VOR TIDS HEKSEPRØVE- FRA SUSANNE MØLLER TIL PENKOWA

(Bragt i Damefrokosten 21.8)

I prostitution ser nogle gode og fornuftige kvinder et anslag mod den kvindelige værdighed. ”Kvindens ret til sin seksualitet” ses da som et skalkeskjul for alle mænds ret til sex. Imidlertid har også kvinder ret til at købe sex – hvortil jo kommer, at sælgeren bevarer retten til at sige: ”Ikke i aften skat!”
I denne profession er diskrimination nemlig tilladt: For forholdet mellem sælger og køber er ikke kun sagligt – ganske som i valget af kørelærer eller terapeut. Nogle kvinders skam over fænomenet afspejler måske deres viden om at mange gifte medsøstre i så fald også burde skamme sig: For vi skammer ikke over undtagelserne, men over de repræsentative… Vi mænd skammer os således ikke over vore pædofile ”brødre”.

Møller, Penkowa og Bjarup Riis
Det slog mig ved gensyn på Youtube af den famøse TV-duel mellem Annegrete Bjarup Riis og sexarbejderens talsmand Susanne Møller, at sidstnævnte i alle henseender gav indtryk af at være et begavet menneske: Hendes mimik, gestikulation, øjnenes livfulde spil, hendes diskrete smil, hendes måde at tale på – og det hun sagde. Hendes skriftprøver på nettet som i aviserne giver samme umiskendelige indtryk af et facetteret menneske.
Men Susanne Møller får mig også til at tænke på Milena Penkowa, inspireret af en bekendt der spøgefuldt sagde, at sidstnævnte næsten kunne ligne en estisk luder – der i parentes bemærket er talrige som Indonesiens muslimer og af samme grund ikke bør omtales nedsættende. Men selv om ingen betvivler Penkowas dygtighed, slog det mig, at hvis man sammenligner hendes fremtoning med Susanne Møllers, så ligner denne en Harvard-stjerne, mens Milena Penkowa mere ligner – Anne Grethe Bjarup Riis.

Sammenligningen kan føre os videre til at belyse, hvorfor nogle progressive kvinder ikke kan snuppe Susanne Møller. Susanne Møller er selv inde på det når hun i sin blog-prøve “En luders dagbog” sætter sig for som en art antropolog at forstå hvad der sker i hovedet på de kulturdamer der i sin tur forsøger at gøre sig kloge på, hvad der sker i Susanne Møllers hoved.Det er aldeles utvungent og så langt fra globaliserede universitetskoder et begavet menneskes forsøg på ud fra egen erfaring og intuition at analysere en gåde i hendes liv.

Susanne Møller når bl.a. frem til at kulturfolkets væmmelse ligner hendes egen skamfølelse ved synet af kvinder der lader og ydmyge af mænd og uden modstand giver afkald på deres værdighed – hvoraf hun slutter at kulturdamerne ligeledes ser hende som inkarnationen af et ligestillingsproblem.Den stakkels luder?

Det er en høflig analyse, for Susanne Møller er mand for i tavshed at føre analysen et skridt videre. Den mulighed antyder hun, når hun ofte bemærker at det er som om alle ludere for enhver pris skal være stakkels ofre der må hjælpes og umyndiggøres. For måske sætter Susanne Møller nogle gloriøst emanciperede kvinder i relief på en måde som de føler reducerende: dels fordi hun provokerende ikke behøver at gifte sig opad kulturelt, socialt eller økonomisk for at opnå selvagtelse og myndighed; og dels fordi hun ved uafficeret af andres dom at vælge et så klassisk fatalt skridt nedad i status stiller den normale emancipations lige så klassiske veje i forlegenhed.

