MEDIER - HØG OVER HØG

Efter en sommers betragtelige og velgørende afholdenhed m.h.t. nyheder og emsige meninger om det samme til fordel for større og ofte umælende sjælsdybder - kan man atter få ægte appetit på at tyre aviserne, blot ikke hver dag, for ligefrem sjovt er det nu sjældent.
At anmelde anmeldelser og andre trafikforseelser bør vi afholde os fra. Men selv om de gutenberg-ske klicheer som bekendt er havnet på museeum, så huserer deres gespenst og uhellige ånd nu alligevel ikke mindre end dengang de levede.

I dagens "Politiken" noterer jeg at kronikken (med sin faible for at nurse den næste generation af pålidelige forlagsdirektører og kulturredaktører) lader den unge forfatter Jakob Skyggebjerg udfolde sig sprogligt omkring sine meget ambivalente hjemstavnsfølelser over for hovedlandet, der nok ikke kunne bevilge ynglingen samme grad af sociale mobilitet.
Skyggebjerg bruger et sted i kronikken en journalistisk konstruktion, som jeg senere i samme avis genfinder hos TV-anmelderen Palle: ikke Mogens Palle, for han var jo promotor for bokseren John Bogs - men I ved hvem jeg mener: manden har utvivlsomt et fornavn - for ellers har I da her gaven til manden der har næsten alt...

Skyggebjerg døjer meget ondt på jyske busstationers ventesale og fortæller herom, at "STØJNIVEAUET FÅR ENHVER UNDERBEMANDET DØGNINSTITUTION TIL AT MINDE OM ET SØVNLABORATORIUM".

Palle, (der i mellemtiden har genfundet sit fornavn, som han desværre nok må dele med mig) anmelder forlods for TV filmen "Et smukt sind" om den paranoid-skizofrene stjerne-matematiker Nash. OM skuespilleren i denne rolle skriver Palle, at han "ligner et matematik-geni lige så meget som en parkbænk ligner en Børge Mogensen tremme-bænk."
----------------------------------------------
Selve konstruktionen stammer vist nok fra klassiske amerikanske krimier: Raymond Chandler og omegn. Privat-detektivens maskulint tørre situationsironi, der også har en arv fra den britiske "stiff upper-lip", hvormed den hvide mand må bære civilisationens byrde. Men når det bliver en journalistisk kliche, som ovenikøbet fædrelands-ambivalente unge provo-forfattere med guldskeer proppet i kæften af Københavnske kulturfonde samt Bo Lidegaard, ikke kan stå for at genbruge - så bliver det træls, som de siger i Jylland.

I begge tilfælde er klichen medie-tilpasset ved at bruge størrelser som i mediesammenhæng er etablerede kerne-emner. Børge Mogensens navn kender vi alle; hans tremmebænk måske ikke, men kulturfolket skal nu nok kende den. Og underbemandede døgninstitutioner, jo - og søvnlaboratoriet husker vi fra Trier's film "Riget".
Hos den hårdkogte detektiv er det velgørende med en frisk sproglig brises synsvinkelskift på den barske og urokkelige realitet. Et uventet desilusioneret skift til et andet niveau, der dog intet ændrer på handlingsgangen.

Men hos de to kulturfolk bliver vi medie-afdelingen for hitttegods, og der kommer slet ingen friske briser fra andre virkeligheder eller opfattelses-niveauer. Det surrealistiske omslag der før kaldte på smilebåndet, udebliver til fordel for en naivt selvbevidst journalistisk smarthed, der indbilder sig at have mere til fælles med Forfatter-Skolen end med de øvrige aviser, for slet ikke at tale om alle de der jyder...

Ja, muligvis nok - men er dette nu i grunden også noget at vigte sig sådan med?

P.S. Her publiceres kun en brøkdel af vor redaktions produktion og da altid med svare betænkeligheder - lndrømmet lidt komisk når det eneste vi risikerer er det, som nu engang altid alligevel sker, uanset hvad. For selvtillid er nok fint - men mangel på selverkendelse er endnu bedre....

JUNG OG FREUD - AND A FEW CLOSER FRIENDS..

