”Du er en vist en dårlig menneskekender, professor!”, sagde en lokal værtshusholder sent i går aftes. Nuvel, things ain’t what they used to be, for han har skam en fortid som pædogog for hårdhudede unge – men det gav for få drikkepenge i forhold til indsatsen. Sådan er det også med alle os der i stedet for at blive professorer har valgt at slå os op som menneskekendere mod løbende drikkepenge – kun for at få at vide af byens sande menneskekendere, at vi nok alligevel har valgt galt i livet. Men dette er vel så til gengæld en desto mere overbevisende anbefaling - for nu at gøre en dyd af selv samme professorale konsekvens, som de gamle romere vist havde en særlig retorisk betegnelse for, som jeg har glemt.
Den citerede replik kom sig af, at jeg stod uforstående overfor at værtshusets slagfærdige kvinde med sin egenartede rå charme åbenbart er blevet fyret – endda angiveligt også tidligere på en række andre værtshuse. ”Hun talte jo som en havnearbejder”. Nåja, også det kunne hun på en sjov og sød måde når det behøvedes - men det var vel heller ikke så ringe i denne tid, hvor Carsten Jensen snart er den eneste overlevende sømand, og hvor hele den intrigante middelklasse skam kan bande på skrift og bruge alle hånde kulturradikalt frisprog fra privatsfæren – men altid andenhånds, og altid i flok og kor. Og ”provokerende” – åhja, over for alle de andre kulturbander, men helt følgagtige i egen flok, selv om de undtagelsesvis på skift kan flirte yderst forsigtigt med provokatørens og oprørerens attråværdige rolle under den øvrige bandes loyale tilråb: "Oh, hvilke tapre enegængere vi kan bryste os med at give plads i vor midte!"
Ja, for man kan altså kun være oprører i sin egen kreds, religion eller nation: For sunde og ligevægtige muslimer kan jo dårligt forarges over at vi kristne hunde tror og siger en masse dumme ting, svarende til vores vantro på at vi f.eks. kan være oplyste i flok. Kioskmuslimen kan derfor oftest i kundeplejens hellige navn klare en harmløs joke om Muhammed, bare den siges i en venskabelig tone af gensidighed.
Nå, men vi var nu et par stykker der gættede på, at hvis damen ovenfor åbenbart var problematisk, turde det have at gøre med kollegial jalousi på spindesiden snarere end med kundernes utilfredshed. At holde os på det jævne det tjener os bedst – så kan vi altid kalde det post-avantgarde eller hvad nu, men for Guds skyld i flok: For ”It’s only a paper moon”.
Vor bibelstærke maler havde just for tiende gang fortalt om den forargelse det vakte da Marie Magdalene salvede Jesus med nardusolie svarende til en normal årsløn: ”Hun har sikkert været Jerusalems flotteste skøge, og det har derfor virket som en ren provokation på alle de hellige.” Og derfor udbryder Judas forarget, at de penge burde have været brugt på de fattige. Hvortil Jesus jo svarer, at ”De fattige har I altid blandt jer, men mig har I kun kort tid”.
I næste linie fortælles så, at Judas gik hen og angav Jesus. Vor mand læser rapporten helt jordnært som en psykologisk årsagssammenhæng, og vist giver det også god psykologisk mening. På samme vis afbildede de gamle hollændere jo også Golgatha med vindmøller og ariske bondeansigter i snedækte landskaber.
For sagen er jo den at det usædvanlige blot er det klassiske og findes til alle tider, herunder også både Judas og Jesus. Der er heri også noget så at sige demokratisk: Tænk blot på, at hverken berømte mænd eller berømte kvinder er spor smukkere, interessantere eller mere charmerende efter nogen som helst målestok, end hvad du med noget held kan spotte i byens forretninger og udskænkningssteder. Det gælder personlighed, udstråling samt enhver art talent. Som helt ung tror man derimod at de rige og de berømte er gjort af et særligt stof, men det er en hormonal vildfarelse.
Selv om udseende og udstråling i og for sig fordeles helt vilkårligt og i den forstand uretfærdigt, så er der dog en vis social retfærdighed i at disse ting ikke på mindste vis korrelerer med klasse og social status – lige bortset fra hvad mangel på tro og selvtillid kan ødelægge. Selv ”aristokratiske træk” er ikke spor mere almindelige blandt den resterende landadel end blandt nutidens endnu mere udryddelsestruede bønder og arbejdsmænd. Naturens egen uretfærdighed er sig selv nok – og når vi her nævner det banale som enhver kan se, og som let udarter til karlekammersnak, er det kun fordi her er noget velgørende evident – om så også med forbehold for individuel smag.
