Thursday, December 07, 2017

NATURFREDNINGS-DILEMMAER: ET EKSEMPEL SAT I PERSPEKTIV













Reservater fungerer bedst i form af store arealer i regionale klynger, fordi man ellers risikerer en efterhånden nærmest homeopatisk fortynding af sjældnere arters forekomst - og da er risikoen for fragmentering og dernæst regional uddøen stor. I mine sydsvenske egne kan dette gælde tjur og urfugl med deres specielle krav om gammel fyrreskov og rige forekomster af især blåvær og tyttebær.

Mens besværlig natur såsom ulve og syriske flygtninge typisk foretrækkes placeret hos vore aller-fjerneste naboer, så ønsker vi den smukke og helt ufarlige natur bevaret især i vor egen nærhed. Men da ikke alt kan fredes strengt, behøves en grad af vis saglighed i prioriteringen. For selv om også de sagkyndige hver især kan have deres foretrukne naturtyper, så sikrer det idet mindste en fair konkurrence mellem områder af samme naturtype.

Et andet sundt princip er prioritering af områder, som kunne eller burde have været inkluderet i allerede oprettede reservater. For størrelse er godt af mange grunde - herunder også menneskelige besøgeres oplevelse af "storhed" og "frihed". Nogle arter såsom ørne har desuden store territorier og behøver ligesom fordums landevejsrøvere mange alternative gemmesteder for at trives.

Undertiden prioriteres endog områder af p.t. mindre egenværdi end deres rivaler, just grundet nærheden til reservater som ønskes udvidet. Det sker oftest på den måde, at efter at man har planlagt og iværksat sådanne langsigtede tiltag - der også kan omfatte målrettet naturpleje - får man kendskab til  i og for sig endnu bedre områder af samme art, men uden at der bliver gjort mere i sagen. Træghed og masse følges som bekendt så yndigt ad, og naturreservater er ingen undtagelse.

Men dette er ikke nødvendigvis altid en dårlig ting, langsigtet set - givet et trods alt begrænset frednings-budget der ofte tvinger os til smertefulde valg.

Men især er prioritering af udvidelser over helt nye mindre reservater godt i de tilfælde, hvor det kompletterende nye område også kvalitativt set bidrager med elementer eller facetter som helt eller delvis savnes i det eksisterende reservat, dets størrelse til trods. Det kan være særlig statelige bevoksninger af en vis træ-sort; eller det kan være redesteder og parrings-pladser for sårbare eller sjældne dyr såsom tjur og store rovfugle.

Men ganske som mennesker flokkes om de allerede mest omtalte film og bøger og derfor overser alt andet end det såkaldt aktuelle eller "bog-aktuelle", således stimler vi gerne sammen om kollektive projekter som allerede har opnået et betydeligt momentum. I stedet for at beskæftige os med ting, som ingen djævel kender til, og endnu færre gider tænke på selv hvis de gjorde, fordi det er så trist at gå enegang. Kort sagt kan vi undertiden af lutter bureaukratisk bekvemmelighed og inerti se igennem fingre med at et bevaringsværdigt, men ukendt område lades i stikken.

OVENSTÅENDE fotos (her i lav opløsning) fra den samme smålandske region er derimod taget i et område, som har den heldige egenskab på en og samme tid at være af topklasse og at grænse umiddelbart til et allerede eksisterede stort naturreservat. Her foreligger således ingen konflikt mellem det langsigtede seje træk og det indlysende bevaringsværdige.

Men desværre foreligger der til gengæld fremskredne planer om et storstilet tørvegravnings-projekt, som både ville ødelægge de stedlige naturværdier og forringe værdien af det allerede eksisterende reservat. Dyrene kender jo ikke matrikel-grænser, og et reservats umiddelbare omgivelser har derfor betydelig indflydelse på reservatet selv: snart i form af ukrudt der fyger over hegnet, snart i form af stress hos de mest krævende arter med deres krav om et særlig stort lebensraum.

Et tørvegravnings-projekt her ville således tillige forringe værdien af de allerede gjorte frednings-investeringer. For ganske som man ikke bygger et tuberkulose-sanatorium klods op ad en kulmine, så er i al både offentlig og privat planlægning en vis logistik ønskelig i husholdningen med ressourcerne for opnåelse af den optimale nytte-effekt.
Hvorimod vi ved mangelfuld planlægning tværtimod risikerer kontraproduktivt at træde på bremsen og speederen på samme tid. En tørve-industri i det aktuelle område ville være et stjerne-eksempel på en sådan paradoksal økonomi.

NU kunne man spørge, om myndighederne da ikke forinden har overvejet muligheden af sådanne målkonflikter samt dårlig forvaltnings-økonomi, idet alle dog ved at tørveindustri og naturfredning er stik modsatte ting.

JO, vist har det aktuelle firma da også måttet bekoste en summarisk undersøgelse af områdets naturværdier og heldigvis slet intet af værdi fundet. Selv om den smålandske lensstyrelse modsatte sig projektet allerede forlods, så måtte den regionale miljødomstol derfor på grundlag af den bestilte konsulent-rapport konkludere, at der i dette tilfælde ikke forelå nogen graverende målkonflikt og intet var at komme efter.

Heldigvis var jeg ud fra et vist forhånds-kendskab i stand til at fortælle noget ganske andet - og under mine mange besøg for nylig fandt jeg sågar et mindre område med nærmest klassisk urskov af de mest statelige dimensioner - både hengemt og tenmelig uvejsomt beliggende. Desværre kunne jeg dog ikke tillige fremtrylle en kongeørne-rede - men hvis selv professionelle konsulenter kan deres blinde pletter, så kan jeg vel også have mine...

Efter en noget quijotisk og overvejende skriftligt general-mobilisering af en tænkt armé af toptrænede elite-soldater, som Karl den Tolvte ville have misundt mig i Poltava, og som også Dalai Lama ville have værdsat i Potala, har jeg nu med nogen lettelse fået at vide af lensstyrelsens mand i Havanna  - som dog for afvekslingens skyld er en dame: At efter denne formelige ubåds-vending i sagen, som hr. Raket-Madsen ville have misundt mig, og som enhver motorsagkyndig ville have ladet være dumpegrund til køreprøven - ender det vel nok med, at lensstyrelsen forlanger en ny og garanteret uvildig undersøgelse af områdets naturværdier til foråret.

Da lensstyrelsen imidlertid ikke med retlig autoritet kan gøre gældende at tørvetrillerne bevidst har snydt på vægten eller været notorisk ukvalificerede - idet det jo teoretisk set kunne være mig der lyver eller overdriver for at redde min skævøjede lille Hassan -, så betyder det velsagtens at lensstyrelsens egne natureksperter kommer til at undersøge området.

Jeg ville skam hellere end gerne påtage mig opgaven, når det kommer dertil. Men hvem ved, for som sagt anses muligvis ej heller jeg som garanteret uvildig.

For når et menneske først har engageret sig helhjertet i længere tid i en god og berettiget sag, så bliver det ofte selvforstærkende, så at det til sidst kan minde om en tragisk og kompromisløs Wagner'sk opera på liv og død.

Ikke helt ulig de af Københavns professionelle debattører, som - ganske vist et knap så storladent teater-egnet plan - dagen lang og året rundt ikke synes at tænke på andet end, at burkaer bestemt burde forbydes - og Kartago ødelægges tillige med alt og alle som måtte mene noget andet eller slet intet mener herom....

Wednesday, November 22, 2017

EICHMANN AND TRUE FORGIVENESS


My bartender is a true saint: He would never scare or shame away a good costumer, whatever sins he may have committed.
His daughter in the same spirit of reconciliation has sent his sister a polite invitation to an important family occasion of some kind of religious formality, which perhaps only God understands .
His sister however has answered him instead of his daughter, that as long as the latter does not ask for forgiveness for some kind of rather trivial pursuit, there can be no such reconciliation, not even in all formal politeness.
My bartender has answered that true forgiveness is always unconditioned. And he mentions a woman victim of the late German doctor Mengele, who many years later wrote his family a letter of forgiveness for their deceased relative. Yet she had lost her own twin sister due to his medical experiments - which she herself survived.
Now we don't know whether the two twins were on particularly good terms - and in case they were Siamese twins and besides mutually rather unforgiving, one might even assume that the surviving sister must have been quite grateful for her final liberation after all. In that case you may even forgive the loss of some organ of minor importance: especially if you are equipped with two of them.
This way of reasoning however does not include legs and hands, because in these particular cases the whole functional point after all is to have both symmetrical limbs. Whereas if you are so lucky to have two livers, you really could do as well with only one of them - except of course if you also happen to be a serious alcoholic with no life insurance.
My bartender's point is that unconditional forgiveness is a gift of spiritual freedom for both yourself and the person you forgive. Yes, but what if the sinner on purpose did something truly "unforgivable" and at the same time does not regret it at all?
Well, in that case you must be either Dalai Lama or Buddha to be able to forgive - but if you can, the spiritual gain will be so much greater. And we really should be Buddha - according to Buddha himself as well as my bartender.
Well, we will for sure work on that one. But what if the crime is not an event in the past, but is still going on as a permanently upheld state just like God's presumed continuous creative  preservation of the world, and with not the slightest sign of wanting to give himself and his victims at least a break?