Et berømt skriftsted i C.G. Jungs erindringer er dér, hvor han fortæller om sit brud med Freud. Arkiv-stærke freudianere såsom Christian Braad Thomsen kan her supplere med sider af sagen, som Jung ikke selv nævner, såsom Jungs uortodokse syn på, hvad lægelig professionalisme byder sjælesørgeren af forbehold i den selskabelige omgang med egne patienter. Men her gælder det altså den episode som Jung omtaler.

Efter at Freud således havde analyseret en af Jungs drømme, tilbød Jung sig at analysere Freuds drømme fra samme nat. Men nej, svarede Freud: "For jeg kan da ikke risikere min autoritet." - "Men just i det selv samme øjeblik mistede han den...." tilføjer Jung med dramatisk beherskelse.

Hvorfor nævner jeg nu dette? Jo, jeg ser daglig på Facebook hvorledes "mænd af ære" lider de svareste og mest barnligt let gennemskuelige kvaler, når de føler sig gået for nær: Enten fordi de føler sig ramt af noget sandt, eller fordi nogen siger noget som de vist meget hellere selv ville have sagt - og endnu hellere publiceret: For de ved udmærket. at havde de selv sagt det, så havde alle applauderet og anbefalet det.

Alle jævne borgere lider nemlig af en forebyggende indbyrdes jalousi, der nidkært vogter over at ingen af deres jævnbyrdige og ligestillede går over gevind og nærmer sig mestrene og autoriteterne i myndighed - ganske som de jaloux vogter over, at mesteren ikke forfordeler dem selv i uddelingen af uforpligtende små skulderklap for disciplenes snart åbenlyst flatterende, snart komplet ufarlige ydmygt supplerende ytringer, fattet i sømmelig korthed, som al selvkritik og jo situationssans byder.

Autoriteternes typiske reaktion består i nævnte situationer deri, at de klapper i som østers med hårdnakkede fortrængninger, som om man havde overfuset med med grove platheder.

Men tværtimod er det lærerigt at se, at når nogen en sjælden gang vitterlig overfuser de store eller i ordvalg går tydeligt under niveau, så vil ærens mænd netop sjældent være sene til faderligt at berigtige dem med den fornødne artikulerede myndighed og beherskelse.

For her får de jo netop lejlighed til i publikums påsyn at give den i rollen som den overlegne herre, der helt uden affekt tilkendegiver for den labile, udannede eller umodne, at der gives uskrevne regler og rummelige, men dog afgrænsede rammer for den gode samtale...

Når ærens mænd derimod stilles over for noget, hvorved de føler sig sat i relief på en måde, der ikke på samme vis bekræfter deres ukrænkelige moralske og intellektuelle autoritet, reagerer de derimod netop typisk, som Freud gjorde over for Jung ved nævnte lejlighed.

Og pointen er nu, at netop ved den stejle og ureflekterede tavshed, hvormed ærens mænd tillige med nogle emanciperede damer forsvarer og beskytter deres sarte og eksklusive hæder som civiliserede borgere, sætter de sig selv ud over rammerne for civiliseret og anstændig opførsel. For når netop en hædersborger udsætter en ellers harmløs borger for stumt uafficeret afvisning af enhver henvendelse, da kan det - modsat bøllens velkendte og jo ofte nærmest kammeratlige grovhed - kun opfattes som et bevidst slag i ansigtet.

Et slag i ansigtet, der i sin tur for enhver god borger at se da kun kan skyldes, at den pågældende ved sin skamløse uartighed hinsides menneskelig værdighed bestemt må have gjort sig fortjent til også selv at blive behandlet uden værdighed. Ja, for anderledes kan det da rigtignok ikke forholde sig!

Til straffen mod den formastelige hører således tillige et tab af omverdenens gunst og respekt: dels grundet den autoritet, som hædersborgeren nyder, men også fordi mange endog mod bedre vidende føler sig bedst tjent med at holde på den hest, der kan tilbyde dem flest sociale og økonomiske fordele og forbindelser - eller blot de rutinemæssige faderlige skulderklap med venstre hånd, der for de jævnere i ånden ofte vil være et umisteligt minde for livet.

Personen som den reelt grovt injurierende ignorering er rettet mod, kan på sin side kun redde sin værdighed ved at erindre for sig selv, at den forstokkede reservations uærlighed tillige med dens brud på al elementær høflighed udtrykker en intellektuel og moralsk afmagt, der i stedet hævngerrigt trøster og forlader sig på både fan-skarens og skæbnefællernes solidariske mur af forbitret kongenial tavshed.

