Sunday, August 10, 2008

FAIR TRADE: PARIS HILTON SAMT BOGENS, AVISENS OG BLOGGENS FREMTID

NICE WORK IF YOU CAN GET IT
I dagens Politiken fortæller en indviet os, at betalingsavisernes annonceindtægter rasler endnu hurtigere ned end oplagene - ikke mindst fordi annoncerne i avisernes netudgaver næsten ingen penge giver. Det kunne avisernen nu have spurgt os bloggere om, for allerede da vi i april fik henvendelse fra et reklamefirma, blev det anledning til et profetisk indlæg hvori vi spontant udforskede hvem der egentlig talt i så fald reklamerede for hvem, og hvem der profiterede hvordan.

Og for os ægte og derfor ubudne grundforskere var allerede det såmænd betaling nok, ganske som vor famøse kronik om Bermuda-trekanten i Weekendavisen 18.7 ikke bidrog til vor synlige andel af landets BNP. Men der skal nok snart være en af Bermudas lurmærkede drengebasser, der omsætter også det til "anvendt forskning" som årets boggave under flittig applaus fra kolleger i samtlige medier. For alle vil være journalister, alle journalister vil meritere bogligt, og alle bogskrivere vil være grundforskere og kunstnere.

Herman Hesse fik således ret, da han i sin sære roman "Glasperslespillet" spåede, at fremtiden ville blive "føljetonens æra". Og ganske som ægte grundforskere og kunstnere ofte arbejder gratis, fordi de modsat plagiatorer er helt ude af stand til at strejke, vil også betalingsaviserne snart arbejde gratis - konsekvent nok, for mange redaktører har jo allerede í dag en søndagsklumme med den kokette titel "Redaktørens Blog" . Konsekvent, også fordi de som sædvanlig kommer halsende bagefter os andre fattigrøve - uagtet alle fancy technicalities.

Intuition og næse kræver tid, "leizure" og total frihed for pres, og derfor kan det ikke presses frem ved konkurrence. Tværtimod er "retten til at være idiot" en vigtig dimension: både bogstaveligt forstået på udvalgte felter og i den Sokratiske forstand, at grundforskning har det med at opfinde den dybe tallerken på ny - ligeledes på af natur og skæbne udvalgte felter. Ingen ledelse kan dirigere den slags med resultatkontrakter osv. Dette ved dagens kronikør i Politiken, billedkunstneren Erik Thommesen, for også han siger sandheden: Man kan ikke akademisk "uddanne" folk til at have den skabende gløds lille galskab; dette vidste alle rigtige kunstnere allerede da Thommesen var ung, men i dag er misforholdet til koncept-Kunstakademiet endnu mere vanvittigt.

Men politikerne og erhvervslivet tager overfladen for pålydende og vil omsætte kunstens værdi dels i galleriernes salg og museernes besøgsfrekvens, dels i kunstens tiltrækningskraft på købedygtige og driftige befolkningssegmenter og firmaer - og endelig i dens brugbarhed til at forvandle vort konsum- og eventcirkus til en art musical og kommerciel gesamtkunst, og som smøremiddel til holistisk fremme af landets BNP.

Kunst er i dag følgelig alt, hvad der markedsføres i kunstinstitutionen (som skrevet står), og nøjagtigt det samme gælder bøger og medier. Små kedelige dukseakademikere, der er kommet frem alene ved at efterligne og intrigere med ti år ældre guruer vokset frem på nøjagtigt samme vis i ærmerne på deres egne "gudfædre", helt i institutionelt regi - er dagens officielle forskere, forfattere osv, der instinktivt kun citerer, kritiserer og kommenterer hinanden, alt imens de i skinsygt sammebidt tavshed skeler til alle andre sider på en gang. For hvad de end kopierer fra udlandets kendte samt fra hjemlandets "ukendte", så slås det stort op som årets julegave - selv mod bedre vidende, for så er der desto mindre grund til kollegial jalousi.

