DANMARKS BEDSTE REKLAMER
Skønt jeg altid laver overskrifter efterfølgende og derfor ikke som I allerede kender overskriften til dette indlæg, må I indrømme at overskrifter er en ting jeg er god til. Samme evne til kortslutning findes hos reklamefolk, så det var måske min fremtid? Ja, for jeg duer ellers ikke til meget af det som man kan leve af. På den anden side: Hvis man end ikke kan reklamere for sig selv, er man nok uegnet i den branche. Omvendt gælder at hvis et reklamebureau er effektivt til at reklamere for sig selv og skaffe ordrer, så kan kunderne ikke bagefter klage over at være blevet snydt: Ganske på samme måde som en kvinde ikke efterfølgende kan beklage at være blevet forført af Don Juan.
Natlig hjemkomst til grænseegnen mellem Halland og Småland efter ti timers non–stop kørsel. Gamle danske grænseegne tillige – hvor efterårsfarverne er stærkere end i fjor takket være ordentlige frostnætter. Herligt igen at se indslag af bøg og eg, selv om bævre-aspens okkergule til orange sitrende blade nu altid er en lige så stor fryd i syd som i nord. Hvor der er meget asp, er fuglelivet også altid rigere – måske grundet en rigere insektfauna, der giver mere føde til mejser og spætter. Den følsomme og statelige urskovsfugl tjuren – taigaens emblem – spiser også gerne aspens blade.
Selv om egnene her er frodige sammenlignet med Nordsverige, er de karrige efter sjællandske forhold, og springet fra den fede muld til syd-taigaen er naturmæssigt lige så stort som springet herfra og til Nordsverige; både oplevelsesmæssig og målt i artsforekomster såsom bemeldte tjur, der forsvandt i DK længe før Kristus, der ellers tit får skyld for så meget – og det så meget mere som han jo selv udtrykkeligt inviterede til det.
Det sker også at jeg føler mig meget skyldig, når jeg efter så mange års idiotisk og eremitisk cyklen nu kører rundt på fossile brændstoffer – men til gengæld frigiver det meget mere energi til mit selvvalgte sisyfosarbejde at rive granplanter op for at hjælpe tjuren, så mon ikke det kan tilgives? Én god ting ved arbejdsmarkedet er nemlig, at alt hvad man gør i medfør af jobbet, opleves som uskyldigt og indiskutabelt berettiget, uanset hvor meget man end sviner under arbejdet og på vej dertil: Tænk blot på koncentrationslejrene. Arbejdsformidlingen er således vor tids svar på syndsforladelsen – men den kan den kan desværre ikke fortælle os, hvad der mon så er vor tids svar på tjuren. Måske ”Dyne-Larsen” – for noget med fjer bør det jo rimeligvis være.
Og voila: her er min adkomst i reklamebranchen: ”Dyne-Larsen – vor tids svar på Tjuren”. Men som sagt, bare jeg formår at sælge nævnte slogan til hr. Larsen, så kan jeg ikke være nogen ueffen reklamemand, uanset om hr. Larsen efterfølgende går nedenom og hjem ganske ligesom hans forgænger tjuren.
Ja, man kunne endog hævde følgende syllogisme: Jo bedre man er til at markedsføre noget bras, desto bedre en reklamemand må man være; følgelig gælder tillige, at desto bedre man er til at sælge helt kiksede reklamer, desto dygtigere en reklamemand må man faktisk være. På denne måde ligner reklamer den kristne tro: For jo mere absurd troens indhold er, desto stærkere tro fordres der. Og jo mere åndssvag ens vare er, desto bedre må ens reklamer være. Paulus var således alle tiders skrappeste reklamemand.
Nuvel, om den også holder i Byretten, ved jeg ganske vist ikke – men dér har jeg nu heller ingen planer om at troppe op; hvilket er en yderst dårlig reklame for Byretten – men den har jeg nu heller ingen planer om at reklamere for. Så meget mere som jeg jo muligvis står til en fartbøde, jvf. tidligere indlæg. Men vi er ikke helt færdige.
Uden nogle dages nedtrapning klarer jeg ikke hjemkomsten til DK, og jeg har desuden gjort mig nyttig ved som før nævnt at rydde graner: Gartnerarbejde er som bekendt en ypperlig terapi for kaotiske personager, og kroniske tilfælde henvises rettelig til Sibirien som arbejdsplads. Men den kan ingen arbejdsformidling jo æde, selv om det måske ikke var tænkeligt at få nogle projektjob af den art for lensstyrelsen. Men som sagt, jeg kan ikke reklamere for mig selv, for de ting jeg gør, gør jeg jo alligevel – det er vel også derfor jeg af Information aldrig har fået honorar, modsat de større talenter som de periodisk hyrer til at skrive kommentarer. De har nemlig i modsætning til mig selverkendelse og skriver rettelig ikke uden økonomien som undskyldning.
Nuvel, penge er noget vi har, men mon ikke vi alligevel for selvrespektens skyld kunne indgå et forlig i form af, at bemeldte avis herefterdags betaler mig for mine overskrifter? Så skal de nok få resten gratis, omtrent ligesom man på svenske kafeer altid får en gratis påfyldning. Men den går altså ikke at være fiffig og så blot nøjes med påfyldningen. Og på ganske samme måde slap I jo heller ikke denne gang for en overskrift.
Men læg sluttelig mærke til, at dette indlæg er forsynet med såvel en reklame som en overskrift.
