Nyhederne keder mig, men hatten af for Hokkaidos vældige "Blackistoni's Fish Owl". Modsat filosofi er den nemlig ikke noget man kan tænke sig til - samt må høre snakket til fiskefrikadeller af skiftende mode-ditto. Derimod må vi spørge hvorfor i alverden ikke blot uglens "latinske", taxonomiske navn, men også dens engelske navn indeholder en latinisering af det gode navn ”Blackstone”.
Her følger den eventyrlige forklaring, som en demonstration af at den rene spekulation i de rette hænder kan være den simple emperi overlegen, selv når den som her tager udgangspunkt deri, ganske som humoren oftest tager afsæt i den kedelige virkelighed. Uglens opfinder var nemlig ingenlunde den engelske opdagelsesrejsende professor Blackstone selv, men kan nødvendigvis kun have været hans uægte søn med en kvinde af det fladnæsede og nu uddøde Aino-folk.
For bedre at kunne forstå vor teori må I dog først høre om en gammel kammerat af mig der fortalte, hvorledes en bekendt af ham "med meget grove smagsløg" en tid plejede omgang med en dame der opviste en sådan rigdom på atavistiske træk, at hun fik øgenavnet ”Aino-kvinden”. Nuvel, mr. Blackstone var på den ene side højst forlegen over resultatet af hans atavistiske fejltrin, men indså samtidig at hvis han pure nægtede enhver forbindelse, ville han jo dermed selv synke ned på samme amoralske stade som Aino-folket.
Denne pinagtige klemme minder os forresten om de alvorlige forkæmpere for Vestens medfødte kulturelle overlegenhed, der på den ene side baserer deres tese på, at alene vi af alle kulturer har ophævet slaveriet frivilligt af moralske grunde – men som dernæst gør selv samme moralske fortrin til et stiltiende argument for at vi har carte blanche, ja endog pligt til at underlægge os og opdrage den øvrige verden, om nødvendigt med slaveri som endegyldig løsning, men i hvert fald med både fynd og klem.
Nuvel, trods dette tankevækkende sidespring fandt professor Blackstone på at løse sit moralske dilemma ved det kompromis at sponsorere sønnen, men tillige give ham det på en gang distancerende og ironisk forpligtende efternavn ”Blakistoni” - omtrent ligesom Robinson Krusoe i sin tid døbte den vilde med navnet på en af de ugedage, hvis eksistens han var sørgeligt uvidende om. På samme vis fandt professor Blackstone altså fornøjelse i at give sit forvorpne afkom et navn der helt uden belæg antydede et uhørt civilisationstrin samt en rig historisk tradition.
Skæbnen ville nu at sønnen nok arvede moderens flade næse, men tillige faderens skarpe forstand. Han valgte derfor at gå i hans fodspor som naturforsker og sågar overtrumfe ham - og således lagde han navn til Hokkaidos gigantiske hornugle. Om faderen professor Blackstone huskes derimod i dag slet intet…
Rygter vil sluttelig vide at Hokkaidos ud
døde Aino-folk i virkeligheden blot var en art lemurer, ganske lige som Tibets afskyelige snemand måske blot er en art bjørn og Amerikas Big Foot sandsynligvis blot en psykotisk Vietnam-veteran. Nuvel, i så fald var det blot desto mere opsigtsvækkende at professor Blackstone vitterlig formåede at få et så mindeværdigt afkom med en mindreværdig Aino-kvinde.
