Sunday, May 11, 2014

FRA ÆRENS VERDEN

Min borgerligt velrenommerede konditori i den kongelig Livgardes hovedgade er den foretrukne formiddagsstue for en trofast lille skare af moderat betalingsstærke alumner med al tid i verden, og som gerne betaler 25 kr for en enkelt kop kaffe af høj kvalitet. For deres sunde sans fortæller dem om proportionaliteten mellem pris og kvalitet – ligesom enhver ved ved sine fulde fem ved, at gode adresser og tilhørsforhold ofte betyder langt mere for ens karriere end selve ens sunde sans...

Ingen kan beskylde konditoriets stamkunder for at høre stemmer: For de fører tværtimod selv højlydte konversationer med sig selv om emner langt vigtigere end deres egen person: For er det ikke karakteristisk for just denne kategori, at deres vidtløftige enetaler altid inddrager globale aktører inden for både politik, efterretning og rumforskning? Tværtimod er det netop typisk for alle os normale at være besatte af en kernesund og altid veloplagt selvoptagethed...

Ganske vist har jeg ikke med en båndoptager verificeret mine højrøstede konditor-stemmers objektive eksistens, hvorfor I kunne mistænke, at det nok snarere er mig der hører stemmer i min egenskab af tankelæser. Men hør nu engang: Hvis man ligefrem medbringer en båndoptager for at forsikre sig om, at de stemmer man hører på sit stamkonditori, er ægte, så er man da langt mere tosset end de, der nøjes med blot at høre stemmerne. For hvad er der egentlig så galt med at høre stemmer: I givet fald kan man vel bare ignorere røsterne og lad dem gå ind ad det ene øre og ud af det andet, ganske som når man hører politikerne på TV?

Så dette med at medbringe båndoptager gør jeg derfor af hensyn til mit ry ikke – for jeg indbilder mig i al beskedenhed og inkognito at være den eneste af de trofaste formiddagskunder, der slet ikke har en skrue løs. Men hvem ved – denne indbildske formodning deler jeg måske med alle de andre, idet den måske netop er en karakteristisk del af sygdomsbilledet: For en syg der ikke erkender sin egen tilstand, er jo endnu mere syg end en syg der dog erkender sin sygdom. Dette taler for, at den endelige sundhedsvurdering ikke kan overlades til os stamkunder, men snarere bør overlades til konditoriets purunge personale.

Men kassens teenage-piger er jo slet ikke psykiatrisk uddannede? Nå-nej, så her burde man snarere ligesom omtrent samtlige medier betjene sig af dr. Day Poulsen med klinik i Amaliegade, der er en endnu fornemmere adresse end Store Kongensgade. Det siges at dr. Days egne stamkunder foragter konditoriets faste kaffeklub som plagiatorer og uautoriserede skruebrækkere inden for psykiatrien. Ja, for miskendthed såvel som plagiat findes skam ikke kun inden for den akademiske verden, men også inden for den psykiatriske: Nogle psykiatriske patienter er således højt anerkendte – og ikke alle med lige god grund – og overøses desårsag med en lind strøm af kemiske præparater, som var det priser – hvorimod andre må nøjes med hof-konditoriets stærke kaffe og derfor alle som en betragter sig som groft miskendte.

Som sagt anser jeg mig derimod for konditoriets eneste fuldt normale gæst i min egenskab af uafhængig FN-observatør med et særligt ansvar for at opretholde våbenhvilen mellem Store Kongensgade og Amaliegade – samt antagelige forhold for civilbefolkningen og de næringsdrivende i området.

I konditoriets aviser læser jeg om en skizofren patient, der optrådte i et TV-program i fjor – og som nu har dræbt en læge med en køkkenkniv. TV-programmets vært hr. Madsen udtaler, at manden tydeligvis for enhver allerede dengang var aldeles skingrende gal. Ikke desto mindre har avisen tillige bedt den før nævnte Dr. Day om at kommentere med sin psykiatriske ekspertise. Men hvad dr. Day denne gang har at fortælle, er nu kun hvad enhver livserfaren person kunne have sagt – men meget mere behøver man muligvis ikke for at gøre lykke i den profession i vore dage?
 Ja, for såfremt en patient klager over psykiateren, beviser det jo alene hvor tosset han er: For havde han nemlig været ved sine fulde fem, så ville han på forhånd have kunnet sige sig selv, at klager fra en psykiatrisk patient ikke står til troende. Der er da rettelig heller ingen ende på den strøm af guldrandede bijobs og tillidshverv som dr. Day nyder. Men har vi ikke alle erfaret, at det vigtigste ikke – som vi frygtede i vor ungdom – er, hvor tossede vi selv er: Nej, det vigtigste er, hvor tossede de der skal vurdere os, er.