Grundforskning er ikke spor sært, men er tværtimod det naturlige spørgsmål: "Hvad handler det her i virkeligheden om, uanset hvad denne og hin måtte have sagt?". Kritik af andre handler derimod oftest om at opnå noget man ikke har - en karakter, en tjans, en status, et embede, eller ligefrem en sjæl. Ja, for de vilde tror med god ret på sjæleran...

Vi forudser imidlertid at selv trods de obligatoriske årlige jule- og fødselsdagsgaver vil bogsalget en skønne dag pludselig dale mod afgrunden. Først vil alle kolleger in spe - kort sagt alle og enhver - købe skidtet straks, ene og alene for selv at lure de heldige kunsten af, "kritisere" det og selv en dag at kunne give store interviews. Af den samme grund læses selv gode blogge endnu af forholdsvis få: For selv helt autonome og emanciperede blogge, der som vor egen har overvundet kompensationens tyngdekraft ved at få den til at skifte fortegn, er jo kommercielt set taberfænomener - helt på linie med, hvad Erik Thommesen i sin kronik kalder "rigtig kunst til lave priser", og som ingen velrenommerede institutioner tør røre med en ildtang - til held for inderkredsenes opreklamerede bras til fantasipriser.

Nå, men på et tidspunkt bliver den for tyk, for enhver idiot har jo snart skrevet bøger, er "uddannet" til filosof, konceptkunstner, martyr, klovn osv - og så er det ikke længere spor interessant. Så dykker salget med et brag, og Johannes Riis vil faderligt bekymret og hændervridende beklage det bag sit mahognibord i den bedste sendetid, som kulturens egen nationalbankdirektør i Janteland. Så bliver der måske atter plads til ægte grundforskere, der ikke holder deres ryg fri ved "aktuelt" at kommentere, vurdere og kritisere allerede kendte og anerkendte helte og forbrydere i nutid og fortid - kort sagt plads til os der ikke arbejder efter føljetonens princip, selv om vi såmænd gerne bruger det som et artistisk påskud til at sige noget andet mellem linierne, omtrent ligesom fordums dissidenter bag jerntæppet gav den som akrobater og sultekunstnere.

Nuvel, til gengæld stiger landets BNP (bruttonationalprodukt)- og tillige kroppenes BMI (body mass index)- fortsat: Kort sagt, der bliver indtil syndfloden materielt set snart rigeligt til alle, og det med selve bogsalget går måske derfor af mode til fordel for selve dette at være på, og for selve det at nogen gider reklamere på ens blog og have annoncer for deres rejsebureau i ens avis. Husk på, bogproduktion er blevet billig og blog-produktion helt gratis og behøver derfor ikke at finansieres af indtægter. Kort sagt vil vi måske emancipere os helt fra det økonomiske aspekt, for vi klarer jo både os selv og vor produktion endda. I gamle dage kunne man derimod kun få overskud til at male, skrive, fotografere fugle eller spille fransk klovn, hvis man kunne leve af det, så da var det enten eller. I dag går det også uden, og i fremtiden vil åndslivet sikkert blive endnu mere autonomt - hvem ved, jeg aner og vejrer det i hvert fald. Også jeg selv er nu på lignende vis blevet økonomisk uafhængig og derfor fremover desto mere direkte.

Men denne vor emancipation fra det kommercielle vil sammen med nettets "demokratiske" tilgængelighed tilbagegive den ægte vare dennes rette status - omtrent som graffittikunstnere og andre græsrodskunstnere efter sigende udvikler deres kunst uforstyrret og så at sige endogent from scratch, i beskyttede kuvøser for de indviede. Altså: Alle i Harlem kunne jo straks høre, at Charlie Parker kunne noget interessant på en saxofon, uanset at at de hvide tjente kassen på at spille den anerkendte swingmusik i de mondæne bydele. Parker vidste klog af skade at forvandle indhold til form og unikt fingeraftryk.

Her kommer sluttelig Paris Hiltons og hendes berømte sexvideo ind i billedet. For det er da for en gangs skyld uprætentiøs og ærlig snak: kort sagt det rene skæg og ballade på business class på linie med den indiske filmverdens "Bollywood" for alle med trang til at drømme sig væk fra hverdagen. Fair trade!