HENRIK DAHL, PETER TUDVAD – OG JANTELOVEN

Anmeldere kan og bør imødegås obligatorisk, når det gælder fakta-fejl, åbenlys forsømmelighed eller helt banale og hændelige fejlslutninger – hvis korrektion er lige så elementær og sjældent berettiger til at gøre større anstalter. Men den slags bliver da også i reglen imødegået.

Et sjovt paradoks er dog her at de udvalgte, som altid bevilges rig klageadgang, netop generelt nyder alle jordiske magters venlige bevågenhed: ja, undertiden som en ekstra bonus tillige på felter, hvor man måske nok kunne finde mere oplagte ”urkilder”. Så at enkelte af de venlige magter en sjælden gang tager sig betalt med ågerrenter: Det er dog netop undtagelsen, der bekræfter reglen – ja, for her kommer dette sære udtryk nemlig til sin ret!

De salvede i riget bevilges for det andet modsat andre tillige klageret over de rene bagateller – og det over så megen spalteplads, at avisernes evige mantra om "pladsmangel" helt gøres til skamme. Ja, Peter Tudvad fik jo i sin tid endda af sin gamle studiekammerat redaktør Rune Lykkeberg bevilget både landsdækkende og 1001 gange for Prins Knud ”gjentaget” spalteplads til helt uselvisk at korrigere anmeldelserne af en Kierkegaard-bog, som Tudvad ikke engang selv havde skrevet: Så heller ikke ved den lejlighed var der pladsmangel i herberget…

Skønt Henrik Dahl helt bestemt har en pointe, så er ophidselsens energiniveau for det tredje lige som i Tudvads tilfælde måske også lidt ude af proportion både i forhold til den konkrete anlednings vægtfylde og i forhold til de ramtes uforbeholdne velkommenhed i riget generelt – endda med klageret selv i den bedste sendetid. - Noget som nemlig tyder på, de trods alt endnu ikke har haft held til at tirre Janteloven for alvor

- Henrik Dahl og Peter Tudvad har således ret beset lige så lidt at beklage som fordums konger og paver, der én dag om året måtte døje den tort under karnevallet at blive gjort til spot og spe af deres undersåtter – men altid uden at fortrække en mine...

Endelig for det fjerde: Hvad der derimod aldrig bliver imødegået er, når noget virkeligt godt bevilges en ”kollegialt” forebyggende ikke-anmeldelse: dvs. når ”anmeldelsen” i kvalitet, omhu og spalteplads samt i placering står i et så grelt misforhold til arbejdets vægtfylde og rigdom, at det reelt må kaldes fortielse og bevidst vildledning.

Dette svarer til, hvis nu et mord på en dronning eller statsminister blev "anmeldt" med små typer på både kneben og hengemt spalteplads. De få der overhovedet opdager det, vil nemlig uvægerligt gå ud fra, at her er tale om en spøgefuld opreklamering af en redaktionelt indforstået bagatel: Men just på denne måde begår man reelt det stik modsatte – nemlig en bagatellisering af noget bemærkelsesværdigt!

Aller vanskeligst stillede er imidlertid de, der mod bedre vidende slet ikke anmeldes eller sågar ikke udgives: enten af professionel rivalitet a la fordums Nordpols-farere eller grundet en historisk vendetta fra anmelderens eller fagkonsulentens side: For de vil da stå helt uindbudte med deres postulat om oversete kvaliteter - på et baggrundstæppe af en hel bunke andre sørgeklædte af yderst blandet bonitet. Anmelderen har jo netop slet intet sagt, som forfatteren kan påberåbe sig som anstødssten - og hvis han/hun nu også skulle begrunde alle ikke-anmeldelser, måtte han da rigtignok betinge sig en langt højere hyre.

Den samme betragtning lader sig i øvrigt helt uden geometriske korrektioner parallelforskyde til systematiske redaktionelle afvisninger af den art, som - i tilfælde af svar - aldrig kan påberåbe sig anden begrundelse end pladsmangel: Skønt pladsmangel i følge sagens natur alene fremkommer derved, at andet immervæk netop har fået plads.
At selv yderst lødige og vægtige artikelforslag kan være lidet avisrelevante, og at i deres emnevalg yderst avisrelevante artikler dog kan besidde en temmelig ringe kvalitet og vægtfylde - det er derimod en given sag, som man i så tilfælde nok skylder konstruktivt at antyde.