Dette er vel undtagelsen, men for Susanne Møller åbenbart muligt, fordi hun udstråler noget som mange kvinder drømmer om: retten til at bevare sin kvindelighed uden at give køb på sin selvstændighed. Det er ikke sjovt at skulle pukle ihærdigt med ærlige og i Penkowas tilfælde også uærlige midler for ad åre at komme til tops i samfundet, gerne med en socialt magtfuld mand ved sin side – for så at overstråles af en uautoriseret der ikke kunne drømme at spille andre roller end sin egen – endsige forfalske papirer, resultater og udtalelser.

Og her når vi så frem til vor lille analyses tredje trin: Nemlig at en Susanne Møller “heksestatus” minder om den status som outsidere, alternativt uddannede samt alle hånde “uomskårne” talenter for enhver pris holdes fast i af de etablerede meningsberettigede på det pågældende felt. Ingen har interesse i at vedgå at der findes mennesker som på en mere intuitiv og erfaringsbunden baggrund når dybere ned i emnet end de selv – og så oven i købet uden at gøre stads af hverken hotte nye navne eller kendte gamle ditto – ej heller i form af nidkær pukken på kærkomne kritikpunkter, der kan bruges som stillads til selv at svinge sig støjende op.

Selv om også sådanne talenter helst vil anerkendes, falder det dem typisk ikke ind at gøre anerkendelsen til et selvstændigt projekt – og endnu mindre først at undersøge, i kraft af hvilke sociale koder anerkendelse udvirkes her i verden. Nej, de betragter tværtimod naivt anerkendelsen som en simpel psykologisk konsekvens af deres virke.De glemmer imidlertid her at tage de andres vilje i ed, den evige faktor der hedder: “Hvilken interesse har vi andre dog i at vedkende os den slags – med mindre vi da taler om noget ”Long ago and far away”, som vi selv kan bruge til i biografiens form at lade en håbefuld analogi til vor egen beskedenhed skinne igennem så tommetykt, at selv Prins Knud må fange pointen?”

Ligesom en Susanne Møller således for enhver pris må gøres til en stakkel – en stakkel som vi dog ikke desto mindre gerne fratager enhver personlig indrømmelse – ligeledes fastholder vi i kollektiv tavshed de ubudne som værende snart indbildske stakler og skrækeksempler – snart øretæveindbydende ”folkefjender”.

Nutidens hekse
Vi kan gennemføre analogien yderligere: Således er der noget ejendommeligt selvforstærkende i heksenes udstødelse af det gode selskab. For når folkefjenderne først er sat uden for, antager de skræmmende form af ikke blot ”det ukendte”, men tillige af alt hvad vi i vor rædsel og dårlige samvittighed kunne forestille os fra deres side. På samme vis må åbenlyst begavede sorte i sin tid have været en sand pestilens for en del sydstatshvide. Jo mere inderligt vi derfor forstøder dem, desto mere afskyelige vil de genopstå som truende nemesis-dæmoner. Og hadets styrke er et mål på den hadendes betrængte integritet.Middelalderens berømte “hekseprøve” er således skåret over en universel læst og er en reel konstant i menneskelivet: For desto mere overbevisende ”heksen” formår at overleve vore forsøg på at umuliggøre hendes liv, desto mere skrækslagne bliver vi for en styrke vi ikke forstår.

Nuvel, analogien til de tilværelsens ubudne bliver nu åbenlys, også hvor der er tale om mere udramatiske konstellationer. For rigtigt mange mennesker har i skole, arbejdsliv eller foreningssammenhænge oplevet, at når de først har fået status af uvelkomne fremmedlegemer, så vil alt hvad der ellers førhen ville have kvalificeret dem, nu blot yderligere bidrage til den kollektive afsky – den fortrængning hvorved vi sågar formår at ekspropriere det én gang hævdvundne i kraft af en art magisk ophævelse af fortiden til en for tanken utilgængelig dødzone, at sammenligne med om tiden før The Big Bang.

