ER DU GEORGE BUSH?
”Kend dig selv”, sagde Sokrates. ”Men fortæl det ikke til andre”, har nogen siden tilføjet – klog af skade. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende ”Ak Herre, i Eders eget kongerige”.
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lear’s sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: ”Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear.”
Så folk der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare – ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden ”gifter” alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og herligt utilsløret – selv hos folk der i nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Kierkegaard talte om en åndløshed hvori det moderne kløgtige meningsmenneske helt glemmer hvem det er – hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, ordner eller mangel på samme. Men Kong Lear’s eksempel viser at den der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante operetteverden og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel hvad han vil – og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane – om så også med en aura, der lader den svindende kongelighed ane. Så hvorfor skulle disse sørgeligt forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber der opnår at berømmes af verden, selv for de dyder og evner som de notorisk savner? Måske bl.a., fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitet kloge fortrop aldrig ville finde på at stille det.

Nuvel, ”aldrig” er et stort ord – for vist sker det at mennesker pludselig ser deres liv i et andet lys: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for gennem rigdom, ære og meritter at imponere folk som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Så derfor, trods alt: kend dig selv – og husk det i nødens stund. Nu ikke mere jammer, hør her: En mnemotekniker hævder, at den bedste måde at huske en tid hos tandlægen er ved at tænke sig at det er George Bush der skal til tandlægen. Ved eftertanke må det dog tilføjes at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt. Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et mnemoteknisk trick til at huske om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske indbilder sig at være USA’s præsident, indbilder det sig rimeligvis også at have et perfekt gebis. Ergo følger, at hvis De virkelig mener at være den George Bush der vil ignorere den niende store klimakonference grundet en tid hos tandlægen – så er De utvivlsomt George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i Deres specielle tilfælde. De kan så i stedet vælge at huske at det er Muhammed der skal til tandlægen – med mindre De da tillige mener at være profeten, for så må De finde på noget tredje.
Men hvis De er George Bush, så vil De også vide hvor farligt det er at tage profetens navn forfængeligt. Kort sagt ser det ikke godt ud for Deres tandlægebesøg, så må vi ikke foreslå at De tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den niende klimakonference.
Godt, men hvordan skal De så huske en sølle klimakonference, når De ikke engang kan huske Deres tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at deltage i en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme – selv for George Bush.

AF EN USKYLDIG JÆGERS DAGBOG
Har ulovligt revet granplanter op i massevis i nogle sydsvenske naturskove – uden naturlig skovbrand af og til breder granerne sig og kvæler alt andet, herunder blåbærbuske, til skade for tjur, urfugl og selve skovbilledet. At rydde taigaen for graner lyder som et glimrende livstidsprojekt for en moderne Don Quijote eller Ahasverus, Biblens evige jøde, i dette tilfælde godt nok en halv palæstinenser, men det er jo lige absurd.
Slige uskyldige sysler passer mig fint, for enfold og genuin kompleksitet er for mig to poler, som stimulerer hinanden, omtrent som andre jo har deres åndsvage familie. Naturfredning i lidt større perspektiv – der har jeg nok gjort hvad jeg kunne i de faser, hvor sådan nogle som jeg kunne gøre en forskel. Når først ting er bredt accepterede næringsveje, bliver der kandidater nok, og det kan jo kun glæde mig. Anderledes med filosofi, for det er ingen værdi i sig selv at ”uddanne filosoffer”, de ting skal ikke fremelskes kunstigt.
Erstatning og livsflugt? Måske nok, men jeg har det godt med det og ved det godt selv. Nogle kan mene at jeg en dag fortryder at have brugt så meget af mit liv på en uskyld, som dog giver mig så mange tømmermænd. Når man nu trods alt ikke er en helgen og helhjertet kan afsværge al verdslighed.
Nogle siger, at så godt som jeg skriver og med så meget på kistebunden burde jeg da bare udgive en masse – ja, men jeg stoler slet ikke på integriteten af hele dette mellemlag af konventionelle dørvogtere. Utrolig påstand, men så snart de ved, at man ikke er rundet af Over-Danmarks loyale klubverden af middelklasse-aspiranter, stivner de. Selv det mest ulæselige ”prosa” eller ”poesi” roses for sin kompleksitet, men så snart man har sin egen genre, rådes man til at ”finde den røde tråd”, skrive en ”debatbog”, en introduktion til jeg ved ikke hvad osv. Såsnart kompleksiteten og det gennemgående vandmærke ikke skyldes en velkendt genre som romanen, lukker de af – enkelte undtagelser er der, men de sidder typisk på små forlag. Men jeg burde give dem en chance i stedet for at generalisere ud fra Gyldendals honette protektionisme (for tre år siden), men tanken er mig ulystbetonet i dette næsten industrielle bog-morads af dygtige konditorkunst med adgangsbevis.