Som et modstykke af uklanderlighed hævet over enhver billig spas må vi her nævne den besindige professor Jørn Lund, der nødig roder sig ud i kontroverser og heller aldrig er god for letkøbte udtalelser skudt fra hoften til den første den bedste mikrofonholder.

Professor Lund, der har langt større anciennitet som trofast prismodtager end den unge Dr. Day, må efterhånden betegnes som stamkunde hos samtlige landets prisbevilgende instanser: private såvel som offentlige, der nemlig her er rørende enige. Af samme grund har prof. Lund nu fået en ny pris ved navn ”Tankestregen”. Og i overrækkelsestalen begrundes valget med, at professoren er en forbilledlig brobygger mellem erhvervslivet og kulturlivet: herunder også ved aldeles ubestikkelig og altid med tungen lige i munden at have modtaget lige mange priser fra det private og det offentlige gennem årene.
Men hør: Ville livet ikke blive kedeligt og tomt, hvis man havde opnået alle priser og slet intet mere havde at kæmpe for? Jo, men netop derfor forholder det sig heldigvis sådan, at når man efterhånden har modtaget alle de priser og medaljer det går at opdrive – så kan man bare begynde forfra igen, i fuld tiltro til at hverken man selv eller de bevilgende instanser i mellemtiden har mistet enhver dømmekraft.
 Ganske på samme vis kan jo det samme barn meget vel kan vinde mandelgaven hver eneste jul og blive kronet som kattekonge ved Fastelavn år efter år. Ja, for ved vi ikke alle, at naturens gaver nu engang er ulige fordelt? For "A rose is a rose is a rose..." - og antallet af gange vi siger det, ændrer naturligvis ikke en tøddel derved.
Eller troede I virkelig, at rosen ved den fjerde eller femte gentagelse ville blive forvandlet til en tulipan, af lutter kunstnerisk lede ved gentagelsen? I så fald har I nok læst for meget Kierkegaard i fjor, for Kierkegaard docerede netop ”Gjentagelsens” alkymistisk forvandlende kraft.





Friday, May 02, 2014

SAME PROCEDURE AS LAST YEAR



Oprydning har aldrig interesseret, så lidt som at omskrive ting der nu engang har fundet deres form - med mindre nogen da har bestilt det, for så er det bare another job, omtrent som at levere dagens avis på femte sal: Zen-buddhisterne mediterede tilsvarende i dagevis, inden de rørte penslen, men så fuldførte de også værket i ét hug og uden usikker snak og redaktionel logren for både Herodes og Pilatus.

Slavisk gentagen mosen og masen med formen er en form for selvoptagethed som jeg inderligt vægrer jeg ved, fordi den både er komplet ubevidst i sin indbildning om et højere formål, modsat ægte selvanalyse - og også modsat offerets ufrivilligt bebumsede selvoptagethed, der dog i det mindste er lovligt undskyldt af ukendskab til Colgates undergørende virkning...

Nej, tingene skal da bare ud af verden - men den går jo bare ikke, når en bunke små emsige bønnespirer med svendebrev skal dele i porten til Klareboderne og omegn. Nej, ondet må kastreres ved kilden, der i stedet så udvikler sig til en sump; men selv anærobe livsformer har deres egen mangfoldige og butsnudede charme, omtrent ligesom kronisk uskyldige haletudser muligvis for det rette moderlige øjne kan være lige så gode som frøer.

Kastration ved roden og uden appelret gælder også fejlplacerede graner, og efter at have konstateret endnu en tjur-biotop tilfredsstillende besat, og jeg alligevel havde skræmt fuglene uden for skudvidde med mit store teleobjektiv, der således er lidt af en storm P opfindelse og en noget omstændelig omvej til det uundgåelige, gjorde jeg en rask morgenindsats for at fjerne de smågraner der kvæler tjurernes blåbærbuske. - Og det er vel også både en mosen og en masen - og tillige en slags oprydning.

Men ens eget hader man derimod at rydde op i.
Og dog fører just dette syndrom til, at man med en vis paradoksal ret kan kaldes selvoptaget grundet hængepartiernes tyngdekraft - modsat hos de der skånselsløst og moser og maser uden helmen med deres geskæftige "projekter" under monoman tilsidesættelse af alt hinsides karriereplejens selvbesmittede undfangelse med henblik på ugudelig forløsning ved kejsersnit samt påfølgende udråbelse til ny Dalai Lama...

