DJÆVLENS ADVOKAT

OM FOR RETS-LINGVISTIK

INDRØM dog, at uden bindestregen i ordet ”rets-lingvistik” ville I have stået som ærlige analfabeter.

Ordet "dørmåtte" er derimod langt lettere. Ja, måske for jer: Men for alle os, hvis dørmåtte forlængst er blevet konfiskeret af viceværten, idet ejeren aldrig rensede den og derved saboterede ejendommens sanitære tilstand - for os er ordet "dørmåtte" en lige så uforudset og lidet nærliggende fonetisk konstruktion som så megen anden opfindsomhed i jobskabelsens tjeneste.

Takket være disciplinen rets-lingvistik kan man imidlertid nu spore både sådanne små som langt større forbrydere ud fra deres karakteristiske dialekter, stavemåder, ordvalg, forkortelser, tegnsætning og litterære stilleje: Åhja, for har ikke både Dostojevskij og Nietzsche svoret, at kunstneren er i slægt med forbryderen? Og hvad er der derfor sige til, at mere oplyste regimer spærrer deres kunstnere inde med det selv samme forebyggende fremsyn, der kendetegner tidsvarende behandling af personer der kunne mistænkes for at ville søge asyl.

Dagens rets-lingvist med fast job fortæller endda Politiken om tilfælde, hvor en på bunden dannet forbryder, der med større fordel kunne have begået en ansøgning til Statens Kunstfond - i breve og sms'er har tilstræbt en mangelfuld sproglig beherskelse. Men alligevel har slynglen afsløret sig selv, fordi hans skarpsindighed ikke stod på højde med hans uddannelse. For trods sin uformuenhed i det elementære har han dog ikke kunnet undgå at bruge og helt korrekt stave avancerede engelske ord såsom ordet "precious" - et ord som ingen af Bjørn-Bandens medlemmer jo kunne finde på at bruge.

Samme sporings-metode har jeg selv med held lanceret i min private jagt på plagiater i Simon Wiesenthals fodspor, så at sige: Thi det karakteristiske for plagiatoren er nemlig på samme vis, at en markant uensartethed hurtigt røber ham. Han kan skam adoptere både den ene og anden originale tanke eller iagttagelse uden større sproglig opfindsomhed til at skjule forlægget - hvorpå der så følger lange passager af en komplet almindelighed, der viser, at de åndfulde momenter umuligt kan bero på åndelig beslægtethed - og heller ikke på nogen mystisk Jung'sk synkronicitet.

---------------------------

Sprog og forbrydelse har imidlertid flere forbindelser end som så, idet sproget selv undertiden bliver forbrydelsens offer. Således forstår jeg i dag på Politikens Bjarne Schilling, at udtrykket "herostratisk berømmelse" af vore dages yngre journalister forbryderisk bruges som betegnelse for "middelsvær berømmelse".

"Sådan udvikler sproget sig", konstaterer læsernes redaktør, der således i stil med visse højesterets-dommere ikke kan regnes for helt inhabil, det han samtidig oppebærer en flot bi-indkomst i rollen som djævlens - kort sagt læsernes - advokat.

Men på den anden side. Det stående udtryk "djævlens advokat" troede jeg indtil for få år siden betød akkurat det som en fordomsfri semantisk analyse lader formode: nemlig 'forsvarer for noget forkert - i princippet altså endog djævlen selv'. Og således har jeg selv ovenfor tilladt mig mod bedre vidende at bruge udtrykket: For det er retorisk flot - og det burde som sagt logisk set også have haft nævnte betydning.

Men traditionelt betyder dette stående udtryk (eller idiom) noget ganske andet, end man kunne gætte eller regne ud - hvilket just er det karakteristiske for idiomer. Det betyder nemlig at give det modsatte synspunkt af ens eget en fair chance ved seriøst at komme det i forkøbet med de bedst tænkelige grunde. I retssystemet er dette da også grunden til alle anklagedes ret til en forsvarer: vel sagtens efter den devise, at selv djævlen på Dommedag bør indrømmes ret til at forsvare sig. En devise der vel i sin tur skriver sig tilbage til den katolske inkvisitions gyldne æra.

Den græske vandal Herostrates, der opnåede berømmelse ved at rasere et tempel, ville således også have kunnet forlange en kvalificeret forsvarer, hvis blot han havde ventet nogle århundreder med sit værk.

Udtrykket "djævlens advokat" - der således turde have en retshistorisk oprindelse - er i tidens løb blevet en stående talemåde, der mere generaliseret sigter på i enhver argumentatorisk sammenhæng - også hinsides skyldspørgsmål - at bruge lige så stor tankekraft på at overveje den mulighed, at man kunne tage fejl, som på den teori hvis sandhed man forfægter.

Hvis vi har ret heri, så er der alligevel en logisk kontinuitet fra den formodede klassiske til den moderne brug af udtrykket "djævlens advokat". En kontinuitet der atter giver os et godt alibi for ovenfor at have brugt udtrykket på vankundig "folke-etymologisk" vis, selv efter at være blevet oplyst om dets korrekte brug.

For vor efterfølgende analyse i mangel på bedre gøremål såsom f.eks. et lille korstog i helligdagens anledning har jo sandsynliggjort, at vor egen selvbestaltede brug af nævnte udtryk ret beset turde være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en sekulariseret generalisering af den selv samme tankegang.

