Thursday, October 22, 2009

"SOCIAL INTELLIGENS"

Kedelige og komplet holdningslöse personager i stil med den vidunderlige siderolle hr. Julmand i filmen "Headhunter" anser sig i deres ubetydelighed ofte for i besiddelse af en uhyre "social intelligens". Og beviset derfor er naturligvis deres mangeårige manövredygtighed renset for enhver art uagtsomhed, ubalance eller fremturen uden mandsopdäkning.

Alene fra mine år i avisernes verden ved jeg at der på hver redaktion og velsagtens i ethvert andet stort firma sidder mindst én sådan helgarderet mandsling gennem årtier, fredet selv i den värste storm. Deres hemmelighed er dog ikke deres sociale intelligens, men at de er for bekvemme til at have nogen art etik eller holdning i forhold til nödvendigt beskidt arbejde, for feje til selv at gå efter magten og derved udfordre ledelsen, samt alt for ordinäre til at provokere branchens grasserende jalousi og forfängelighed. Sagen er nemlig at det er ledelsens mere end deres egen sociale intelligens de kan takke for deres urokkelige position.

I övrigt er det ikke absurd at tale om social intelligens, men selv om naturligvis det er biologisk interessant, er det dog ikke andet end hvad enhver abe kan prästere i sövne. Når middelmådige og karakterlöse personer så ofte dyrker denne disciplin, er det da typisk også mest i mangel af bedre - for det er klassisk at når folk med Ikaros-drömme begynder at flyve for höjt, indhentes de gerne af nemesis, om end ikke fra Gudernes himmel, men altid fra neden. Biblens Josef-figur er her klassisk, som Thomas Mann viste. For kan man selv ikke finde på noget bedre, kan man altid finde ud af at intrigere og puste til jalousiernes glöder, pavestolt over egen snedighed.

Et eksempel på hvorledes jeg selv dummede mig i så henseende var da WA juli 08 trykte en siden hen meget rost kronik om mediernes Bermudatrekanter, som Politikens kronikredaktör havde afvist (som alt andet) helt uden forbehold trods god samarbejdsvilje. Man udbad sig nemlig i den forbindelse nogle konkrete eksempler - for at gøre stoffet mere avisaktuelt. Og det blev hororeret med fyring på bemeldte dagblad, og vel netop fordi det var umiskendeligt stuerent og derfor desto mere uafviseligt i sin pytagoräiske algebra. Ja, nogle mente endda at jeg gik frejdigt i en fælde som ethvert barn i syvende klasse ville have gået langt uden om...Men et er at vide at fænomenet findes, noget helt andet at erfare dets massive "hormonale" vælde.

En af de få gange hvor jeg omvendt selv har udmärket mig i så henseende var, da jeg i sin tid blev tilknyttet bemeldte dagblad som anmelder og free lancer. Instinktivt sendte jeg forinden kulturredaktionen nogle velskrevne, men dog ikke virkelig interessante småting, og den bed man på. Senere dummede jeg mig naturligvis ved at vise min virkelige force, og lige så mange roser det indbragte fra abonnenter med vidt forskellig baggrund og alder, lige så meget mishag vakte det efterhånden hos overordnede kolleger af samme kön. Så gik det slag i slag ned ad bakke med årlige "suveränitetsoverdragelser" til harmlöse ug-drenge af typen "højerere samlere", så småligheden kunne tage sig ud som storsind over for de nye. Og naturligvis uden megen kollegial protest...

Den lille historie illustrerer i sin banalitet, at laden hånt om al social snedighed typisk er et overskudsfänomen der oftere ses hos de nogenledes begavede. Naturligvis vidste jeg fra begyndelsen, hvad der kunne väre vindende - men fristet af sejrsrus slår man det snart hen. Hertil kommer endnu et punkt: Et er nemlig at kende til eksistensen af en bestemt dimension som der må tages höjde for. Noget helt andet at erfare hvor stärk en faktor der er tale om - ganske som nyslåede indehavere af körekort slet ikke er i stand til at kalibrere sikkert med inertien af store biler samt höje hastigheder og derfor let skrider ud i vejsving - også selv om de naturlígvis kender til inertiens eksistens.

