EN GNOSTISK NOVEMBER ODYSSÈ
Tænketanken Cepos´ over-præsident dr. Martin Klågerup mener ikke at finanskrisen berettiger til mere fremskudte statslige positioner i det finansielle liv, omtrent ligesom man jo heller ikke giver kemoterapi mod forkølelse. Endvidere benægter han talen om spekulanternes overhåndtagende grådighed med følgende argument: Hvorfor skulle kapitalisterne lige pludselig være blevet specielt grådige over hele kloden?
Dette defensive argument er kalkeret over de arbejdsløses forsvar over for anklager om dovenskab: Hvorfor blev alle overalt pludselig så ”dovne” i 30erne? Men mens hr. Klågerup altså tilråder lutter gulerødder til finanssektoren, anbefaler han kun pisk til den resterende minoritet af arbejdsløse – som klassiske nationaløkonomer af hans egen skole da ellers plejer at anse for en nyttig stopklods mod løninflation. Men alle spekulanterne er nok bange for at ingen gider passe dem når de kommer på plejehjem.
For resten er forsvaret mod anklagen om grådighed tyndt: For selv om grådigheden i princippet er konstant, får den i perioder mere vind i sejlene og siger naturligvis ikke nej tak. Således fratræder direktører fra Roskilde Bank og Nordea angiveligt nu med hver henved 150 millioner i hånden.
Dagbladet Informations leder fortæller om alle de kreative folk der arbejder gratis for Zentropa og andre prestigefulde instanser i håb om at blive ”opdaget”, men som reelt må ernære sig af de usleste jobs. Nuvel, samtlige dagblade lever højt på just sådan frivillig arbejdskraft, og i særdeleshed små aviser som Information lukrerer helt konsekvent på det. Det må da kaldes statslig kulturstøtte når skribenterne er arbejdsløse, og sponsorering når de er i jævnt lønarbejde.
I øvrigt er sammenhængen mellem løn og flid ikke særlig Cepos-agtig: For når man skriver frivilligt som til jer asner, med arbejdet selv som den eneste løn, gør man sig langt mere inderlig umage end når man skriver mod linjebetaling og pensionsordninger a la Nordea Bank. De grådige direktører ville måske også have gjort sig lidt mere umage, hvis det ikke var for de guldrandede bonusordninger.
Nuvel, men er den al gratis kreative arbejdskraft, som intet dagpengesystem anerkender, så et eksempel på grådighed eller på dovenskab? Ingen af delene, for aspirationer mangler der åbenbart ikke. Enkelte håbløse autister med it-specialer er dog nu omsider blevet ansat i beskyttede firmaer for ligesindede med stor kommerciel succes efter årtiers håbløshed i offentligt regi. Så måske var den bedste iværksætter-idé at blive statsautoriseret autist for at give pinen en ende.
Dagbladet Informations leder fortæller om alle de kreative folk der arbejder gratis for Zentropa og andre prestigefulde instanser i håb om at blive ”opdaget”, men som reelt må ernære sig af de usleste jobs. Nuvel, samtlige dagblade lever højt på just sådan frivillig arbejdskraft, og i særdeleshed små aviser som Information lukrerer helt konsekvent på det. Det må da kaldes statslig kulturstøtte når skribenterne er arbejdsløse, og sponsorering når de er i jævnt lønarbejde.
I øvrigt er sammenhængen mellem løn og flid ikke særlig Cepos-agtig: For når man skriver frivilligt som til jer asner, med arbejdet selv som den eneste løn, gør man sig langt mere inderlig umage end når man skriver mod linjebetaling og pensionsordninger a la Nordea Bank. De grådige direktører ville måske også have gjort sig lidt mere umage, hvis det ikke var for de guldrandede bonusordninger.
Nuvel, men er den al gratis kreative arbejdskraft, som intet dagpengesystem anerkender, så et eksempel på grådighed eller på dovenskab? Ingen af delene, for aspirationer mangler der åbenbart ikke. Enkelte håbløse autister med it-specialer er dog nu omsider blevet ansat i beskyttede firmaer for ligesindede med stor kommerciel succes efter årtiers håbløshed i offentligt regi. Så måske var den bedste iværksætter-idé at blive statsautoriseret autist for at give pinen en ende.