-----------

Til slut. Ovenstående egenrådige stykke med udgangspunkt i to af søndagens artikler i Politken kunne ved første øjenkast minde om et af samme søndagsavis faste kauserier over sket i ugens løb. Men dette ville være en besnærende illusion. For et sådant kauseri har i grunden ingen ægte rød tråd, men leger det blot ved at opfinde fikse små sproglige trinbrædder fra det ene til det andet emne, alene med det påskud at det nu engang er sket i ugens løb.

I vort tilfælde gås der indrømmet også fra et punkt til det næste, men selv om den saglige sammenhæng er en smule for konstrueret for det klassiske essay, så er den der nu alligevel.

Vi tager udgangspunkt i, hvad der paradoksalt nok set i tilbageblik må kaldes en digression: Nemlig nytteværdien af bindestreg i sammensatte ord. Via eksemplet "dør-måtte" kommer vi ind på emnet forbrydelser - hvorefter vi så er klar til hovedtemaet sproglig sporing af forbrydere, store som små.

Herefter som det andet punkt nævnes så, at sproget nok så ofte kan ses som forbrydelsens offer - som når hæderkronede udtryk såsom "herostratisk berømmelse" skifter betydning til fordel for en moderne historieforladt farveløshed.

Idet jeg herunder selv kommer til at begå en forbrydelse mod sproget i form af en privat og ugyldig brug af udtrykket "djævlens advokat" - så bliver jeg nødsaget til en sproglig selvbesindelse. Overraskende nok resulterer denne imidlertid så i, at min private og "folke-etymologiske" brug af udtrykket viser sig at måtte være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en generaliseret og udvandet version med en intakt oprindelig betydningskerne. Min egen forbrydelse mod sproget viser sig således til sidst at være - om ikke ligefrem forbilledlig, så dog velbegrundet: og derfor afgjort tilgivelig snarere end herostratisk.

Derimod er vi aldeles på det rene med, at der gives andre sproglige og stilistiske brud på vedtagne manualer, som vor tids demokratiske folkedomstol ser så alvorligt på, at endog den ret til ”djævlens advokat”, som Inkvisitionens dommere nødtvungent tilkendte Satan, nægtes os i medfør af samme undtagelsesret som man påberåber sig ved anden terrorisme.

ROSES ROSER...

”A ROSE IS A ROSE...”

Skam få dem der taler ilde om Flemming Rose og andre af ytringsfrihedens helte, der heroisk vover pelsen – selv hvor det i bagklogskabens lys kunne forekomme lige så uforsigtigt, som det var heltemodigt. For heroisk vovemod med risiko for minkpelsen kendetegner ellers ikke just offentlige ytringer fra respektable mennesker på karrierens vej – blot synes de fleste at frygte landsmænd i højere sociale positioner langt mere, end de frygter islamisterne.

Så det mest konsekvente havde derfor været, hvis alle respektable borgere var enige om, at de brushoveder der udfordrer islamisterne og andre standspersoner, selv er ude om det og rigtignok ikke har fortjent bedre.

En ting ved den endeløse debat der kan virke komisk, er dette at mord og voldelig vendetta allerede i forvejen er forbudt og således slet ikke står til diskussion: og dette gælder tillige hævn for forbudne injurier og andre strafbare handlinger. Endog løsladte sædelighedsforbrydere opnår jo således undertiden politi-beskyttelse.

Så selv hvis vi liberaliserede ytringsfriheden yderligere, ville private straffeaktioner ikke blive spor mere ulovlige af den grund. Og de hadefulde lader sig nok heller ikke hæmme af, om alt hvad der kunne ønskes hævnet, skulle gøre lovligt - eftersom de jo allerede i forvejen gerne suspenderer loven.

Hævn og trusler er ligesom sex desværre kommet for at blive – og undertiden kan det derfor være klogest og mest ressource-besparende at stikke piben en smule ind. Og det behøver ikke at blive en glidebane: For det kan jo lige så ofte forebygge en voldelig eskalering uden bremser. Så selv med hensyntagen til princip-synspunktet om glidebaner må det i hvert tilfælde bero på en konkret afvejning.

En anden ting er, at de mennesker der prædiker respekt for ytringsfriheden og tolerance, langt fra altid lever derefter, men i mangt og meget snarere ligner islamisterne. Blot er de alt for kloge og socialt ressourcestærke til herunder at behøve bryde nogen love. Og måske er det just derfor, at de fleste respektable borgere frygter dem – og ryster på hovedet af de mere frygtløse...

P.S. Og behøver vi at nævne, at ovenstående ikke fandt optagelse i det højt oplyste organ, hvortil det for sportens og gammel vanes skyld blev stilet - vel vidende at det jo om også denne ædle sportsgren gælder at der skal to til at danse en tango. Dvs. mindst to - for jo flere deltagere på holdet, desto større sport er det for den ene formastelige. Men lad os i det mindste være enige om ikke her at bruge ordet "udfordring" - for så er der da én ting vi er enige om, og det giver da håb for demokratiet.

