Midt i det hele ankom i nystrøget hvid skjorte henad midnat en ung mand fra firmaet "Norra Jämtlands Taxi" - formodentlig med husets frue, der vel havde haft et mellemværende med staden Strømsund 150 km borte. Virkede surrealistisk og som en nordamerikansk historisk fantasi om de hæderlige gode gamle dage fra 50-erne, hvor alt gik fremad i et passende tempo: uden at nogen fald helt bag ad vognen undervejs...
INDEN DEADLINE
I går eftermiddags foretog jeg sidste ekspedition langt ud i bushen med rotur akkompagneret af søstærke myg over en ret stor sø for at gense mine ørne - men uden held.
Til gengæld var vejret ypperligt til kontemplative landskabsfotos såvel som til min vanlige skovsanering at rydde småraner besatte af social mobilitet rundt om aldrende skovfyr, der helst skulle leve et par hundrede år endnu.
For også her gælder læren om gyngerne og karusellen - kan man gøre nytte, nu sensationerne ikke vil indfinde sig, er slet intet spildt. Og begge mine tidligere fotografiske ørne-seancer sammesteds varede i øvrigt under ét minut: Dyrekøbte nydelser i stil med russisk kaviar og nattergale-tunger - eller jagt på helgenkårede yndlingsløver og nationale turisttrofæer.
CHAPLIN...
Midlertidigt strandet på et af Laplands få mere luksuøse hoteller, hvor man selv uden at overnatte, i restauranten kan blive behandlet som en eksklusiv europæer selv med begrænsede midler - da personalet velsagtens går ud fra at man bor på stedet. Lidt som Chaplin som blind passager ombord på krydstogtskibet.
Dvs. man scorer deres rabatter og generøsitet, fordi man antages at have købt den store pakke på lige fod med den velbeslåede tyske pensionistgruppe, som man just har konverseret på vort lokale swahili. Kaffen er således næsten gratis, i modsætning til drinksene som man overlader til de andre. For ens ædruelighed tolkes som et moralsk og mentalt overskud og ikke som nødtvungen påholdenhed.
Sandhedens time bliver dog sølle overnatning i bilen i regnvejr på den videre færd sydpå - for det kan vel ikke have sin rigtighed, at man nu også skal betale for at kunne nyde sine natlige mareridt, der dog hidtil har været gratis. Ja, man har sine principper og må vælge sine luksuøse indslag ligesom sine krige: dvs med omhu.
Og under det tvungne motto "hellere fattigfin end vor tids luksusplebejere, der i ramme alvor mener at "tjene deres penge selv", blot fordi de har sat sig grundigt på det hele med deres profitable kammeratlige monopol-aftaler. Men bevares, friheden har nu også sine fortrin, og man bør lære at nyde de fortrin som man dog har, snarere end de ti fugle på taget, som man må nøjes med at fotografere.
Så meget som en bil havde Chaplin ikke engang at falde tilbage på, så man skal som sagt ikke klage. Nattekørsel i de blå timer er dertil afgjort bedst, for da er det man har chancen for at se en bjørn eller los: Om dagen sker det aldrig.
Og skulle man i søvne køre ind i en anden nattebilist, er der ingen der ser det før man er over alle bjerge. Offeret overlader vi generøst til de lokale barmhjertige samaritanere, der nemlig ikke ville bryde sig om at blive overhalet indenom af en luksus-turist med sådanne forfængelige idealistiske fritids-griller.
For profeter og guruer hader som bekendt oftest hinanden af et godt hjerte og slås med næb og kløer om de få jobs i branchen: Og taberne i denne kamp kalder de i kor dovne og uduelige. Men der gives dog her to skoler, hvoraf den progressive - mod betaling - humant holder på, at staklerne skal sikres et rimeligt eksistensminimum, bare de bliver ved deres læst uden at genere de arbejdsomme. Hvorimod den modsatte skole ikke garderer sig med den art moralske kvababbelser.
