FACEBOOK - VOR TIDS SPEJL

(Kronik i Berlingske 22.2.)
Karaoke-sang og Facebook er to gode billeder på vor tid! Ikke blot har vi alle de samme rettigheder, men ”Hvad jeg ikke kan lære, må ingen lære”. I dag kan vi betale os til at få nærfotos af tigre som før kun fanatiske specialister fik. Alle har snart en ph.d. grad – og enhver kan udgive en bog i eget regi. Men skal det være helt gratis, kan vi gå på Facebook.
Her er ligheden så gennemført at selv stjernerne er på Facebook – og de er undergivet samme ”dogmeregler” som vi andre og kan derfor højst skrive 6 linier per gang. Jeg tog dette som et sjovt vilkår og ikke en begrænsning, da jeg gik med sidste år. Men jeg opdagede snart at Facebook spejler vor tid.
I gamle dage kendte de fleste kun en lokal kreds: Man tilhørte et fag og et laug der gik i arv – social mobilitet var undtagelsen. Ligesom man ikke kunne udskifte sin slægt, kunne man ikke let skifte arbejde og omgangskreds. Også i ægteskabet måtte man elske den man kunne få – man behøvede hinanden, og skilsmisser var undtagelsen: En gammel svensk bonde betroede mig dette allerede i min gymnasietid!
Til moderniteten hører derimod valgfrihedens afgrund af muligheder – og dermed bliver identitet et spørgsmål. For identitet handler både om evner, valg, lyst – og så jokeren: lejlighed, forbindelser! I stedet for venskaber har vi derfor i dag abeagtige netværker. Alle kan udskiftes: Nye arbejdspladser og uddannelsessteder åbner for nye relationer – og vi ved til sidst på forhånd, at gensidigheden er midlertidig og forretningsmæssig. Men vi er alle Facebook-venner.
Det harmløse i Facebook er at ingen bliver udelukket; men just derfor er kynismen helt umaskeret. Nogle med meget god tid reagerer interesseret på manges indlæg, men får selv kun få tilbagemeldinger. Hvorfor? Fordi alle fornemmer at de ikke har noget at bytte med socialt. Hvis den pågældende ikke er en nyttig kontakt – kan han have det så godt. Desuden må ingen tro at vi behøver tabernes selskab, for i så fald vil også vi fremstå som tabere – og da tør heller ingen omgås med os af frygt for at ligne tabere.
Denne uhøflighed er åbenlys på Facebook – ganske ligesom når børn herligt utilsløret ignorerer de af forældrenes bekendte, der ikke kan tilbyde dem noget. Både Sigmund Freud og Niels Bohr hyldede det princip at selv ubehjælpsomme breve skulle besvares. Og Karen Blixen skrev: ”Et menneskes karakter kan bedømmes efter hvordan det ville have behandlet Kong Lear.” I dag ignorerer eliterne derimod typisk henvendelser fra ubudne for at kue deres selvtillid.

Men vi bejler til alle med status og søger deres venskab, for – ”fortæl mig dine venner”. Det får mig til at tænke på meget gamle dage: Fordums mjøddrikkende stormænd omgav sig altid med en skare af loyale hirdmænd – og beviset på stormandens status var at uanset hvilke platheder han fyrede af, vakte det vild jubel. Kändiser delagtiggør på Facebook ligeledes alverden i bagateller – og får bunker af bifald.
Hertil kommer omvendt en længsel tilbage til naiviteten! Ligesom man i japanske koncerner afreagerer ved på firmafesten at le i demokratisk flok ad enhver flovser, så får vi afløb ved på Facebook at optræde uden kvalitetskrav – for så er vi alle lige. Ja, selv stjernerne søger denne lighed: Ligheden begrænser nemlig vor indbyrdes frygt. Selv de dygtigste på et felt er derfor i vor tid typisk dygtige på samme måde: Ensretning tvinger os til at anerkende hinanden frem for at afvise hinanden som enten dumme, uvidende eller irrelevante – og vort ubehag derved er grundet ligheden forbigående.
Således gentager den nye skråmentalitet svundne tiders enfoldige identitet: ”Bagere taler sådan, smede sådan og bønder sådan.” Individualismens æra var et mellemspil: Det første vi spørger om når et nyt ansigt dukker op, er: ”Hvordan fik han/hun lov?” Svaret er: ”Ved at gøre som de andre i klubben”. Snart købes bøger derfor mest af folk der vil lure forfatteren succesen af.

Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer: Familie og ægte venner bruges mest til psykologisk opbakning og trøst for vore nederlag ude i status-junglen. Men det futile i vor afhængighed af status fremgår af det amerikanske mundheld: ”Vi spilder vort liv på at anskaffe os en masse ting for at imponere mennesker som vi ikke kan lide.”
I fremtiden vil mange måske af sjælelig nød søge over i jobs der giver mere organiske relationer: omsorgssektoren, sundhedssektoren og sågar folkeskolen – hvis man ellers kunne få ro i klassen. For af fast omgang udvikler der sig personlige følelser hinsides modpartens brugbarhed. Og en glæde ved at blive genkendt og værdsat uden bagtanke.