I min tid som regelmæssig bidragyder i pressen publicerede jeg aldrig optagne ting på bloggen, endsige Facebook - for det er at trykke den af på tidens velkendte plebejisk tarvelige vis, der tilsigter at intimidere slavesjæle til underkastelse.
Refuserede indlæg offentliggjordes nu af den modsatte grund heller ikke: Man ville jo nødig slås i kollegialt hartkorn med alt andet der refuseres her i verden....

Men da dette sidste lod har været reglen de sidste mange år, kan man ikke længere betragte denne omstændighed som noget kriterium, men alene som en udvendighed, der hverken tæller for eller imod. Men at publicere mere end smuler fra vort homeriske bord ville under alle omstændigheder være komisk anmassende. For less is more, som briterne siger.

Til gengæld kan vi nu hævde, at just ting der faktisk var tilstilet en bredere offentlighed, passende kan lægges ud - når det nu engang kun kan ske på denne vis. Blot må det ikke blive en tvangshandling som hos drengen der i sammenbidt trods igen og igen forgæves byder den samme pige op til den næste dans  - og derved bliver den symmetriske pendant til klassens generte dreng, som bager på akkurat den samme pige uden blot en eneste gang i aftenens løb at turde inklinere for hende...

VEJENE OMKRING MCHANGAMA...

Nogle husker vel endnu at den unge digter Ali Hassan, hvis digtsamling blev spået en levetid på linje med Aarestrups - siden morede sig med at afbilde Henrik Dahl i naziuniform som en demonstration af den kunstneriske ytringsfriheds velsignelser, som han ganske vist selv havde bekendt sig til.

 Muligvis var Ali Hassans happening også et fandenivoldsk dække over velbegrundet frygt for at ryge i fælden som parnassets nye Onkel Tom og islamisternes nye arvefjende - samt Politikens alibi for nu omsider at bøje sig for Weekendavisens frække drenge, herunder jo sågar flere nu sågar udstyrede med professor-status.

Hele den spøg havde ellers ikke meget at betyde, så her præsenterer vi nu en ny af slagsens, men naturligvis opstået helt spontant, idet vi først efterfølgende ser parallellen. Cepos' og Weekendavisens egen jurist med det vanskelige navn, der kunne minde om den navnkundige Patricia Lomumba's, havde sin vane tro slået et slag for ytringsfriheden - denne gang tillige på Facebook.

Min egen vane tro tillod jeg mig at gøre opmærksom på, at selv ytringsfrihedens dedikerede vogtere straffer ubekvemme ytringer, blot uangribeligt og derfor desto mere ødelæggende: idet de socialt ressourcestærke heldigvis ikke behøver at bryde nogen love for at opnå deres mål.

-------------
I forlængelse heraf inspireredes jeg en anden af mine vaner tro privat til en skriftlig happening der forhåbentlig tåler sammenligning med både poeterne Ali Hassan og Emil Aarestrup. National-digteren S.U.T. skal derimod være fredet i denne omgang - ganske ligesom jægerne aldrig jager vildsvin og elge på en og samme tid. Hvilket minder mig om min bedstefars ord, da hans hushjælp for tiende gang i træk serverede forloren hare: "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare?"

Og så kan vi måske få lov at fortsætte?

Vor litterære happening der følger for neden, udstyrer ingenlunde Lomombas's efterfølger på posten i Kongo med nazi-uniform, for efterligninger overlader vi til forfatter-aspiranter.

Men kære Mc Lomomba!

(håber det lykkedes mig at stave rigtigt i første forsøg, selv om det jo nok forholder sig hermed som med køreprøven i sin tid):

Altså: Man straffes skam allerede alene for at sige hvad man anser for sandt, selv på de sociale medier - hvortil man måske i sin tur har søgt sin tilflugt grundet lignende strafbare forhold i de gamle medier.

Og det bedste bevis herfor, Mchomba (ja, for er det ikke lovlig plat allerede at spille dus og på fornavn med "Holger", alene fordi man endnu ikke kan stave til "Beck"?) - det mest slående praktiske bevis for, at man allerede i dag risikerer at straffes hårdt selv for demonstrativt civiliseret åbenmundethed, er dette:

Hvordan vil du nemlig ellers forklare, at dygtige og allerede ret velbjergede folk på de sociale medier (samt deres hustruer) panisk støtter og flirter med alt hvad der på nogen vis kunne have mindste indflydelse på deres fremtid? For hvis selv de ret velbjergede skælver som espeløv - så er der jo nok en grund til det?

Man straffes heldigvis endnu ikke i juridisk forstand - dvs. ved lov. Nej, men man beskyttes sandelig heller ikke juridisk i medfør af nogen art arbejdslov-givning eller vedtagen policy for ordentlig personale-praksis.

"Three strikes and you are out" - gælder således ikke kun juridisk. Og derfor tør jeg da heller ikke for tredje gang prøve kræfter med dit efternavn.

Men mellem os Jacob: - med det svære navn må du sgu da stamme fra Tjekkoschzqk... - øh, nå nej: Tjekkiet.

Men måske kun godt at man ikke kan stave: Ja, for det næste bliver efter sigende, at man straffes alene for at kunne skrive..."

