Reservater fungerer bedst i form af store arealer i regionale klynger, fordi man ellers risikerer en efterhånden nærmest homeopatisk fortynding af sjældnere arters forekomst - og da er risikoen for fragmentering og dernæst regional uddøen stor. I mine sydsvenske egne kan dette gælde tjur og urfugl med deres specielle krav om gammel fyrreskov og rige forekomster af især blåvær og tyttebær.
Mens besværlig natur såsom ulve og syriske flygtninge typisk foretrækkes placeret hos vore aller-fjerneste naboer, så ønsker vi den smukke og helt ufarlige natur bevaret især i vor egen nærhed. Men da ikke alt kan fredes strengt, behøves en grad af vis saglighed i prioriteringen. For selv om også de sagkyndige hver især kan have deres foretrukne naturtyper, så sikrer det idet mindste en fair konkurrence mellem områder af samme naturtype.
Et andet sundt princip er prioritering af områder, som kunne eller burde have været inkluderet i allerede oprettede reservater. For størrelse er godt af mange grunde - herunder også menneskelige besøgeres oplevelse af "storhed" og "frihed". Nogle arter såsom ørne har desuden store territorier og behøver ligesom fordums landevejsrøvere mange alternative gemmesteder for at trives.
Undertiden prioriteres endog områder af p.t. mindre egenværdi end deres rivaler, just grundet nærheden til reservater som ønskes udvidet. Det sker oftest på den måde, at efter at man har planlagt og iværksat sådanne langsigtede tiltag - der også kan omfatte målrettet naturpleje - får man kendskab til i og for sig endnu bedre områder af samme art, men uden at der bliver gjort mere i sagen. Træghed og masse følges som bekendt så yndigt ad, og naturreservater er ingen undtagelse.
Men dette er ikke nødvendigvis altid en dårlig ting, langsigtet set - givet et trods alt begrænset frednings-budget der ofte tvinger os til smertefulde valg.
Men især er prioritering af udvidelser over helt nye mindre reservater godt i de tilfælde, hvor det kompletterende nye område også kvalitativt set bidrager med elementer eller facetter som helt eller delvis savnes i det eksisterende reservat, dets størrelse til trods. Det kan være særlig statelige bevoksninger af en vis træ-sort; eller det kan være redesteder og parrings-pladser for sårbare eller sjældne dyr såsom tjur og store rovfugle.
Men ganske som mennesker flokkes om de allerede mest omtalte film og bøger og derfor overser alt andet end det såkaldt aktuelle eller "bog-aktuelle", således stimler vi gerne sammen om kollektive projekter som allerede har opnået et betydeligt momentum. I stedet for at beskæftige os med ting, som ingen djævel kender til, og endnu færre gider tænke på selv hvis de gjorde, fordi det er så trist at gå enegang. Kort sagt kan vi undertiden af lutter bureaukratisk bekvemmelighed og inerti se igennem fingre med at et bevaringsværdigt, men ukendt område lades i stikken.
OVENSTÅENDE fotos (her i lav opløsning) fra den samme smålandske region er derimod taget i et område, som har den heldige egenskab på en og samme tid at være af topklasse og at grænse umiddelbart til et allerede eksisterede stort naturreservat. Her foreligger således ingen konflikt mellem det langsigtede seje træk og det indlysende bevaringsværdige.
Men desværre foreligger der til gengæld fremskredne planer om et storstilet tørvegravnings-projekt, som både ville ødelægge de stedlige naturværdier og forringe værdien af det allerede eksisterende reservat. Dyrene kender jo ikke matrikel-grænser, og et reservats umiddelbare omgivelser har derfor betydelig indflydelse på reservatet selv: snart i form af ukrudt der fyger over hegnet, snart i form af stress hos de mest krævende arter med deres krav om et særlig stort lebensraum.
Et tørvegravnings-projekt her ville således tillige forringe værdien af de allerede gjorte frednings-investeringer. For ganske som man ikke bygger et tuberkulose-sanatorium klods op ad en kulmine, så er i al både offentlig og privat planlægning en vis logistik ønskelig i husholdningen med ressourcerne for opnåelse af den optimale nytte-effekt.
Hvorimod vi ved mangelfuld planlægning tværtimod risikerer kontraproduktivt at træde på bremsen og speederen på samme tid. En tørve-industri i det aktuelle område ville være et stjerne-eksempel på en sådan paradoksal økonomi.
NU kunne man spørge, om myndighederne da ikke forinden har overvejet muligheden af sådanne målkonflikter samt dårlig forvaltnings-økonomi, idet alle dog ved at tørveindustri og naturfredning er stik modsatte ting.
JO, vist har det aktuelle firma da også måttet bekoste en summarisk undersøgelse af områdets naturværdier og heldigvis slet intet af værdi fundet. Selv om den smålandske lensstyrelse modsatte sig projektet allerede forlods, så måtte den regionale miljødomstol derfor på grundlag af den bestilte konsulent-rapport konkludere, at der i dette tilfælde ikke forelå nogen graverende målkonflikt og intet var at komme efter.
Heldigvis var jeg ud fra et vist forhånds-kendskab i stand til at fortælle noget ganske andet - og under mine mange besøg for nylig fandt jeg sågar et mindre område med nærmest klassisk urskov af de mest statelige dimensioner - både hengemt og tenmelig uvejsomt beliggende. Desværre kunne jeg dog ikke tillige fremtrylle en kongeørne-rede - men hvis selv professionelle konsulenter kan deres blinde pletter, så kan jeg vel også have mine...
Efter en noget quijotisk og overvejende skriftligt general-mobilisering af en tænkt armé af toptrænede elite-soldater, som Karl den Tolvte ville have misundt mig i Poltava, og som også Dalai Lama ville have værdsat i Potala, har jeg nu med nogen lettelse fået at vide af lensstyrelsens mand i Havanna - som dog for afvekslingens skyld er en dame: At efter denne formelige ubåds-vending i sagen, som hr. Raket-Madsen ville have misundt mig, og som enhver motorsagkyndig ville have ladet være dumpegrund til køreprøven - ender det vel nok med, at lensstyrelsen forlanger en ny og garanteret uvildig undersøgelse af områdets naturværdier til foråret.
Da lensstyrelsen imidlertid ikke med retlig autoritet kan gøre gældende at tørvetrillerne bevidst har snydt på vægten eller været notorisk ukvalificerede - idet det jo teoretisk set kunne være mig der lyver eller overdriver for at redde min skævøjede lille Hassan -, så betyder det velsagtens at lensstyrelsens egne natureksperter kommer til at undersøge området.
Jeg ville skam hellere end gerne påtage mig opgaven, når det kommer dertil. Men hvem ved, for som sagt anses muligvis ej heller jeg som garanteret uvildig.
For når et menneske først har engageret sig helhjertet i længere tid i en god og berettiget sag, så bliver det ofte selvforstærkende, så at det til sidst kan minde om en tragisk og kompromisløs Wagner'sk opera på liv og død.
Ikke helt ulig de af Københavns professionelle debattører, som - ganske vist et knap så storladent teater-egnet plan - dagen lang og året rundt ikke synes at tænke på andet end, at burkaer bestemt burde forbydes - og Kartago ødelægges tillige med alt og alle som måtte mene noget andet eller slet intet mener herom....
No comments:
Post a Comment