Derimod er det sværere at udrydde sociale illusioner om ”talent” og ”personlighed” af enhver art. Men dermed forholder det sig på ganske samme vis, og på den måde er førnævnte ”banale” markører gode som rettesnor. Og ganske som før nævnte unikke tjenerinde havde en langt interessantere råcharme end de første tyve kendte skuespillerinder, således er det naturligvis også med mænd, både indvendigt og udvendigt. At vi mennesker kan blive speedede og høje af social medgang og rift om dem, er en anden ting, men det skal man ikke lade sig narre af – det har vi alle prøvet i en eller anden grad, og lært at det kan få en brat ende. Vintersolhverv...
De så at sige banale ting er derfor gode at få forstand af, fordi de modsat alt det åndelige ikke lyver: Læg altså ikke mere i den sociale skæbne end den fortjener, og tro på at de fleste mennesker ligeledes foretrækker Magdalene frem for tyve veldresserede fotomodeller. I det symmetrisk modsatte kønsperspektiv forholder det sig givetvis på samme måde, trods eksistensen af et vist uomgængeligt forsørgerperspektiv.
Magdalenes senede charme svarer i åndens verden ligeledes til alt det som ikke kan samlebåndsfabrikeres på universitetscentre, managementkurser eller i kommercielle virksomhedskulturer. Uanset hvor protektionistisk de end hænger sammen som ærtehalm, for vi lever i en tid af bandekultur med en meget tynd fernis.
Og derfor straffes det hvis man som Magdalene har noget særligt, som de andre ikke har, for man må skam godt være både smuk, farlig og dygtig, blot man er det på samme måde som tusinde andre. Og af samme grund har al vor opreklamerede sociale mobilitet snart sejret sig selv til døde i et trist og sjælløst overopbud af lurmærket ensartethed i vort hjemlige X-faktor af komiske indbyrdes "udnævnelser". For trods al kanoniseret udenadssnak om "Oplysning" og individets åndsfrihed vækker de uomskårne i ånden over alt vantro hos de enfoldige - og nådeløs forargelse hos dem der på bunden ved bedre. De i egne øjne "tolerantes" hellige og gratis bekymring for de sociale "restgrupper" er også komisk, for disse er efterhånden omtrent de eneste der ikke er omvandrende kopier.
Men heldigvis er den efterhånden blevet så tyk, at de fleste fornemmer det: For man kan snart end ikke være neger uden autorisation og certifikat. Nej, bedst at være lidt underkendt, for så snart noget får status, vil alle være det, og så kommer alt til at handle om at "få lov" og blive "udnævnt" af nomenklaturaens små kommissærer med deres henrivende skåltaler - kort sagt de bonede gulves bornerte farce af klatrende ligemageri. En farce fordi "the real thing" altid fremkommer under komplementært modsatte betingelser af tilpasningens, kopieringens og rivaliseringens sociale stræben - betingelser der tragikomisk nok er forbundet med et socialt inkognito, hvis bord har det med at fange. Komponisten Rued Langgaard var efter sigende et stjerneeksempel og blev i sin levetid blot betragtet som en særling. Og de få der forstod bedre, har nok ikke gjort indsigelser...
- Som vikar på en indvandrerskole har jeg en iransk bondesøn uden land – en kristen kurder – på 18 år, der angiveligt aldrig har gået i skole. Men på to år har han med imponerende ihærdighed lært et forbløffende hæderligt dansk, og bøgernes grammatikøvelser kæmper han sig uden mindste skoletræthed igennem helt uden alfabetisk fortid. Og han er i øvrigt yderst høflig og værdsættende, hvilket også gælder mange af de andre. Den høflighed ser vi ikke meget af for tiden i de bedre kredse; så på den måde kan elementære problemer åbenbart være forædlende, selv om vi jo helst vil undgå dem selv.
Men at opleve sådanne folk kan forhåbentlig redde os fra at blive kuldslåede menneskeforagtere. Man er trods alt også selv kun et menneske og er jo ikke faldet ned fra Månen – selv om menneskeforagtens afsæt kan bruges som en dårlig erstatning for positivt selvværd. Men ude hvor vi møder de elementære vilkår, er der ikke plads til menneskeforagt, for dér vil vi uvægerligt knytte os til de mennesker vi behøver, og dem der behøver os, og vil ikke fryse fast i et generaliseret forsvarsberedskab – som ellers kunne skaffe os flere fjender, end vi behøver...
Når vi mennesker ikke er bange, er vi jo som regel meget søde, og det er nok derfor at stadig flere med god uddannelse vælger den mere taknemmelige del af servicebranchen uden for megen status at kæmpe for. Når selv en meget velmeriteret psykiater og overlæge betror én at hospitalernes lægeverden er "direkte ond", så er det ligeledes tankevækkende og bør få velkendte klokker til at ringe...
