HENRIK DAHL OM KARAKTER-INFLATION

Journalisten Simon Riedel kompletterer Henrik Dahl's kritik af de høje karakterers inflation de senere år ved at nævne den udbredte "anerkendelseskultur". Og bruger som skole-eksempel mange kvinders tendens til at "rose hinanden for ingenting": med et anerkendende citat af kollegaen Torben Steno i en anden tråd.

SIMON RIEDEL:

"Det må jo være den kultur, der er på uddannelserne. Det er anerkendelseskultur, hvor man bliver rost i store vendinger for mindre bedrifter. Ligesom Torben Steno der i går skrev, at han synes de mest irriterende opslag på Facebook er af kvinder, der får ros af andre kvinder for ingenting."

MIG-MIG:

"Bestemt,. - Men nøjagtigt det samme hos mange unge mænd i medie-branchen - bare lidt bedre skjult og for så vidt også et par hak mere lødigt : I form af jævnbyrdige "kommentarer" og "kritik" mellem ligesindede med samme baggrund, uddannelse og fortid som langhårede fans i Fremad Amager - hvilket de alle pønser på at skrive hver sin obligatoriske bestseller om, med titlen:

"JEG VAR EN VÆRRE ROD". Underforstået: "Nu er jeg det slet ikke længere".

LÆG nemlig mærke til, Simon Riedel, at hvis Torben Steno ikke selv havde tilhørt branchen, så ville hans sande, men ingenlunde nye konstatering ikke være blevet nævnt endsige rost med et ord af mænd i branchen - med forbehold for de undtagelser der findes i alle sammenhænge..
Er der ikke lidt om det?..- Eller er der?

Og er der ikke også i Steno's og din forstand noget "kvindeligt" i det forhold, at unge mænd i branchen typisk oplever kollegiale reaktioner selv på de jævneste ting som en langt større succes end det faktisk at skrive noget sandt eller endog ligefrem læseværdigt?

Veninde-ros er nemlig for langt de fleste uanset køn det umandigt ryggrads-tærede kriterium for forskellen på flop og succest....

P.S. Høflig tavshed ville her være en lidet overbevisende dementi..."

--------------
Og den umandige tavshed talte endnu engang sit tydelige, om end noget uartikulerede sprog. Omtrent ligesom når nogle muslimer besvarer injurierende omtale af islamisk vold og terror med: vold og terror.

 Det eneste svar - ja sågar med muntert overskud - kom derimod fra en kvindelig journalist: Sara Høyrup. Som nemlig stille og roligt benyttede sin menneskeret til personligt at udgøre en undtagelse - for sværere er det nemlig heller ikke...

Efterfølgende har Simon Riedel imødekommende erklæret sig enig i ovenstående generelle betragtninger. 

VINLANDS OPDAGELSE...

SILKEHALENS rede blev første gang fundet af en excentrisk englænder i Lapland i midten af 1800-tallet.

I vore dage er der ingen excentriske mennesker og derfor heller ingen virkeligt interessante romanfigurer - men kun "repræsentative" og tidstypiske person-gallerier.

Langt de fleste enegængere er eller bliver nemlig i vore dage snart vitterlig småtossede af lutter afhængighed af omverdenens dumme og mekanisk forudsigelige gunst: Så deres hovedrystende omverden af sædvanligvis veluddannede flokdyr ender som regel med at få sørgeligt ret i deres dom, hvis de da ikke allerede havde det i forvejen.

Imidlertid, imidlertid: Ganske som med Amerika (de norske vikingers "Vinland")

, den dybe tallerken og så meget andet, som mennesker tydeligvis sætter en stor ære i at have enten opfundet, forbedret eller i det mindste "kritiseret",- så er der utvivlsomt en del finner og lapper der har fundet silkehalens rede langt inden hin excentriske engelsmand.

