En betydeligt ældre bekendt lå tre dage alene med en blodprop - hvilket må være et kedsommeligt selskab. Så grundet et lamt ben (der nemlig kun akademisk set er bedre end to lamme ben) måtte han sælge sit hus og flytte til De Gamles By.
Men altid et godt tegn når mennesker kan more sig på omgivelsernes bekostning: For det forbliver dog en af menneskelivets største og ærligste glæder, som jeg derfor altid fordomsfrit tilskynder. De gode er desuden erfaringsmæssigt altid langt de farligste og mest uforsonlige.
Over for en anden indsat påtaler min gamle ven således med militaristisk brøsighed hendes slæbende fodtrin: "Løft fødderne!" Hvorefter den tøffende dame som regel til vor fælles stiltiende moro og tilfredshed vitterlig gør et noget afmægtigt forsøg - men som ved al god opførsel kortvarigt og kun for et syns skyld...
En stedlig ældgammel oberst er derimod glimrende til bens, men savner humor - hvortil kommer, at han fornærmedes over at jeg sad med ryggen til ham, og derfor gik i protest: thi det kunne han. Jeg undskyldte meget min uopmærksomhed, men fik straks af en åndsfrisk dame i kørestol besked på, at jeg aldeles ikke skulle undskylde den vrisne standsperson.
I øvrigt slår det mig at mirakuløs helbredelse af kronisk gangbesvær ved hjælp af provokationer så ubærlige, at de formår at genoplive en Lazarus, er en hidtil uprøvet helbredelsesmetode - om end patentet nok som sædvanlig bare ville blive kapret af de sædvanlige sakrosankte og kedsommelige standspersoner.
Damen i kørestol var gift med en jurist, men blev ligefuldt tærsket synder og sammen. Siden manden nu var jurist, må det åbenbart have været fuldt berettiget og velovervejet? Ak nej: For det var slet ikke manden, men derimod elskeren der tærskede hende: manden gad nemlig ikke og havde nok i sit TV. Javel - men det var vel så i grunden bare den forkerte der eksekverede de velfortjente tærsk?
Hur som helst skyldes damens tilstand nu slet ikke tærsk, som ingen jo hidtil har taget mindste skade af, men derimod uoprettelig lægesjusk under en rygmarvsoperation på Frederiksberg Hospital - som hermed varmt anbefales helt uden konsulent-beregning.
Dette uheld tager hun til gengæld med stoisk storsind over for al menneskelige fejlbarlighed - men har jo så heller ikke som den gamle oberst nogen mulighed for at gå i protest. Og derfor er det velsagtens at hun finder hans let fornærmede værdighed så aldeles uberettiget...