Mit anderledes held i svensk fredningsarbejde skyldes vel til dels ligeledes, at jeg, foruden at väre en ildsjäl, som amatör og enegänger aldrig har udgjort nogen professionel trussel som "intruder".

Tuesday, October 06, 2009

PUBLIC SERVICE OG VIRTUAL REALITY

Vor public service forpligtelse ligger os på sinde, og heri indgår også bredere virkelighedsrapporter. Disse behøver dog ikke alle at hvile på vor egen autoritet, idet det ellers ville blive for smalt. Naturligvis kan vi ikke garantere for vore vidners troværdighed, men dette stiller jer nu ikke værre end det forhold, at I jo heller ikke har nogen garanti for vore egne rapporters troværdighed. Men ganske som I her støtter jer til det forhold, at vi endnu aldrig har svigtet jeres tillid desangående, lige så lidt har vi selv fundet mindste grund til reservation i forhold til de vidner vi henholder os til.

Sådan tillid fortyndes imidlertid led for indtil det rent homeopatiske, hvis jeg refererer til troværdige vidner, der atter kender troværdige iagttagere, der i deres tur på tro og love bedyrer at troværdigheden ligefrem tiltager med graden af fortyndelse, idet homeopatiske blandinger angivelig skulle være de mest helsebringende. Ja, i henhold til yderst troværdige homeopater skulle det allerypperste ligefrem være de blandingsforhold, hvor vandet vitterlig er destilleret til helt rent H2O og blot erindrer at det vist nok engang har været i berøring med det saliggørende stof.

På samme vis kommer svindlere ofte langt ved at henholde sig til, at de engang har været bonkammerater med en yderst troværdig person – indtil det viste sig, at denne beklageligvis ikke var hans store tillid værdig. Ja, personligt kender jeg en passioneret plattenslager, der ligefrem anbefaler sig med den personlige maksime, at han af princip kun låner penge af ordentlige mennesker. Og hans ord er selvopfyldende: For hvor mange ordentlige mennesker kan helt stå for den anbefaling?
Kort sagt kan I roligt stole på de øjenvidner vi inddrager i vor nyhedstjeneste, om ikke andet fordi de med garanti er væsentlig mere underholdende bekendtskaber end hvad I ellers tilbydes for jeres egne penge. ”Det offentlige rum”s prætentiøse vulgariteter vil vi ikke byde jer; men I tilbydes derimod at sidde på første parket, hvis I ellers formår at afholde jer fra abeagtig gnasken og febrilsk fingereren med medbragt forplejning, knitrende emballeret i alle regnbuens farver. For her bliver såmænd såvel som brød og skuespil nok til alle.

En bekendt fortalte således at han fra sit hus i Skåne havde overværet hvorledes en stor duehøge-hun ihærdigt jagtede en af hans brevduer i henved to minutter, indtil offeret slap tilbage i dueslaget på målstregen. Høgen vandt ind på de lange, lige stræk: men kun et enkelt sted har jeg læst, at de store høgehunner kan nå op på særligt høje hastigheder og undertiden tillige opvise sjælden udholdenhed. Nuvel, jeg tog med mit vidne derop, men skønt haven vrimlede med egnede ofre i stærekasser, stengærder og huller i laden, havde vi ikke held til at opleve en "gjentagelse", selv om han næsten daglig får høgebesøg.

Men jeg tror ham alligevel, for han har den besindige flegma, som de gode og nøgterne naturobservatører oftest har, og som giver de bedste resultater. For dels har de opmærksomheden vendt udad i stedet for mod indre drømmescenarier bekvemt henlagt til Kamtjatka; dels indgyder de deres medskabninger en grundlæggende tillid ved deres økonomiske indstilling til forholdet mellem energiudfoldelse og plausibelt udbytte: For i al slags omgang når man længst ved at udstråle en vis solid forudsigelighed.

