På en ungdomsskole for indvandrere blev jeg imponeret over en kurdisk elev der med sine forældre som barn flygtede til Iran og endte i flygtningelejr uden nogen sinde at have gået i skole. Han var nået langt i det danske sprog og virkede helt fortrolig med at arbejde med grammatik og skriftsprog, efter kun to år. I mit svenske eksil kender jeg en anden kurder, der flygtede den modsatte vej og kom til Sverige som 16-årig i firserne. Uddannet i multimedier, men meget tænksom og betænksom, fraskilt med to børn.
Han og hans far boede tre år i fængsel i Irak, hvor faderen underviste ham. Han mente ikke blot at være kommet helt over det, men tillige at have lært af det – hvorimod han beklagede velfærdssamfundets mange forbitrede mennesker der aldrig kommer over vore samfunds uretfærdigheder. Det interessante var nu, at han hermed på ingen vis bagatelliserede vore forkælede landes problemer, men tværtimod mente at de var farligere for psyken end de dramatiske uretfærdigheder som han selv har oplevet. Heri var ingen ironi eller hån.
Interessant ikke blot i sig selv, men især fordi han også med sin baggrund kunne se det på den måde, hvorimod vi selv pligtskyldigt og klædeligt ofte må indrømme at vi egentlig burde skamme os. Til sagen hører nu også at han som en del andre flygtninge måske har en art behov for at finde fejl og mangler hos ”forældrene”, dvs. i det værtsland som har reddet ham selv, men ikke hans stolthed. En stedelig bosnisk flygtning, der efter mange års pizzabagning omsider er havnet i sin gamle metier som landmåler, hældede i sin tid på lignende vis til teorier om at de jugoslaviske krige var styrede af vestens regeringer og våbenindustri i fællig. Min politiske tæft er ikke så stor, men min psykologiske intuition sagde mig til gengæld dengang at nævnte konspirationsteori nok beroede på et behov for at placere skylden og finde fejl hos ”forældrene”.
Nevertheless mener jeg jo stadig at der gives tankevækkende dramatiske levnedsløb og ditto romaner hinsides postmoderniteten og rodløsheden, der egentlig ikke egner sig til romanform og da ironisk som den forrige gang nævnte Sjölin med ”Verdens sidste roman”. Af samme grund må titlen på gamle Aage Henriksens disputats ”Kierkegaards romaner” antages at være ironisk farvet. For skønt jeg selv kender alt til den udramatiske pinsel, så er den et mere usundt skue, selv hvis man magter at takle den og endda gøre den til en kunstart. Men til analyse og refleksion er den desto mere velegnet. Apropos kunstart – men heldigvis ikke apropos ret meget andet – husker jeg hvorledes en amerikansk ekspert udi og erklæret modstander af dødsstraf udtalte at hængning som metode er en kunstart – som åbenbart ikke ansvarligt bør overlades til prosaiske fængselsansatte fuskere. Det lød næsten som om han inderst inde var en skjult elsker af denne kunst. Men vi har jo for nylig erfaret at fuskerne udi bilmekanik er dennes sande elskere, og det samme gælder måske fuskerne udi dødsstraf. Men indrømmet – dette var et sidespring, om end til gengæld dramatisk nok til romanform.
Åh, men apropos romaner: Jeg læste for nylig en erindringsbog af Isac Bashevi Singer om hans opvækst i Polen i århundredets begyndelse frem til mellemkrigstiden. Mere brutalt end i Stefan Zweigs ”Verden af i går” skildres kontrasten mellem den højeste åndfuldhed, videbegærlighed og oplysningsånd på den ene side og det ekstreme barbari på den anden. Frygten for pogromer, frygten for at udskrives til krigstjeneste på fronten, Palæstina-spørgsmålet samt strid mellem jødiske fraktioner gør også kærligheden mere ”tuberkuløst” desperat og ladet med mysteriets kosmiske intensitet. Og under det hele kværner den gammeljødiske religiøse arv og tradition. Modsætningernes intensitet med få skridt mellem jubel og selvmordsplaner, hvilket atter giver tilfældigheden et nærmest magisk og ”mirakuløst” spillerum. Kabbala og overtro er forståeligt nok heller aldrig langt borte.