That is a hard one. And one might even suggest that if we were at least allowed to exterminate our enemies once and for all, we would be fully able to forgive them with all our heart afterwards:
In the well known spirit of: "Let the dead ones rest in eternal peace - but between us the old fool really was an ass, though I admit that he had his good sides too.",

Wednesday, November 08, 2017

RESERVAT ELLER TØRVE-GRAVNING?


Vi forsøger efter bedste evne at konvertere et storstilet tørvegravnings-projekt klods op ad et stort reservat til en velbegrundet udvidelse af reservatet. Her i Kronobergs län i Småland.
Fundet af en ørnerede ville lige som ved vindkraft-anlæg være den ultimative krumtap. Men forekomsten af egnede redetræer i beskyttede positioner er også et ganske tungt argument, ihukommende at reservater jo ikke kun handler om her og nu, men netop især om fremtiden.

Et andet godt argument er, hvis den ønskede udvidelse indeholder elementer (arter eller biotoper) som savnes eller er svagt repræsenterede inden for de nuværende reservatsgrænser.
Endelig er størrelse i sig selv altid godt, fordi store reservater er biologisk mere robuste og også bedre tåler et stigende besøgstryk i fremtiden.
Men i regntungt november-mørke med fugtdis kan det være vanskeligt at fotografere.
Anyhow: Her kommer min ellers noget upraktiske og undertiden endda fatale vane og endda forkærlighed for enegang mig til gode, eftersom jeg i mine mål er temmelig uafhængig af - men skam igenlunde ligeglad med - andres medhold og sympati: endda så uafhængig, at det nok kan forekomme naive eller uerfarne sjæle lidt usympatisk. 

Målet er naturligvis altid at få myndighedernes medhold. Javel - men akkurat ligesom på de sociale medier er der jo ingen som helst grund til hysterisk at "like" ting, som allerede i forvejen får tonsvis af - ofte aldelest umotiverede - "likes". På den vis at slå piv-åbne døre ind ville rigtignok være en degenereret form for ungdomsoprør - og så i min efterhånden ganske fremskredne alder...
Netop den rygmarvs-tærende narkomani kun at gå efter det som allerede i forvejen nyder popularitet, kan få flagrende og blødagtige sjæle til de utroligste ting - ja efter sigend eendog til at opføre sig ordentligt...

Men bevares: Selv Djengis Khan og Stalin foretrak sikkert nok på bunden, når folk også kunne lide dem og ikke kun frygtede dem. Dette gjaldt således den russiske forfatter Bulgakov: Under en audiens hos Stalin tillod en ung officer sig at grine åbenlyst ad den fattige forfatters usle tøj,  Stalin beordrede ham straks til at forære sin uniform til Bulgakov. Derefter sagde Stalin til den nu splitternøgne officier: "Nu er du uden uniform, og så kan jeg ikke bruge dig længere". Hvorefter han trak sin pistol og skød officeren i Bulgakovs forhåbentlig taknemmeligr påsyn...



MEN APROPOS ØRNE og andre herskere her til sidst en biologisk spekulation:

Unge havørne har - som det ses her - klart længere hale end de gamle, omtrent som kongeørnens hale. Men hvorfor? Et lomme-filosofisk forslag kunne lyde, at en længere hale giver bedre manøvre-dygtighed, hvilket gør det lettere for de uerfarne ørne at undgå trafikulykker.
På samme vis mener jeg nemlig at have noteret, at gamle ørnes aflagte eller tabte svingfjer er langt stivere og kraftigere end de unges mere ugle-agtigt bløde svingfjer. Hvis dette ellers holder vand, bør forklaringen tilsvarende være den, at de unge ørne dermed ikke er i stand til at opnå alt for høje hastigheder: en risikabel kørsel, der således er forbeholdt mere fuldbefarne auronauter på mindst 5-6 år.
Javel, men det med halen er straks mere vanskeligt: For mens bløde svingfjer for en erfaren ørn nok mest er til ulempe, så er en lang styrehale da altid god at have ved hånden - så hvorfor afskaffer gamle havørne den så alligevel?
Naturen gør sjældent noget uden god grund, så jeg kan som ukyndig kun foreslå, at den store hales aurodynamiske samspil med de gevaldige vinger muligvis alligevel har en vis bremsende virkning, som for de gamle ørne gør den til en dårlig forretning. Men jeg aner det virkelig ikke.

En anden mulighed er den, at en kort hale virker blæret imponerende og sexet: "Se bare - jeg er så dygtig, at jeg kan forsørge en familie, selv om min hale er ganske kort. For så langt fra at skamme mig over min korte hale, så har jeg nu farvet den funklende snehvid, så I alle kan se den - og misunde mig den...






Sunday, October 22, 2017

TROLDFJELDET - MAUGHAM VS MANN





MAUGHAM PÅ TROLDFJELDET

Agent Ashenden pådrager ligesom sin forfatter Maugham en gudskelov helbredelig tuberkulose og havner derfor på et skotsk højfjeldsanatorium under forsæde af en personlighed der som hans berømte Mann'ske kollega herr Hofrat Behrend i Davos forener mangeårig professionalisme med både menneske-kundskab samt en glødende artistisk passion – i skottens tilfælde dog ikke for amatørmaleri, men for fluefiskeri efter laks.

Ashenden's ophold varer ikke som Hans Kastorps hele syv år, og derfor ej heller fortællingen selv – en analogi eller harmonisk korrespondens, hvis rette analyse Thomas Mann i øvrigt fik til at udgøre en betydelig del af hans faustisk fyldige roman. Men karakteristisk for Maugham får vi alligevel på ganske få sider opridset et helt univers og et broget persongalleri, skildret på engang prægnant og med dybde og udvikling. Dette er sågar en fortælling om noget hos Maugham så sjældent som godhedens og kærlighedens sejr. Og ganske som med vore dages skuffende roser til nutidens talrige demokratiske standspersoner gælder også her, at først når en garvet misantrop som Maugham overrækker dem, tør også vi andre trygt stole på dem...


Sammenfaldet med Mann er flere steder slående, åbenbart fordi begge har haft rig lejlighed til at skue samme fænomener. De længst indsatte nyder som i fængslerne højest status, og deres bord i spisesalen er – skønt på ingen måde hverken objektivt bedre eller smukkere placeret – efterstræbt og misundt. Enkelte anser sig derfor for miskendte, fordi de trods betragtelig anciennitet må stå tilbage for mangeårigt trofast tilbagevendende, men med forlov ikke permanente gæster.

Sådanne ”trækfugle” kommer i mange tilfælde af vane og kedsomhed mere end af profylaktisk-terapeutiske grunde, og fordi verden nede i bylivet efterhånden er blevet dem fremmed og forekommer dem larmende og vulgært: blottet for både feberhede passioner og høje aspirationer. Ikke desto mindre må også de undertiden finde sig i at vige hæderspladsen for gæster af så høj stand i den civile og tarvelige verden de kommer fra, at de har krav på dispensation fra sanatoriets så at sige generiske rang-orden.

De to længst indsatte kan ikke døje hinanden, om end de er faste og lige ypperlige bridge-makkere og altid sidder lige over for hinanden. Den ene spiller tillige violin, men den anden kan ikke døje hans evindelige gentagelser, som han mener alene har til formål at drive ham selv ud af sit værelse, der nemlig er stedets mest attråede – for skønt begge har været på stedet hen ved 17 år, så har han selv boet her flere måneder længere og agter derfor for ingen pris at afstå hvad der dog kun er hans ret.

Violinisten afviser makkerens jammer med at den umusikalske kritiker bare ikke formår til at skelne den ene melodi fra den anden. Den nytilkomne adept prioriterer i denne sag rettelig høfligheden over for violinistens invitation over lydhørhed for modpartens faderlige advarsel – men blot for som sidstnævnte at konstatere, at violinisten ganske rigtigt spillede den samme melodi igen og igen hele den lange eftermiddag...

”Seventeen years is a long time!”, udbryder vor engelske Kastorp måbende. Men nej, for ”Times passes very quickly up here” - og som sagt er livet desuden langt bedre heroppe. Temperaturen skal f.eks. tages omhyggeligt ved faste tider omtrent som i klostrenes tidebønner – skønt visse gæster snyder med termometeret både for at forlænge opholdet og for dupere rakket med deres triste, men numinøst værdige udsigter.