De udelukkede hekse og andre vildskud stiller ved ethvert fortrin stiller os andre i fornærmelig forlegenhed ved at devaluere vore egne fortræffeligheder og ved som ”Det Andet” at udhule vore egne ISO-certifikater. Helt jordnært kan vor iagttagelse illustreres med den velkendte erfaring, at når tidligere kolleger møder en uretfærdigt fyret medarbejder, oplever de det som noget truende, som de ikke kan have at gøre med: ”For hvor hvad er vore egne anbefalinger værd, når man kunne fyre NN?”

Det konstruktive modbillede hertil er nu, at når først man har sluppet folk ind i varmen, blegner deres frygtindgydende fremmedhed og påmindelsen om egen medskyld. Hvis heksen først lukkes ind, så vil de fortræffeligheder der før vakte vor afsky, tværtimod føles som gruppens egne fortræffeligheder: Ligesom en skoleklasse kan være stolte over den elev der har vundet en pris eller er blevet udtaget til en konkurrence på et højere niveau.

Hin enkeltes succes hævder nemlig klassen i forhold til skolens andre klasser. Ja i tilfælde med et internationalt perspektiv kan sågar hele skolen opleve at have del i hin enkeltes meritter og ære. De fortrin der hos den inkluderede således kaster ære og glans over hele gruppen, bliver derimod en lodret hån mod gruppen, når hin enkelte først er udelukket fra den.

Der er heri en næsten Blixen’sk – og derfor hartad blasfemisk – skæbneironi: For i forlængelse af samme tankegang kunne vi jo sige, at hvis blot Gud dog ville slippe Lucifer ind i himlen igen, så ville selv Lucifer atter gøre himlen hæder.Men har du først heksens status, forbliver enhver ”alternativ” retfærdiggørelse et yderligere slag i ansigtet på os. Og heri er det ikke en stakkels forfulgt Milena Penkowa, men en Susanne Møller der giver os et nutidigt antropologisk eksempel på heksens karakteristiske skæbne i Janteland. .

HAVREGRØD & STUK - OG BLIXEN...

Praktiske uheld kan være lærerige. Under eftersøgning af min nøddeknækker kom jeg til at vælte en gryde med havregrød + quinoa. Jo, sidstnævnte er helt bestemt værd at notere, men kom alligevel ikke til at gøre nogen forskel.

Under rengøringen af gulvet kommer jeg nu i min iver iver til at trampe i gryden med den resterende grød - men dét kan nu undskyldes: For hvilken normal person forventer at der står en gryde med grød på gulvet? Så langt må I følge mig, værre står det dog heller ikke til.

Men nu kommer lærdommen: Efter grødens fjernelse viste gulvet sig i en renere - ja formelig platonisk - stand end jeg mindes at have set det før: Det var selve gulvets "idé" der alkymistisk emergerede af urstoffet som ånden af sin flaske. Og det erindrede mig så atter om en bekendts gamle råd til reparation af mit gamle stukloft i K: Et lag havregrød binder og fjerner al løs stuk og maling, inden man bygger op igen. -

Nuvel, det er endnu ikke blevet til noget: For som en mand med stor jordforbindelse foretrækker jeg dog til hver en tid én skål havregrød på gulvet frem for ti skåle i loftet.

- Hvad har nu alt dette med Blixen at skaffe? Åh, en hel del, for fortæller Baronessen ikke, at djævelen i nødens stund lærte hende den lille kunst til enhver tid at forvandle ulykker og forbandelser til velsignelser.

P.S. Imidlertid var det nok klogest at vente med at lave havregrød igen, til jeg har fundet min nøddeknækker. - Læg så her mærke til dette udsagn, der isoleret talt er komplet absurd og derfor ren Zen - men som ikke desto mindre fremstår som logisk og meningsfuldt i lyset af vor indledning. Hermed har vi formået omsider at levere et skudsikkert bevis for hvad man ligesom Fermats Teorem nok har vidst i århundreder ud fra erfaring og mavefornemmelse, men uden at kunne belægge det strent logisk: Man bør altid læse brødteksten, inden man går i gang med fodnoter og efterord.