MULTIKULTUREL ODYSSÉ

Den kønne digter Yahan Hassan modtog for nylig som en anden Aladdin 250.000 kr fra Politikens Fond smidt i sin turban til opbyggelse samt dækning af udstået tort og svie. Og avisens folkekære Jess Stein forkyndte i den bedste sendetid, hvorledes elskerindens roman vil ryge ud i evig glemsel med et onomatopoetisk "Bang!"

Hvorimod Stein lige så udtryksfyldt med den anden hånds vægtskål af hensyn til døvstumme muslimer kammeratligt lod forstå, at Yahan Hassans værk omvendt ligesom Brandes, Blixen og Bukdahl vil blive stående i litteraturhistorien lige til næste istid: hvor Muhammed nemlig frygtes at vende frygteligt tilbage i medfør af en videnskabeligt fastslået og aldeles urokkelig kosmisk cyklus: Derefter ophører nemlig desværre vor kommité's litterære jurisdiktion.

Sådan er det nemlig med retfærdigheden, at den er lighedens modsætning, for ellers ville vi jo alle blive halshugget. (En af Shakespeares narre siger vist noget lignende, eller rettere lige det stik modsatte: for han anerkendte arvesynden). Når istiden kommer, skal der tidsnok blive lighed - men sådant barbari kan der jo ikke skrives litteratur på, selv om Jensen Senior i sin tid gjorde et behjertet forsøg, som nogle sværger til, mens andre brækker sig: Jensen Seniors muligvis mest påfaldende lighed med Junior.

Naturligvis skal vi give kulturstøtte til opførelse af moskeer: Men hvis en ung indvandrer stiller sig op og tisser i et hjørne af moskeen, så bør også han have kulturstøtte. Er vi multikulturelle eller er vi det ikke? Vi kommer ikke uden om dette spørgsmål. Lighed gælder nemlig her for Loke som for Thor - men Odin derimod røg helt ud: og når folk først er dømt ude, så spiller det ingen rolle, om det nu var rimeligt: Så har vi da én rival mindre, og det en praktisk ordning - og da i særdeles hvis han egentlig havde fortjent bedre.

Men hvorfor blev ikke også jeg i sin tid forført og forsørget af en køn ung gymnasielærerinde med den fornødne sydlandske kompatibilitet - for vi vil jo dog heller ikke vække for megen opsigt i Louisiana, Arken og Det Kongelige Teater? Også jeg er nemlig halvblods, skønt knap så demonstrativt - men ak: Hvis man ikke tillige er muslim, så bevilges man slet ingen handikap-points, om man så sidder i rullestol og savler nok så etnisk overbevisende.

Vi havde desuden kun én både køn og sydlandsk kompatibel ung lærerinde, og hun var optaget: For dels var hun gift, og dels flyttede en fremmelig dreng fra parallelklassen i 3 g ind hos hende. Men hvad så med ægtemanden? Han fik skam lov til at blive boende, for sådan skulle det da heller ikke være.

Men tre ville have derimod været én for meget, og så gik det som det gik - at man i stedet fik Odins sagnomspundne rolle: principielt inkompatibel med enhver verdslig målestok, fritsvævende og forvist som Helligånden og unævnelig som Jehova - og det er endnu finere.