OPDATERING
Den eksklusive gentleman, der tydeligvis ikke har tid til at holde fri for den hvide mands byrde, sidder (ikke ligger - nej da, for så fine folk sover aldrig) sørme stadig nu til morgen på hotelfoyerens yderst magelige sofa med nogle seriøse og sikkert svært læselige papirer lagt frem på bordet som tegn på, at han ikke bør forstyrres med verdslige næsvisheder såsom det spørgsmål, om han nu også bor på hotellet.
Men hvis nogen i personalet alligevel vover at stille spørgsmålet, vil jeg i første omgang ikke bede om navnet på hans chef - for sæt det nu var chefen selv.
- Nej, hellere vil jeg svare som den svenske halvtids-forbryder, der fortalte mig, hvorledes han i sin tid som havnearbejder engang stjal en last med fotoudstyr og dernæst kontaktede en foto-grossist.
Foto-grossisten spurgte ham noget retorisk (ja, for en frugtavler henvender sig vel ikke til en foto-grossist?): "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, men bara tillfälligt..." lød svaret. Og så var der vel ingen grund til uddybende spørgsmål...
Men kl 8.00 er der frukost - og ingen bartender vil afvise en af byens notoriske platugler, når denne af og til møder op som fuldt betalende kunde med penge på lommen og endda format til at bevilge lejlighedsvise drikkepenge under drabelige fagter og gebærder samt ekstravagante roser fra en international kender af branchen til det store hus: Det ville simpelt hen være uprofessionelt.
Måtte henad midnat krybe til køjs ved hyttens primitive pejs totalt udmattet i alle lemmer. I formiddags ville heldet og en smule tilegnet forstand, at jeg lige akkurat nåede tilbage til køretøjet under en en tilstrækkelig lang pause i et særdeles vedholdende regnvejr - af den art der også kan give biler alvorlige startproblemer...
UDSIGTEN FRA BUSINESS CLASS
Sådan lever vi rige - med sorte boys, der hilser pænt mens de fejer gulv. Men også drikkepengene er sorte, og vi skyder ingen løver her.
Som hotelgæst har man allerede betalt "frukost" - men nej, med så professionel betjening og formidable forhold insisterede man på at betale som en gestus og en hæderssag. På den måde fik vi også inkluderet det med overnatningens hvordan og hvorledes diskret ind under gulvtæppet. - Og vil derfor fremover blive husket som en international hædersgæst og gentleman fra før verden gik af lave: Die Welt von gestern.
Men nu videre sydpå uden anden luksus end den man selv producerer..Det skulle ikke være så svært - hidtil er det da gået ganske godt, ikke?
OBS: ADRESSEÆNDRING!
Har nu besluttet at slå mig ned her på hotellet for good som rentier - et godt og solidt arbejde der passer for ansvarlige borgere i moden alder. Og også likes må her regnes som renter, så hold jer endelig ikke tilbage fremover - for nogle må jo nu engang holde hjulene gang.
SANDHEDENS HÆVN...
Allerede den helt unge Blixen legede med den ide, at hvis man løj, kunne skæbnen hævne sig ved at gøre ens løgn til sandhed på uventet og lærerig vis.
Sagde jeg ikke i går, at jeg agtede at slå mig ned som rentier her på hotellet? Ak, på trods af at jeg i mellemtiden har kørt langt over 400 km, er jeg således på mystisk vis atter tilbage ved start, skønt jeg burde være nået langt sydpå.
Hvorledes?
Ak med den samme træfsikre uopmærksomhed på de praktiske detaljer, hvormed jeg tidligere på min færd glemte min benzintanks låg på en benzinstation - således opdagede jeg i morges ankommet til Strömsund i Jämtland, at ledningen og adapteren til denne pc mangede. Kort sagt igen jordforbindelsen til vort ekstravagante og utidssvarende pikareske åndsforetagende helt uden enhver plat redaktionel rygdækning.
Den lokale elektronikbutik havde lørdagslukket, så i stedet for det nok mest fornuftige at satse på Østersund (hovedstaden længere sydpå) valgte jeg det helt sikre at vende tilbage - dog denne gang ad den bedste og mindst eventyrlige vej.