Når jeg overhovedet skriver dette - om end vel som så ofte kun for en begrænset kreds -, er det for at imødegå den vantro skepsis og den autoritetstro enfoldighed, hvormed mennesker, der ikke selv magter at stå alene, og som derfor heller ikke kan forestille sig hvordan andre kan udholde det - alligevel i solidarisk smålighed tilslutter sig den brutale magtfuldkommenheds forfængelige stejlhed og stumhed.

For hvis mennesker viser så lav integritet selv i fredstid og i et retssamfund - hvorledes ville de mon så ikke kunne opføre sig under et mindre civiliseret og langt farligere regime?

Min umiddelbare anledning er den ingenlunde enestående, at en mand som jeg husker som en i sin tid afgjort hæderlig, sympatisk og retsindig humanist, aldeles uimodsagt af hele sin øvrige fan-kreds skamroses ikke blot af de rette grunde - men også af mindre oplagte grunde. Det seneste er således at han af en følger opfordres til at publicere sine hæderlige, men yderst konfliktsky, ofte venstrehånds-prægede, men lige så ofte stærkt PR-relaterede Facebook-opdateringer i bogform.

For dermed insinuerer smigrerne jo i grunden indirekte, at de rette grunde til at prise vor mand åbenbart ikke er stærke og tungtvejende nok til at stå alene, men behøver støtte og kunstigt åndedræt i form af retoriske tilsnigelser samt indirekte uretfærdigheder mod i så henseende anderledes værdige kandidater: der nemlig i sin tur formodes at have så brede skuldre, at de må være fuldt indforståede med, at mesteren bevilges alle de handikap-points han behøver.....

Men ikke nok med det. Da jeg u-indbudt svarede i form af nogle sobre genre-mæssig refleksioner over, hvornår og hvornår ikke noget så spredt og u-fokuseret som et "Faceboook-manuskript" måske kunne tænkes at være egnet også til publicering i bogform - var der ikke en eneste mors sjæl der reagerede, ej heller vor hæderværdige hovedperson selv.

”Folkets kærlighed – min styrke”. Javel, men vi ødelægger mennesker ved at overøse dem med en ubetinget kærlighed, der dog uklogt tillige forsikrer dem om, at kærligheden skam har sine objektive, gode og helt enestående grunde.
For er der da noget at sige til, at personen til sidst må tro: - At hvis han nu alligevel ikke helt skulle formå at leve op til de strenge betingelser, som denne "ubetingede kærlighed" således dog henholder sig til - så kunne han risikere større og anderledes umistelige ting end sin sjæls frelse?

Og grundet denne force majeure er der således ikke længere råd til civiliseret adfærd, når trusler dukker op i form af artikulerede spørgsmålstegn, modificerende bestemmelser eller saglige afgrænsninger af den så rigt tilflydende ros.

------------------------------

Hverken de svageste eller deres mestre læser frygter vel i første omgang denne tekst - så frygt for denne ene gangs skyld hverken KGB og samme autoritets arvtagere, således som langt svagere mennesker frygter havet.

- Nej, betænk hellere i stedet, hvad så uklanderligt noble borgere som dem I daglig lovpriser, egentlig talt ville sige til, at I altså åbenbart anser deres integritets skrøbelighed og niveau for at ligge på linie med KGB's...

------------------------------------------------------------------------------


BILAG: Hermed den kommentar, der helt uventet blev anledningen til ovenstående - og det just i kraft af, at den nemlig slet ikke gav anledning til mindste reaktion fra de personer, som kommentaren var tilstilet.

VOR KOMMENTAR: 

N.G. publicerer nu allerede en hel del i forvejen. Men underkender man i grunden ikke indirekte et menneskes sande kvaliteter ved at lovprise det af de forkerte grunde?

Ej heller denne sentens har (endnu) stået i nogen "personlig" klumme endsige bog, men Eivind Larsen, Jesus og Sokrates publicerede som kendt heller aldrig et ord - så den side af sagen har mere praktiske folks jo så taget sig af. Så fat mod alle skäbnefäller!