–-----------------------------------------------------

FUGA MED VARIATIONER
Ovenstående spontane penneprøve er i sig selv et eksempel på hvad den omhandler: nemlig at hverken tolerance eller ytringsfrihed i praksis rækker længere end hvad den menneskelige natur vil stå model til i så henseende.
På den anden side ville det være pointeløst at fornærme folk eller vanære dem i forhold til egne erklærede idealer helt uden grund, blot for at teste deres respekt for lovens ånd: ud over den respekt for loven, som loven selv forlanger.

Med andre ord: Ganske som vi er juridisk uangribelige så længe vi holder os fra injurier eller trusler - så er modparten ligeledes uangribelig i sin hævn, så længe han ikke bryder love og arbejdsmæssige forpligtelser og professionelle kodex. Men at der ligefuld ofte kan være en hævnvilje, det er menneskeligt elementært og ingen hemmelighed -og behøver derfor ikke at demOnstreres ved nogen slags kunstnerisk happening.

Nej, det interessante er derimod at se hvor svag den menneskelige natur er, selv hvor der ret beset vitterlig ikke findes et gran af ægte personlig eller faglig fornærmelse at komme efter.

I ovennævnte tilfælde ville mangen uerfaren læser således nok finde, at det var mægtig morsomt, hvis en Rifbjerg havde begået det - men derimod umådelig frækt og udfordrende - og måske tillige ret dumt - såfremt det var skrevet af en person uden en beskyttet platforms helle. Hvis det er Rifbjerg lever man sig empatisk i forfatterens triumf ved at kunne spidde modparten offentligt, uden at denne kan stille noget op trods sin vrede. Den slags fryder os, så længe vi identificerer os med den overlegne part - og det vil enhver tiskuer gøre, der har valget.

Hvis nu den samme tekst var skrevet af en ubeskyttet person, vil publikum ubevidst straks vælge at identificere sig med den person der i sidste ende er udstyret med både netværker, autoritet og anden magt. Og ud fra den position vil publikum sammen med den stærke opleve den sårbare provokatør som en dumrian, der turde eksponere sig med sådan umådelig frækhed.

Selv om publikum måske ikke går så langt som til også at føle den stærkes raseri, så oplever de dog noget beslægtet i form af deres egen misundelse mod en der tør gøre noget trods alt en smule spektukalært, som de aldrig selv ville turde. Og denne misundelse slår over i et ønske om, at den dumristige nu – som vi klogt advarende forudså - må smage den stærkes overhånd så stærkt, at han må forbande sin egen åbenmundethed.

Og denne lille forargelse vil da automatisk og ubevidst søge legitim udtrykskraft ved at læne sig op ad den voldsomme krænkelse som synderen har udsat den stærke for: "Når man i den grad selv er ude om det, så fortjener man også en lektie - ja altså for en anden gangs skyld, sådan helt principielt".
–--------------------------------

Men hør engang: I ovenstående tekst hverken siges eller blot antydes der det mindste forklejnende om vor juridiske modpart hr Mchangamas fortræffeligheder - hverken fagligt, moralsk eller menneskeligt.

Hvori består da hånen? "Jo, du gjorde jo tykt grin med hans navn - og selv om du så fiffigt leger den leg med, at han med denne salat af konsonanter velsagtens må være tjekke, så ved du udmærket godt, at manden er sort. Og derfor er der bag det hele tillige et helt legalt, men dog ondskabsfuldt anstrøg af racisme: "Ja, vi ved jo godt at disse buskmænds såkaldte sprog mest består af kliklyde, som for en hvid man kan være vanskelige at skelne fra mange abers - og vel næppe ret meget lettere for en abe..."."

Åh ja, vi tillod os den lille spøg med navnet i forbifarten, men det var på ingen vis planlagt, og den lille krølle til sidst med de slaviske konsonanter kom ligeledes helt uden at være inviteret - og man afviser da vel ikke kræsne asylsøgere med så smigrende præferencer? Var dette med navnet således ikke faldet os ind, ja så ville vor intention have været akkurat den samme. Og da vi først var slået ind på det spor, så erindrede dette os atter ved næste staveforsøg om den forkætrede amerikanske retspraksis "three strikes and you are out": For her var jo en relevant associativ kobling til selve emnet, hvorledes det egentlig talt forholder sig med straf kontra tolerance over for ytringsfriheden. For på den måde bringer vi jo selv det aktuelle spørgsmål på banen, hvor mange gange hr Mchangama mon skal se sit navn udstillet som genstand for vor moro, før han ville ønske at hans egen arm var endnu længere end lovens.

"Jamen som du selv erkendte ovenfor, så ved vi jo alle, at personlige fornærmelser ikke kan forventes at blive honoreret med velvilje - og at der heri intet odiøst er, så længe man holder sig på lovens grund: Og kendetegnes en mand med magt og indflydelse ikke just derpå, at han på ingen vis ligesom den afmægtige behøver at overveje at krydse et så risikabelt Rubicon for at få afløb for sin umådelige vrede?"

Javel, men siden I nu selv tager mig på ordet, må jeg vel også selv have lov at gentage, hvad jeg sagde i samme åndedrag: nemlig at der ret beset i vort tilfælde ikke var anstrøg af krænkende insinuationer om dr Mchangamas egenskaber, faglighed eller levned. Navnet er noget helt udvendigt, som alene i kraft af vore frie associtioner bringes i eksemplarisk relation til vort emne. Og havde navnet ikke inspireret os, så havde vi såmænd nok ladet os inspirere af noget helt andet lige så irrelevant til at gøre også det relevant "likförbannat" ved associationens magt.

