OMSKÆRING UDEN HUMOR

 

Vort fra naturens hånd moderate lager af barmhjertighed må snart rationeres, når vi fra én side presses til bekymring for de som omskæres – og fra modsat side til omsorg for de stakler som ved en lov fremover måtte gå glip af denne velsignelse.

Hvis nogle jøder i al denne omsorg for de omskårne frygter anti-semitisme, så er det ikke komplet irrationelt: For det er næppe naturligt at bekymre sig om så små onder og har derfor ofte andre grunde såsom humanitær-politisk korrekthed – måske undertiden tilsat anti-semitiske islæt. De fleste omskårne jo overlever trods alt, og kun få beklager sig.

Men et symmetrisk modspørgsmål kan sandelig også stilles til de mange hædersborgere, som med landsfaderlig patos engagerer sig i denne jødiske arv uden selv at have andel i den. For også den omsorg kan forekomme affekteret og handler nok ofte om at promenere egen glorie.

Rigets berettigede kan nemlig i længden sjældent undslå sig for tillige at insistere på deres forbilledlige menneskelige værdighed: Et fænomen som Coppola skildrede i "Godfather" med en sådan skønsomhed, at filmen formåede at blive kult selv "inden for murene".

Såfremt omskæring nu alene var en muslimsk skik, ville nok knap så mange brave æresborgere gide forsvare ritualet med højstemt retorik. Nok så besynderligt er det, at skønt vort land ingenlunde savner velformulerede folk af jødisk baggrund, så fører deres grundtvigianske sympatisører an i defensoratet af deres antikke praksis: En patroniserende ambassadør-tjeneste som ville være mere motiveret i tilfælde af uuddannede minoriteter.

Fuld religionsfrihed har vi i forvejen ikke: Dyrkere af Kali eller Astarte må således ikke praktisere menneskeofring. Helt så slem er omskæring jo så ikke: Og derfor bør vi tage humorens mistelten i ed. Men det holder lige hårdt på begge sider; og man kunne retorisk spørge, om nu også den berømte jødiske humor er blevet genstand for den omskæring, som hidtil har været forhudens privilegium.

Hur som helst må det være en trøst, at man ved omskæring ikke løber samme risiko som ved henrettelser, der kan ramme uskyldige, samt amputationer, der undertiden går ud over det forkerte lem:

Sidstnævnte mulighed kan nemlig ved omskæring alene forekomme i de sjældne tilfælde, hvor et drengebarn er udrustet med et symmetrisk reserve-organ ligesom tilfældet er med nyrer, øjne og ører. Men ved sådant overskud er skaden jo dels til at leve med - dels kunne det være anledning til en eksperimentel undersøgelse af, hvorvidt omskårne organer i et livstidsperspektiv klarer sig bedre eller ringere end deres uomskårne siamesiske tvillingeorgan.

Og det minder mig sluttelig om Viktor Borge's vits: "Do you know why there are always three pedals on a grand piano? - Well, the the pedal in the middle is there to separate the two others: which might be bad news for people with three feet...."

-----------------------------------------


AFSLUTTENDE  UVIDENSKABELIG EFTERSKRIFT

 Dette mig bekendt eneste bidrag i den trælse og rent fagligt uinteressante sæsondebat med islæt af den i samme bidrag efterlyste dimension - blev som sædvanligt ukommenteret afvist af alle de aviser som i en årrække dog antog mig som bidragyder: Hvilket afføder det spørgsmål, om instanser der var så mange år om at gennemskue en sølle prætendant, ikke lige så godt kunne tage fejl nu og at have haft ret i første hug - om så også af vanvare snarere end af de rette grunde.

Man blev anerkendt, fordi man var anerkendt - og på samme i dag afvist, fordi ens udelukkelse er etableret. Snart skyldes det åndelig dovenskab ("det tilbud behøver vi ikke engang at læse"), snart kammeratlig fejhed mod bedre vidende; men for det tredje er der i vore dage en socialrealistisk hob af ubodelige praktikanter og hattedamer af begge køn indkomne med fire-toget, som med naiv oprigtighed går ud fra, at alt hvad der ikke enten er en efterligning eller en pedantisk kritik af tidligere indslag, må være i bedste fald irrelevant og måske endda skruptosset.
Alene det slet ikke at forsøge at "ligne" vil nemlig forekomme naive pratikanter akkurat lige så uafbalanceret og kikset, som det forekommer de mere garvede i branchen øretæveindbydende fornærmeligt: For standen hærges i måske endnu højere grad end moderne humaniora af løbsk kopivirksomhed helt ned i billedbrug og karakteristiske sproglige idiosynkrasier. 