 Men altså: Et sammenhængende Facebook-manuskript er allerede omtrent et "contradictio in adjectu", grundet dels hast og løbende betingethed af omverdenens skiftende både anledninger og reaktioner - hvilket desuden ofte er vanskeligt at forene med uhildet dybdeborende sanddruhed: og da ikke mindre hvor just sandheden oven i köbet er uvelkommen – uagtet såvel tværfaglighed som gammeldags faglighed.

Berettigelsen af just et Facebook-manuskript måtte i givet fald gå på, at det var hidtil "apokryft" og henvist til sådan uvelkommen tungetale, hvorunder netop den ulmende brands glødende kontinuitet trods drivvådt ved kunne blive anledning til en borende tematisk kontinuitet, der intet steds tillades at springe over hvor gærdet er lavest, for slet ikke at tale om de velkendte kammeratlige huller i hegnet, som kun kvarterets egne drenge kender – og politiet da slet ikke.

 En sådan modvægts stædige inerti kunne tillige give anledning til frodigere - og dog mere eksakte - billedannelser end ved gængse manuskripter, der nemlig gerne hærges af meget anden kontrol end blot stave-kontrol....

 N.G. er dog nu engang endnu ingen outsider, men tro os: det er skam aldrig forsent - en illusion der også i mange år plagede mig selv, indtil jeg ved en stor og sen nåde blev udfriet af vankundigheden som Biblens Sarah af sin tilsvarende ufrugtbarhed.

Men ros og "like" nu blot ikke N.G. i utide for denne tilstand, for så forhindrer I den jo netop - og det i medför af en genuin Bohr'sk komplementaritet. For børn der elskes alt for meget, ender også alt for ofte efter en fase som misundelsesværdige playboys som ormstukne vrag.

Åh- apropos Niels Bohr: To atomfysikeres brevveksling kan undertiden lede til en banebrydende artikel i et fagtidskrift. Efter 50 år vil man måske også udgive selve brevvekslingen af anekdotiske og historiske grunde.  Men altså en udelukkende afledt betydning - helt uanset brevenes stilistiske kvaliteter.

En serie kjerlighedsbreve er derimod ikke forstudier til en artikel om kjerlighed - her er det omvendt, og derfor er brevenes karakter af netop breve et "sine qua non" for deres senere trykkeegnethed. Sokrates' forsvarstale var heller ikke noget han forresten havde liggende og så lige lirede af en dag for kammersjukkerne som svar på et tilfældigt angreb - Nej, indholdet var genre-specifikt og kunne kun have den form.

 Og således også med et oplagt og relevant Facebook-manuskript. Og alene af den grund er det ikke en helt urimelig påstand, at et sådant derfor kun kan begås af en outsider - eller evt. flere af slagsen, da det jo nu er et socialt medium med kommentarer osv.

For også her er der således tale om en genuint Bohr'sk komplementaritet - ganske svarende til hvad Ejvind Larsen for mange år siden betroede mig: "Hos Shakespeare er det også altid narren der har de bedste replikker...".

Men at kendte og anerkendte folks PR-betonede venstrehåndsarbejder på Facebook i pausen derimod nok kunne både udgives, forvarsles og anmeldes med held, helt uden sådanne genre-mæssige refleksioner endsige forbehold fra selv erfarne store forlæggere,det betvivler vi derimod ikke et sekund. Og hvis det undrer os, så viser det blot at Shakespeare's "Kong Lear" er blevet skrvet helt forgæves - trods at hans 400-årsdag blev anledning til at en overraskende stor skare kongeniale hædersborgere generøst kunne deklamere, at den store mand til sit store held i sin egenskab af den førstefødte var kommet dem i forkøbet.

 . Her er således for tredje gang som hanegal tale om en genuin Bohr'sk komplementaritet. Og Bent Jensen ville således her være en oplagt kandidat, hvorimod Jørgen Dragsdal må nøjes med den brede landevej - netop fordi han vandt i Højesteret.

 ”You can't have everything” .  Åh. sig ikke det, sig ikke det! For det er lige akkurat dette som tilværelsens forkælede enebørn og fødselarer dog insisterer på - og skarer af enfoldige fans bekræfter dem som loyalt bjæffende lænkehunde heri, endnu mere indigneret ømskindede og besatte af territorial jalousi på guruens vegne end denne selv.