For den uerfarne kunne vor spøg ligne en krænkelse, men i vor verden af alskens sære navne på alle niveauer af magt og anerkendelse kan kun en sinke for alvor forestille sig, at dette med navnet skulle kunne kunne virke som en art påmindelse om et skjult og smerteligt mindreværd. Derimod må vi medgive, at vi altid vil have en erindrings-reminiscens af, at sådan spøg ofte og især i barndommen har været forbundet med anden spøgefuldhed på den pågældendes bekostning - og at vi således her har et nærmest bogstaveligt eksempel på fænomenet "guilt by association".

Men netop derfor er det da også, at vi siger: "Ret beset" er der heri intet fornærmeligt - og det vil en klog og veluddannet mand esom Mchangama let selv kunne se også uden støttepædagog, hvorimod en mere enfoldig person øjeblikkelig ville fiksere sig på sin spontane forventning om en ond hensigt.
Den sofistikerede modpart vil derimod læse teksten i sin sammenhæng og herunder intuitivt sande, hvorledes den er melodisk skruet i ét pennestrøg: hele tiden under hensyntagen til selve det debatterede emne - og uden mindste personlige perfidi.

”Godt, men hvordan vil du så forklare, at manden jo utvivlsomt nu er blevet ude af sig selv af raseri over din frækhed til at lege med hans navn i stedet for som alle ordentlige mennesker at gå ind i hans debat på dens egne vilkår.”
Vilkår og vilkår - altså, debattens vilkår er da nu engang dette, at man undertiden risikerer at blive besvaret på en måde der stiller ens indfaldsvinkel og blinde vinkler i relief – endda måske på en måde der kalder på smilet. Og den smule forlegenhed som dette kan være forbundet med, er vel ikke psykologisk spor anderledes end forlegenheden ved at blive stillet momentant til vægs i en helt ordinær debat på dens noget snævrere og mere farveløse vilkår: f.eks. i en "debat-konkurrence" med mere strikte regler for associationernes frihedsgrader.

At en persons så at sige emne-relevante svagheder risikerer at komme for dagen, det er hur som helst enhver debats vilkår: Og dette kan på ingen vis sidestilles med faglig fornærmelse. For at lade modparten selv vise sine begrænsninger, er ikke det samme som selv at påstå, at han har faglige svagheder. Selve oplevelsen af ydmygelse kan imidlertid alligevel være mindst lige så stor og slår let over i animositet og uforsonlighed: en uforsonlighed der blot yderligere giver belæg for vor skepsis med hensyn til menneskenes evne til at tolerere ytringsfriheden også i praksis – selv hvor der hverken foreligger injurier eller ringeagts-ytringer.
"Ja, du snakker da også bukserne af folk – men stadig må du da indrømme, at den gode mand tydeligvis nu er blevet meget opbragt på en måde, der ville have været helt utænkelig i en sober debat, selv hvis vi hypotetisk tænkte os at han undtagelsesvis var kommet til kort i en fair duel. Og det kan du vanskeligt bortforklare, når du jo tværtimod selv erkender, at dr Mchangama er en både kløgtig, afbalanceret og veluddannet mand."

Nu er der jo altså ingen som aner, om dr. Mchangama overhovedet har reageret følelsesmæssigt eller blot tænkt: Sikke dog et omstændeligt snakketøj. Og så længe ingen ved om han er blevet "opbragt", som I siger, så har vi på vor side endnu mindre anledning til på nogen vis at undskylde eller på anden vis forklare os.
Alligevel går I sådan ud fra, at manden må være blevet alvorligt vred. Men lad os se engang – kunne man måske vitterlig begrunde en sådan almen formodning om, at når hædersmænd og anerkendte autoriteter på denne eller hin vis om ikke gøres nar ad, så dog bruges som anledning til egen spøgefuldhed – så vækker det typisk vrede?

Jo, der er faktisk god grund til en sådan antagelse. Dels har vi nemlig til orientering allerede rig erfaring for, at just sådan forholder sig ofte – hvilket ingen af jer vist finder spor grund til at betvivle. Og dels kan vi gennem sjælelig indlevelse forstå, hvilke mekanismer der her kan vær på spil.

Det tager rigtigt mange år at nå så langt som prof. Mchangama, selv om han så endda har formået at gå en del hurtigere end almindeligt, hvis man ellers i hans tilfælde kan bruge ordet "almindelig". Og under denne lange march er man nødt til mange gange at udvise stor selvbeherskelse, ikke alene fagligt, men også når det gælder at udholde forbigående forlegenhed samt nødvendig tolerance over for små urimeligheder eller urigtigheder begået af foresatte, der fristes til at bruge ufine midler på deres egen forfængeligheds og selvagtelses vegne.

Endvidere er det nu engang ungdommens lod tit og ofte at komme i tvivl om sin egen fortræffelighed – og når man så omsider har overvundet denne tvivl, så kan man selvpinerisk befrygte, at ens velafgrænsede og lokale fortræffelighed dog langt fra er stor nok til at opveje alle ens hemmelige mangler på andre felter. Og netop det begavede menneske besidder oftest tillige langt mere fantasi til således at male fanden på væggen – selv hvor det paradoksalt nok gælder egne begrædelige mangler. For universal-geniet er jo nu engang undtagelsen - og selv det sammenligner sig velsagtens så med Gud og døjer på samme vis under de hårde odds.