Selv under ret kummerlige forhold spiller både det åndelige og forfængeligheden en betydelig rolle og står så lidt som i Hamsuns ”Sult” i skyggen af de mere elementære livsfornødenheder – især da ikke hos personer af rabbinsk æt og status, uagtet økonomien. Mennesket behøver åbenbart noget at leve for, hvis det skal udholde ikke at have noget at leve af.
Men samtidig beskriver Singer også de lunkne velkendte limbo-regioner af småtskårenhed og forfængelige intriger – for mennesker konkurrerer jo om det samme i miljøets forfatterforeninger. Allerede den unge mand opdager at endog de skarpeste litterære kritikere selv skriver provinsielt, naivt og påfaldende klodset, når de forsøger sig som forfattere eller digtere. Den purunge forfatterspire lejer et værelse hos en ekstatisk, verdenserfaren og højtbegavet dame som straks erobrer ham. Hun fortæller at de litterære tidsskrifters redaktører sender alt retur, oftest endda ubeset, og hun giver selv forklaringen. ” De hader mig, fordi Gud har lagt begavelsens forbandelse på mig, og for det andet fordi de ved at jeg kender alle deres smudsige kneb og intriger. Tro mig, det er ikke tomt pral.” Deja vue eller hur?
Nuvel, nok herom. Bashev Singers heks, der trods sin rabbinske baggrund manisk indviede ham i seksualitetens mysterier og ikke uden et satanistisk islæt, var på engang overtroisk og tilsyneladende også synsk, og hun led af dødslængsel – måske godt det samme, for i så fald undgik hun de polske jøders senere skæbne. Singer kom til USA, hvor hans storebror var fast skribent for et velbeslået litterært magasin på jiddisch. De store perspektiver indgyder os ydmyghed og taknemmelighed – samtidig med at vi kan konstatere, at selv under langt kummerligere forhold plages mennesker tillige af anerkendelsens og tilhørsforholdets kvaler. Ganske som vor kurdiske bekendte ovenfor beklagede uretfærdighederne og de resulterende psykiske men i vor egen del af verden.
Biologisk set er det nu heller ikke så sært, for selv om man er sikret havregrød på livstid, bliver man ikke af den grund hverken noget godt parti eller nogen attraktiv samarbejdspartner. Og derfor ser naturen åbenbart til at vi kun dårligt affinder os med den blotte selvopholdelse. Dette kan så forstærkes af allehånde erhvervede eller socialt nedarvede komplekser – men også de hviler jo yderst på den selv samme biologiske grund. Hvorvidt man i fremtiden vil kunne dulme sådanne ikke strengt fysisk relaterede afhængigheder ved hjælp af chips ladet med virtual reality, ”helt for en dag- scenarier” i 3D, får vi at se. Vi kender det jo allerede fra film og skønlitteratur, der for mange har en tilsvarende funktion.
Alt er således sket, set og sagt mange gange før – endda langt mere dramatisk – men det hjælper ikke, for kulturkommissærerne ved aviser og i lærde råd husker kun det af bøgerne som de vil huske. Jeg læste senest en fortræffelig lille bog om Carsten Niebuhr skrevet af hans søn, og dér fortælles om hvorledes tidens ypperste filolog Reiske (som ingen derfor har hørt om) helt konsekvent blev forbigået til fordel for middelmådigheder som nu den uduelige von Haven der fulgte med som filolog på Niebuhrs ekspedition. "Ingen i vor tid er i den grad blevet holdt tilbage grundet sine fortræffeligheder som Reiske", skriver Niebuhr. Vi hører også om folk der senere på engang forsøgte at kue og nedgøre den sagtmodige og beskedne Niebuhrs ideer – og tog æren for dem. Og jeg der som altid troede at have beskrevet disse ting som en art pioner. Men det hjælper åbenbart intet, for både de lærde og anmelderne forbigår instinktivt altid sådanne passager, og historien gentager sig.