Ja, for akkurat som hos Mann nyder stedets dystreste skæbner misundelse og høj status. Og den gamle knarvorne alumen kan endvidere fortælle den nye gæst, at man lærer en masse om mennesker og deres narrestreger: Således kan han selv allerede ved første øjekast se hvor længe en nytilkommen vil holde, og han tager meget sjældent fejl. Vor engelske Kastorp bliver forståeligt nok ligbleg, men den gamle mand med leen beroliger ham straks med, at hvis ikke han straks havde spottet hans lysende prognose, så ville han da aldrig have nænnet at fortælle om sit morbide skarpsyn.

En smuk ung dame har kun været her to år og har lægens ord for, at hun nok temmelig snart vil være i stand til at rejse hjem. En betydelig ældre major og legendarisk womanizer er knap så heldigt stillet, hvilket nu ikke forhindrer ham i at gøre ivrige haneben, trods de andres hovedrystende fnisen. Og som officer tager han sin skæbne med ikke alene stiff upper-lip, men endog højt humør: For han kunne jo som mange andre f.eks. være blevet dræbt i krigen eller ved en automobil-ulykke, og når ” a good party is over”, så er det bare sådan det er.

En forbilledlig og i alle måder normal ægtemand og familiefar får hyppige besøg af sin elskede og savnede hustru – men han indvier den nytilkomne adept i, at det hver gang ender helt galt, fordi han bare ikke kan udholde tanken om at hun skal overleve ham, som trods et sundt, moralsk og gennem-fornuftigt levned er blevet så uretfærdigt ramt. Han er overbevist om, at hustruens pligtskyldigt triste miner og trøstende ord alene er et dække over hendes inderlige taknemmelighed for, at det er ham og ikke hende selv der er syg. Han bliver derfor hver gang ondskabsfuld og selvmedlidende – men mener nu at være i sin gode ret til at plage hustruen, når nu denne lille nydelse er en af de få, der er ham givet ham i hans sidste år.

Som flere andre steder erklærer Maugham i den forbindelse, at sorg og skuffelse trods alle sanktionerede talemåder erfaringsmæssigt kun sjældent gør mennesker mere ædle og uselviske. Heroppe er der imidlertid forbavsende få depressioner, men desto flere sjæleligt smægtende himmelspjæt og ekstatiske aspirationer hinsides hverdagens banale bekymring om petitesser. Ja – men under det hele ligger dog bevidstheden om og og rædslen for døden...

Ganske som hos Mann går tiden som sagt hurtigt – og evigheden i denne botanisk velbevogtede og velplejede udgave af Edens have viser sig tilsvarende at være en illusion. Den mest privilegerede af de to alderspræsidenter vinder således en aften en hidtil aldrig overgået kæmpesejr over sin makker og eneste ligemand i bridge – en sejr hvis sublime karakter jeg grundet mit ukendskab til spil desværre ikke formår at redegøre for. Men under sin sejrs-jubel hvori han ganske glemmer sit had til makkeren og avindsmanden, får han et hosteanfald og dør.

Makkeren kan nu omsider overtage hans kongelige værelse – men blot for ret snart at konstatere at livet ikke længere er værd at leve, nu han ikke har sin hartad ægteskabelige livspartner at skændes med, i fuld enighed om alle de andre logerendes uvidenhed og endnu ringere værdighed. Det bliver snart åbenlyst for alle, at også han selv vil dø inden ret længe. For overlægen kan bekræfte, at tuberklerne ofte speedes op såvel af romantisk lidenskab som af store skuffelser.

Og hermed er vi klar til den romantiske kærlighedshistorie og britiske gentleman-udgave af ”Tristan og Isolde”. Ja, for vor førnævnte kvindekære major får nu omsider held i sin bejlen til den langt yngre og raskere uskyldige kvinde. Majoren frier endog til hende og får sit ja. Han indvier dernæst ansvarligt overlægen i deres gifteplaner, og i den forbindelse udbeder den stolte militærmand sig lægens ærlige og uforblommede vurdering af hans prognose henholdsvis med og uden romantisk kærlighed.

Overlægen svarer, at hvis majoren gifter sig, skal han næppe regne med mere end et halvt års tid, sammenlignet med to-tre år uden kærligheden. Men dertil kommer hensynet til pigen, som nemlig trods sin gode prognose erfaringsmæssigt risikerer at få et fatalt tilbagefald, hvis hun gifter sig. Men de elskende er på trods heraf straks enige om at vælge kærligheden og døden.

Som om dette ikke var nok, så kaster kærligheds-miraklet så langt fra at vække misundelig forargelse en utopisk vederkvægende stemning af lyksalighed over hele sanatoriet. Dette ytrer sig sågar ved, at vor førnævnte forbilledligt forbitrede ægtemand aktivt pure fravælger al sin bitterhed og misundelse mod den sunde hustru og nu under hende alt muligt godt af hele sit hjerte, trods den korte tid han har tilbage med hende.

I en lakonisk kort slut-passus som ikke desto mindre i sin tankegang forbløffende bringer kapitlet ”Sne” i Mann's ”Troldfjeldet” i erindring, fortæller den før så utrøstelige ægtemand hustruen, at han elsker hende. ”I don't think death is very important, not so important as love. I'm glad now it's me that shall die and not you. I wish for you everything that's good in the world. I love you.”

Meget store ord hos Maugham: ”Men størst er kærligheden.”


MAUPASSANT OG "HOSEKRÆMMEREN"

FILOSOFISKE NEDSLAG I MAUPASSANT
Maupassant indleder en novelle med at gengive en avisnyhed om et jalousimord - kun for at tilføje, at det hverken bevæger eller undrer ham, endsige interesserer ham det fjerneste.
Derimod får det ham til at mindes en vidunderligt skildret dæmrings-sejlads på jagt efter ænder i en flodpram - hvorunder han forklarer hvorfor han kan elske sumpene på en helt anden måde end det upersonlige og voldsomme hav helt uden stedsangivelser og mulighed for lokalkendskab.
Aha-oplevelsen kommer, da vi til sidst hører om den anskudte krikand, der igen og igen opsøges af sin kredsende og fortvivlet skræppende mage, som de til sidst også vælger at skyde - af medfølende forståelse for de elskendes uadskillelighed.

Med andre ord: De gode skriver ikke et "debat-indlæg" med en velkendt pointe og alle dens fortærskede argumenter akkompagnerede med lige så forudsigelige tærsk til alle modargumenterne. Nej, de begynder et sted og ender et helt andet - og dog hænger det forunderligt nok sammen.
Maugham kan den samme kunst at lade en novelle handle om en ren digression i forhold til dens detektiviske oplæg. Men sådan spontaneitet kan ikke fakes eller konstrueres - og må i øvrigt ikke forveksles med "eksperimentelt" kaos, der nok oftere er et dække for ambitiøs uformuenhed.
----------
I en anden novelle konverserer et modent selskab om spørgsmålet 'kærlighedens holdbarhed' - hvilket minder mig om at min mor i sin tid hævdede kun at have set ét lykkeligt ægteskab.
En ældre herre kommer herunder i tanker om et besynderligt tilfælde halvtreds år tidligere, der udspillede sig på det Corsika, som selskabet i denne aftens sjældent klare lys akkurat kan skimte hinsideds havet - men som for de fleste dannede verdensborgere er langt mere ubekendt end både det fjerne østen og Amerika: helt uden gnist af nogen art forfinet kulturtradition som vi kender det fra Italien og Grækenland, sprogligt, kunstnerisk eller håndværksmæssigt.
Den dengang unge mand på primitiv bjergrejse søgte en aften husly og forplejning hos et ældre barnløst bonde-par af den aller mest beskedne art. Men konen viste sig at tale et glimrende fransk samt at kende Paris indgående.
Og hun viste sig oven i købet ret snart at være identisk med den oberstdatter i besøgerens forældres kreds, der halvtreds år tidligere havde vakt skandale i Paris ved at forelske sig i ung officer og stikke sporløst af med denne.
Men intet havde de to fortrudt, de elskede stadig hinanden, om end for længst uden passion, og var lykkelige i deres simple liv helt uden teatre, aviser, elegant konversation og fornemme selskaber - selv om manden nu er 80 år gammel, stokdøv og intet opfattede af samtalen.