Og omvendt: Hver gang nogen gør en opdagelse, vil der altid være en bunke mennesker der bedyrer, at det havde de skam allerede forlængst tænkt på. Forfængelighedens selvbedrag nemlig hærger på komisk uhæmmet vis både blandt de kendte og de mindre kendte: Ja for helt ukendte er der formodentlig ikke ret mange af - jeg kender i hvert fald ingen...
Spørgsmålet om berettigelse har derfor intet som helst at gøre med dette dumme, men indrømmet ofte praktiske spørgsmål om kendthed.

Faderen til en god ven af mig opfandt f.eks. i 50-erne en sindrig, men vist nok i princippet ret enkel ("...my dear Watson") mekanisk ind-og udåndings-device til brug ved genoplivning af alle og enhver: - dvs. alle lige undtagen de døde, thi manden var ateist og kunne jo derfor dårligt tilige give den som religionsstifter...
Og kun tusenkunstnere formår at blive alt muligt på engang. Men ikke desto mindre blev manden derved både selv udødeliggjort og uhyre velhavende.

Hvorom alting er: Især inden han fik sit patent godkendt, men såmænd også af og til sidenhed, mødte han højt meriterede kolleger rundt omkring i verden, der med et faderligt skulderklap bedyrede: At den fjollede bagatel havde de skam da allerede selv udtænkt i en kaffepause for mange år siden uden at gøre sådan ståhej af det....

SILKEHALERNE er invasionsfugle uden synderlig patriotisk forkærlighed. Så hvor de havner, når de om foråret trækker mod nord efter at have spist sig både mætte og høne-fulde i gærede rønnebær, er de derfor ikke så nøje med.

Også på de meget spredte og uforudsigelige nordlige ynglepladser i taigaen ser man dem oftest i noget der kunne ligne bitte-små kolonier spredt i de for året valgte regioner.

Men forklaringen er vel bare den, at silkehalerne trækker i småflokke, som efterhånden fordeler sig i smågrupper af fugle, der så danner par i samme område det pågældende år. Så måske har grupperingerne ingen andre fordele end den, at kønmodne fugle har let ved at finde en mage: undtagen hvis gruppen indeholder flere individer af det ene køn - de overskydende kan så få rollen som tragikomisk husven eller gammelmø, velegnet til baby-sitning...

I sommerperioden lever silkehalerne af myg og andre små-insekter som de snupper i flugten med en svals behændighed og utrættelighed, som man aldrig ville have tiltroet de buttede, spoleformede fugle. Heri kan de ligne stære, der med deres lige så robust trekantede vinger ligeledes er at betragte som bittesmå flyvende torpedoer..

MED PETER TUDVAD OG CASPAR DAVID FRIEDRICH I ALPERNE

POLITIKEN har publiceret et interview med filosoffen Peter Tudvad om det at vandre alene in der Schweitz. Men man kan da vel ikke interviewe nogen der foregiver at vandre alene?

Det minder mig om dengang Jacob Holdt fortalte mig, at han den sommer havde besluttet at lunte ene mand helt til Kalmar Slot ved Sveriges østkyst - velsagtens for at afblæse Kalmar Unionen engang for alle med fynd og klem. 
Og naturligvis med tilbud om kontinuerlig medie-opdækning på linje med andre moderne opdagelsrejsende.

Jacob Holdt tilføjede nemlig på sit velbevarede sindige jyske, at hans hustru dog bestemt havde frarådet det sidste af lignende grunde som den jeg her antyder.
Jeg svarede min natur tro slet intet, men tænkte i mit stille sind: "Den mand har i det mindste været så heldig at finde en hustru der ikke taber hovedet bare på grund af et par umodne mikrofonholdere....

Og hvornår er nogen forresten for resten sidst blevet "filosof" af at skrive om en filosof? Det minder mig om en nylig afdød dyrker af den amerikanske national-filosof William James.

- Manden blev nemlig i samtlige amerikanske nekrologer andagtsfuldt beskrevet som den skinbarlige inkarnation af sit berømte forbilledte: endog hvad skæggets vækst , drøjde og farve angår. For skægget var skam blevet DNA-testet, og den var god nok: Det var ikke købt i "Spøg og Skæm".