Men alt dette er dog i grunden utidige bekymringer. For N.G. erindrer jeg som en bundhäderligog beskeden mand med en veludviklet selvkritik; og derfor ville han aldrig selv foreslå udgivelse også af sin Facebook-produktion, selv ikke hvis dette havde väret akkurat så oplagt som hans beundrer bedyrer.

Ja, for det er jo nu engang ingenlunde den på engang unge og ungdommelige professors eget forslag, vi her har taget som anledning til vore genre-mässige overvejelser:  med störste fare for at gå over åen efter vand ved at göre et helt andet skarn uret end det barn der – salomonisk set – er både det närmeste og det bedst egnede hertil.

"DØDEN I VENEDIG" eller "NOGET VIL VISE SIG"....

"BLOMKÅLS-HÖJDEN"

Efter 70 km ad en smal men velstampet grusvej gik det længe brat opad bakke mod det halv-arktiske. Men blindvejen endte i et Shangri-La agtigt Edensk Have med en nogenledes velstående gård og vrinskende heste forsynet med klimtende klokker i kåde krumspring på sæteren.Uvirkelig frodighed - men det er velkendt at syd-vendte højder er langt bedre end lavtliggende områder til dyrkning. men om der virkelig også dyrkes blomkål, ved jeg ikke.
Midt i det hele ankom i nystrøget hvid skjorte henad midnat en ung mand fra firmaet "Norra Jämtlands Taxi" - formodentlig med husets frue, der vel havde haft et mellemværende med staden Strømsund 150 km borte. Virkede surrealistisk og som en nordamerikansk historisk fantasi om de hæderlige gode gamle dage fra 50-erne, hvor alt gik fremad i et passende tempo: uden at nogen fald helt bag ad vognen undervejs...

INDEN DEADLINE
I går eftermiddags foretog jeg sidste ekspedition langt ud i bushen med rotur akkompagneret af søstærke myg over en ret stor sø for at gense mine ørne - men uden held.
Til gengæld var vejret ypperligt til kontemplative landskabsfotos såvel som til min vanlige skovsanering at rydde småraner besatte af social mobilitet rundt om aldrende skovfyr, der helst skulle leve et par hundrede år endnu.
 For også her gælder læren om gyngerne og karusellen - kan man gøre nytte, nu sensationerne ikke vil indfinde sig, er slet intet spildt. Og begge mine tidligere fotografiske ørne-seancer sammesteds varede i øvrigt under ét minut: Dyrekøbte nydelser i stil med russisk kaviar og nattergale-tunger - eller jagt på helgenkårede yndlingsløver og nationale turisttrofæer.


CHAPLIN...
Midlertidigt strandet på et af Laplands få mere luksuøse hoteller, hvor man selv uden at overnatte, i restauranten kan blive behandlet som en eksklusiv europæer selv med begrænsede midler - da personalet velsagtens går ud fra at man bor på stedet. Lidt som Chaplin som blind passager ombord på krydstogtskibet.
Dvs. man scorer deres rabatter og generøsitet, fordi man antages at have købt den store pakke på lige fod med den velbeslåede tyske pensionistgruppe, som man just har konverseret på vort lokale swahili. Kaffen er således næsten gratis, i modsætning til drinksene som man overlader til de andre. For ens ædruelighed tolkes som et moralsk og mentalt overskud og ikke som nødtvungen påholdenhed.
Sandhedens time bliver dog sølle overnatning i bilen i regnvejr på den videre færd sydpå - for det kan vel ikke have sin rigtighed, at man nu også skal betale for at kunne nyde sine natlige mareridt, der dog hidtil har været gratis. Ja, man har sine principper og må vælge sine luksuøse indslag ligesom sine krige: dvs med omhu.
Og under det tvungne motto "hellere fattigfin end vor tids luksusplebejere, der i ramme alvor mener at "tjene deres penge selv", blot fordi de har sat sig grundigt på det hele med deres profitable kammeratlige monopol-aftaler. Men bevares, friheden har nu også sine fortrin, og man bør lære at nyde de fortrin som man dog har, snarere end de ti fugle på taget, som man må nøjes med at fotografere.
Så meget som en bil havde Chaplin ikke engang at falde tilbage på, så man skal som sagt ikke klage. Nattekørsel i de blå timer er dertil afgjort bedst, for da er det man har chancen for at se en bjørn eller los: Om dagen sker det aldrig.
Og skulle man i søvne køre ind i en anden nattebilist, er der ingen der ser det før man er over alle bjerge. Offeret overlader vi generøst til de lokale barmhjertige samaritanere, der nemlig ikke ville bryde sig om at blive overhalet indenom af en luksus-turist med sådanne forfængelige idealistiske fritids-griller.
For profeter og guruer hader som bekendt oftest hinanden af et godt hjerte og slås med næb og kløer om de få jobs i branchen: Og taberne i denne kamp kalder de i kor dovne og uduelige. Men der gives dog her to skoler, hvoraf den progressive - mod betaling - humant holder på, at staklerne skal sikres et rimeligt eksistensminimum, bare de bliver ved deres læst uden at genere de arbejdsomme. Hvorimod den modsatte skole ikke garderer sig med den art moralske kvababbelser.