I et af Strindbergs dramaer spørger en gæst: ”Men har du slet intet godt at sige om din mand?” ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han få storhedsvanvid!” En god ting ved Facebook er at alle kan være med, mens vi i det virkelige liv ikke kommer i klub med de rigeste og de mest berømte. En kødrand af ”venner” giver en vis primitiv status, så hvis endnu en taber bejler opad, er der ingen grund til helt at afvise ham. Sig så ikke at vi på Facebook ikke kender til høflighed!

KULTURENS UBEHAG

Med jævne mellemrum genopstår snakken om kritikernes, forlagenes og udvalgte forfatteres indspisthed. Det er her interessant, at debattens deltagere alle hører til i folden og således højst kan beklage sig over ikke at være medlemmer af alle klubber – således tilhørte Rifbjerg ikke Poul Borums klub, hvilket nu ikke hindrer os i bekendtskab med selv de mindste smuler fra den riges bord. Hvis nogen af de to vitterlig skulle have holdt andre tilbage, så hører vi derimod ikke et pip om det: for man skal være anerkendt for at kunne klage over at være miskendt! (NB!)

Jeg tror imidlertid at man skal se fænomenet mere mere generelt. Det ser ud til at være en biologisk grundlæggende arvesynd, at vi nødig giver noget uden på en eller anden måde at sørge for at tage os betalt – med mindre vi skammer os over denne kollektive banalitet. Men kritikerne og kunstnerne konkurrerer normalt ikke, for de lever tværtimod i en symbiose, hvor begge forsvarer deres seriøsitet ved at henvise til symbiosepartneren som garant. "Se, hvor dybe værker jeg formår at overgå i ånd med mit kritiske blik". "Se hvor dybe anmeldelser min kunst kræver!" Omtrent som en rockerbande er pavestolt over at blive udforsket af en rigtig samfundsprofessor.
At forestille sig en basal antagonisme mellem kunstnere og anmeldere er lige så absurd som at tænke sig mænd og kvinder som naturlige fjender. Ganske vist kan man se drengebander med en egen kultur – f.eks. rockmiljøerne, avantgardister, motorcykeldrenge osv. – som i sin glorværdige uigennemskuelighed for det modsatte køn giver disse unge mænd latterligt let spil i naturlige materier. Men skønt pigerne bliver lagt ned på stribe og derefter opfattes med sådan ringeagt, at der snart må kraftigere stimulanser til – så gælder den virkelige krig alle de mænd, der ikke er medlem af den pågældende klub. De formodede unge kraftgeniers uskyldige og generøse kammeratskaber er således en banal/genial strategi til at profilere sig socialt, økonomisk og seksuelt over for mændene uden for. Det er derfor det sjældent er spor smukt, undtagen hos de yngste, hvor det er rørende: de tror virkelig at være udvalgt af skæbnen!
Lige så lidt som sådanne unge mænd kunne drømme om at rose mænd fra en rivaliserende kultur, lige så lidt vil forfattere og kritikere fra et miljø normalt indrømme andre noget og da kun for at reducere dem, hvis det er for sent at tie dem ihjel. Det er ikke altid bevidst, men kan minde om følgende. De har nok oplevet, at mens De taler med et barns forældre, kan barnet nidstirre Dem med åbenlys objektiv foragt, som var De en død genstand som forældrene helt irrationelt spilder opmærksomhed på. At opfatte barnets blik som et signal eller som udtryk for gennemskuende kraft ville være en misforståelse, for barnet opfatter Dem vitterlig som indifferent og gør sig ingen tanker om Deres person .

På lignende vis er den darwinistiske arvesynd ofte ubevidst: det er næppe sådan, at en Borum, Rifbjerg eller hvem det nu er, har spor imod Dem. Det er snarere sådan, at hvis den pågældende ikke har fordel af at rose Dem, ja så eksisterer De uanset kvalitet ikke i hans horisont som andet end en uberettiget forhindring, en "opmærksomhedstyv".
Men uden skønhed næppe virkelig genialitet, og ondskabens banalitet er ikke spor køn. Er etikken da altid sikret via det æstetiske hensyn? Desværre næppe altid, hvad en anekdote kan antyde. Da min bedstefar ofte beklagede sig over en nabodames klodsede ben, rettede min bedstemor ham: "Den rare fru NN kan jo nu engang ikke gøre for, at hun er grim!" Hvortil han plejede at konkludere: "Nej, men alligevel – hun er for grim!"

Kære Læser: Vort NB markerere et af flere skriftsteder der i sin tid inspirerede SUT og Stjernfelt til at skrive deres pamflet om miskendthed som den nye kongevej til anderkendelse. Et andet skriftsted siger tilsvarende: "De miskendte drømmer om anerkendelse og de anerkendte om miskendthed". Hvad de to røvere fortiede med deres fordrejning var, at bemeldte nemme vej kun frister, fordi de heldige kender og frygter det som de med omhu fortier og udelukker. Flere ret etablerede folk betroede mig således i sin tid kollegialt, at også de var outsidere. Jeg sagde intet, men tog det som en ubevidst anerkendelse. -NÅ, kære læser - nu til dagens afsløring: Ovenstående tekst var en ordret kopi af en af mine filosofiske klummer i Politiken for snart 9 år siden. Nævnte virksomhed fik naturligvis snart en ende.