Så hermed er reinkarnationen omsider endegyldigt verificeret : For lige som med den sorte svane er et enkelt case nok til at kuldkaste den gængse opfattelse.

Et lige så uigendriveligt argument kunne lyde: William James er død; mr. NN er død: Ergo er mr. NN identisk med William James. Heureka!

MEN som GROUCHO MARX udbryder ved sit tlfældige gensyn med en gammel ex-veninde: "Everything about you reminds me of You - except You...."......

MEN nu skal vi heller ikke blive ondskabsfulde. Og dog, og dog: Alle krigsreportere kan nemlig bevidne, at efter fuldendt herostratisk dyd viser selv de værste forbrydere sig at være de mest ejegode og fredsommelige mennesker.
Hvorimod vegetariske og veganske pacifister skal være de aller mest krigerske gemytter,- både indadtil og udadtil. Med teologerne på en sikker anden plads.
Eksistensens kabale er ikke nem.

KONGEØRN OG HVEPSEVÅGER I SMÅLAND: OM MOBNING OG INDIKATOR-ORGANISMER

For 20 år siden så jeg i Pyrenæerne over trægrænsen et par lamme-gribbe, akkompagnerede af sortspættens karakteristiske skrig og tromme-virvler nede fra skoven af velduftende ædelgran.

 Lammegribben forbinder vi ellers snarere med Tibet og omegn, hvor der næppe findes sortspætter, men langt flere afskyelige snemænd - selv om de som har talt med dem, kun har godt at sige. Og dermed kom også sortspætten til at fremstå som yderst eksotisk. Den samme aha-effekt kender vi når vi langt hjemmefra ser en fugl, som hos os er en almindelighed.

Kongeørnen forbinder vi i nyere tid især med højnordisk natur samt høje bjergkæder med et lignende klima. Men dette har delvis historisk grunde, for vist overlapper kongeørnens naturlige europæiske  udbredelsesmråde mere sydlige arters såsom den besynderlige hvepsevåge: på svensk "bivråk".

Hvepsevågen ankommer sent i maj og trækker tilbage til Afrika først i september: For den ernærer sig hovedsagelig af larver fra jordboende hvepse - gedehamse - hvis bo den graver op og transporterer hjem til reden.

For 10 dage siden så jeg straks nord for en stor fredet smålandsk højmose Årshults-myren en jagende kongeørn - af den moderate størrelse at dømme en han. Den blev mobbet af et par urolige hvepsevåger - ligeledes efterhånden et særsyn. Hvepsevågerne er gået stærkt tilbage i nyere tid, både grundet ringere forhold i det afrikanske overvintringsområde og det moderne landskab med stadig mindre indslag af lysåben skov med græsningsområder og enge.


Ganske som i menneskelivet er mobning oftest en kollektiv frygt-reaktion over for en oplevet trussel på et eller andet plan, dette være nu nok så forfængeligt: Og på denne måde blev den uventede kongeørn altså en indikator-organisme, som effektivt aktiverede de hemmelighedsfulde og yderst diskrete hvepsevåger til at gå på vingerne og afsløre deres skjulte yngleområde. Men omvendt kunne jeg lige så godt have opdaget ørnen på grund af hvepsevågernes aktivitet.


At blive mobbet af så fornemt og respektabelt folk som hvepsevågerne er naturligvis forsmædeligt. Men det må dog ved nærmere eftertanke tværtimod ses som et umiskendeligt kvalitets-certifikat hinsides alskens falsk smiger, hvis man kan få selv de mest noble og højpandede tilhængere af frihed for Loke såvel som for Tor til helt konsekvent at vise sig fra deres værste side...


De elegante hvepsevåger med de lange haler og de slanke vinger kendes med en smule træning snart fra de vanlige og mere buttede musvåger (svensk "ormvråk"). I aktiv flugt har de intet at frygte fra ørnens side - men naturligvis kunne det hænde, at en jagende kongeørn opdagede deres rede og tog deres afkom.