Fortælleren skuer efter at have fuldført denne beretning atter henført ud over havet mod det mystiske Corsica, hvor han som ung oplevede dette for aldrig siden at vende tilbage. Og heri er der en ejendommelig og helt tilfældig pendant til Blichers berømte rammebetragtning i fortællingen "Hosekræmmeren" om Alhedens ørkenlignende melankoli og dens dragende fatamorgana- der på beslægtet vis får ham til at mindes en anderledes katastrofal kærlighedshistorie i sin tid: en modhistorie, hvor forældrene og konvenansen fik lov til at styre, modsat i Maupassant's fortælling.
-------------------

Naive og socialt opstadsede mennesker flasher gerne umotiveret og kluntet i forbifarten deres fortrolige omgang på fornavn med mere etablerede standpersoner. Og på samme vis skal jeg her lige nævne, at den i sin tid uhyre mediekendte genetiker Erik Bahn engang over for mig foredrog den tese, at franske kvinder genetisk set var noget særligt – også intellektuelt.

Jeg mindes dette, fordi Maupassant kan minde mig om en sart, men højt intelligent kvindelig sjæl, som forener de reneste og dybeste menneskelige følelser med en glasklar og næsten matematisk tanke. Og naturligvis lader han også adskillige af sine kvindefigurer besidde samme egenskaber. Ligeledes giver hans matematiske eller om man vil systematisk botaniserende sind sig udslag i næsten symmetrisk sammenhørende fortællinger, som afdækker hver sin kombinatoriske variant af et fænomen.


Fortællingen ”OLIVENLUNDEN” handler om en statelig mand på alle måder født til stordåd og medgang, men som vi møder i moden alder og i egenskab af en stadig uhyre fysisk vital præst på landet.

Forhistorien får vi denne gang ikke af en af beretningens egne personer i egenskab af fortæller, men derimod af den gammeldags alvidende forfatter selv. Den engang unge mand var i en del år kæreste med en skønhed, som han dog til sidst afslørede i utroskab til fordel for en rig greve. Da han blev aldeles ude af sig selv af vrede, parerede den skrækslagne kvinde ved at fortælle at hun var gravid . Men da han tværtimod nu agter at udslette et afkom besmittet med denne syndige kvinde, forsikrer hun ham i panik om, at barnet ikke er hans, da hun vel i så fald for længst ville være blevet gravid med ham - og hun nøjes derfor med at blive forstødt. Den bedragne vælger siden at blive præst for at genvinde sin sindsligevægt i et liv helt uden erotik.

Den dag læseren møder den prægtige mand, hvisker hans husholderske, at en landstryger ønsker at tale med ham - og hun bliver efterfølgende standsmæssigt indigneret over at personagen helt ukorrekt bliver inviteret til at spise søndagssteg og drikke vin sammen med præsten.

Landstrygeren fortæller nu om en opvækst som infant terrible hos nok nævnte greve og dennes hustru, som han snart lærte at tyrannisere med sin vilde sind og sin skræmmende fysik. En kriminel og hårdhudet løbebane hinsides tugt og forbedring kulminerede, da han efter moderens død af den rige greve blev forsøgt spist af med en yderst moderat apanage. Som straf bandt og brændemærkede han greven og stjal så en anderledes passende stak pengesedler i forhastet tiltro, til at greven ikke turde lade verden kende sin skam.

Men efter nogle års fængsel er knægten nu klar til også at tumle møde præsten: Ja, for stik mod grevens tryglende advarsler endte moderen med på sit dødsleje at give efter for den bomstærke og vildsindede søns krav om at vide hvem der var hans far – for den godmodige greve kunne det da umuligt være. Det med faderskabet havde nemlig blot været hustruens sidste udvej for at slippe levende fra den historie.

Præsten blive nu rasende og fortvivlet over at være ophav til en den nu døddrukne satan og geråder i slagsmål med knægten, der herunder får fat i skærekniven, inden han selv ramler og herunder knuser stuens lampe. Da stuepigen skræmt af den efterfølgende tavshed i nattemørket tilkalder hjælp fra landsbyen, ligger præsten med overskåren hals, mens knægten ligger og snorker på gulvet.
Ugerningen er åbenlys for alle - og slet ingen ænser i henhold til vor alvidende fortæller den mulighed, at præsten selv kunne have taget sit liv af fortvivlelse – og for i bogstaveligt talt samme hug at sikre sig sit afskyelige afkom den eneste helt passende og retfærdige straf for sit skruppelløse levned...

Naturligvis uden at postulere en forud planlagt symmetri vil jeg nu spejle denne fortælling i historien om en ægtemand hvis vidunderlige kvinde end ikke syv fødsler i rap har kunnet fratage hendes ynde – men som til sidst får nok og derfor i på engang moderne og klassisk elegante formuleringer fortæller manden, at han er besat af jaloux rædsel for at miste hende og derfor med vold og magt uværdigt har sørget for at holde hende i en tilstand af konstant graviditet for at forringe hendes fascinationskraft. Han ser kvinden som en blot avlsmaskine, og hans eneste form for erotisk besættelse er jalousien.

Manden er diametralt modsat vor præst ovenfor helt ude af stand til at blive farlig, men fortvivler og forstår intet. Hustruen sætter nu trumf på ved at fortælle ham, at ét af deres syv børn ikke er hans, men hvilket af dem vil hun ikke sige. Ude af stand til at vide, hvilket af børnene det herefter vil være ham en komplet umulighed at elske, går han aldeles fra koncepterne: ikke udadtil, for det tør den høje herre ikke, men ved herefter at lade hustruen leve sit liv som guddommelig og åndfuld drømmekvinde ude i det elegante byliv, mens han selv i fritiden kaster sig ud i et udsvævende, men opslidende levned.

Efter seks år spørger hun ham om han har fået nok, og da han indrømmer sin fortsatte fortvivlelse ved nævnte uvished, fortæller hustruen ham, at samtlige syv børn er hans, og at det med utroskaben alene var en straf og et middel til at slippe fri af hans jerngreb med hende i rollen som avlsdyr. Ellers havde hun bare i mellemtiden fået yderlige fire børn. Og den moderne kvinde afviser rollen som udelukkende reproduktions-vehikel.

Ved disse ord tillige med synet af hendes velbevarede skønhed dæmrer det nu for manden, at den maskuline drift i årtusinder er blevet forfinet til en mangfoldig sans for kvindelig skønhed, charme og ynde som han slet ikke har påskønnet, men alene set som et statussymbol – men samtidig som en trussel. ”Skal vi være venner igen?” spørger hustruen, og han takker undseligt, idet han for første gang fornemmer en helt ny følelse, langt prægtigere end kærlighed i dens mest simple og primitive form.

Man bedes her bemærke, at både den vilde præst og denne histories lige så gammeldags, men i dog moderne afmægtige ægtemand af deres kvinde bildes på ærmet, at deres afkom ikke er deres eget. I et ene tilfælde for at redde livet, i det andet tilfælde for at få luft og vinde frihed til udleve sin kvindelighed i alle dens sjælelige og åndelige dimensioner og facetter. Men de to historier udvikler sig unægtelig i en vidt forskellig kombinatorik. Præstens tilkommende havde faktisk en affære, mens den guddommelige kvinde end ikke efter at have lammet sin ægtemand var ham fysisk utro.
--------------------------------
Jeg nævnte den lysklare cartesiske tankegang, som for resten ikke længere er nogen almindelig dyd i republikken – hvordan førnævnte genetiker nu vil forklare dette. Men jeg kan af en gammel kærlighed til logik ikke undslå mig for at bemærke ægtemandens første replik efter hustruens forsikring om at det med utroskaben var en løgn: ”Hvornår løj du så – dengang eller nu?” Ja, for så snart vi ved at en person lyver, kan vi ikke længere stole på hans ord. Og at hun ikke er hævet over løgn, det ved vi nu: For selv hvis det skulle være usandt, at hun løj dengang, så lyver hun følgelig desto mere nu.

Selv har jeg for kun få år siden parallelt udviklet ganske den samme tankegang, idet jeg havnede i gennemført professionel unåde, skønt jeg dog forinden både havde været meget anvendt og herunder modtaget helt uforbeholdne roser ikke alene fra de endelige aftagere, men også fra nogle af de selv samme kolleger, som siden hejsede alle vindebroer op for herefter helt at ignorere såvel spørgsmålet om forklaring som alle håb om tugt og forbedring i mellemtiden.

I min private kvide indså jeg på lignende vis som vor fortvivlede ægtemand, at da jeg vist selv var i begrædelig grad uforandret, så måtte de agerende instanser selv være enten løgnagtige - hvad enten man nu løj dengang man roste eller dengang man afatisk forgræmmmet diskvalificerede mig landsdækkende. Eller også måtte de være i besiddelse af en så svag og labil dømmekraft, at de åbenbart behøvede en halv snes år for pludselig at opdage, at jeg kun var en distanceblænder. Men også i det tilfælde må man spørge: Med en så komplet vaklende dømmekraft - ikke at forveksle med al sund udviklings iboende progression - hvilken af de to lige oprigtige domme skal vi så have tiltro til: Den første eller den anden?