Efter fuldendt svedig dont havde jeg nær bakket irreversibelt ned i en grøft - en art arbejdsulykke der nemlig typisk rammer de aller mest garvede bilister, der af lutter kæphøjhed ser stort på "Faldgruber for begyndere" som et for længst overstået kapitel.

Dette minder mig om, hvorledes jeg i sin tid flere gange i Lapland præsterede at krydse en 4 kilometer bred mose, hvorefter jeg hver gang dumpede i sølle 100 meter før mål. Omtrent ligesom straffefanger der har udholdt og overlevet det utroligste gennem år på et krybdyr-agtigt vågeblus, kreperer af den første forkølelse efter deres befrielse.
At jeg aldrig har taget mig sammen til at beklæde mine største objektiver med camouflage, er en mere spekulativ forglemmelse, men dog ikke helt ubeslægtet: Når man nu har foretaget alt det bekostelige fornødne, så kan man vel godt tillade sig at se stort på de sidste praktiske bagateller? I samtlige tilfælde er der tale om drømmerens misforhold til virkeligheden, der nemlig ikke sådan kan gradueres, jævnfør det svenske ordsprog: ”Nära skjuter ingen hare!”

Ganske som man som philosoph eller for den sags skyld opfinder udi staden naivt tror, at det væsentlige vel er hvad man reelt har begået i sin lange autistiske fostertilstand. Men nej - det ene væsentlige er alle patenteringens praktiske sociale krumspring og skrabud til højre samt bestikkelse til venstre, som enhver alfabetiseret abekat kan finde ud af.

Til gengæld har jeg endnu ikke mistet min sjæl, ligesom mine objektiver endnu ikke har forputtet sig uhelbredeligt i bushen: Det nærmeste i så henseende var et løst brilleglas, der udnyttede sin transparens som social camouflage. Men det egentligt finurlige ved social camouflage er, at hvad den i virkeligheden camouflerer, er at der slet intet er at skjule...

Nej, det vi måske i virkeligheden frygter, er forløsningens og inkarnationens fangende bord, så derfor er hvert forår lige uforberedt og udstyret med snehvide og endnu hulle-fri mælketænder, sådan som den russiske langskæggede ortodoksi foreskriver.

At man så oven i købet selv har fødselsdag just under tjurernes og urkokkenes kulmination og derfor som sædvanlig er lovligt undskyldt - det må vel så også indskydes her i ellevte time...

Ganske ligesom forkælede børn kan frabede sig både bløde pakker samt gaver under en vis prisklasse, vil jeg i den anledning bede mig fritaget for pligtskyldige klicheer. Til gengæld lover jeg at lade jer slippe for efterfølgende grådkvalt taksigelse for alle disse ufortjente lykønskninger fra nær og fjern. Åhja - for just grundet det aldeles ufortjente så må netop både den håbløst intrigante og den onde alligevel hver gang røres dybt i deres ensmme hjerter af taknemmelighed over verdens enfoldigt larmende bifald - også selv om de vel på bunden må vide, at undersåtternes kuede slavesjæle jo slet ikke tør andet.

Men hertil kommer så også, at slaverne vitterlig er oprømt imødekommende, ja endda taknemmelige og derfor ingenlunde helt forstilte: For de ved, at på denne ene dag om året eksekveres slet ingen henrettelser, ligesom ingen domme afsiges, idet dommerne har fri - og despoten er for plørefuld til at huske både sine trusler og sine løfter...

Til nogles store overraskelse er de således ikke er de eneste der har fødselsdag i dag. Denne mulighed er ellers ingenlunde ukendt inden for sandsynlighedsregningen - som vist øvrigt blev opfundet af Pascal, der også lod sig inspirere af den i sit kristne skriveri. Hos Kierkegaard savnes lige denne kølige forsikringsvinkel, der vel også er noget jesuitisk og vel delvis ment humoristisk: "En forsikring kan undertiden være en meget god forretning - men aldrig det stik modsatte".

Hos den mere romantiske Kierkegaard savnes det aspekt som sagt - hvilket jeg kun husker fordi jeg way back skrev lidt om det en passant. Altså noget med, at hvis nu risikoen ved at tro var lige så fatal som "helvede", så måtte det vel kunne binde troens lidenskab lige så godt som troens håb og dermed give et dilemma.