Når de heldige i riget begrunder deres ret med verdens dom, kan det ses som et præsenilt tegn: For sådan åndelig slaphed tyder på at de allerede føler sig gamle - og mennesker har som bekendt den alder de selv føler. Når de heldigste af de miskendte tilsvarende lidt paradoksalt begrunder deres berettigelse med, at de skam engang nød verdens anerkendelse, så kan det indrømmet minde om, når zionister med drømme om Stor-Israel henviser til "historiske rettigheder": samt om når alternative cancer-behandlinger med omhu henviser til i autoriseret regi diagnosticerede og efterfølgende rask-erklærede cases.

Men i de alternatives paradoksale tiltro til den etablerede videnskab er der nu intet rigtigt paradoks. For mens ingen jo betvivler den etablerede diagnostiks autoritet, er der god grund til forhåndsskepsis  - men jo ingenlunde altid tilsvarende autoritative modbeviser mod - alternative kure. Og derfor er det kun følgerigtigt, når seriøse alternative behandlere i god tro alene henviser til autoritativt dokumenterede sagsforløb.   

Parallellen til de heldigste af de miskendte er desto tydeligere, idet de mest lovende og bedst dokumenterede aternative behandlinger er udarbejdede af meriterede medicinske og biokemiske forskere, der efter et traditionelt karriereforløb valgte at gå deres egne veje - med de officielle institutioners evalueringsbojkot som følge. De blev således "alternative" alene i kraft af deres udelukkelse.

 Dette beviser ganske vist ikke, at de har ret, så lidt som alverdens "miskendte" burde anerkendes - med endnu større kollegial betrængthed som følge end den, som de indtil da beklagede. Men det indikerer dog ligefuldt, at enkelte af dem måske alligevel kunne have ret. Parallellen til de heldigste af de miskendte omfatter tillige mekanismerne i deres udelukkelse: For selv om udelukkelse i nogle tilfælde sker i god og oprigtig tro, og selv om vitterlig udelukkelse mod bedre vidende nok oftest beror på de medicinske koncerners indflydelse på de forskningsinstitutioner, som de sponsorerer og ofte selv er repræsenterede i, - så har al social udelukkelse tillige en psykologisk side:
 Den som vælger at gå sine egne veje, forholder os nemlig ved sin provokerende mangel på afhængighed af vor godkendelse den højagtelse, som vi forventer - og gør sig dermed fortjent til at blive betalt med samme mønt.  Og dette gælder i særdeleshed i de tilfælde hvor vi meget vel selv ved, at den pågældende ingenlunde er så tovlig som vi indbyrdes såvel som udadtil foregiver at mene. Den ultimative straf og endegyldige løsning består i så utilgivelige tilfælde i, at vi andre generøst må tage både æren og straffen for hvad hin vankundige ved et rent tilfælde faldt over uden selv at formå at formulere endsige efterprøve og begrunde det retvisende.

Parallen til de mosisk omskårne, der forlængst er velfortjent reducerede til en indledende digression og en parentes i vor diskurs, er måske knap så indlysende. Men de vise vil nu alligevel kunne hævde, at ganske ligesom forhudens arkaiske emballage vel ikke er den aller vanskeligste ting i verden at måtte undvære - således skulle de mest velforvarede vel også nok være i stand til at leve uden tinglysning hos instanser, hvis altid inspirerende og underholdende selskab de jo i grunden på ingen vis savner i det daglige...

DETTE minder mig sluttelig om, dengang jeg sammen med en bekendt transporterede et klaver til en nyligt pensioneret psykiater fra Gentofte Sygehus. I den efterfølgende konversation med generøse drinks til såvel musikalsk chauffør og ditto assistent, spurgte jeg psykiateren, om han ikke savnede sine hospitals-kolleger. "Nej - men derimod savner jeg mine patienter...." lød svaret.
  
Og da jeg efterfølgende bragte den så velskrivende psykiatri-professor Erling Jacobsen fra Århus på bane - fortalte hans københavnske kollega, at han et par år før havde taget sit liv - vist nok som følge af vedholdende kollegial mobning just grundet sine fortrin. Så selv velfortjent anderkendelse er åbenbart ingen livsgaranti - og da især ikke hvis man forventer den fra de forkerte.