Til gengæld kan man så trøste sig med, at mange andre meget vel kan forstå, når man fortæller dem den samme evige lille historie. Vi mindes her Amon Oz, hvis sprænglærde filolog-fader så rammende sagde: ”Skriver du af efter nogle få, er du forsker; men skriver du af efter mange, er du en stor forsker”. Profetiske ord, for som fremgået af tidligere indlæg har vi hjemlige Stjern-eeksempler, som ganske rigtigt nyder den største anseelse og oven i købet af benovede stræbere udråbes til ”renæssancepersonligheder”. Vel var der klatrere og giftblandere i renæssancen, men det er nu ikke det vi normalt sigter til med nævnte prædikat, der tværtimod forbindes med personlighed, format og overskud hinsides de småtskårne sociale beregningers evige kværnen.
Disse ting er ikke så svære at bevise, for hvis rævens spor altid kommer senere end ulvens og endda helt bogstaveligt træder i ulvens fodspor, beror sammentræffet ikke på tilfældighed, men på snylterens afhængighed. Sådan afhængighed viser sig også i, at plagiatet altid er mindre slående og pytagoræisk ”aha-agtigt” end forlægget, samt at afhængigheden ikke bliver ved det tunge, men også går ned i sprogets sjove vilkårligheder såsom ordvalg, billeder og sidelys.
Et andet irrationelt træk beviser ligeledes mere slående end det tunge skyts i sig selv hvad vi har at gøre med. For som sagt vil enkelte beslægtede begavelser gå efter det samme tunge skyts og således naturligt konvergere. En autentisk anekdote belyser dette fra siden. En bekendt af mig havde sammen med mere ypperlige kvaliteter også et misundelsesværdigt talent som plattenslager i den mere harmløse afdeling; men han havde den svaghed at gå alt for langt i sin lille sport, selv over for erfarne personer hvorom han vidste at de skulle omgås med varsomhed, hvis han skulle komme på skudhold af den store papegøje. Derfor tabte han trods bedre vidende i sin grådighed mange forretningsaftaler på gulvet.
Det minder mig om hvorledes jeg i sin tid i min iver efter at snige min ind på sky dyr altid avancerede for hurtigt og skræmte dem væk – selv efter at gentagne dårligere erfaringer havde belært mig om fejlen. For naturen gik i sin iver over optugtelsen, og på samme måde er det med plagiatorerne: Mange af dem har det som et veritabelt karaktertræk eller som et autonomt personlighedskompleks at kopiere uhæmmet, selv under forhold hvor de måske burde fare med lempe – dels grundet et næsten genetisk selvkørende og umætteligt kannibalistiske begær, dels grundet den langt hen ubevidste karakter af nævnte kompleks.. Og deraf kommer den nævnte barnlige tydelighed af deres fodspor, som dog ingen af deres ordensbehængte kolleger gennemskuer.
Det er helt naturligt, at hvis en af os møjsommeligt lærer et klassisk musikstykke i bedste fald tåleligt, vil det på en gang være anden hånds og langt mindre slående end forlægget – hvordan skulle det dog kunne være anderledes? Det er kun en skam at benægte dette naturlige forhold og spille uvidende om ophavet – for slet ikke at tale om at nedgøre og umuliggøre ophavsmænd i levende live.
Men plagiatorernes store held er at mange af de der fornemmer sandheden, alligevel foretrækker dem frem for de ægte nattergale – omtrent ligesom personalechefer og damer ikke sjældent vælger en kandidat hvis praleri de meget vel gennemskuer, fordi dette sidste smigrer deres egen skarpsindighed og desuden beviser aspirantens naive iver.
P.S. Som man måske aner, er stykket med Bashev Singer skrevet først, hvorefter sideskuddene samt tilstødende lokale erfaringer har krydsbefrugtet. For det er nu vor lille kunstart her på bloggen, ihukommende Blixens berømte ”stork”, der oftest glemmes i praksis, hvor fortærsket den skolastisk talt end kan siges at være. Virkeligheden og tilfældet skal spille uforudsigeligt med for at gøre mønstret interessant og eksistentielt.
Men mønsterbrud er nu også en del af den sande guddommelige helhed. Således nu et arktisk vejromslag med 12 graders morgenfrost, just som al isen endelig var smeltet – tranerne klarer den sagtens, stærene vel også, men storke har vi ikke her udover de blixenske. Ørnene kan derimod have lagt æg allerede, men hvor? Deres mønster kan jeg endnu ikke greje, men jeg tror de ændrer deres naturlige præferencer for at snyde mig.