Det er velkendt at ænder nyder god beskyttelse ved at bo midt i en koloni af hættemåger, der kan mobbe krager og ravne væk.  De store koloni-rugende drosler ved navn sjaggere (svensk "björktrast") lader omvendt gerne den superhurtige dværgfalk (svensk "stenfalk") bo i deres midte, fordi den hjælper dem særdeles effektivt med at mobbe større rovfugle bort.

Men uden for redeområdet tager dværgfalken ikke notits af større rovfugle, for ganske lige som lærkefalken er den bitte mundfuld aldeles umulig at fange. Og de helt store rovfugle som ørnene er de hurtige små-falde bedøvende ligeglade med.

Tårnfalken er et sjovt mellemtilfælde: Denne forholdsvis langsomme falk bor tydeligvis gerne som nabo til kongeørnen og benytter sågar undertiden dens reserve-reder - for ørnen hjælper den med at holde farlige større falke og høge på afstand. Men for en sikkerheds skyld driller den samtidig også gerne ørnen lidt i ny og næ - åbenbart af mangel på tillid til sin egen aeronautiske ufejlbarlighed .



Men som sagt: I størstedelen af kongeørnens europæiske udbredelsesområde er det normalt ikke muligt at opleve den og hvepsevågen samtidigt.
Men enkelte par kongeørne er i de senere år begyndt at yngle i Sydsverige. Og der er næppe grund til at betvivle, at kongørnen har haft en langt større europæisk udbredelse indtil for 200 år siden. Men den bryder sig aldeles ikke om få sit afkom ringmærket under stort påstyr af en jakkeklædt eksekutions-kommité - og vil derfor typisk året efter ansøge om en beskyttet bolig. Ringmærkede ørne gør sig desuden heller ikke på fotos....

SCHINDLER'S LIST OG DØDE SJÆLE

Forbavsende mange mennesker mener selv at stå på en hemmelig mobbe-liste i deres metier.  - Men de kan bestemt ikke alle have ret, for det en højst eksklusiv ære - og af samme grund også en temmelig ekstravagant prætention...
Og alle relevante instanser vil da naturligvis også blankt bestride den påstand: Både når det er vås - og især når det er den rene sandhed.

De uvildige der som engang i sin tid Georg Metz med humanistisk værdighed påtager sig rollen som opmænd og at give spørgsmålet videre med kollegial diskretion, ved derfor på forhånd selv, hvad svaret må og vil lyde.

De kan derfor heller ikke være i god tro, når de ved næste tilfældige sammentræf adspørges om det forudsigelige svar og leverer dette med et afvæbnende pokerface, som handlede det om om togtiderne i Berlin.
Ejvind Larsen sammesteds sagde derimod senere hen om min egen udlægning: "Hver eneste ord du dér skriver, er sandt."
------------------------------------
DAGENS emne er imidlertid: HØNS. Men hvorfor så dette med "Schindler's List" ? Fordi jeg ligesom herr Schindler i dag måtte bruge list for at redde dem der står på min egen hemmelige liste.
Mit stedlige Birkenau er et lidet hyggeligt hønseri med 40.000 burhøns hvis arbejde og livsopgave er at lægge æg. Det er således arbejdsafdelingen og ikke afdelingen for målrettet folkedrab - om end det jo siger sig selv, at mange arbejdere omkommer dagligt selv om de fodres forsvarligt.
Mit ønske var nu ikke ligesom i Gogols's roman "Døde Sjæle" posthumt at købe herremændenes afdøde livegne, hvis navne man derfor kunne skrive som sin egendom og lånegaranti for at dupere udenbys standspersoner nok til at lade dem betale alle hotel- og værtshus-regninger grundet en midlertidig og helt tilfældig mangel på kontanter.
Min påståede hensigt var nu heller ikke den ædle a la Jesus og Lazarus at genoplive de afdøde høns, men den lige så ædle at redde nogle forældreløse duehøge-unger: ved at fodre dem med mine døde sjæle...
MEN dette var nu en smuk nødløgn, for de voksne duehøge lever i bedste velgående. Mit virkelige forsæt var det at lægge de døde høns ud for at opnå rovfuglenes undtagelsesvise tillid til just denne person. Voksne rovfugle hos større arter genkender nemlig glimrende mennesker på deres gangart selv trods forklædning -, så tilliden risikerer ikke at blive overført på enhver ejer af et haglgevær.