Og hvor meget mere tiltro bør vi omvendt ikke have til dømmekraften hos den forsmåede, som i al beskedenhed trods alt formår at gøre nærværende overvejelser – overvejelser som kun få herefter ville mistænke vor modpart for at kunne præstere, såfremt den selv engang måtte geråde i en lignende forlegenhed...

Faktisk husker jeg nu også engang en professionel akademiker fik en aha-oplevelse over ganske samme logik, da en politiker offentligt indrømmede at have løjet. Ved den lejlighed oplevede jeg det dog som ret naivt at udbryde ”Heureka!”: for det forekom mig pedantisk at gøre megen ståhej ud noget så indlysende. Men også fordi der i det tilfælde ikke var nogen speciel gevinst eller åndelig ”merværdi” i skolastisk at udpensle denne ”opdagelse”: For når en person indrømmer forsmædeligt at have løjet og bedraget, ja så er det jo nok dette som er sandheden, eftersom løgne jo normalt tilsigter at forøge ens bekvemmelighed snarere end at bringe en i miskredit.

I mit selvoplevede tilfælde var løgnagtigheden (alternativt en lallende labil dømmekraft) derimod så langt fra at være nogen indrømmelse fra modpartens side noget, som jeg selv måtte bevise algebraisk for på judo-agtig vis eller i stil med fordums udbryderkonger at sno mig fri af overmagtens tilsyneladende ubrydelig lås.

I Maupassant's historie virker den tilsvarende pointe heller ikke spor pedantisk: For den arme mand betyder den selv samme erkendelse nemlig så langt fra at være en anæmisk truisme, at han selv trods både hustruens og sin egen bedste vilje stadig ikke er i stand til at finde sjælefred, nu hustruen har indrømmet at besidde løgnagtighedens gave: For måske har hun bare omsider fået en smule medlidenhed med sin i årevis forpinte ægtemand? Hvilket paradoksalt nok med djævelsk logik blot uddyber al hans kval – hvoraf en sand misogyn endda kunne tage anledning til at formode at også dette med medlidenheden blot var en lovlig from antagelse...
-----------------------------


Den cartesiske logik finder vi også i historien om en om en uværdigt genert tøsedreng af en ung ægtemand, der ved en lejlighed ikke tør tro nok på en aldeles dårende, men ham ubekendt kvindes gentagne signaler til at indlede en konversation, men forgæves venter på fuld vished uden at turde sige et ord. Da tiden og lejligheden slipper op, mister han besindelsen og griber til, hvad forfatteren genialt kalder ”kujonernes særlige udgave af mod”: dvs. en desperat forgribelse i sidste øjeblik, der naturligvis vækker ramaskrig og skandale.

Historien er nu den, at en bekendt af familien beslutter sig for sammen med en kollega at opsøge den sagsøgende kvinde og hendes forældre for at få dem til at skrinlægge sagen mod den skandaliserede mand, som allerede er rigeligt straffet som genstand for offentlig hån og rygtets hurtige udbredelse. Under besøget hos kvinden og hendes forældre bliver han imidlertid selv så betaget af hende, at han indleder en anderledes frygtløs flirt som hastigt udvikler sig. Da han herunder henleder opmærksomheden på den skønnes i grunden umotiverede forskelsbehandling af ham selv og den anklagede ægtemand med akkurat det samme begær, kundgør hun først med cartesisk klarhed, at der mellem begæret og handlingen nu engang gives et rum for den personlige respekt.
Men hertil føjer hun, at de to mænd slet ikke kan sammenlignes, for vor mægler finder hun modsat den første både smuk, veltalende og klog at konversere med...

Helt vidunderligt: For er det ikke netop den art ”uretfærdigheds-betragtninger” man i pubertært spekulativ bagklogskab af og til kunne gøre sig om kvinders inkonsekvente behandling af de dristige som snart uimodståelige pragtelskere, snart foragteligt ubeherskede liderbukke uden sans for andre egenskaber hos kvinden end de fysiske? Ja, de mest filosofisk anlagte af os kunne endda tænke den tanke, at endog voldtægt rent undtagelsesvis kan være så gennemførte i sin musikalske ”performance”, at den formår at udvirke fuld godkendelse med tilbagevirkende kraft – selv i de tilfælde hvor adskillige både uafhængige og pålidelige vidner kan forsikre i byretten, at der helt indiskutabelt var tale om voldtægt.

Jo, men nåden er nu engang ufortjent både i himlen og i jordelivet. Så hvis sagsøger helt frit og uden uforbeholdent frafalder enhver klage og alle krav på godtgørelse endsige beskyttelse – så må retfærdigheden afmægtigt vige for nåden. Kun mord er en anden historie, for her har ofret jo desværre ingen mulighed for at give synden sin retroaktive velsignelse.
Men eftersom gerningsmanden jo ikke kunne regne med retroaktiv godkendelse, kunne man nu i grunden stadig insistere på at retssystemet må have sin egen upartiske og irreversible gang helt uden skelen til personlige grille og hensyn.

----------------------------------
I historien om den skandaliserede feje liderbuk af en ægtemand med en både god og anset forretning i Paris får vi til sidst at vide, at han som genstand for almen latter, foragt og afsky snart sygnede hen under den hånende hustrus pligtskyldige pleje og til sidst døde.

Et beslægtet tilfælde af hensygnen i æreløshed har vi i historien om en gavtyv, som aldeles uretfærdigt og alene grundet en personlig fjendes vidneudsagn anklages for at have taget og beholdt en tabt tegnebog med et endog betydeligt beløb. Han bedyrer at han selv blot bøjede sig for at tage et stykke snor op, da han er sparsommeligt anlagt, men intet har med tegnebogen at skaffe.
Til sidst melder en helt fremmed person sig med tegnebogen og hævder at have fundet den i gadens skidt og møg, hvorpå den uskyldigt anklagede må løslades. Men rygtet vil ikke overgive sig: For at gavtyven og gnieren ærgerligt nok for at redde sin røv til sidst har måttet betale en fremmed for helt tilfældigt at ”finde” den stjålne tegnebog, det kan enhver jo sige sig selv.... 

-----------------------
Historien om den modige og stolte Rachel på et parisisk bordel under Den Fransk Tyske krig kan passende læses sammen med det berømte forlæg til Blixen's mod-historie om den standhaftige kvinde der ydmyger den tyske officer der forlanger erotiske modydelser for at vise en smule menneskelig velvilje. For da en ubehøvlet og endda sadistisk tysk officer vil tiltvinge sig den udsøgte luders gunst med ordene ”Alle Frankrigs kvinder tihører os”, håner hun ham med de ord, at hun ikke er nogen kvinde men kun en luder og derfor kun passende for en tysker.
 Da soldaren nu vil slå hende, stikker hun ham ihjel med en kniv og flygter. Trods eftersøgning finder soldaterne hende ikke, for hun har søgt tilflugt klokketårnet hos den lokale præst – hvis eneste modstand hidtil har bestået i symbolsk ikke at ville ringe med kirkeklokkerne, trods mange troendetyske soldater. Men ringe med klokkerne gør han så desto mere nu i både tide og utide – og med fryd fordi han nu kan vise patriotisk vilje ved at gøre det normale: blot så ofte og så meget at alle må tro at enten himlen elle hekseri må være indblandet, hvorfor slet ingen finder på at lede dér.
-----------------------------
En anden bordelhistorie bringer derimod historien om Babettes Gæstebud i erindring: For ganske som i den historie nydelsen af de mest udsøgte spiser blasfemisk eller i hvert fald noget uortodokst formår at udvirke Helligåndens forsoning såvel melem gamle fjender som i den enkeltes sjæl og livshistorie – således sker der i Maupassant's historie det, at luderes dybe og grådkvalte sjælsbevægelse ved at overvære de overjordisk smukke kirkelige handlinger under konfirmationen af bordel-ejerindens niece stemmer deres sind i en sådan mildhed at de den næste dag bevilger helt gratis ydelser til alle som var der tale om en art kirkelig nåde og velsignelse.

Sluttelig vil jeg nævne historien om hvorledes by efter en velhavende yderst moralsk dames bud på hendes regning udsteder en pris til en utvivlsom jomfru – men til sidst nødsages til noget i strid med den oprindelige tanke at give prisen til en ekstremt genert mors-dreng og komplet umulius i kærlighedens anliggender. Han ender grundet alle de penge og den megen hyldest i løbet af få dage i en total brandert som forbliver hos ham gennem mange års aldeles skamløst skørlevned, og nogle år dør af delirium tremens.
 Han får sågar et øgenavn – som endda hurtigt bliver en almen talemåde eller idiom i byen for begrebet ”en født døgenigt og skørlevner.”