OPDATERING
Den eksklusive gentleman, der tydeligvis ikke har tid til at holde fri for den hvide mands byrde, sidder (ikke ligger - nej da, for så fine folk sover aldrig) sørme stadig nu til morgen på hotelfoyerens yderst magelige sofa med nogle seriøse og sikkert svært læselige papirer lagt frem på bordet som tegn på, at han ikke bør forstyrres med verdslige næsvisheder såsom det spørgsmål, om han nu også bor på hotellet.
Men hvis nogen i personalet alligevel vover at stille spørgsmålet, vil jeg i første omgang ikke bede om navnet på hans chef - for sæt det nu var chefen selv.
- Nej, hellere vil jeg svare som den svenske halvtids-forbryder, der fortalte mig, hvorledes han i sin tid som havnearbejder engang stjal en last med fotoudstyr og dernæst kontaktede en foto-grossist.
Foto-grossisten spurgte ham noget retorisk (ja, for en frugtavler henvender sig vel ikke til en foto-grossist?): "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, men bara tillfälligt..." lød svaret. Og så var der vel ingen grund til uddybende spørgsmål...
Men kl 8.00 er der frukost - og ingen bartender vil afvise en af byens notoriske platugler, når denne af og til møder op som fuldt betalende kunde med penge på lommen og endda format til at bevilge lejlighedsvise drikkepenge under drabelige fagter og gebærder samt ekstravagante roser fra en international kender af branchen til det store hus: Det ville simpelt hen være uprofessionelt.
Måtte henad midnat krybe til køjs ved hyttens primitive pejs totalt udmattet i alle lemmer. I formiddags ville heldet og en smule tilegnet forstand, at jeg lige akkurat nåede tilbage til køretøjet under en en tilstrækkelig lang pause i et særdeles vedholdende regnvejr - af den art der også kan give biler alvorlige startproblemer...

UDSIGTEN FRA BUSINESS CLASS
Sådan lever vi rige - med sorte boys, der hilser pænt mens de fejer gulv. Men også drikkepengene er sorte, og vi skyder ingen løver her.
Som hotelgæst har man allerede betalt "frukost" - men nej, med så professionel betjening og formidable forhold insisterede man på at betale som en gestus og en hæderssag. På den måde fik vi også inkluderet det med overnatningens hvordan og hvorledes diskret ind under gulvtæppet. - Og vil derfor fremover blive husket som en international hædersgæst og gentleman fra før verden gik af lave: Die Welt von gestern.
Men nu videre sydpå uden anden luksus end den man selv producerer..Det skulle ikke være så svært - hidtil er det da gået ganske godt, ikke?

OBS: ADRESSEÆNDRING!
Har nu besluttet at slå mig ned her på hotellet for good som rentier - et godt og solidt arbejde der passer for ansvarlige borgere i moden alder. Og også likes må her regnes som renter, så hold jer endelig ikke tilbage fremover - for nogle må jo nu engang holde hjulene gang.