Blandt mine mange individuelle støtter råder flere mig netop til at skrive en roman – men bortset fra at de teoretisk kunne have ret, så må man følge sin form og sit hjerte, så længe det føles rigtigt. Min kompleksitet har ganske rigtigt romanens flerdimensionalitet, og jeg får ofte fiktionstilløb, ja man kan ligefrem sige at jeg ofte simulerer fiktion – men har ikke episk tålmodighed til at ”inkarnere” mig bindende og foretrækker tankens frie flyvehøjde og bratte skift. Man har sine karakteristiske grænser, og sådan er det bare. Men jeg sætter skam som læser romanformen højt. Nå, Kierkegaard kunne sgu heller ikke have skrevet en roman – hvilket ganske vist ikke gør det til noget fortrin, men altså: Hvorfor dog bede blikkenslageren om at udføre tømrerens arbejde, og da især hvis der er masser af arbejdsløse tømrere, men næsten ingen rigtige blikkenslagere?
En doktorafhandling kunne endda slet ikke falde mig ind, det er for pligtskyldigt, langsommeligt og ret beset næsten altid forholdsvis uoriginalt. Som danskprofessor Lars Brink en dag sagde om en tyk og moderne filosofisk bog, der ulykkeligvis var havnet på mit bord: ”Folk der skriver så langt, kan jo ikke tænke klart.” Helt rigtigt set – bortset fra at sådanne folk jo godt kan være meget begavede i henseende til læseevne, overblik, synteser mm – men filosofisk ”hard core” tæller omfang ikke andet end som en slags social adgangsbegrænsning mod de virkelige talenter ”sui generis”.
Og efter sigende er nævnte træk endnu mere udpræget i matematikken, hvor en doktorafhandling undertiden kun fylder en snes sider. Dér har man åbenbart taget konsekvensen af tingenes væsen, hvorimod man i filosofiens verden lader den studentikose snak med tvivlsomme og prætentiøse terminologier løbe derudaf. Hvortil kommer min gamle grammofonplade om hele denne tilpasningsverden af ”Hvordan bliver man filosof?”, ”Hvordan bliver man forfatter?”, ”Hvordan bliver man komiker”, ”Hvordan bliver man martyr?” osv. Hvilket tvinger mig til at underholde nye læsere med det cv om en gammel dansker der stod at læse i min bedstemors konversationsleksikon: ”Forhenværende advokat – nu negersanger”. Ak, ak: ”De udgiver Dem for neger – må vi så deres eksamensbevis?”
NÅ, men nu kom vi væk fra den enfoldige naturs glæder. Under min destruktive svenske gartnerudfoldelse fandt jeg en duehøgerede med tre store unger, mindst to uger tidligere end normalt – rent bortset fra at dette duehøgepar i mange år har holdt sig skjult for mig. På et stort militært øvelsesområde af næsten laplandske dimensioner stødte jeg en flok på hele 13 urkokke op – det ville Blicher have nydt, og hvis han havde været ædru, kunne han måske også have haft held til at pløkke en eller to af dem ned. Men i vore dage er der nok af jagtfantaster; jeg ville ikke have synderlig glæde af det, hvis det ikke var for overlevelses skyld, som hos de folk der lader sig droppe ned i Canadas ødemark i et par måneder.
Storspoverne med deres lange buede næb fløj territorieflugt, alt imens de slog deres herlige vidtlydende triller, og også de noget mindre, due-store hjejler slog deres sløjfer på himlen under vemodige fløjt, som Blicher ligeledes ville have genkendt. Mit hemmelige kongeørnepar er ikke længere hemmeligt, og enten er rugningen spoleret, eller også har de flyttet ungen til et ukendt sted – en utrolig opfindsomhed, der flere gange er blevet konstateret. Ja, for hos sådan en fjendeløs fugl kan det jo slet ikke tilhøre det instinktive flugtrepertoire, men må vitterlig være at betragte som intelligent adfærd. Også hos duehøgen skal sådan hemmelig ungetransport til et sikkert sted være konstateret. Det kræver stor finmotorisk beherskelse, for hvis høgen holder for fast om ungen, vil denne blive dræbt af fuglens voldsomme kløer og særdeles kraftfulde greb.