Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.
Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.
Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.
Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.
Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.
Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.
Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.
Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.
Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.