Men den hartad surrealistiske eller mytiske anekdote indrammes af en aldeles nøgtern beretning om en mand, der på forretningsrejse i en by tilfældigt genser en bekendt fra de helt unge dage og udveksler minder og levnedsløb. Herunder ser ungdomskammeraten tilfældigvis på gaden ser en drukkenbolt og udtaler med indforstået foragt ovennævnte så skuffende ”jomfru”s øgenavn – hvilket fortælleren naturligvis undrende må spørge ind til, hvorefter vi får den skitserede beretning.

Men inden da har den selv samme ungdomskammerat med stolthed foredraget grundigt for besøgeren om byens stolte historie helt tilbage fra Cæsars tid, dens krigshelte og monomenter. Og efter at have forklaret det besynderlige øgenavn, han som en digression stemplede den forbipasserende drukkenbold med, vender han tilbage til det sagligt historiske og fortæller: At han nu engang er en stor patriot på sin bys vegne og derfor anser alle englændere for at fortjene den skuffende jomfru's øgenavn. For ganske vist har det jo for ganske nylig været tyskerne der var fjenden, men den i blodet nedarvede urfjende er og bliver dog de uforbederligt barbariske og troløse englændere, som alene fortjener al mulig foragt - og ikke de på bunden indrømmet civiliserede og kultiverede tyskere.
Således ser vi atter hvorledes en fuldstændig tilfældig digression bliver den egentlige historie – om end den i dette tilfælde atter flettes barokt, men dog psykologisk-sociologis realistisk ind i rammehistorien.





Tuesday, October 17, 2017

COST/BENEFIT INOM NATURVÅRDEN

ÅRSHULTSMYRENS RESERVAT HOTAT




I fjol dog naturvårdens grand old man i Kronbergs län Lennart Bruhn. Hans hustru Ulla-Britt har sedan som naturvårdens grand old lady donerat mer än hälften av parets förnämliga fastighet i som naturreservat.
Lennart Bruhn var fader till både Hästhult-skogens och Årshultsmyrens naturreservater: Länets första.
Nu hotas Årshultsmyren av en storskalig torvtäkt strax intill reservatsgränsan på Kyrkans mark vid Krokån. Täkten kommer ej at innebära jobbs i vår trakt, då torven kommer at bearbetas i Aneboda.
Jag inventerade hotade fåglar iÅrshultsmyren med omnejd för länsstyrelsen i samband med hotet om vindkrafts-byggnation i 2009. Då konstaterade jag såval den rödlistade nattskärran som ett tjäderspel i just det aktuella området. Det finns även naturskog med lämpliga boträd för störningskänsliga rovfåglar. Och just i den angränsande delen av reservatet häckade kungsörn tydligen 2008 och möjligen även 2009.

Den fågelinventering som det aktuella torv-bolaget låtit göra, tycks sålunda vara bristfällig och förhastad. Det berörda området är den naturvårdsmässigt klart intressanteste delen av Kyrkans skogsinnehav på totalt 600 hektar mellan Krokån och väg 25 och borde skyddas enligt Natura 2000 reglerna.

Författeren till Kronobergs naturvårdsplan den framlidne Ingvar Christoffersson från Ljungby, ansåg, att området från Simlångsdalen till södra Bolmen håller i särklass många naturvärden. Årshultsmyren med omnejd är här en av pärlorna. Det är resursmässigt ”kontraproduktivt” att anlägga en torvindustri som granne till et naturreservat på mark, som självklart förtjänar ett obligatoriskt mimimiskydd som buffert-zon för reservatet.
Annat kommer man att drastiskt reducera värdet av redan gjorda naturvårds-satsningar. I stället så bör naturvården precis som all annan samhälls-investering eftersträva en smart synergi för att uppnå maximal effekt. Jämför t.ex. Silicon Valley.

Länsstyrelsen har dock annu ej tagit beslut beträffande evt. tillstånd. 

Monday, October 02, 2017

MED MAUGHAM OG BLIXEN PÅ LITTERÆR BIBELREJSE I RUSLAND


PRELUDIUM
En puritansk amerikansk ægtemand på altid frejdig forretningsrejse i revolutionens Rusland giver en ekstravagant-farlig, men både snarrådig og hjælpsom stedlig kvinde øgenavnet Delila. Maugham's alter ego finder heri anledning til at oplyse amerikaneren om, at Delila til orientering ikke var navnet på Potifar's hustru.
Hos Karen Blixen er den slags historiske, kunsthistoriske og bibelske allusioner så talrige, at det er død-frustrerende for unge læsere - og da endnu mere i dag, hvor f.eks. "Reformationen" kun eksisterer for en stund, hvis Skipper Clement har haft en bunke "markante personligheder" inde og vende skråen pro et contra desangående: hvorunder gerne en enkelt harmløst infantil snarere end provokerende provokunstner med ytringsfriheden som talentløshedens seneste retlige værn og påskud får sneget sig med ind i håb om et kødben, der på engang gang kan forsørge og imponere den hellige og småborgerligt forgyldte lille kernefamilie derhjemme.
Gamle pedantisk saglige Henning Tjørnehøj har imidlertid forlængst hundrede gange sagt og skrevet alt kritisk der er at sige om Luther - men nu gentager historien sig som jubilæums-obligatorisk eftersnak i en demokratisk hasteoplyst travesti i form en professoralt opstadset Folkehøjskole-komedie.
Men tilbage til hovedtråden. Skønt jeg var rigeligt bekendt med både fru Potimor og hendes impotente og i henhold til Mann sågar kastrerede mand, så måtte også jeg lige slå Samson og Delila op for at forstå Maugham's finte til den naive amerikaner - der forresten siden hen ender i en blodpøl klynget til sit noble vasketøj. Men jeg vidste da i det mindste ved hvor jeg skulle lede.
Og Maugham's pointe er til almindelig oplysning den, at hvor den mandige og hårfagre Samson netop hverken magtede eller forsøgte sig i standhaftighedens kunst over for den barmfagre filister-dame Delila, så var både Biblens bror Josef og firmaets mand i Rusland derimod principfaste puritanere - hvor fristede de så end måtte blive af "eksotiske genitalier" (hvis I undskylder at dette folkeligt dovne idiom i ly af fornemmere selskab har sneget sig med ind i kreativitetens så uglesete tempel) - på sikker afstand af den ligesindede hustrus moderligt bekymrede snarere end egentlig skinsyge opsyn.

Men nu vi allerede har taget hul, kan vi lige så godt gengive hele historien – selv om litterære kvaliteter også i andenhånds arbejder beror på alt andet end emnet som deres nødvendige påskud. Hvilket hermed må være rigeligt demonstreret, da det jo ellers hurtigt kan tage overhånd.

