ROMANENS FORLØSNING OG DEN GNOSTISKE DIMENSION
Nok er jeg ingen storkonsument af skønlitteratur, men holder af at genlæse romaner som har gjort stort indtryk på mig. Min hukommelse for handlingsforløb har aldrig været særlig stabil, men det er ikke kun derfor. Ved anden og tredje gennemlæsning kan man læse de første sider i lyset af det senere og så at sige læse med forfatterens guddommelige evighedsperspektiv – ligesom at se en persons liv i lys af hvordan det siden gik. Ikke nødvendigvis for at kigge forfatteren i kortene, men for at se hele forløbet og de forskellige sidespring, flash-backs osv. integreret i et samlet blik.
Dette er dog næppe kun motiveret af ønsket om at hæve sig til bogens eget bevidsthedsniveau, men udtrykker også vor trang til at se på det virkelige menneskeliv, ikke mindst vort eget, på en gang i luftperspektiv og dog med indføling og hjerte. I det virkelige liv er vi derimod oftest i klemme på en måde, der tynger det ned til en jammer, hvorfra vi ønsker en art gnostisk forløsning i videnskabelig, filosofisk eller religiøs abstraktion. Romankunsten er derimod jorden tro samtidig med at den forløser os fra egoets evige bekymring til en højere menneskelighed, som dog ikke er gnostisk abstrakt – for selv om vi sidder trygt i vor lænestol, har vi hjertet med og lever os ind i illusionen. Og heri er der en art mysterium, der atter hjælper os til glimtvis også at opleve vort og andres virkelige liv som et ophøjet mysterium.
Selv er jeg nok for ”gnostisk” i hele min indretning til at kunne skrive realistiske romaner, men det er ofte dem jeg foretrækker at læse – for at den historiske virkelighed kan få evighedsperspektiv, er på en måde mere mystisk end den så at sige iboende mystik i de abstrakte discipliners verden: Alkymien er det rette prototypiske billede, for også her handler det om at uddrage det sublime af det mørke jordiske substrat uden at undsige det.
Realistiske romaner i vid forstand kan heller ikke undgå at indeholde encyklopædiske dimensioner i redegørelsen for forskellige miljøer, virkeligheder, historiske forløb, personernes erhverv osv. Men at overdrive den dimension bliver let at svigte romanens særlige flerdimensionalitet og naturligt integrerede ”tværfaglighed”, der ganske svarer til livets egen ditto. Gennemgangen af tingsverdenens ”såledeshed” og nødvendighed er i grunden rituel for forfatteren og set i forhold til ”intrigen” blot en rekvisit, men det er også for læseren af stor rituel betydning: Vi sætter os således ikke selv ind i hvordan en traktor fungerer ved den nøje beskrivelsen af en traktorepisode, men vi nyder alligevel tilliden til at det der står, holder i byretten, ganske som når vi selv må tilkalde teknisk bistand og med kun delvis forståelse påhører den praktiske eksperts forklaring i lignende situationer.
Vi kan ikke snakke os fra nødvendigheden, og i romanens hengivelse til nødvendigheden ligger derfor en hyldest til virkeligheden; den encyklopædiske roman er blot en ekstrem og udskejende variant, der let kæntrer over mod det ”gnostiske”, hvor abstraktionen bliver det virkelige og egentlige. Abstraktionernes virtuelle krumspring hvor fantasien bruger virkeligheden som afsæt snarere end at hellige sig den, har jeg rigeligt af selv, og det er mere frugtbart ydmygt at søge over i sin modsætning i stedet for også på udebane at dyrke det man så at sige naturligt fremturer i.
Ved en tilfældighed har jeg læst flere af amerikaneren David Gutersons romaner, de første under mine ophold nordpå. Især ”Øst for bjergene” gør stadig indtryk, for der er det hele: Glimt af amerikansk historie, lokalhistorien, miljøet, naturen, familiehistorien og opvæksten, moderens død, Anden Verdenskrig i Italien, kammeratskabet og gruen, kærligheden, livsbanen, alderdommen, døden, forløb der griber ind og ændrer vore beslutninger, erindringens dimension samt hverdagens uventede mission, gerning og forløsning selv i fornedringens slutspil.
Jeg genlæste bogen for tredje gang i disse dage – efter at jeg havde læst Gutersons seneste bog ”The Other” om en lysende begavet, tidligt udfarende og idealistisk kompromisløs, men følelsesmæssigt stærkt forsømt patricierknægt fra Seattle, der snart dropper ud af universitetet, fingerer sin forsvinden og lever gemt i skovene uden for Seattle, hvor han til sidst dør med kun én hemmelig medvider. Da hans lig tyve år senere bliver fundet af et hold pumaforskere, viser det sig at vennen er enearving til hans enorme formue. Sjovt nok er hovedpersonen i sin flugt ind i galskaben optaget just af gnostikerne – men det var nu ikke derfor jeg kom til at nævne gnosticismen ovenfor i mere overført forstand.
Selv om denne bog naturligvis anslår mange klange hos mig og vakt en stor nysgerrighed om forfatteren selv og hans forhold til sine forlæg, er det stadig hans første bog, der berører mig dybest i sin anderledeshed fra min virkelighed: netop i dens mangel på al højere abstraktion og troskab mod tingene, herunder de praktiske såsom felt-kirurgi og frugtavl. Lad mig slutte af ved at nævne, at denne forening af virkelighedsloyalitet og mysteriets dimension minder om både zen-buddhisternes hverdagsmystik (”Zen er at hugge brænde og vaske tøj”) og Kierkegaards tanke om troens forening af konkret historisk nærvær og ”uendelighedens dobbeltbevægelse.” Mysteriet ligger her ikke i noget hinsides, men i hverdagen som dennes egen alkymistiske dimension.
I vor søgen efter eksklusive naturoplevelser, sjældne dyr og de rene æstetiske ekstrakter deraf er der noget gnostisk – men mysteriet i hverdagens mest jordnære aspekter kender vi også glimtvis: Da jeg løb med aviser, skete det undertiden, at der i selve den fysiske proces i forhold til yderst fysiske abonnenter, som man ganske vist sjældent så, var en mystisk dimension helt uden gnostisk flugt og abstraktion: Velkendte navneskilte, duften af en bestemt opgang, forløbets drømmeagtige forudsigelighed, som dog var forbundet med en unik mystisk her-og-nu-intensitet.
NEXT: POLITIKEN-GYLDENDAL, Neutzschy-Wullf om Blogge, Plagiatets antomi, mm... Vi speeder lidt op fremover