Om natten havde jeg sære, men let tolkelige drømme, som altid når organismen er lovligt undskyldt og spænder af under fremmede vingers anonyme beskyttelse. Tolkning af andres drømme føles som skarpsindige gæt, hvorimod tolkning af egne drømme føles som erindring af hvad man godt vidste. Ha – dér var jo dagresterne fra gårsdagens oplevelser, aha – og dér var temaet. Men selv de helt konfliktfri behøver angiveligt at drømme, selv om de intet har at drømme om. Folk på den grønne gren holder derfor gerne drømme for absurde og hælder som fysikeren Benny Lautrup til at se drømmene som en art hjerneaffald uden mening.
Well, måske i deres tilfælde. For fjollede drømme er åbenbart lige så gode til at smøre hjernen som fjollede bøger, fjollede aviser, fjollede konversationer samt fjollede digressioner – eller fjollede bondestudenters livtag med karrieren, Gud og kærligheden på de lokale værtshuse.

Nuvel, også afhandlinger bliver som drømmene futile, hvis det genuine dramatiske stof mangler. Derfor behøver de nu ikke at være så dumme. De fleste af os er jo kun middelgode på de fleste felter, selv uanset et vist talent, og det er helt i sin orden, blot vi ikke forbyder det gode af malplaceret skam. For uden det gode ville vi snart kede os ihjel, for nyttige genier er lige så mentalt nødvendige for os som nyttige idioter og fjollede digressioner.

Nuvel – nattens drømme har jeg atter glemt, men katarsiseffekten lå i oplevelsen af deres organiske rod i noget ikke-spekulativt med egen stemmeret. Den næste dag skulle jeg selv vise mine egne territorier en breddegrad længere mod nord frem til en gæst og lod mig køre derop. På vejen satte hans bil et par gange ud – men som i en drøm mødte vi straks ved ankomsten min private bil-fusker, der var mand for på stedet at udlægge bilens drømmetale og tilbyde en kur hinsides al forhandling.

Min egen guidevirksomhed den næste morgen blev ligeledes truet af transportkomplikationer tillige med uheldigt vejrlig. Derfor kørte mine gæster ned til et menneskeskabt fugleeldorado nær kysten – en såkaldt kvælstof-fælde, idet vådområder på engang hindrer overgødning af lavbundede havbugter og beriger fuglelivet. Udmærket tænkt – men atlantisk blæsende og sjælløst kedeligt for os drømmere, der hellere vil se et enkelt tranepar i taigaens sarte sumpe end en bunke skræppende og overgødede ænder og strandskader fra et kollektivt turistskjul.

Den permanente observationsfacilitet lignede en mellemting mellem et cykelskur og en offentlig retirade forsynet med glughuller af hensyn til voyeurer fra begge sider. I skuret sad såvel passionerede som pensionerede fuglefolk linede op med fotografisk ”high end” udstyr af den art, som vi nu alle har, men som for blot få år siden vakte uforbeholden benovelse og signalerede, at her var sad en af de udvalgte, som kunne leve af sin hobby.

Men det er hermed akkurat som med finkultur, at der er gået inflation i det, på godt og ondt efter demokratiets og fremskridtets egen natur. Snart når vi måske det punkt, hvor stadig flere dropper det hele og begynder forfra på et rent hobbyplan. For at leve af noget ikke alt for opslidende med fritid nok til at drømme er i vore dage ikke så svært som tilforn. Først bliver de eksklusive hobbies umulige at leve af; dernæst falmer deres høje status efterhånden ganske i stil med universets tålmodige afkøling siden Big Bang. Kort sagt falder hele det stræbsomme halehæng falder fra til fordel for det sidste ny. Så bliver der måske omsider lidt ro, hvorefter vi uforstyrrede kan dyrke den ægte vare.

Snart kan vi således alle i den rige del af verden være så misundelsesværdige, at vi end ikke behøver at leve af det for at være det. Vore superobjektiver vil da blot være ærligt legetøj uden bagvedliggende forhåbninger. Men på den anden side: Hvis vore drømme ikke længere er drømme om noget andet og mister deres eksistentielle fokus som håb om forløsning, så bliver de måske netop absurde, fjollede og sjælløse ligesom de heldigt stilledes natlige drømme? Og det samme gælder måske naturoplevelsen?