”MR. HARRINGTON'S WASHING”
Denne Maugham-novelle giver mindelser både om Madam Chauchat i Mann's ”Troldfjeldet” og om Woody Allan – men foregår i revolutionens Rusland under den moderate og kortvarige Kerenskij - inspireret af Maugham's egen tid som efterretningsagent.
Allan-associationen ikke mindst med tanke på hans Paris-film om vore drømme om svundne tider. Selv drømmer jeg således om Maughams tid - og på hans tid drømte dekadente vesteuropæere om asiatisk vildskab, skæve intellektuelle emigrantøjne (ordet "intelligentsia" er russisk) og amoralsk uforudsigelige kvinder.
Novellens besynderlige navn er "Mr Harrington's Washing". Mr. Harrington er Maughams konstant konverserende amerikanske high brow makker i dobbeltkupéen på togrejsen fra Vladivostok til Petersborg, efter en sørejse fra San Fransisco tværs over Stillehavet: Maugham for på engang at fastholde Rusland i krigen mod Tyskland og forhindre revolutionen (der elllers langt hen var en reaktion på krigens pris) - og mr. Harrington i forretnings-øjemed.
Mr. Harrington er en type østkyst-amerikaner, der i dag er helt uddød - lærd, men på en herligt naiv og patriotisk måde, især belæst om Amerika's stolte konstitution, konversationens kunst, retorikkens kunst, kunstpausens betydning samt yderst ærværdige og bundkedelige amerikanske klassikere. Elsker sin hustru, men også i praksis langt mere komisk ærbar end nogen britisk viktorianer. Han praler af at være genstand for ”the vulgars'” ypperste smædeord ”highbrow, som for ham er en juvelbesat tornekrone og en Sct. Laurentius' rist. Maugham istemmer: ”Harrington was a highbrow – Harrington was a bore!”. Men samtidig oprigtigt ansvarsfuld og elskværdigheden selv.
Mr. Harrington aner intet om hvilke farer hans naive forretningstogt på det store firma vegne indebærer og er modsat Maugham uhyre pertentlig med sin daglige toilette og garderobe under den 9 dage lange togrejse. Og en ren plage for Maugham, fordi han taler, foredrager og læser højt konstant og derved umuliggør enhver læsning.
Maugham har ubegrænset økonomisk støtte til sin operation der bl.a. omfatter chekiske modstandsfolk i Rusland. Han lader en tjekkisk nøgleperson blive tolk for Mr. Harrington hvormed han selv aflastes og samtidig giver sin egen kontakt med den russisk-talende tjekke et snusfornuftigt alibi.
Maugham skal bla. opsøge en pikant, men også både yderst begavet og modig dame, som han i sin tid havde en affære med. Han forelskede sig i den ”dekadente” russiske dame, der forsikrede ham om, at hendes lovformelige mand ved den dårlige nyhed ville skyde sig en kugle for panden af genuint russisk fortvivlelse, som man bør: Det ville være det bedste både for ham selv og hans stolte oprørske ry.
Sammen med hende bevidnede M. koncerter og oplæsninger, hvorunder man kunne se "red bearded russian giants" stående lænede mod væggene som karyatider der havde fået bevilget "a day off".
Det er sådan humor som vore muslimer nok aldrig får - but then again: de som konstant beklager dette, har den nu heller aldrig.
Fornuftigvis afprøver damen dog først Maugham's alter ego under en hemmelig lille honeymoon i Paris - så ægtemanden ikke kommer til at skyde sig uden god og holdbar grund. Under deres honeymoon insisterer damen daglig på "scrambled eggs". Og da M. til sidst får nok af denne ret, bliver han udskældt for sin forkælede overklasse-hensynsløshed over for kokken, der jo også er et menneske med følelser og ret til lidt bekvemmelighed. Hun falder dog ned igen, tilgiver og trøster ham - og bestiller så med moderlig myndighed atter to gange ”scramled eggs”...Men damen kan alt om russisk historie, litteratur, poliitisk økonomi osv.
Efter sin prøve-honeymoon flygter Maugham med et diplomatisk påskud til USA. Og, skriver han: Aldrig har nogen emigrant glædet sig mere ved synet af Frihedsgudinden end han selv, da han anløb den frie verden. Dette som illustration af den frie kunstner-naturs iboende ambivalens over for den selv samme kærlighed, som han så dygtigt besynger på sikker afstand.
Men nu efter et par år efter opsøger Maugham hende altså rent professionelt – og mod al forventning får hun nærmest moderlige omsorgsfølelser for den naivt åbenmundede Mr. Harrington, som tror sig aldeles usårlig som bemyndiget amerikansk borger på sin legitime, men naturligvis håbløse mission forretningsmission. Revolutionen er jo i fuld gang, og den forsigtige og ærekære Kerenskij er aldeles magtesløs overfor Lenin og konsorter.
En dag ser mr. Harrington og vor modige dame en kone blive slået ned røvet og slået af et par sultne soldater. Han giver dem en faderlig røffel og fratager dem resolut kurven med madvarer, hvorunder han nær bliver skudt. Derefter tager hun lige så resolut sine unævnelige af på åben gade for at lave en forbinding til den blødende kone. Mr. Harrington nævner dog ikke ikke denne beklædningsdel af lutter ærbar og veneration for den aldeles uantastelige mrs. Harrington derhjemme i Philadelfia.
Nu kommer forklaringen på historiens besynderlige titel "Mr. Harrington's Washing". For den ulastelige civiliserede borger, der snart får nok af både Dostojevskij, Stravinskij og skævøjet intelligentsia og efterlyser ordnede forhold, har forgæves bestilt sit ulastelige tøj vasket og presset. Da Maugham og damen lader ham forstå, at der ikke længere er nogen room service, eftersom personalet nu er flygtet, overgiver han sig ikke og insisterer på kundens ret: Men just denne komplet utopiske principfasthed vinder damens sympati, fordi han heri viser uventet slægtskab med den ”asiatiske” romantiske ånd hinsides al småborgerlig realitetssans.
Damen ledsager ham derfor til hotellets vaskeri, finder det naturligvis uvaskede tøj - men tiltrækkes dernæst af en gadetumult, for hun elsker liv og drama. Der bliver skyderier, hvorunder begge går i dækning og flygter. Da hun kommer tilbage, er mr. Harrington pist forsvundet. Senere begiver hun og Maugham sig til valpladsen. hvor mr. Harrington ligger i en blodpøl fast knuget til sit uundværlige vasketøj af noble amerikanske mærkevarer:
"Mr.Harrington had not let his washing go".



Monday, August 21, 2017

OM HVEPSEVÅGENS (BIVRÅKENS) SÆRE STATISTIK

DEN BESYNDERLIGE STORE ROVFUGL ankommer fra Vestafrika sent i maj for at opfodre sit afkom med larverne af de respektindgydende gedehamse - som sørgekåben (sorgmanteln) måske burde vise lidt mere agtelse for, når den mænger sig kollegialt med hvepse der drikker saften fra sårede aspe og birke: omtrent med samme iver som når troende katolikker flokkes om at kysse helgenernes blødende og væskende Kristus-stigmata.


Der er meget godt at sige om denne sofistikerede og forunderligt tavse fugl uden markante kønsroller - og efter sigende udstyret med en næsten menneskelig iagttagelsesevne. Hvad jeg her har valgt at opholde mig ved er ikke så meget dette, at nordlige ynglefugle efter sigende ikke er spor senere i deres æglægning end sydlige:

For denne anomali er fuldt forståelig i lys af at fuglen mest af alt behøver et rigt udbud af gedehamselarver senere på sommeren, når dens egne unger begynder at vokse til. Og da sommeren mod nord jo er kortere i begge ender – hvilket for de fleste insekters vedkommende vil sige meget kort, så vælger hvepsevågen derfor at leve som en asketisk posedame tidligt på sæsonen inden den har fået unger at forsørge, frem for at bibringe afkommet et noget anorektisk livsperspektiv som starthjælp.

Nej, det var som sagt ikke så meget dette der vække rundren, men en anden ejendommelighed hvepsevågens æglægning betræffende. Undersøgelser viser nemlig, at selv om den gennemsnitlige dato for æglægning overalt er ca. 3 juni, så fremkommer dette tal i kraft af en besynderlig fordeling: Størstedelen af hvepsevågerne lægger nemlig deres to æg i løbet af de første 5 dage af juni – hvortil så kommer en spredt eftertrop af fugle hvis anderledes tøvende æglægning fordeler sig gennem de næste par uger eller mere. Det matematiske gennemsnit må nu forstås sådan, at én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der lægger æg allerede den 2. juni. Gennemsnittet 3. juni fremkommer hvis summen af døgn i minus i forhold til datoen 3.juni er lig summen af døgn i plus, beregnet på nævnte vis.

Heri er ingen tvetydighed, men alligevel giver det anledning til filosofisk undren. For mens der ved en bestemt typisk årsindkomst lader sig beregne en gennemsnitlig månedsindkomst som man så tør disponere efter, så er der i tilfældet med hvepsevågerne ingen ”årsindkomst”. En analogi til årsindkomsten er der rigtignok matematisk set, idet man kan addere alderen på samtlige producerede unger på et givet tidspunkt, f.eks. ved juletid – og sammenholde summen af aldre med den sammenlagte alder der ville fremkomme såfremt alle æg var blevet lagt 3.6. Hvis de to tal er identiske, så har hvepsevågeungerne en ”årsindkomst” i form af sammenlagt alder, hvoraf vi kan udlede deres gennemsnitlige ”månedsindkomst”: dvs. den 3.6 som deres gennemsnitlige æglægningsdato.

Matematisk set er der således ingen slinger i valsen, men filosofisk er der det: For selve den fundne gennemsnitdato er ikke blot en abstraktion – det er en abstraktion der intet væsentligt og afklarende bringer. For ”i virkeligheden” kan man jo ikke lægge nogle dyrs aldre sammen, sådan som man lægger nogle bunker med æbler i en samlet bunke. Helt anderledes er det i de tilfælde hvor en matematisk formel viser sig at kunne beskrive umiddelbart set vidt forskellige foreteelser: Det klassiske eksempel er Newtons love for tyngdekraft og inerti, der kan forklarer såvel himmellegemernes bevægelser som projektilbaner og genstandes fald her på jorden. Her indeholder abstraktionen en essentiel sandhed – og i de tilfælde hvor et statistisk gennemsnit fremgår af en såkaldt normalfordeling, vil også et sådant gennemsnit være sigende og meningsfuldt: F.eks. den gennemsnitlige vægt hos voksne bisonokser.