Netop den dygtige akademiker lider ofte af denne frygt – hvorimod ingen flyttemand formår at betvivle at han kan sin metier: han være nu nok så tænksomt anlagt i fritiden.Og just derfor er det muligvis, at der ikke behøves megen uventet og anderledes åndsoverlegenhed hos en modpart i det offentlige rum, før den indre usikkerheds djævel, som man ellers troede at have manet i jorden gennem alle læreårene, atter springer op igen,som en trold af en æske, udhvilet og forynget og forlanger revanche.

Og netop den ypperlige, der med sin langt større fantasi i ånden i ét nu skuer sit liv som et selvbedragerisk og langsommeligt fejlgreb dømt til forlis – kan da i uheldigste fald blive forståeligt bragt så meget ud af fatning, at han trods de bedste evner og kvalifikationer vitterlig i situationen ikke længere formår at sande vort ovennævnte snusfornuftige "ret beset". Men dette står ikke desto mindre stadig til troende.
Sluttelig må vi i forlængelse af vor sidste betragtning tilføje, at nybagte autoriteter og nyslåede riddere må forventes at være de aller mest sarte på deres sejt erhvervede æres vegne. For stik imod den vante historie, at djærve ungdomsoprørere gør den tolerant imødekommende og velmenende rektor komplet til grin ved at låse den naive mand snart inde i, snart ude fra sit eget kontor – så viser al erfaring, at netop de gamle oftest har sandet, at ovennævnte ungdommelige frygt er et almenmenneskeligt vilkår og ikke specielt begrundet i netop deres fatale savn og mangler.

Endvidere har de gamle nydt og udbygget deres position uden ubærlige ydmygelser gennem mange år, ligesom de hen ad vejen har overvundet eller er kommet rundt om de faktiske små fagrelevante begrænsninger, som jo ligeledes er alles lod.
Kort sagt har vi derfor god grund til at formode, at dunskæggede autoriteter og standspersoner langt snarere en gråskæggede gamle borgmestre, professorer og rektorer kan forventes at gå i harnisk og se helt uhørte krænkelser i, hvad der reelt alene er en tand mere farverigt og sindrigt, end hvad de er blevet oplært til at håndtere.

Men som sagt: Alt dette er blot hypotetisk, for ingen mors sjæl aner jo, om prof. Mchangama - hvis navn vi nu omsider formår at stave lige så rutinemæssigt som navnet "Pedersen" – overhovedet har fundet mindste anledning til at skænke vore fjollerier blot en eneste tanke.
Og vi må i benægtende fald derfor selv indrømme, at vi ved ovenstående afhandling alene har formået at opfinde en meget omstændelig, men til gengæld aldeles ufejlbarlig metode til at lære at stave til den unge professors svære navn – endog i søvne. Og lidt har nu engang også ret!

ELGJAGTENS STRID MELLEM SUNNIER OG SHITER

PRÆLUDIUM
En aften unden elg-jagten - der varer helt til jul – mødte jeg denne elgtyr tæt ved jægernes skydetårn. Så jeg overtalte den under fire øjne til at skifte stamværtshus for en tid - på linje med så mangen anden platugle, der klogeligt iagttager en lignende vekseldrift af hensyn til kreditorerne: uden dog i øvrigt at skilte med andre landbrugs-tekniske bekymringer og gøremål.

Ganske ligesom Caspar Davids berømte munk i bjergene er elgen den lille gråsprængte skikkelse i baggrunden. Munken drømte selv om grå anonymitet, men endte mod sin vilje som en global berømthed – mens alle normale mennesker omvendt drømmer om verdensry og ender som håbløst anonyme kendiser. "Vi føres", som de gamle kirkefædre sagde – og meget taler for, at de havde ret....

Men hvad så med elgen? Ja elgen – den drømmer naturligvis om udsigten til snart at blive lige så berømt som Caspar David Friedrichs grå munk – hvilket vi altså her forsøger at hjælpe den med efter ringe evne. Og mon ikke dette er hvad de lærde kalder ”kitsch”? Javel, men i alt dette selvoptagne drømmeri bemærker elgen slet ikke jægernes skydetårn til højre i billedet: hvorfra den risikerer at blive skudt den dag i morgen ved daggry. Oh Vanitas, oh Vanitas!

Nuvel – efterfølgende digtede jeg spontant en fantasi om, hvorvidt ofrene for elgjagtens vidtløftige kugleregn bør bære skylden selv på linje med de mest udfordrende voldtægtsofre samt profetens stædigste krænkere. Ja, for slags kan fuldt normalt begavede mennesker da vel ikke afhandle dag efter dag i årevis i ramme alvor? Jo - det er netop det vi kan....

Mangen ordentlig avis ville derfor nok afvise vor lille fantasi med det samme tavse ubehag hvormed husets herre fjerner den hundelort, som vejens drenge han anbragt på dørmåtten oven på søndagsavisen - helt uden efterfølgende at nævne sagen for nogen, selv ikke for sin hustru.