For det samme beløb kunne jeg velsagtens have overnattet helt legalt og bekvemt natten før, men jeg kom således virkelig til at ligge som jeg havde redt.
Kendetegner det ikke Guds sande børn, at de altid straffes prompte for synder, som de fortabte får helt grønt lys til - velsagtens efter devisen:"Lad bare de asner løbe linen helt ud - min gode kollega skal nok tage sig af dem i tidens fylde!"
Denne verdens hyppigste selvbedrag både i det kommercielle og det kulturelle liv lyder: "Der er jo nok en god og fornuftig grund til, at det går lige netop mig så godt, ikke sandt?"
Men her på hotellet for tilværelsens sande excellencer og hjemløse hylder vi alle alle den stik modsatte lære: "Kun de bedste kan udholde mosten uden at blive sindssyge - og kun de bedste hidser sindene i den grad, at pæne borgere virkelig nænner og gider plage dem sådan."
På den måde havde Marx vel ret i at vi mennesker indretter vort verdensbillede efter hvad der passer os bedst ud fra de materielle kår og kort, vi er blevet givet: Elsk din skæbne - men giv den gerne en klædelig forklaring.
Nedenstående foto af en af Strömsunds talrige indvandrere med mit køretøj i forgrunden er taget et minut før min bekostelige fadæse gip op for mig, da jeg satte mig på det et nærliggende konditori med min PC.
Endnu engang sandhedens hævn, fordi jeg straks skulle gøre mig til bedste over en tilsløret og mørk kvinde, der intet aner om Jämtlands bjørne: For hvem var det egentlig talt, der denne gang var helt ude i skoven - og hvem af os to var det, der havde mest anledning til latter?
Men man må så til gengæld lære at elske Satan, ret forstået, som Blixen også sagde - og det være hermed endnu engang gjort.
Hvis nogen betalte mig for mine rapporter, ville de straks blive plattere, fiksere og simplere - men til gengæld ville det være rigtigt arbejde i henhold til alle kloge folk lige fra Saxo til LA..
East and west skall never meet, som Kipling sagde.
Men derfor kunne nogen nu alligevel godt sende nogle penge:sorte eller hvidvaskede - jeg er ikke den der spørger om tingenes yderste årsager....
"DØDEN I VENEDIG" eller "VED FROKOSTEN" eller "NOGET VIL VISE SIG"
Forbemærkning:
Ganske vist hedder det jo ofte "UDEN TITEL". Men vi hædersborgere kan nu engang bare ikke få titler nok anbragt på vores personlige CV. Ja, lige bortset fra at jeg nu endnu aldrig har set noget "personligt" CV....
Men akkurat det samme gælder udødelige tekster, at de med fordel kan forsynes med adskillige lige uundværlige titler:- for her på hotellet kilder vi ingen darlings, med mindre de altså betaler os for at kilde dem under fodsålerne før morgenbadet.
---------------------------------------------------
DENNE reviera-stemning sammen med velbeslåede og velholdte pensionister lover slet ikke godt og er nok lige som i "Døden i Venedig" bare stilheden før stormen. I hvert fald noget med en så at sige præ-coitalt tøvende og dekadent reflekteret udsættelse af forløsningens uomgængelige tristesse.
Ja, her ville en anderledes udødelig provo-kunstner givetvis have bragt et ledsage-fotos af sin egen anderledes bramfri og frivillige vandladning i hotellets foyer til ære for det parnas der fodrer ham som deres provokerende hofnar.
Med den samme sans for dekadence, der foretrækker nattergale-tunger for oksefilé, agter jeg nu sammesteds at tage rigeligt for mig af "frukost-bordets" eksklusive multebær ("hjortron"), plukket af russiske negre med myg og bjørne som eneste selskab - og som hverken dette eller forrige år producerede spor af: vel vidende at køle-aggregater kun bidrager yderligere til drivhuseffekten - efter devisen: "Hvad indad vindes skal udad tabes."