Men i vort eksempel kunne man tænke sig en masse forskellige fuglearter med hver deres besynderlige fordeling af æglægningshyppighed over sommerhalvåret – men alle med datoen 3.6 som gennemsnit. Nogle af disse arter lægger måske endda aldrig æg på nævnte dato eller sågar i den måned. Her er det oplagt, at en abstraktion som gennemsnitsdatoen intet reelt siger og nærmest er en matematisk ”bivirkning” af det konkrete og anderledes brogede billede. Gennemsnittet bidrager på ingen måde med nogen aha-oplevelse, for det modsvares ikke af nogen analogi på det reale plan.
På ganske samme vis vil et givet tal såsom tallet 56 jo kunne fremkomme som resultat af en bunke vidt forskellige beregninger, uden at disse og de forhold de vedrører, derved får det mindste til fælles. Tilsvarende kan vi danne os begrebet om alle de tal der fremkommer ved at et primtal ganges med et andet, hvorefter der fratrækkes et tal under 20. Ej heller disse resultattal har noget interessant til fælles – i modsætning til primtallene selv.

Selve fuglenes artstypiske hyppighedsfordeling af deres æglægning er derimod væsentlig og meningsfuld, og ligner de brøker fra skoletiden der ikke kunne forkortes yderligere, og hvis indbyrdes forskellighed derfor var det mest interessante. Hvorimod gennemsnitsdatoen alene tilslører det reale og ”væsentlige” (dvs. tingenes væsen vedrørende). I alle disse tilfælde vil fordelingskurverne grafisk ikke antage normalfordelingens og dromedarens klassiske en-puklede klokkefigur, men tværtimod ligesom kamelen – samt visse grovædere – have to eller endnu flere pukler. Kurven kan sågar være diskontinuert og gå under jorden mellem puklerne. I disse tilfælde vil gennemsnitsdatoen derfor alene være at betragte som en leg med tal.

Hvis gennemsnitsdatoen 3.6 skal være interessant og realbeskrivende, må vi derfor forlange 1. At den pågældende dato for æglægning vitterlig er den hyppigst repræsenterede. 2. At hyppigheden aftager gradvis på begge sider af den dato. Derimod er det næppe nødvendigt at kurven falder symmetrisk klokkeformet til begge sider, for vi kan som hos hvepsevågen godt have en konveks og kort kurve til den ene side svarende til en bunke pavestolt ”provokerende” småafvigelser med kulturstøtte – men til den anden side en konkavt udfladende kurve svarende til en meget spredt formation af illegitime kombattanter, der straffes med den unævnelige tavshed før the Big Bang, som ingen ellers ønsker selv for sin værste fjende – men som alle dog misunder af hele deres hjerter som den ypperste og mest uforfalskelige æresbevisning: omtrent lige som den nobelpristager i fysik der bliver yndlingsgæst hos alle studieværter fra samme generation og sociale lag, fordi de i sin tid kom til de samme rockkoncerter.

Som sagt tidligere indebærer allerede en asymmetrisk fordeling af hyppighedskurven fra toppunktet dog en ret høj abstraktion: For vi lader da én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der er en dag tidligere end gennemsnittet, som om afkommets ”aldre” kunne lægges sammen på samme måde som når vi adderer månedsindkomster til årsindkomst. Men selv om ”aldre” ikke eksisterer og derfor ikke reelt kan adderes som æbler, så modsvares billedets helhed alligevel af en realitet, og udligningsprincippet er helt gennemskueligt. Det egentlig interessante er dog ikke gennemsnitsdatoen i sig selv, men derimod det at denne asymmetriske fordeling svarer til den gennemsnitsdato der tillige reelt er den hyppigst dag for æglægning.

------------

Nu vi er ved hvepsevågen, må jeg fortælle om en anden opdagelse af samme herkomst (Vagn Holstein 1944).

Hvepsevågens efterårstræk er fordelt i to "hold": Dels et tidligt hold typisk de allersidste augustdage og udelukkendee bestående af gamle fugle; dels et træk to uger senere bestående af både ungfugle og et begrænset antal gamle hvepsevåger.

Sammenholdt med observationer ved redepladserne i Jægerspris Nordskov gennem årene foreslog Vagn Holstein, at efterårstrækkets første hold udgøres af hvepsevåger, der har opgivet at yngle, samt par der har mistet deres æg eller unger.
Det andet træk-hold består af alle årets ungfugle samt et noget begrænset antal gamle fugle: færre end antallet af forældre. Holstein fandt ud af, at hos ca. hvert andet ynglepar trækker én af forældrene - snart hannen, snart hunnen - sydpå allerede når ungerne er blevet flyvefærdige: dvs. typisk i de aller sidste augustdage og således i selskab med de barnløse hvepsevåger. Den anden forælder bliver derimod og fodrer de flyvefærdige unger i to uger, hvorefter de i ét hug sammen trækker sydpå fra den ene dag til den anden.

I det hele taget er hvepsevågernes arbejdsfordeling i øvrigt uhyre ligestillet - også i henseende til rugeaktivitet..

Friday, August 04, 2017

ENDEMISKE FUND PÅ BORNEO

GRØNKÅL?
Nej - dette er Sveriges nordligste elmetræer: en helt isoleret relikt fra Stenalderens varme tid, som varmer sig i midnatssolen på den stejle, men soleksponerede sydskråning af et fjeld i Lapland.
Men sommeren er for kort til at elmene kan blomstre og sætte frø, så de skyder fra de samme gamle stenalder-rødder og står i stampe. Men ingen elmesyge her - for de fatale biller og den snedige svampeorganisme med fordøjelses-enzymer har endnu ikke opdaget dem og fandtes åbenbart ikke på denne egn i Stenalderen.
Her vokser henved 30 elme på størrelse med æbletræer. Bliver klimaet bare endnu engang mildt nok, kommer de urgamle elme til ligesom Biblens Sara at genopleve ungdommens frugtbare kærlighed.
Billederne er optaget stavrende på en bunke sukkerknalder i kæmpeformat på den stejle bjergskråning - heraf en del i ustabile positioner. Og naturligvis livsfarligt promenade-grus efter regnvejr. Men heldigvis lider jeg hverken af højdeskræk eller sukkersyge.

LYKKE I BHUTAN

LYKKE I BHUTAN
Genfandt forleden i terrænget på et skovklædt bjerg i Dalarna dette charmerende brandtårn, bygget som en beskeden Pagode i det aller fjerneste Asien - men desværre med noget forsinket omhu året efter en legendarisk skovbrand i 1902. Beregnet til brand-overvågning, men fuldt beboeligt for nøjsomme munke uden andre gøremål.

Heldigvis har endnu ingen vittig hund af lutter mangel på en satirisk klumme-plads som afløb for sin genialske inkontinens fået den herostratisk lysende idé at sætte ild til brandtårnet en sibirisk kold nytårsnat: Ja, for egnen er et kontinentalt kuldecentrum i læ af det bjergfulde Norge, hvor dettes BMI er størst grundet bugfedt og usunde vestlige spisevaner – så sandt som jeg sidder på Hotel Kontinental og plejer min egen verbale inkontinens over en bayersk Falcon.
Ikke hotellet, men brandtårnet ligger i fredet urskov på Sveriges næst største militære område, kendt for en stor bjørnebestand. En ung mand ved en bålplads ved en lille elv insisterede ved synet af min luvslidte tweedjakke på at tale engelsk. God øvelse i civiliseret og fordomsfri omgang for begge parter.
Han arbejdede på militærområdet og havde engang snakket med en bjørn: Han sad på elgjagt over et lille bål, og bøssen lå nogle meter borte; en bjørn stod så pludselig 5 meter fra ham og gloede - hvorefter den gik hele to gange med uret rundt om hans snorkende jagt-kammerat på en klapstol - hvorefter den forlod scenen med nogle sagte undrende gryntelyde.
Hvorvidt bjørnen afleverede uret igen efter lån eller gik sin vej med det, glemte jeg helt at spørge om. Ja, for en bekendt oplevede nemlig engang noget lignende da et kæmpebrød i New York sagde: "What a fancy camera you have got there – may I have a look?” Og så slentrede bamsen uanfægtet smilende videre med sin retmæssige nyerhvervelse. Tyven var i øvrigt sort, men det er vel ingen grund til af den grund ligefrem at kalde ham neger, for man kan jo også gøre skarn uret.
I Härjedalen 30 km længere mod nord ligger der i øvrigt et ægte buddhistisk meditationskloster, ligeledes i vejløst land: flot bygget af lokale med egnens tømmer og i regi af en søgende kosmopolit, der heldigt nok havde købt returbillet og derfor til sidst kunne vende modnet hjem som Biblens fortabte søn. Også denne statelige bygning er åbent for alle konfessioner - bare man formår at holde bøtte..

Men det kloster har jeg derimod ikke set - og så er det jo også lettere at holde bøtte, når man som her er klostrets eneste besøgende...