SANDHEDENS HÆVN...
Allerede den helt unge Blixen legede med den ide, at hvis man løj, kunne skæbnen hævne sig ved at gøre ens løgn til sandhed på uventet og lærerig vis.
Sagde jeg ikke i går, at jeg agtede at slå mig ned som rentier her på hotellet? Ak, på trods af at jeg i mellemtiden har kørt langt over 400 km, er jeg således på mystisk vis atter tilbage ved start, skønt jeg burde være nået langt sydpå.
Hvorledes?
Ak med den samme træfsikre uopmærksomhed på de praktiske detaljer, hvormed jeg tidligere på min færd glemte min benzintanks låg på en benzinstation - således opdagede jeg i morges ankommet til Strömsund i Jämtland, at ledningen og adapteren til denne pc mangede. Kort sagt igen jordforbindelsen til vort ekstravagante og utidssvarende pikareske åndsforetagende helt uden enhver plat redaktionel rygdækning.
Den lokale elektronikbutik havde lørdagslukket, så i stedet for det nok mest fornuftige at satse på Østersund (hovedstaden længere sydpå) valgte jeg det helt sikre at vende tilbage - dog denne gang ad den bedste og mindst eventyrlige vej.
For det samme beløb kunne jeg velsagtens have overnattet helt legalt og bekvemt natten før, men jeg kom således virkelig til at ligge som jeg havde redt.
Kendetegner det ikke Guds sande børn, at de altid straffes prompte for synder, som de fortabte får helt grønt lys til - velsagtens efter devisen:"Lad bare de asner løbe linen helt ud - min gode kollega skal nok tage sig af dem i tidens fylde!"
Denne verdens hyppigste selvbedrag både i det kommercielle og det kulturelle liv lyder: "Der er jo nok en god og fornuftig grund til, at det går lige netop mig så godt, ikke sandt?"
Men her på hotellet for tilværelsens sande excellencer og hjemløse hylder vi alle alle den stik modsatte lære: "Kun de bedste kan udholde mosten uden at blive sindssyge - og kun de bedste hidser sindene i den grad, at pæne borgere virkelig nænner og gider plage dem sådan."
På den måde havde Marx vel ret i at vi mennesker indretter vort verdensbillede efter hvad der passer os bedst ud fra de materielle kår og kort, vi er blevet givet: Elsk din skæbne - men giv den gerne en klædelig forklaring.
Nedenstående foto af en af Strömsunds talrige indvandrere med mit køretøj i forgrunden er taget et minut før min bekostelige fadæse gip op for mig, da jeg satte mig på det et nærliggende konditori med min PC.
Endnu engang sandhedens hævn, fordi jeg straks skulle gøre mig til bedste over en tilsløret og mørk kvinde, der intet aner om Jämtlands bjørne: For hvem var det egentlig talt, der denne gang var helt ude i skoven - og hvem af os to var det, der havde mest anledning til latter?
Men man må så til gengæld lære at elske Satan, ret forstået, som Blixen også sagde - og det være hermed endnu engang gjort.
Hvis nogen betalte mig for mine rapporter, ville de straks blive plattere, fiksere og simplere - men til gengæld ville det være rigtigt arbejde i henhold til alle kloge folk lige fra Saxo til LA..
East and west skall never meet, som Kipling sagde.
Men derfor kunne nogen nu alligevel godt sende nogle penge:sorte eller hvidvaskede - jeg er ikke den der spørger om tingenes yderste årsager....

"DØDEN I VENEDIG" eller "VED FROKOSTEN" eller "NOGET VIL VISE SIG"

Forbemærkning:
Ganske vist hedder det jo ofte "UDEN TITEL". Men vi hædersborgere kan nu engang bare ikke få titler nok anbragt på vores personlige CV. Ja, lige bortset fra at jeg nu endnu aldrig har set noget "personligt" CV....
Men akkurat det samme gælder udødelige tekster, at de med fordel kan forsynes med adskillige lige uundværlige titler:- for her på hotellet kilder vi ingen darlings, med mindre de altså betaler os for at kilde dem under fodsålerne før morgenbadet.

---------------------------------------------------
DENNE reviera-stemning sammen med velbeslåede og velholdte pensionister lover slet ikke godt og er nok lige som i "Døden i Venedig" bare stilheden før stormen. I hvert fald noget med en så at sige præ-coitalt tøvende og dekadent reflekteret udsættelse af forløsningens uomgængelige tristesse.

Ja, her ville en anderledes udødelig provo-kunstner givetvis have bragt et ledsage-fotos af sin egen anderledes bramfri og frivillige vandladning i hotellets foyer til ære for det parnas der fodrer ham som deres provokerende hofnar.

