Koch sagde – og det kan folk lide. Autoriserede kælderskriverier florerer derfor til alle tider – og
når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for
egne rækker, så skyldes det begge de nævnte grunde. For mediernes
”tjenestemandsansatte” provokatører er instinktivt altid omhyggelige med ikke
at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner parallelklassen...
Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgiver, at kældermennesket kan have nogen ret –
men tilføjer så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme
ælling er nok ene mod alle; men alligevel frygter vi, at den skulle få andel i
vore privilegier – og desto mere jo mere berettiget vi frygter at den er. - Og
når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig
så sandelig også provokeret til det: For ikke blot er den notorisk kilden over
for fremmed berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på –
dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor at behandles som
blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den
omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er
allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor
godkendelse: dét er et slag i ansigtet på vor ære.
Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse på linje med os, er mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på
overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men
der er nu ofte sammenfald. Og Ole Thyssen har ret i at jo lettere det
er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten.
Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og er derfor
almindeligvis ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig er eller
føler sig invalideret.
Dog kan man godt tænke sig at det giver ringere status i visse miljøer at have
et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud,
er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der
omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den
sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog måske vitterlig
klogest i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.
Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs.
Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger
ligeberettiget status. Tillad mig i den anledning et ide-historisk indskud. Ganske
som i calvinismens tid økonomisk velstand ansås for et tegn på, at man nød
Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Ole Thyssen m.fl., at
grønt lys i tilværelsen borger for ens berettigelse – og for at mindre velkomne
bidragydere og arbejdsløse følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der
ikke i almindelighed en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede
ved materiel produktion er der ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller dets
fremstilling. Men i den offentlige anerkendelsesverden, hvor det end ikke er
bestilleren der betaler showet, handler medgang dertil ofte mere om, hvem vi
har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.
I vor egen stræbsomhed er vi ikke altid så interesserede i at anerkende andre –
men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede
eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang
er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto
mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Et ansættelsesudvalg
eller fagkonsulent vil ofte være forudindtaget og stolt over at have med en berømthed
at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi
ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop
– en betragtning, der især for ubeskrevne blade spiller en rolle. Derfor vil "vindere"
sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger
de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale.
Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Og da slet
ikke i de enkelte tilfælde, selv om synspunktet kan have en vis statistisk berettigelse
på alment tilgængelige felter såsom film.
Derudover er det ikke engang altid sikkert, at en kändis i længden sælger bedre en mindre
kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag der bliver kendt
for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et
større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede
kalkuler. Så af mange grunde kan vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linie med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi
så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.
Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter
hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde
ikke være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det
som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du
være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en
rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og
dels vægtes dine sociale forcer samt vor egen fordel af at anerkende dig langt
højere.
I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For
målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid
sælge bedre end en dårlig bil: Hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre,
skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller
ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er
central, og mad ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang
en stadig mindre del af befolkningen. Og hinsides den materielle produktions
sfære er der meget andet end kvalitet som styrer vor efterspørgsel.
når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for
egne rækker, så skyldes det begge de nævnte grunde. For mediernes
”tjenestemandsansatte” provokatører er instinktivt altid omhyggelige med ikke
at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner parallelklassen...
Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgiver, at kældermennesket kan have nogen ret –
men tilføjer så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme
ælling er nok ene mod alle; men alligevel frygter vi, at den skulle få andel i
vore privilegier – og desto mere jo mere berettiget vi frygter at den er. - Og
når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig
så sandelig også provokeret til det: For ikke blot er den notorisk kilden over
for fremmed berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på –
dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor at behandles som
blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den
omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er
allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor
godkendelse: dét er et slag i ansigtet på vor ære.
Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse på linje med os, er mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på
overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men
der er nu ofte sammenfald. Og Ole Thyssen har ret i at jo lettere det
er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten.
Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og er derfor
almindeligvis ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig er eller
føler sig invalideret.
Dog kan man godt tænke sig at det giver ringere status i visse miljøer at have
et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud,
er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der
omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den
sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog måske vitterlig
klogest i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.
Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs.
Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger
ligeberettiget status. Tillad mig i den anledning et ide-historisk indskud. Ganske
som i calvinismens tid økonomisk velstand ansås for et tegn på, at man nød
Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Ole Thyssen m.fl., at
grønt lys i tilværelsen borger for ens berettigelse – og for at mindre velkomne
bidragydere og arbejdsløse følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der
ikke i almindelighed en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede
ved materiel produktion er der ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller dets
fremstilling. Men i den offentlige anerkendelsesverden, hvor det end ikke er
bestilleren der betaler showet, handler medgang dertil ofte mere om, hvem vi
har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.
I vor egen stræbsomhed er vi ikke altid så interesserede i at anerkende andre –
men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede
eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang
er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto
mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Et ansættelsesudvalg
eller fagkonsulent vil ofte være forudindtaget og stolt over at have med en berømthed
at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi
ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop
– en betragtning, der især for ubeskrevne blade spiller en rolle. Derfor vil "vindere"
sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger
de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale.
Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Og da slet
ikke i de enkelte tilfælde, selv om synspunktet kan have en vis statistisk berettigelse
på alment tilgængelige felter såsom film.
Derudover er det ikke engang altid sikkert, at en kändis i længden sælger bedre en mindre
kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag der bliver kendt
for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et
større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede
kalkuler. Så af mange grunde kan vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linie med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi
så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.
Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter
hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde
ikke være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det
som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du
være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en
rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og
dels vægtes dine sociale forcer samt vor egen fordel af at anerkende dig langt
højere.
I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For
målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid
sælge bedre end en dårlig bil: Hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre,
skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller
ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er
central, og mad ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang
en stadig mindre del af befolkningen. Og hinsides den materielle produktions
sfære er der meget andet end kvalitet som styrer vor efterspørgsel.
I særdeleshed er det absurd i offentlige anliggender at gøre en calvinistisk
betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke
identisk med dem der betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse
som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til
at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv
kolleger, der ikke elsker os, vil se med blide øjne på vore små intriger, for
ej heller de ønsker bejlere med måske mere glorværdige kvaliteter end deres
egne. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor
krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en
sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social
mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte
på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere
kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes
begavede psykopater – men det er kun rimeligt at også menneskers karakter
spiller en rolle.”
betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke
identisk med dem der betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse
som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til
at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv
kolleger, der ikke elsker os, vil se med blide øjne på vore små intriger, for
ej heller de ønsker bejlere med måske mere glorværdige kvaliteter end deres
egne. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor
krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en
sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social
mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte
på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere
kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes
begavede psykopater – men det er kun rimeligt at også menneskers karakter
spiller en rolle.”
Den betragtning åbner imidlertid for en hyklerisk strategi:
Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere
osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For
hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er
verden ikke tjent med. Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt
hvis psykopater samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads,
sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er
erhvervede og mest beror på at vi konsekvent spænder ben for dem.
Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere
osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For
hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er
verden ikke tjent med. Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt
hvis psykopater samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads,
sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er
erhvervede og mest beror på at vi konsekvent spænder ben for dem.
Den calvinistiske betragtning vil endvidere hævde, at jo højere løn man får,
desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en massiv realitet:
Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere
forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med
tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden hverken høj
status og frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed,
men fordi de ville føle det som en reduktion af deres person.
desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en massiv realitet:
Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere
forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med
tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden hverken høj
status og frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed,
men fordi de ville føle det som en reduktion af deres person.
Bliver man behandlet som stjerne, mister man snart al selvkritik; og behandles
man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet
deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til
såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens
dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af
kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd
mod ”helligånden”.
Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag
hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele
vejen i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle
uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt
bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres
til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst,
når man kan få både honorarer og høje gager uden ligefrem at risikere en
diskusprolaps i sandhedens tjeneste?
man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet
deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til
såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens
dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af
kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd
mod ”helligånden”.
Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag
hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele
vejen i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle
uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt
bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres
til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst,
når man kan få både honorarer og høje gager uden ligefrem at risikere en
diskusprolaps i sandhedens tjeneste?
P.S. Ikke et ord om redaktionelle kommentarer selv på de bedste steder: Når en på bunden hæderlig red. omsider har vænnet sig til eksistensen af enhjørninger og overgiver sig i stedet for det slet skjulte "mig ikke forstå, og du slet ikke kan skrive endnu..."), bliver han gerne udskiftet. Så går der vel atter et par år, inden man får lært at skrive tåleligt igen...
Subscribe to:
Posts (Atom)