Oh - sidstnævnte replik ville enhver nybagt redacteur straks have strøget, for morsomhedens ekstravagance er og bliver nu engang redacteurens ret. Og vil man bare ikke lære det, så ryger man til sidst helt ud til fordel for bebumsede efterskole-drenge på starthjælp...
De rige tyske pensionister ved ikke dette med multebærrene og spiser derfor lige så gerne appelsin-marmelade, produceret i islandske drivhuse med økologisk vulkanvarme og norrøne bankgarantier (som den historisk dannede Georg Metz kunne have formuleret det).
------------
"Machen Sie auch hier Urlaub?" Naja - nicht gerade Urlaub, aber schön ist hier doch...". Her arbejdes der på højtryk uanset vejrliget - sådan må det være, og det ved alle pensionerede wirtschaft-wundere med eller uden Marshall-hjælp.
Og HENRIK DAHL er som er kendt ingen undtagelse, for han har skam engang været livredder og fik reddet adskillige jomfruer fra havets uhyrer.
Oh - nu tør I endnu unge nok ikke like mig længere, af frygt for LA's eget Shallburg-korps af halvdumme sladrehanke og deres halvkloge tærskehold med løfter om lommepenge og et kongeligt skulderklap fra Prins Henrik i ny og næ?
Jo, dette med "oplysning" er bogstaveligt taget ikke helt så vigtigt som parvenuerne tror, alene fordi de plebejisk "lever af det" - men det giver mulighed for en rigere musikalsk klangbund og en vis associativ frugtbarhed.
Så kan drengene med eller uden skæg og profssor-titel altid slås indbyrdes i seriøse spalter om Shallburg-korpsets og Marshall-hjælpens nøjere hvorfor og hvorledes - med en dunskægget redaktør-spire som sangvinsk toastmaster og upartisk gårdvagt: - så længe han vel at mærke føler sig i nyttigt og befordrende selskab. Det er velsagtens den slags man kalder tolerance og skriver debatbøger om...
Allerede i æraen før reviera-pensionisternes indtog kommenterede en lokal pensionist, der tog mig op på tommelfingeren tilbage fra vejs ende, min naturfotografiske passion: "Ja, med det intresset så blir du aldrig sysslolös..."
Han benyttede sig her diplomatisk af vort rigere broderland sproglige skelnen mellem "arbetslös" og "sysslolös".Også han kunne således nok have haft sin egen sprogklumme, men overlod det altså storsindet til professor "fråga Lund", der jo så frygteligt nødig vil blive arbejdsløs.
Dette med "sysslolös" minder mig forresten om dengang jeg - naturligvis med transport-fradrag - lod mig fotografere ved siden af min bil uden for arbejdsformidlingens nu nedlagte kontor i den värmlandske flække "Sysslebäck".
Ja, hvad gør man dog ikke for at finde et ordentligt job? Hvis Bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget - sådan er det jo.
For selv Muhammed måtte også langt ud på landet, hvor kragerne vender, før han omsider fandt nogen der var dumme nok til at tro på, at han var Guds største gave til menneskeheden.
Alle vi store er engang begyndt i det små, det er slet ingen skam - tværtimod, og det ville Prins Henrik, der skam både har været både livredder og vinbonde i sine unge dage, også give mig medhold i.
Men skulle fremtidsudsigterne allgevel helt lyse med deres kroniske uskyld og stædige fravær, så husk på gamle Dickens' ukuelige valgsprog: "Noget vil vise sig..."
----------------------------
OG NU OMSIDER kan også vi arbejds-slaver måske få lov til at indtage vores velfortjente frokost? - Ja, med mindre alle I arbejdssky ædedolke og livsnydere altså i mellemtiden har guffet alle godbidderne i jer, mens jeg sad her og med omhu underskrev min egen dødsdom i kommunens jacobinske efterskole til alles og enhvers kongelige forfremmelse?
Ja, for med Stom P.'s ordskifte: "Hvad laver De?" - "Jeg skriver!" - "Såh - ja De har velsagtens skrevet under på noget...."