Nok hermed. Vi fødselsdagsbørn har det til fælles med forfattere, at vi helst ignorerer hinanden - med mindre vi da så at sige tilhører samme årgang på en eller anden børne- eller fritidsinstitution. Et andet fællestræk er at de skriver omtrent det samme - idet folk der har samme titel, rimeligvis også laver det samme, hvad enten de nu er snedkere eller barberer.

Men hvad forhindrer os i så fald i også at sige det samme "Til lykke" til hinanden? Og hvad forhindrer os for den sags skyld i modsat at skrive noget forskelligt til hinanden, hvis vi nu alligevel skulle være knap så kollektivt anlagte?

For selv om anledningen er ens, så kan en anledning jo godt være anledning til noget forskelligt. Hvis således Per har berejst Tibet, mens Poul har besejlet verdenshavene - ja så kunne jo hver især skrive lidt om modpartens eventyr, med mindre de altså hemmeligt misunder hinanden deres anderledes livsvalg.

En anden mulig løsning ville derfor bestå i, at hvert fødselsdagsbarn i stedet beskriver sit eget levned i hovedtræk - nu ingen andre vil - og herunder helt afstår fra noget ”Tillykke”: andet end taget helt generelt i form af en hyldest til Pascal, der opdagede den principielle mulighed af sådanne uvelkomne sammentræf - som hermed tages besværgende i mente uden større sentimentalitet og kun med en smule ærgrelse: der dog opvejes af lettelsen ved hermed at have fået det sure overstået en gang for alle. Omtrent ligesom når taberen af en kamp pligtskyldigt forventes at give hånd og lykønske vinderen uden alt for synlig græmmelse.

Godt, men da det hele levned ville fylde for meget, nøjes jeg med at fortælle den gode nyhed, at jeg endnu ikke har modtaget nogen lykønskning fra onkel Alzheimer: Da bilruden således nægtede at lyde ordre, kom jeg i tanker om, at det samme skete i fjor - hvor min mekaniker nemlig kunne oplyse mig om, at jeg nok bare var kommet til at trykke på børnesikringsknappen - hvilket åbenbart ikke var sket før, idet jeg troede det betød børneforsikring, og jeg modsat Pascal ikke gider betale unødige forsikringspræmier.

Ligeledes undlod jeg i dag at foretage en U-vending i rabatten, ihukommende at jeg i går nær var havnet i grøften på den konto. Og den overraskene fødselsdagsgave ankom til slut i form af havari og nødvendig bugsering til værksted: Men med de benzinpriser kan man forhåbentlig spare den udskrivning hjem, hvis blot ventetiden på værkstedet bliver lang nok...

-------------------

Men hør: det er frygteligt anmassende sådan kun at tale om sig selv, så lad os straks tage den første og bedste sidevej: Hvorfor skriver man mon altid ”U-vending” og aldrig ”u-vending”? Modsat et ”cv,” der vist nok skrives med lille, selv om det er en litterær genre jeg sjældent befatter mig med.

En ”u-ven” skrives ligeledes med lille "u" - hvilket minder mig om en grotesk og obskønt gestikulerende ældre værtshusgæst, der engang provokerede den ganske forsamling indtil han blev udvist, og herunder udtalte følgende uforglemmelige ord: "Jeg har kun én ven, og det er Rø-Ven: Men den sidder på mig hele tiden!"

Til slut noget helt andet. Kunne man psykologisk set overhovedet fejre sin fødselsdag, hvis de inviterede var uvidende eller i tvivl indbyrdes om ens sande levned - eller hvis man for den sags skyld selv var gerådet i svare tvivl desangående; eller bare havde glemt alt om det i medfør af førnævnte Onkel Alz?

For hvad nytter det at have levet et rigt og lykkeligt liv, hvis man alligevel har glemt alt om det? Men har man derimod levet et aldeles fortvivlet liv, så er glemslen desto mere velkommen, fordi den ligestiller én med den lykkelige kollega på plejehjemmet...

Forestil jer således to plejehjemsbeboere, der begge intet som helst husker, men desto mere nyder at pine og plage modparten med aldeles indbildte bedrifter i livets tidligere faser - og måske endda deres glemsomhed til trods er snu nok til samtidig at udnytte modpartens Alz til at indbilde ham at have set ham begå de mest skammelige og forsmædelige fadæser i årenes løb.

Men til lykke med det hele alligevel.- Og lad os vie en stund til sammen at mindes de mange uheldige, der er født i går, og derfor ingen gaver får - hvor meget de så end rimer.......