Fra Madeleinekager til Edison og Egon Friedell
Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".
Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som også Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".
Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).
Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…
Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.
Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...
Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?
Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da som ekstra nummer få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.
- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af ligeledes reglementeret udnævnte rationelle kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade, løsagtigt fiktive Bibel-spekulationer helt uden hjemmel i de vises gråskæggede råd, endsige ubesindigt mandehadske feminister uden hverken hovede eller hale.
Men som min 95-årige bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare (thi hvad der serveres, bør altid være kommensurabelt med publikums gebis) : "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.
For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet (skønt originalitet og netværkeri ellers er notorisk komplementære træk i Bohr's forstand): Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.
- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så at selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden), så lever Edith Toiletruller fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...