Men humorister er nok aldrig rigtige autister, for de lever jo i et flerdimensionalt psykologisk univers, hvor deres egne svagheder og de resulterende sociale kollisioner erkendes smerteligt klart. ”Betinget pseudo-autisme” eller ”specifik social allergi” ville nok være en mere retvisende betegnelse for os der også i psykiatrisk henseende sætter os mellem alle støtteberettigede stole.
Dog holder vi omsætningen oppe frem for at investere i spekulative derivater: Således smadrede jeg i går et dyrt brilleglas på en kafé, men optik har nu altid været en af mine største udgiftsposter – dog tænker jeg her ikke på salig rektor Stegelmanns beklagende ord om Strøm Tejsen, hvis skolevej var ”brolagt med knuste brillestel” – for normalt bruger jeg kun penge på luksusoptikker, så det med brillerne var en smutter.
Dog holder vi omsætningen oppe frem for at investere i spekulative derivater: Således smadrede jeg i går et dyrt brilleglas på en kafé, men optik har nu altid været en af mine største udgiftsposter – dog tænker jeg her ikke på salig rektor Stegelmanns beklagende ord om Strøm Tejsen, hvis skolevej var ”brolagt med knuste brillestel” – for normalt bruger jeg kun penge på luksusoptikker, så det med brillerne var en smutter.
Objektivers perfektion har lige som gode billeder samt vor kære blog en gnostisk beskyttet renhed i denne uberegnelige jammerdal – om end november kan byde på evighedsagtige belysninger med dulgte håb om forløsning, som Caspar David Friedrich ville have kunnet goutere. Og en kongeørn velsignede mig endog aldeles uventet med sin nåde. På billedet man ser hvordan.
Med Bermuda-trekantens jammerdal har det aldrig været værre: disse indgiftede middelklasseklatrere med deres ensartede honette ambitioner, der ængsteligt beskytter hinanden på kryds og tværs i forlag, arkitektfirmaer og depardementer – alt sammen i den påståelige indbildning at være landets elite. Og da de ikke kender deres egne hjerter, indbilder de sig endda at være modstandere af dødsstraf, blot ingen fornærmer deres ære. Ak, ja det er hårdt at være genier i en kjøbstad – og det er nok derfor de altid holder sammen…
Men i morgen mandag får de én på hatten i Berlingerne i en (forbilledligt ulønnet) kommentar om Janteloven – som sædvanlig så langt over bæltestedet, at man som sædvanlig holder bøtte. Derimod er man anderledes ”storsindede” over for halvdumme kværulanterier, som ganske rigtigt falder tilbage på ophavsmændene og er god reklame for deres egen kulturradikale frihed for Tor som for Odin. Den har de skam luret.
Med Bermuda-trekantens jammerdal har det aldrig været værre: disse indgiftede middelklasseklatrere med deres ensartede honette ambitioner, der ængsteligt beskytter hinanden på kryds og tværs i forlag, arkitektfirmaer og depardementer – alt sammen i den påståelige indbildning at være landets elite. Og da de ikke kender deres egne hjerter, indbilder de sig endda at være modstandere af dødsstraf, blot ingen fornærmer deres ære. Ak, ja det er hårdt at være genier i en kjøbstad – og det er nok derfor de altid holder sammen…
Men i morgen mandag får de én på hatten i Berlingerne i en (forbilledligt ulønnet) kommentar om Janteloven – som sædvanlig så langt over bæltestedet, at man som sædvanlig holder bøtte. Derimod er man anderledes ”storsindede” over for halvdumme kværulanterier, som ganske rigtigt falder tilbage på ophavsmændene og er god reklame for deres egen kulturradikale frihed for Tor som for Odin. Den har de skam luret.
Men som sagt: Hvor uren end verden er, så behøver vort gnostiske objektiv af en blog den dog som afsæt og inspirationskilde – hvilket giver jammerdalen et eksistensalibi. Inkarnationens store gåde, som også Gud måtte bide skeer med.