Den her i juli så at sige mytologisk enerådende guddom og driftsbestyrer for hønsenes odiøse massefabrik haltede så svært, at han måtte betragtes som så at sige ikonisk invalid og dermed hinsides al socialrealistisk ferielovgiving, som nemlig alene gælder for jordiske arbejdspladser.

Ej heller Julemanden kan eller må man forestille sig som havende sommerferie: For selv om sommeren tænker han i døgndrift alene på de kommende julegaver samt på optimal transport-logistik, markedspriserne på rensdyrfoder etc.. Nej - de eneste tilladte pauser er forbeholdt skolastiske munke-overvejelser pro et contra den teoretiske mulighed undertiden også at befordre julegaver til mennesker, som hverken tror på den sande gud eller på den sande julemand.

Vor invalid viste sig ganske rigtigt også at være akkurat lige så ejegod som Klokkeren fra Notredame. Da jeg nemlig havde spadseret en snes meter med to støvede høns, der så ud til at være døde af tørst og dernæst kejtet udstoppet engang i konservator-kunstens barndom, kom klokkeren fra Notredame ud igen fra sit landlige Hades og råbte: "Vent engang: Hvis vi går hen til den anden længe, så kan jeg nok finde et par høns der er finere!"
Vi begav os derfor til afdelingen for privilegerede fanger af fornem herkomst - for selv i døden er vi åbenbart alligevel ikke ens.
Men jeg måtte dog ikke komme med ind og bevidne den sidste ærefulde udvælgelse, som tillhørte denne Karon's per definition uledsagede og højtideligt ensomme virkekreds på grænsen til dødsriget og derfor hinsides al hyggelig palaver. For grundet smitte-risiko var det forbudt for ubehørige at betræde hønsenes bygning.
Om det nu var risikoen for at smitte hønsene eller risikoen for selv at blive smittet, fremgik ikke.
Det forholdt sig åbenbart akkurat ligesom med den obligatoriske toilet-hygiejne: Nogle vasker nemlig ligesom Pilatus deres hænder inden de tisser - mens den gængse skole som bekendt først vasker deres hænder, når de er færdige med at tisse.
Et eksistentielt dilemma af en art som også enhver optiker er fuldt bekendt med: Nogle tager således brillerne af, når de skal tisse, hvorimod andre just tager briller på når de skal tisse. Dette spørgsmål er derfor også altid det første som optikerne i fortrolighed stiller en ny kunde.
--------------------
Hønsene blev samme aften med held afleveret til mine duehøge som morgengave, forhandlings-udspil samt afsæt for videre tilnærmelser. Jeg opnåede for år tilbage i Nordsverige en tilsvarende tillid hos et par kongeørne ved konsekvent at gebærde mig så tumpet og ufokuseret, at jeg ved nærmere eftertanke måtte om-klassificeres som komplet ufarlig. Dette ihukommende et gammelt venne-råd i en ganske anden situation: "Spil bare idiot - det burde ikke falde dig svært...."
Gennem tre somre aftog ørnenes skyhed og kritiske distance derfor drastisk år for år.

Men høns er naturligvis den korteste vej til rovfuglenes hjerte via deres mave: En vej der nu engang ikke findes i kongeørnenes Lapland – men som i tilgift indebar et indblik i en hidtil mig aldeles ubekendt underverden.

VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRØDRENE BRANDES

VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRANDES....

En kongeørne-rede i toppen på en for år tilbage storm-brækket, men tydeligvis meget vital gran med et særdeles solidt grenværk hele vejen op - blev efter længere tids bekymring besteget manuelt trods sommervarmen for endeligt at bekræfte mistanken om, at ørnens lille unge er pist forsvundet.

