FRA DOKTOR FAUSTUS OG THOMAS MANN TIL BORGE OG BORGES
Vort givtige samarbejde med reklamebranchen bør fejres med generøsitet. De kendte er langt fra alle af lave, og om lidt skal vi endda rose en enkelt. Men selv om Lars Bukdahl er lovlig rabiat, får han stadig oftere ret. ”De kendte” kompenserer nu for både cyberspace og den trykte medie-elefantiasis ved hysterisk at udgive alt hvad både skovsøen og skrivebordsskuffen gemte af anærobe livsformer såvel som fossile beviser for infantil alfabetisme: snart i form af årlige danske stile hos Borgerdyden i Klareboderne, snart i form af samlede dagværker siden konfirmationen – som mange af dem nok kunne forveksle med Reformationen.
Mange af pingerne skriver skam godt og i enkelte tilfælde endda levende og muntert – men deraf følger jo ikke at indholdets tyngde, tankens dybde endsige formens umiskendelige urkraft fortjener faraonisk ophøjelse til babelsk-blasfemiske mausolæer over egen selvkritik. Men det bliver over alt skamrost uden forbehold: Bortset fra Lars Bukdahl omfatter fordums Bermuda-trekant nemlig i dag næsten alle instanser i kulturbranchen såvel som de fleste universitetsansatte med medie-aktier. Alle er hunderædde for deres skin(d) – men etablerede universitetsfolk kunne nu godt præstere lidt mere integritet i stedet for at lade sig bestikke til at give dette cirkus af protektionisme et guldrandet akademisk alibi.
Læsernes flugt fra de trykte medier kan på den anden side lede tankerne til en kafé eller et værtshus under afvikling, hvor alle ansatte såvel som ejeren for længst har opgivet alle illusioner og lader det hele sejle for at gøre pinen kort. Kong Salomons Visdom handler om at lade kærligheden til barnet besejre småligheden; men her er det omvendt sådan at man ofrer barnet på smålighedens alter af tryg konformitet, trods enkelte velmeriterede og symbolske undtagelser, der endnu får lov at tjene som immuniserende alibi for denne sproglige ensretning, som jo også behersker universiteterne og beror på lige dele fantasiløshed og opportunisme.
Til gengæld hørte jeg et glimrende foredrag af Per Øhrgaard om Thomas Mann, myter og politik. Af hensyn til den tyske ånd og kultur ønskede Thomas Mann under Første Verdenskrig fædrelandets sejr, men blev siden tilhænger af den demokratiske Weimar-republik og gennemskuede Hitlers perverterede nationalmyter. Når han i sit amerikanske eksil under den sidste krig skrev sin store roman om Biblens Josef, var det for at svare igen med en anderledes opbyggelig myte om civilisationens og den vestlige selvbevidstheds oprindelse – og han så Franklin D. Roosevelt og hans besindige New Deal politik som en nutidig modsvarighed til mytens Josef. I dette med selvbevidsthedens dybde har han rimeligvis medinspireret Jack Miles geniale ”biografi” om Guds udvikling i løbet af Det gamle Testamente, som også Lene ”Knallhatt” Andersen i "Både Og" hylder - og tolker som en projektion af selvbevidsthedens udvikling.
Den dæmoniske tyske myte udfoldede Thomas Mann dernæst dobbelt i romanen Doktor Faustus om Faust-myten som Tysklands nationale skæbne: Her beretter fortælleren Zeitblom sideløbende om Hitler-regimets barbari og om sin afdøde gamle ven, den geniale komponist Adrian Leverkühn, der løb grassat i sine modernistiske abstraktioner hinsides al menneskelig følelse. Fællesnævneren for de to dæmonier er den monomane mangel på menneskelig varme, som Thomas Mann selv kendte fra kunstens Kains-alter – og som allerede romanen ”Troldfjeldet” advarer mod, når hovedpersonen Hans Kastorp til sidst gør denne erkendelse: at vi aldrig bør lade døden få magt over vore tanker – hvilket nok også kan læses som et udsagn om orientens dødekult, gnosticisme, astrologi og teosofisk sjælvandring og en tøvende, men gribende hyldest til den vestlige civilisationen trods alt.
Naziregimet og modernistisk abstraktion i kunsten er jo ellers modsætninger – men Per Øhrgaard påpeger, at nationalsocialismen faktisk på engang hyldede den futuristisk-industrielle tekniske monumentalitet og den historiske dyrkelse af mytens kulturelle og nationale fællesskab Blut und Boden. Så fortælleren Zeitbloms parallel mellem naziregimets vækst og den geniale komponists forfald tyve år før er i den forstand ikke en vilkårlig personlig association. Komponisten Wagner er naturligvis også en ledetråd – selv om hans musik ikke just led af den abstraktionens purisme som romanens Adrian Leverkühn søgte, men i stedet inspirerede nazisternes folkelige mytologi.
”Doktor Faustus” dobbelthed kræver den hæderlige posthume fortæller som det samlende greb – ganske lige som vor egen dobbelte stilling mellem reklamebranchen, de trykte medier og cyberspace fordrer en så at sige posthum foregribelse i et salomonisk forløsende åndedrag hinsides smålige hensyn til vort verdslige levned med muligt eskalerende repressalier, der til sidst kunne tvinge os ud i en formelig kirkekamp – men uden utidige mausolæer, og forhåbentlig med en smule varme i behold for ikke at ende som Adrian Leverkühn. Også vi indlader os jo her på engang i abstraktionernes løjer og i jordnære og triste rapporter fra Mørkets Hjerte.
Hans Kastorps gribende tanke om civilisationens væsen, at vi ikke bør lade døden beherske vore tanker, er som bekendt også den sande humors indirekte svar; men det skal man ikke holde foredrag om – og det så meget mindre som man jo kunne risikere at blive taget på ordet. For så let er det jo heller ikke, ihukommende nævnte barbariske regimente af indbildt elite-kultur, som snart alle hæderlige mennesker vånder sig under.
Regimet skal til gengæld roses for den konsekvens hvormed man helt glemte at medtage Storm P. i kultur-kanonen: For i levende live ville man helt bevidst have vraget ham som ”blot” en humorist: For dette mener alle alfabetiske pinger som bekendt selv at være, snart ved perfid sarkasme, snart ved passionerede indbyrdes skåltaler.
Den sydamerikanske forfatter Borges fantaserer et sted om et himmelsk bibliotek indeholdende alle de bøger der ikke er blevet skrevet. Men mon dog ikke vore egne nationale myter Viktor Borge og Storm P. snarere ville have forestillet sig et underverdensbibliotek indeholdende alle de bøger, der ikke burde have været skrevet – samt deres panegyriske anmeldelser, begåede mod bedre vidende, snart af panisk frygt, snart af bestikkelsens fedtede beregning. For vor egen profitable kontrahent i reklamebranchen ville i hvert fald næppe turde investere en krone i dem.
Derimod har Walter Isacson efter sin berømte Kissinger-biografi nu begået en biografi om Einstein, som nok skal inspirere til hjemlige gentagelser. Det næste bliver vel at han skriver en bog om Frank Esmann, der som bekendt er hans store inspirationskilde og forbillede.
