Tuesday, February 27, 2018

OMSKÆRINGS KOMIK: ETNISK RELATIVITETSTEORI FOR BEGYNDERE




Jødernes mytologiske fællesskab omkring initiations-riter i lovlig ung alder til selv at fatte galoppen andet end baglæns - er rimeligvis noget som man ikke sådan kan ”forstå”, endsige troværdigt vælge at tilslutte sig rationelt.
Men hvis blot det omgærdes af en ritualiseret familie- og stammetryghed, tager nok kun de aller færreste børn spor skade af det.

Selv udviklede jeg som barn et slidstærkt kastrations-kompleks, efter at et meget korpulent kvindeligt Jehovas Vidne – og tillige ejendommens selvbestaltede conscierge - havde truet med at afskære mit dengang åbenbart en smule ekshibitionistiske lem. Men jeg tror nu stadig, at der gives langt værre onder i verden at bekæmpe end netop omskæring.

Det kan være svært at mobilisere den helt store medfølelse med denne verdens mange omskårne: For dels må vor i forvejen beskedne kvote af medfølelse rationeres; og dels er omskæring åbenbart næppe så slemt igen, siden de fleste af behandlingens ofre anbefaler det så varmt – og det endda med de knibsk eksklusive etniske forbehold som vi mennesker kun har, når der er tale om goder og særrettigheder.
Dette med kønsdelene er desuden allerede i forvejen forbundet med ungdommelig smerte, som langt fra altid rimer særlig harmonisk på "hjerte". En sjat kortvarig smerte oven i hatten gør derfor næppe den store forskel.

Som barn fik jeg endnu et chok ved at se en lyserød lille gris blive kastreret uden bedøvelse med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse. Genitaliernes metalliske svanesang i deres frie fald mod blikskålen glemmer jeg aldrig: kammertonen, I presume...
Men grisen led modsat jeg selv ikke varig overlast af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen skreg som en stukken gris og dermed brød metal-skålens kammertone på en måde, der må have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse.

Nej, for i henseende til varighed kunne grisens smerte nemlig ikke måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes - ligesom Tuborg i følge Storm P.- hver gang lige frisk i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er gruens genstand, helt uanset det historiske tidspunkt.. Hvorimod rent fysiske smerter ganske ligesom valgkampagner slutter og glemmes, så snart de er forbi.

Grisen selv lever skam i bedste velgående og har angiveligt Donald Trump som sit erklærede forbillede. Den nyder imidlertid ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen siden den dag har kunnet bringe den fra snøvsen og forstyrre dens karriere.

Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over den højrøstede deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i alskens andre sammenhænge, der ikke på samme viser tilbyder folk mulighed for helt gratis at udstille deres moralske fortrin. Grisen nærer ganske vist ej heller selv særligt rørstrømske tilbøjeligheder: Men den foregiver det så heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som dens idol Donald Trump.

Nej, der ligger således nok andre dagsordner bag al denne humane bekymring for de omskårne – selv om det forhåbentlig ikke altid behøver at være lige akkurat anti-semitisme, der driver dette specielle hjørne af godheds-industrien?

Men en tilsvarende skepsis har jeg nu ikke desto mindre også over for mange omskærings-tilhængeres indædte forsvar for den mytiske ortodoksi.
For man kan af den hede debat undertiden få det indtryk, at omskæringens betydning for jødisk identitet langt overgås af betydningen af at forsvare omskæringen offentligt som en slags musketer-ed. Ja, for mens det trods alt er de færreste forundt sådan at kunne inspicere og certificere andres kønsorganer, så er offentlig "debat" derimod en anderledes effektiv og vidtrækkende arena for markering af såvel indbildte som reelle identiteter og tilhørsforhold.