"Unødig provokation" - åh, en meget interessant bemærkning, men hør engang: Vi troede da ellers, at det netop var retten til at provokere og karikere, I forsvarede med sådan iver? Nu forstår vi altså slet intet mere...

Nåh – så det er tolerancen og slet ikke ytringsfriheden I forfægter. Hvor er vi dog dumme, dette forklarer jo straks sagen, og vi tilbagekalder vort vås. Men hør da i det mindste som et plaster på såret så lige et par folkelige elg-vitser.

ELGJAGTEN med dens mange tragi-komiske incidenter har nemlig som alle livets andre felter sin helt egen vittigheds-flora – begyndende med den døve gamle konge, der under klapjagt skød en klapper, selv om denne udtrykkeligt råbte ”Jag är inte älgen!”. Thi hans majestæt Konungen ”tyckte bestämt att mannen ropade: ”Jag ÄR älgen!” ”

Men hør engang: Man skyder da vel ikke en elg, der lige har vist sig fuldt kapabel til at præsentere sig mundtligt? Jo da: Det er nemlig lige det vi gør, når elgen opfører sig så dumt og går lige i fælden, forblændet af sin naive trang til at imponere med sine talegaver – ganske ligesom Det gamle Testamentes indbildske Josef, som hans brødre til slut straffede straffede ved at smide ham i en tom brønd i ørkenen. For så var den torsk til elg da virkelig selv ude om det!

En fuld bonde var trods sin promille mand for et velrettet skud på en skovtraktor, der noget uforsigtigt eksponerede sig i skudlinien. Ud af traktoren springer forståeligt nok traktorføreren som en trold af en æske - velsagtens bondens gode nabo. Bondens lige så beduggede og for længst hjemmebrændte søn udbryder: Men far – bør vi ikke også skyde kalven?".

–----------------------------------

Så fik vi da overstået det præludium – omtrent som gamle dages obligatoriske ”Filosofikum” som adgangskrav før ethvert universitetsstudium. Men Chopin forpligter nu engang, om man så må sige...

OM PROFETENS SANDE ARVING
Under den tilstundende elgjagt må man som sagt regne med, at et uforsigtigt menneske - ja på en god dag endda to - skydes af ren vanvare. Derfor foretrækker forudseende svenskerne at holde sig fra skoven lige indtil jul.

Men et vigtigt debatemne hvert år er nu, hvorvidt jagtens uheldige ofre selv er skyld i deres skæbne eller ej. En skole hævder nemlig, at det forholder sig med dem som med de mest letsindige voldtægtsofre samt de mest åbenlyse provokatører mod islam, der selv har udfordret skæbnen. En anden skole holder derimod galant på, at velkendte og universelt menneskelige svagheder ikke bør udfordres, og at ansvaret derfor påhviler provokatøren.

Ingen af parterne rokker sig det mindste og fortsætter med at beskyde hinanden med de samme fortærskede argumenter: For hvis modparten mekanisk gentager sit, må vi jo også gentage vor gendrivelse af hans vås: ganske ligesom den tålmodige matematiklærer, der jo heller ikke kan komme til Muhammed med sin faglighed intakt - og derfor må insistere på, at Muhammed nu engang må komme til bjerget.

Den svenske debat om elg-jagtens ofre har nu kørt i årevis som en futil skyttegravskrig, under deltagelse af professorer fra alle humanistiske fakulteter der nemlig frygter at blive overdøvet af hinanden og derfor nu lader deres studenter undervise hinanden i mellemtiden –og det er længe.....

Debatbøgernes omfang og mængde svulmer stadig: At mene noget i den sag og gentage det ved enhver given lejlighed regnes nemlig for en intellektuel dyd, og for mange i storbyerne er det sågar nu blevet et levebrød. Tusindvis af private blogge derom ikke at forglemme.

Naturligvis ønsker ingen i grunden at betale for denne evige liturgi. Men man er tvangsindlagt som civiliseret borger med trusler om tab af både stemmeret og valgbarhed som straf for forsømmelighed. Og begge parter sponsoreres som veritable gladiatorer udi kedsomhed af konkurrerende organisationer med snart privat snart statslig kapital i ryggen. Førstnævnte kategori praler i den forbindelse af selv at tjene deres egne penge - skønt de af den anden kategori omvendt affejes som betalte medieludere.

Men folk er frygteligt bange for at gå glip af noget og sakke agterud, så ved konferencer og paneldebatter er der en ivrig tilstrømning af mennesker, der her får lejlighed til at gøre deres hoser grønne på bjerget og selv sige akkurat det samme som en rigtig professor eller en landskendt forfatter. Akkurat ligesom med japanernes karaokesang – der så afgjort er det fornemste bidrag til demokratiet siden kvindernes stemmeret: nu med held overført til bog-udgivelsernes opreklamerede verden.