Naturinteressen er ganske rigtigt dalende, også i skoleregi. Ikke underligt, for på TV kan vi opleve de mest fantastiske naturscener gratis og på kommando uden noget som helst mellemværende med virkeligheden. Den virtuelle naturoplevelse overhaler vor naive fascination af eventyrets næsten religiøse ”dybere inde i skoven”, ”længere vestpå” med medietilbud hinsides hvad vi realistisk kan håbe på at opleve i virkeligheden – og dermed overflødiggøres den virkelige natur måske som en art tidsrøvende kitsch. På det erotiske område bliver det vel ligeledes snart muligt ved hjælp af særlige chips at opleve perfekte samlejer med udvalgte stjerner i 3D og hele registret uden at risikere hverken vor dyd, vort helbred eller vor civilstand.

Den ægte stand selv kan imidlertid næppe simuleres af nogen virtual reality, og således beholder virkeligheden beholder alligevel et sidste trumfkort af uforudsigelighed og transcendens hinsides kedsomheden – som ikke kan indfanges og plagieres ved hjælp af tenologiske fiks af modernitetens ”endimensionale menneske”. Åbenbaringens præg af unik transcendens – ”Hold da op – nu sker det virkeligt, nu letter flyet, for sent at stå af, hun sagde sgu ja, nu kommer tigeren og denne gang er det hverken film eller drøm” er således tæt på hvad Kierkegaard kaldte ”det etiske-religiøse”. Ejvind Larsen er inde på det samme i sin stædige undsigelse af vor civilisations abstrakte og næsten gnostiske dyrkelse af pengenes og intellektets ”rene” abstraktion. Kroppen, naturen og den kødelige virkelighed reduceres dermed til en åndsforladt og foragtelig emballage – og af samme grund hylder mange ortodokse kristne såvel som jøder læren om kødets opstandelse.

Jeg drømte selv engang om at leve af mine naturfotos, men gjorde kun lidet for at markedsføre dem. Personlighedstypologiens klassiske komplementaritet, you know.. Nu fortsætter vi både det og skriverierne, blot gratis og uden illusioner. Mennesket er ikke skabt til den virtuelle realitets udramatiske vægtløshed, business class eller ej. I gamle dage stod man til søs og skelnede med naiviteten i behold mellem drøm og virkelighed...

Også nutidens bloggeri bliver let ugudeligt og relationsløst – men ikke vor egen blog: Hvis I nemlig påstår noget andet, røber I jo dermed netop at vi skam har virkelige læsere af kød og blod – oven i købet trods deres nærighed som abonnenter så velbeslåede konsumenter, at vi jo nyder reklamesponsorering af vor virksomhed. Men vist ligger der i blogfænomenet en solipsistisk emancipering fra virkeligheden, der kan sammenlignes med pornografiske rum i cyperspace. Bloggens virtuelle rum synes som en kuvøse at befri os fra bindingen til andre mennesker – idet læserne så at sige bliver en del af fiktionen i form af et livagtigt forestillet påskud for at skrive. Når først teksten foreligger, kan vi atter ophæve dette befordrende trick til opnåelse af gensidighedens psykiske intensitet.

Men helt det samme kan det aldrig blive, lige så lidt som pornografiens virtuelle rum: Bevidstheden om at gensidigheden netop ikke er blot forestillet, er som at knibe sig i armen og vågne op. Det virtuelle rums herligheder kan genfremkaldes vilkårligt så tit det skal være – men den sande virkelighed kendes netop på, at når toget er kørt, er det for sent at skifte mening. Kommer du for sent til din mors dødsleje – kan du ikke siden gøre det om. Dette er også en afgørende dimension af naturoplevelsens næsten bibelske ”det skete, og jeg var der”.
”You-tube”s mange fantastiske faunascener er netop uvirkelige, fordi de kan genfremkaldes på kommando, hvorved mysteriet går tabt. Så selv om forskellen mellem drøm og virkelighed sløres stadig mere, kan den ikke ophæves – ganske som der altid vil være forskel på prostitution og fuld erotisk gensidighed. Og af samme grund foretrækker nogle som bekendt det første...