Trykt i Weekendavisen, men siden slettet på deres net...Har skam rigeligt af mere neutralt stof, men dette er dog pikant. Hvem gider desuden at lytte til hvad Primo Levi havde at sige om kemi? Artiklen fik endnu mere ret i sine teser om et overordnet sammenhold mellem banderne, end den selv kunne tro for alvor. Fyret fra Politiken desårsags, og ingenlunde velkommen igen på WA. It looks almost like a trap...
Borgerlige debattører langer i deres kulturkamp stadig ud efter den såkaldte Bermuda-trekant: Den påståede indspisthed mellem Gyldendal, Politiken og DR. Ofte pisker Lars Bukdal uhyret. Men omvendt forsvarede ”Bermuda” sig, dengang Tøger Seidenfaden og Johannes Riis i en fælles officiel optræden meldte hus forbi. Herimod kunne man dog erindre, at djævlens mest raffinerede trick i henhold til anerkendte eksorcister er at benægte sin egen eksistens.
Spørgsmålet må dog ses dybere end alle konkrete anklager. Sagen er nemlig den at vi mennesker langt hen er lige gode aber for Darwin – og i små lande vil det derfor på alle felter blive de samme personer der roterer mellem Korsbæks udstillingsvinduer. Enhver udgivelse fra ”nomenklaturaen”s topspillere bliver således straks anmeldt yderst generøst overalt, uanset niveau og væsentlighed – man tænke blot på Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform eller Jørn Lunds erindringer. Ja selv "skandaler" indebærer ganske ligesom i finansverdenens indercirkler ringe risiko for at falde ud af netværket, takket være en slags genforsikring: Den indrømmet velbegavede Claes Kastholms underholdende live-show på Politikens redaktion for nogle år siden hindrede således ikke resocialisering i det berlingske hus. Smukt – men andre bliver nu hængt for mindre!
”Nomenklaturaen” er dertil rørende enige om, at deres indbyrdes uenighed er nationalt arvesølv, jævnfør tidens ”åbenhjertige brevvekslinger” i bogform. Psykologisk er der således tale om en alliance på et højere plan. I store lande som USA kan individualister derimod håbe på at finde en usædvanlig mæcen eller forlægger der keder sig bravt over denne hæderkronede normalitet – som modsat ærlig kriminalitet er umulig at bevise teknisk.
Tendensen er nu let at påvise, ganske som når der benådes flere hvide end sorte. Hver enkelt benådet hvid kan dog helt uangribeligt svare: ”Også hvide dømte kan være uskyldige!” Men netop grundet uangribeligheden sker uretten blot desto oftere: For egeninteressen vil jo altid udnytte ethvert grønt lys! Af samme grund er de erklæret progressive ofte de værste, hvorimod rigtige bøller behøver at vise sig bedre end deres rygte.
Overblikket mudres tillige når det gode selskab kappes om at beskylde hinanden for opportunisme. Men også dette må ses psykologisk: For sunde, udadvendte mennesker er "virkeligheden" det der gør en praktisk forskel i form af straf eller belønning. De politiske vendekåber er såmænd bare normale menneskeaber: Det på et givet tidspunkt virkelige er alt hvad der p.t. er gangbar mønt i samfundets stofskifte. Og det er grunden til at personer med al deres energi placeret i deres offentlige "persona" slavisk følger med tiden. Men lad os ikke derfor udråbe alle ”samfundsstøtter” til diabolsk grinende Machiavelli-figurer. For disse ting er ofte ubevidste, idet unødig selvbesindelse tværtimod ville føje en ærgerlig skønhedsplet til deres selvbillede.
I de gode gamle dage var ”Bermuda-trekanten” uskyldig: For det var et fåtal der skrev, og de fleste var gode – men i dag ved vi at de fleste nok kunne blive lige så gode. Alt afhænger i vore dage af at ”få lov”– og alle ved det godt på bunden, hvor meget vinderne end forsøger at indbilde sig noget andet.
I gamle dage fik kun et fåtal lov, men de var på intetanende udvalgt på forhånd. Derfor var deres jalousi over for de genuine talenter moderat – så meget mere som de immervæk mente sig hævede over normalbefolkningen. I vore dage har vi alle mulighed for at komme frem – og tabet af stabile rødder bevirker dertil, at vore sociale behov ofte ytrer sig ved stræben efter anerkendelse uden for vor personlige kreds.
Langt de fleste af os er kun middelgode i de fleste henseender. Men interesse, erfaring og disciplin kan gøre underværker: Således blev i gamle dage næsten alle eskimoer rene mestre i kajakroning. Men derudover er der på alle felter specialtalenter: i vore dage har alle de middelgode talenter mulighed for pleje, mandsopdækning og synlighed; derimod er det længe siden at toptalenter kunne forblive helt usynlige. Der er derfor blevet langt flere ”talenter” på alle felter, hvorimod mængden af særtalenter er mere konstant. Vore dages elitære konformitet indebærer derfor, at alle kæmper med næb og kløer for ikke at havne i aspiranternes proletariat.