For kvinders vedkommende er denne måde at markere deres jødisk-hed jo desuden langt mere troværdig, al den stund kvinder i følge sagens natur er udelukkede fra deltagelse i selve omskæringens gymnastiske disciplin: dog rimeligvis med undtagelse for transvestitter, som jo ellers ville forekomme endnu mere anstødelige for enhver ortodoksi, end de er i forvejen. (Kvindelig "omskæring" er jo ret beset noget helt andet og derfor "a misnomer".)

En helt anden side af sagen er imidlertid, at etniske identitets-markører akkurat ligesom individuelle identitets-præg a la geni ofte mest eksisterer i indbildningen. Både svenskere og dansker praler således af misundelsen som deres erklærede national-last: Omtrent på amme måde som alle svenske tror at ”Olsen-Banden” er kalkeret over deres egen ”Jönsson-Ligan” - mens vi i Danmark lider af det stik modsatte optiske bedrag.
Ja, og ganske ligesom jødedommen rettelig kan være stolte af Groucho Marx, Woody Allan, Viktor Borge og mange andre med rødder langt tilbage i talmudisk tradition – således bryster også vi danske os af vor anarkistisk befriende humor.

Javel, men i omskærings-debatten synes begge parter sjovt nok aldeles at have glemt humoren af lutter skolastisk iver.

Apropos ungdommelig debat-iver derfor: På gammeldags beværtninger afvæbnedes jeg mere end ën gang i min ungdom med følgende sokratiske spørgsmål fra garvede og flegmatiske stamkunder af den stoiske skole og uden hang til idealistiske markeringer: ”Betyder den sag meget for dig personligt?”
Jeg følte mig hver gang forsmædeligt afklædt ethvert anstændighedens figenblad: For nogle af fordums danske øl-typer var overraskende klart skuende og skulle trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes – men bør tværtimod erindres med en palæontologisk agtelse i stil med den som vi nu om stunder nærer for neandertalerne.
Lad os derfor slutte af med i al national fairness at give ordet til en original og fandenivoldsk svensk humorist. En længst hedengangen svensk bajads af kirkelig herkomst fra Selma Lagerlöf's eget ”Ak Värmland du sköna” - og med det standsmæssigt latiniserede slægtsnavn ”Nileus” - fortalte mig nemlig i sin tid følgende om en gamling, som han havde haft lejlighed til at beskue i landsbyens sauna:
"Gubben hade min själ så mycket skinn på kuken, att det räckte til minst tjugo kukar!".

Genialitetens umiskendelige - og derfor lidet pressegnede - feltkendetegn var her, at den banale og forudsigelige sex-vinkel på forhudens uundværlighed blev surrealistisk forbigået til fordel for en ikke engang anatomisk, men nøgternt skrædder-mæssig økonomi-betragtning: helt i stil med spørgsmålet, hvor mange pudetræk, der mon ved snild beskæring kan blive ud af to kvadratmeter kostbar kinesisk silke...

P.S. Verdenspressen har for god ordens skyld fået tilbuddet: For en konspirationsteori der ikke tør prøve kræfter med verden, er nu engang empirisk set ikke meget bevendt. Naturligvis kunne jeg sagtens uddrage de saglige psykologiske pointer til en gængs "debat-artikel": I ved: den slags som alle indvandrere tvangsndlægges til at lære på kurser, så vi alle kan kalde os forfattere.
 Ja - men som fremgået fandt jeg ikke emnet morsomt nok i sig selv til at fremtvinge den slags demokratisk kedsommelige skriveøvelser.

Forresten mener jeg at huske, at ej heller Thomas Mann forsagede humoren i sin voluminøse roman om Abrahams slægt og dens anatomisk skinsyge troskabspagt med Jahve.

Men også den fjerde statsmagt forlanger skinsygt monomant troskab - og tilbyder endda faderligt resocialiserende kurser i at rette ind, Javel - men med det så velkendte overskud af kosteligt redaktionelt vid må vort svar hertil dog lyde: "Tak - men nej tak!" Eller med et litterært citat: "Imidlertid ville jeg foretrække at lade være..."