Området er militærets og belagt med adgangsforbud. Men da bøden for ulovlig betrædelse kun er på sølle 15.000 svenske kroner, måtte udsigten til Verdensmesterskabet i klatring trods alt veje tungere. Desuden kan ingen jo kan dømmes for en kun indrømmet forbrydelse uden teknisk beviser: For ganske som ved de mest fashionable og  - i moderne jargon "ikoniske" - mord uden vidner kan der jo også her være tale om et sindsforstyrret menneskes heroiske eller herostratiske fantasi....

En ravn, en mår eller sågar en fremmed ørn kan have snuppet ungen. Men der findes også eksempler på, at kongeørne har flyttet deres unge fra en rede til en anden i tilfælde af grove forstyrrelser – et begavet træk, taget i betragtning at den slags udveje næppe er en nødvendig instinktiv ”app” i medfør af ørnenes evolution. Dette i modsætning til skovsneppen, som nemlig ved akut fare formår at lette fra jorden med sin yndlings-unge fastklemt mellem benene: noget jeg selv engang oplevede.

Det er omvendt flere gange blevet dokumenteret, at et par kongeørne har adopteret en musvågeunge - ja, i et enkelt tilfælde hele to! Men her var dog ikke tale om en frustreret barnløs gammel-møs fortvivlede selvhjælp i stil med forsvundne barnevogne uden for Irma – der nemlig tydeligvis altid foretrækkes frem for Brugsen (for stik modsat en udbredt myte så går de sindssyge lige som reinkarnationens dyrkere ofte endnu mere op i stamtavler og rang end de raske i riget)- , men derimod om, at ørnen har taget en stor musvågeunge som foder: kun for ved hjemkomsten til sin rede at opdage, at det endnu spillevende bytte både ligner og arter sig akkurat ligesom dens eget barn i en spædog endnu aldeles uimodståelig udgave.
Og er der blot rigelig med føde, kan den adopterede skifting godt overleve uden at blive mobbet ihjel af sin adoptiv-søsken.

Hvis krybben derimod er noget tom, så hjælper på den anden slet ingen biologiske certifikater. Tværtimod: For ganske ligesom i menneskelivet opleves en åbenlyst egnet og vaskeægte faglig artsfælle som en langt mere irritirende plageånd og rival end en sløv og harmløs musvåge med opholdstilladelse bevilget af lutter overbærenhed og i tolerancens hellige navn. Men  nok især fordi den som undtagelsen der bekræfter reglen, pædagogisk kan illustrere forskellen i forhold til vore egne, som vi nu engang professionelt set er piskede til at foretrække: også selv om vi med god ret bryster os af de fornemste humanistiske traditioner og ædle mottoer lige fra Voltaire og frem brødrene Brandes.
Ja, for hverken Voltaire eller brødrene Brandes var skeløjede pladderhumanister, for de var dog med forlov i første række Oplysningens mænd.

Så fik vi også lige det på plads. Hvorefter vi måske kan se frem til en sommer helt fredet for fjollede læserbreve fra rettelig forsmåede talenter med sørgeligt urealistiske prætentioner - samt alt for god tid til at ærge sig, her i det mest privilegerede hjørne af den bedste af alle mulige verdener: og så endda på det aller heldigste tidspunkt i verdenshistorien.

Men tilbage til det hersens VM. Kunsten er i alle discipliber og da især de mest artistiske at lave sit eget VM, i stedet for at alle skal tvangsindlægges til i munden på hinanden at kommentere hvad en tilfældig Peter Madsen mon for nylig har præsteret i Byretten eller i DR-Deadline. Og her behøves hverken nogen dommer eller en demokratisk læser-votering for at afgøre, om man faldt ned fra træet eller ej....Men det ville på den anden side også have været noget af en kunst med så et så tæt og solidt grenværk.

Med Schrödingers berømte og noget ubeslutsomme kat i sin tid var det ganske vist en helt anden sag – javel, men den kat var nu også en helt elendig klatrer og må efter alt at dømme have været en gepard.