Dog holder jeronimusser stædigt på, at man i fortvivlelsens selvhjælp her er nødt til at skelne mellem bøger og "bøger". Ja for ganske som ved anden inflation forsvinder the real thing jo ikke, blot fordi man demokratisk udvider ordets betydnings-omfang indtil udvanding. Omtrent som en del gammel-danskere halsstarrigt fastholder, at Ny Dansk med al respekt nu engang aldrig kan blive helt det samme som Gammel Dansk.
Ja for ellers ender det med at Karen Blixens sorte tjener Farah får ret i sin definition af begrebet ” en bog”, dengang han bebrejdede baronessen, at hendes løse skriverier flød over hele hendes mahogniskrivebord: – hvorimod Biblen: se det var en rigtig bog, for den hang trods sin tykkelse solidt sammen i ryggen. Men alt hvad der hænger sammen i ryggen og dertil er forsynet med et isbn-nummer samt en udsalgspris, fortjener til gengæld denne attråede titel og måske endda gyldne laurbær.

Det paradoksale er dog her, at ortodoksiens forsvar mod denne inflation lige hidsigt fremføres på tinge af begge de stridende parter i førnævnte høje stand. Denne er selvsagt fuldt bevidst om at være den ansvarlige elite: en elite der jo risikerer at blive andenrangs-borgere i deres eget rige, når Gud og hver mand nu ligeledes kan begå blogge og artikler om det samme – blot med enkelte stavefejl, der heldigvis endnu gør det muligt for den skarpsindige at skelne den sande fra den falske elite. Og derfor kører der parallelt med elgjagt-debatten en lige så hidsig debat om almendannelsens sørgelige forfald i riget.

Én ting er alle stridende parter dog rørende enige om: At hvis nogen tillader sig at betvivle endsige karikere vægten af deres endeløse hanekamp og dens udløbere, så må det ses som en ondartet udfordring af selve demokratiet – som derfor i medfør af ”force majeure” her må suspendere alle de principper om snart tolerance, snart ytrngsfrihed, som parterne netop forfægter.
------------------------------------

P.S. Ovenstående har været tilbudt landets efter manges mening ypperste avis - og kulturredaktricen klarede salomonisk frisag ved helt uden anden kommentar i stedet at foreslå at send eaben videre til "et litterært tidsskrift" - skønt vi ellers nok mener at have berørt højst avisaktuelle emner med en vis litterær opfindsomhed: der nu engang er bandlyst i avissammenhæng undtagen hos de fast tilknyttede - hvorfor nævnte frisind må opfattes lige så hypotetisk, som når visse logikere erklærer deres zoologisk præference for enhjørninger.

I øvrigt er det ikke helt så sjældent jeg tilbyder aviser stof, som jeg lægger noget på bloggen. Men det er rigtignok snarere undtagelsen end reglen. En tilføjelse der dels illustrerer, hvorledes voldsofre gerne udvikler et masochistisk hang - dels rejser det skolastiske spørgsmål, hvor forfulgt et menneske egentlig skal være for at kunne kalde sig forfulgt uden straks at blive forfulgt for denne overbevisning...

BANK-MANDEN S.U.T OM EUROPÆISK SLIPSE-DAG

Bent Bendtsen og 10 andre medlemmer af hans EU-parlamentariske gruppe foreslår indførelse af en europæisk nationaldag for slipsebærere. Den berømte europæiske bankassistent S.U.T, der jævnligt i medlemslandenes hovedstadsaviser (senest søndag d. 1.11 i Berlingske) forkynder sit forlangende om fremover at blive betragtet og behandlet helt på lige fod med alle andre anonyme bankassistenter - går faktisk altid med slips og hilser derfor dette forslag velkomment. Thi, kommenterer korifæet: "Vel gør en svale ingen sommer, men vær rolige: Sommeren - den kommer..."

Men vi forbrugere er meget klogere, end SUT går og tror - vi forlanger derfor også fortsat i banken at blive personligt betjent af SUT. Vi gennemskuer nemlig straks, at sådan et sublimt poem kunne en helt ordinær bank-assistent jo aldrig nogensinde have forfattet - men alene et sandt undtagelsesmenneske. Ja, med mindre bankassistenten da forinden blev stillet i udsigt at komme på Finansloven.

For vi nøgterne pengefolk har skam slet intet mod statsgaranti for sådan umistelig national kapital - "too big to fail". Og af samme grund investerer vi skam lige så gerne i statsobligationer som i alle andre obligationer. Forretningsfolk har nemlig ikke råd til hverken fordomme, dum forfængelighed eller fanatisme - og har alene af den grund alle dage været de allermest tolerante - og det lige fra de europæiske religionskriges tid: Vi sælger således hellere end gerne våben til tumper, der vil lege røvere og soldater i Kardemommeby - men det omvendte er endnu aldrig set.

Men frem for alt: Vi forretningsfolk skilter aldrig offentligt med vor anonymitet – hvorfor vi en allersidste gang må minde S.U.T. om de strenge regler for fortsat medlemskab i Organisationen for Anonyme Bankfolk – en ære, der nemlig alt for ofte misforstås som en universel menneskeret.



P.S. Indlægget har været tilbudt Berlingskes redaktion og afvistes som altid prompte uden kommentar, som reglen jo er - hvorfor eventuelle ligheder med senere indlæg sammesteds ingenlunde kan være tilfældige. Hvilket minder mig om engang i fjor, hvor jeg forgæves plæderede for et eller andet indlægs optagelse med at det denne gang da både var et klart avisrelevant emne - og dertil bragte noget nyt. En botanisk binær distinktion, som den samme nybagt redacteur nemlig ved en konkurrerende avis snart efter ærede mig ved at genbruge i en artikel om debattens vilkår...