Inden min forestående pilgrimsrejse nordpå fældede jeg i dag med håndkraft samt en religiøs reformators frygtindgydende ensporethed en hel del uvelkomne graner på tjur-biotoper hos egnens store skovejer med hans samfulde 75o hektarer. Han truer ellers endog helt lovmedholdelige udnyttere af "allemansretten" med bål og brand og minder grangiveligt om Gustav Vasa - men han holder skånsomt hånden over faunaen.
Han ved nok efterhånden hvad jeg render rundt og laver trods al mulighed høflighed udadtil fra min side, som han nemlig gennemskuer som et tegn på en pervers overlegenhedsfølelse, som han bifalder. Og han respekterer hemmeligt min anarkisme som beslægtet med hans egen given fanden i alle vedtægter.
Til sagen hører at også han er øm over sine prægtige "sibiriske" tjurhaner og selv måske blot er for doven til at fælde de graner, som kvæler blåbærriset, hvis de ikke holdes i ave af enten skovbrand eller folk som mig: Endog i de par naturreservater jeg har på samvittigheden, er jeg nu nødt til at bide min ungdoms romantiske urørthedsidealer i mig. I audienserne står jeg altid som den naturligste sag op, mens kongen altid sidder ned; og skønt han ikke bliver træt af fremvise sine trofæer og ejendom, byder han aldrig på noget: For der må dog være grænser.
Og vist er sådan unødig fraternisering mellem klasserne en uting og lige uværdig for begge parter - ganske som mine bedsteforældre i sin tid syntes, at det var synd at gøre nar ad aberne i cirkus ved at klæde dem ud i smoking og slips. Spørgsmålet er nu, om det ikke snarere var menneskene det var synd for, når man således fremstillede dem som aber i smoking. Teologiske abonnenter kan forresten spørge sig selv, om menneskers skam ved at blive sammenlignet med aber mon tyder på, at vi nedstammer fra dem, eller på det modsatte.
Nå, men Gustav Vasa har råd til at holde mig, ganske som enkelte sjældne godsejere i gamle dage holdt hånden over deres havørnepar, og ganske som en endnu ældre tids feudalherrer undertiden med stolthed hemmeligt beskyttede en særlig betydelig krybskytte som en art undersøisk valgslægtskab. Og på samme vis forestiller jeg mig, at enkelte tyske landefyrster på Luthers tid beskyttede en og anden gal teolog, som udadtil jesutisk bøjede sig for deres myndighed uden dog i virkeligheden at vige en tomme.
Et sådant format finder vi sjældent på vore "undervisiteter" og slet ikke i pressen, hvor alt i vore dage skal normaliseres til den største tristesse. Der spekulerer plebejiske landjunkere i hvor langt ned under sit menneskelige og intellektuelle niveau de mon kan presse én til at gå for stadig at få lov til at deltage i ny og næ med komisk ligegyldige pip samt inferiør "kritik" af bedre folk, på lige fod med nyslåede studenter og praktikanter. Og der er ikke mange skridt fra mobning til folkedrab: i særdeleshed hos folk der anser sig for oplyste, progressive - og følgelig hævede over kritik. Bevidste bøller har derimod oftest et hemmeligt behov for også at gøre noget godt.
Men dér forregner landjunkerne sig, for i de målrettede mail-listers og internettets tidsalder kan man let komme ud med tingene, hvis man omsider beslutter sig for at kaste terningerne og skrive hele banden ned under guldbrædderne. For hvis man alligevel skal straffes, kan man jo ligeså godt få noget for pengene. Hertil kommer at mens positive ting i deres egen ret oftest er uvelkomne, så modtages al kritik af folk af position med kyshånd overalt - den være så nok så uberettiget og talentløs. Som fremgået af hovedindlæggets hyldest nedenfor, findes der dog heldigvis endnu enkelte frie fugle med vingefang i landskabet.