Dette resulterer i netværkssyge og intriger – og eftersom de genuine talenter på engang opleves som en trussel og en ynkelig minoritet, så vil de blive snart ignoreret, snart bagtalt og snart plagieret af den udnævnte elite. Hvis det pludselig blev højeste status at være albino, ville alle snart melde sig ind i den nærmeste albinistklub – hvorimod kongerigets få virkelige albinoer ville blive udstødt som íllegitime kombattanter.
Når de tabuiserede minoriteter er blevet udskilt, venter kampen mellem bunken af legitime kandidater. Men eftersom de alle er nogenlunde lige gode, kommer kampen til at handle om alliancer, idet klublederne udvælger loyale forbundsfæller; og disse vælger atter deres trofaste håndlangere. Selv de, der gennemskuer at de nok er lige så gode som deres overmænd, trøster sig med at være bedre stillede end deres egne undermænd – samt med muligheden for avancement som tak for loyalitet.
Det resulterende cirkus er: ”Bermuda-trekanten”. Men den omfatter ikke kun de tre velkendte syndebukke, men hele ”Over-Danmarks” kulturcirkus. ”Bermuda” er endda rummelig nok til også at omfatte dele af den akademiske elite som gallionsfigurer. Ja, for man forsikrer sig også i form af bestikkelse: dels af kvinder, dels af faglige autoriteter! Hør her:
Kvinder bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse – for på denne måde menneskeliggøres og forskønnes rokader til beskyttelse af de privilegeredes forfængelighed. Kvinden nyder nemlig som familiens opretholder en større moralsk troværdighed, hvilket magtens mænd med instinktiv forkærlighed misbruger som trojansk hest til egen fordel.
De af kvinderne, der gennemskuer det, siger langtfra altid fra, men lader klogeligt som om de er naive: For bestikkelse er almenmenneskelig, og vi er alle mennesker. Det kan desuden dulme megen historisk ydmygelse på kønnets vegne undtagelsesvis at få myndighed til at holde ubudne mænd nede – en opgave der således ikke er forbeholdt nyslåede og dunskæggede riddere, som med hormonal forudsigelighed udøver deres myndighed ved at fritage deres foresatte for smålighedens uskønne åg.
I tyrkernes osmanniske imperium benyttede man ligeledes tvangsomvendte kristne undersåtter til at administrere magten med taknemmelig nidkærhed. Bestikkelsen af kvinder forekommer ikke blot i form af politisk korrekt magtdelegering: Mere tidløs er bestikkelse i form af privilegeret omgang med de prægtige mænds klub: snart som loyale rugemødre – snart som helhjertede klakører i datterens eller hustruens rolle.
Bestikkelsen af faglige autoriteter består i, at de belønnes for ikke at benytte deres faglige vetoret i deres egenskab af uafhængige instanser. Og hvem kan helhjertet begræde at også deres egen forfængelighed får et par rivaler mindre? Også autoriteterne er jo mennesker. Men mekanismen er ret sindrig: For netop grundet autoriteternes uafhængige stilling forventer vi, at de tør gøre brug af deres vetoret og kalde et cirkus et cirkus – just fordi de modsat andre intet risikerer derved. Trods dette ikke at sige fra fungerer derfor i praksis som et garanti-stempel – ganske på samme vis som loyale kvinders gode miner bruges til hvidvaskning af de store drenges slette spil.
”Bermuda” er således en blæksprutte, hvis tentakler infiltrerer alle samfundslivets sfærer. Ledelserne udnævner forudsigelige mellemled – som atter konsekvent favoriserer folk som de er helt trygge ved. I en omvendt salomonisk visdom ofrer man således ”barnet” – varen – på forfængelighedens alter, fordi man i stedet for som firma at trække på samme hammel oplever hinanden som rivaler. Hvilket i længden er kontraproduktivt – og ødelæggende for hele branchen, hvis alle firmaer agerer på samme vis.
Rivalitet inden for en gruppe dæmpes typisk ved hjælp af konformitet i sprog og facon – for blot folk dygtiggør sig på de samme måder, kan indbyrdes jalousi undgås. Synkroniseret udvikling har nok alle dage været en typisk modus vivendi i mandegrupper: Den kan nemlig effektivt befordre en imponerende fælles oplæring, hvor alle til sidst kan alle de samme ting. Men i vore dage er det forstærket til en frygtsom normaliseringssyge – som i de bonede gulves eksklusive variant afviser al kritik ved at henvise til: Janteloven! Ja, for således vendes tingene på hovedet efter det psykiske selvforsvars urgamle recept.
Den intrigante tilpasningssyge bidrager også til avisernes afsætningskrise. Men stadig flere bøger fabrikeres i dag på samme vis: Og kun vor tradition for jule- og fødselsdagsgaver forhindrer måske en tilsvarende bogkrise i snart at slå igennem, som når det stumme undertryk i verdenshavets virkelige Bermuda-trekant undertiden suger skibe sporløst til havsens bund.