Med den samme sans for dekadence, der foretrækker nattergale-tunger for oksefilé, agter jeg nu sammesteds at tage rigeligt for mig af "frukost-bordets" eksklusive multebær ("hjortron"), plukket af russiske negre med myg og  bjørne som eneste selskab - og som hverken dette eller forrige år producerede spor af: vel vidende at køle-aggregater kun bidrager yderligere til drivhuseffekten - efter devisen: "Hvad indad vindes skal udad tabes."

Oh - sidstnævnte replik ville enhver nybagt redacteur straks have strøget, for morsomhedens ekstravagance er og bliver nu engang redacteurens ret. Og vil man bare ikke lære det, så ryger man til sidst helt ud til fordel for bebumsede efterskole-drenge på starthjælp...

De rige tyske pensionister ved ikke dette med multebærrene og spiser derfor lige så gerne appelsin-marmelade, produceret i islandske drivhuse med økologisk vulkanvarme og norrøne bankgarantier (som den historisk dannede Georg Metz kunne have formuleret det).
------------
"Machen Sie auch hier Urlaub?"  Naja - nicht gerade Urlaub, aber  schön ist hier doch...". Her arbejdes der på højtryk uanset vejrliget - sådan må det være, og det ved alle pensionerede wirtschaft-wundere med eller uden Marshall-hjælp.

Og HENRIK DAHL er som er kendt ingen undtagelse, for han har skam engang været livredder og fik reddet adskillige jomfruer fra havets uhyrer.
Oh - nu tør I endnu unge nok ikke like mig længere, af frygt for LA's eget Shallburg-korps af halvdumme sladrehanke og deres halvkloge tærskehold med løfter om lommepenge og et kongeligt skulderklap fra Prins Henrik i ny og næ?

Jo, dette med "oplysning" er bogstaveligt taget ikke helt så vigtigt som parvenuerne tror, alene fordi de plebejisk "lever af det" - men det giver mulighed for en rigere musikalsk klangbund og en vis associativ frugtbarhed.
Så kan drengene med eller uden skæg og profssor-titel altid slås indbyrdes i seriøse spalter om Shallburg-korpsets og Marshall-hjælpens nøjere hvorfor og hvorledes - med en dunskægget redaktør-spire som sangvinsk toastmaster og upartisk gårdvagt: - så længe han vel at mærke føler sig i nyttigt og befordrende selskab. Det er velsagtens den slags man kalder tolerance og skriver debatbøger om...
Allerede i æraen før reviera-pensionisternes indtog kommenterede en lokal pensionist, der tog mig op på  tommelfingeren tilbage fra vejs ende, min naturfotografiske passion: "Ja, med det intresset så blir du aldrig sysslolös..."

Han benyttede sig her diplomatisk af vort rigere broderland sproglige skelnen mellem "arbetslös" og "sysslolös".Også han kunne således nok have haft sin egen sprogklumme, men overlod det altså storsindet til professor "fråga Lund", der jo så frygteligt nødig vil blive arbejdsløs.
 Dette med "sysslolös" minder mig forresten om dengang jeg - naturligvis med transport-fradrag - lod mig fotografere ved siden af min bil uden for arbejdsformidlingens nu nedlagte kontor i den värmlandske flække "Sysslebäck".
Ja, hvad gør man dog ikke for at finde et ordentligt job? Hvis Bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget - sådan er det jo.
For selv Muhammed måtte også langt ud på landet, hvor kragerne vender, før han omsider fandt nogen der var dumme nok til at tro på, at han var Guds største gave til menneskeheden.
Alle vi store er engang begyndt i det små, det er slet ingen skam - tværtimod, og det ville Prins Henrik, der skam både har været både livredder og vinbonde i sine unge dage, også give mig medhold i.

Men skulle fremtidsudsigterne allgevel helt lyse med deres kroniske uskyld og stædige fravær, så husk på gamle Dickens' ukuelige valgsprog: "Noget vil vise sig..."

----------------------------
OG NU OMSIDER kan også vi arbejds-slaver måske få lov til at indtage vores velfortjente frokost?  - Ja, med mindre alle I arbejdssky ædedolke og livsnydere altså i mellemtiden har guffet alle godbidderne i jer, mens jeg sad her og med omhu underskrev min egen dødsdom i kommunens jacobinske efterskole til alles og enhvers kongelige forfremmelse?
Ja, for med Stom P.'s ordskifte: "Hvad laver De?" -  "Jeg skriver!" - "Såh - ja De har velsagtens skrevet under på noget...."