Hidtil har vi begået økologisk ressourcebesparende verdenslitteratur i cybercity omtrent som hr.Riskjær. Men den sande zen-mester fatter sig i korthed og formår til sidst at klappe med kun én hånd - hvortil i øvrigt kommer at han slet ikke gider, da der oftest ikke er meget at klappe over - det skulle da være på trods og af lutter forårskådhed: For hvorfor i alverden skal alting have en aktuel og som regel flov anledning.
Så langt er jeg endnu ikke nået i min udvikling, men har dog i dag fået lægeattest på at jeg er fuldt egnet til såvel dødsstraf som lovlig bilkørsel - ulovlig ditto mestrer jeg allerede uklanderligt. Det med dødsstraf er især smigrende, for hvis slet ingen æresborgere hemmeligt, men dog kun slet skjult, ønsker én hen hvor peberet gror, så er der måske heller ikke så meget at klappe over. Forresten drømmer jeg ofte at jeg skal henrettes, men vågner altid medlettelse over at livet trods alt stadig er at foretrække, også selv om det tit og ofte er det værste vi har.
Nu til dagens Zen-øvelse. I morges forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - indtil jeg omsider fandt ud af, at det slet ikke var min egen cykel. Det affødte på stedet følgende indfald, der forhåbentlig kan indbringe mig enten en litterær pris eller en solid førtidspension, trods førnævnte indrømmet overilede normalitetsattest: "En mand løber grædende ned på den lokale bodega og fortæller, at hans kone har forladt ham. Men senere samme dag kommer han glad tilbage og beroliger stamgæsterne og bartenderen med, at det ved nøjere eftersyn viste sig, at det slet ikke var hans egen kone der var rendt."
