Om plagiatsager
Sagen omkring Penkowa er som Stein Bagger-affæren en folkekomedie, der får os til at spørge: Hvis toppen af snyderiets isbjerg er så høj, hvor bred er da ikke bunden? Men i forlængelse af dette spørgsmål må vi nævne en anden spektakulær form for videnskabelig uredelighed: Plagiat. David Favrholdts bog om videnskabelig uredelighed for et par år siden berørte ikke emnet meget, selv om der i tidens løb også herhjemme har været dramatiske sager – såsom Bent Fausings doktordisputats og Frank Esmanns Kissinger-biografi.
Plagiatets psykologi er nu gjort vedkommende på munter vis, takket være så forskellige personager som Oberst Gadaffis akademiske doktor-søn og den nødtvungent afgåede tyske minister med det forrygende navn "Guttenberg" – der nemlig forholder sig til det gode navn "Gutenberg" på en måde der illustrerer emnet glimrende. Begges doktordisputatser blev for nylig afsløret som plagiater. Yderligere en tysk toppolitiker Koch-Mehrein er nu blevet afslkøret som "falsk doktor". Og også en fremmelig dansk medicinsk forsker er nu genstand for en undersøgelse grundet anklage for doktor-plagiat. Hvorfor sker det så ofte, hvordan går det til - og hvordan beviser man det?
Videnskabsmænd er ganske som vi andre forfængelige, samt udrustede med ofte begrundet stolthed. Videnskabens historie er selv på topniveau, fuld af plagiater, som først siden er kommet for en dag. Jeg er nået frem til fire oplagte psykologiske bud på de første to spørgsmål.
1. Ganske som ubeskyttet materiel ejendom før eller siden vil blive konfiskeret, og ganske som frugtbare lande uden en hær før eller siden vil blive besat og annekterede af større naboer, således vil også attraktiv åndelig ”ejendom” blive stjålet, hvis den er ubeskyttet. Status bliver let en besættelse, og vel oftest i det maskuline univers – og da gælder ingen regler, men desto flere tricks... Og det så meget desto mere som der jo i mange tilfælde tilkommer økonomiske motiver i forbindelse med patenter. 2. Plagiering af idéer er pærelet – og derfor desto mere uimodståelig: For mens kun en mester kan ”plagiere” et fremmed modersmål, Rachmaninovs klaverkoncerter eller et tennis-mesterskab, så kan afgørende guldkorn og tankekæder oftest stå på få linier – resten er knofedt, som enhver med sponsorering, ambition og grønt lys forude kan præstere. Og det er let at slippe godt fra det, blot man husker at omformulere det.
3. Plagiering hindres endvidere ikke af skam, for det sker oftest ubevidst: Dette beror på at et ambitiøst ego ville såre sin egen stolthed ved at indrømme over for sig selv, at dets geniale ide ikke er dets egen. Derfor er der i reglen tale om selvbedrag - og det kan forklare de groteske tilfælde hvor skurken slet intet gør for at udviske sine spor. For selv dygtige folk gennemskuer sjældent deres eget sinds irgange. Det er således mit indtryk at selv begavede ”alfa-hanner/hunner” sjældent har for megen selvkritik, jævnfør en instinktiv frygt for selvironi - undtagen i dennes kokette form med modsat fortegn. Denne iagttagelse giver god mening, for en vigtig ”alfa-egenskab” må i følge sagens natur være evnen til kronisk at ”booste” sin egen selvtillid og reducere ”rivalernes” - om så også ubevidst og under iagttagelse af urbane former: For uden denne evne kan det være svært at beholde sin dominans. 4. Idé-ran har altid det gode alibi, at ingen kan udelukke at andre nogenlunde samtidig har fået den samme idé: "Tiden var svanger" - og det er historisk veldokumenteret, at flere ofte samtidig har fået den samme lyse ide. Skulle man mod forventning blive opdaget, har man således altid denne gode forklaring at falde tilbage på.
Men hvis nu ovenstående er sandt, så burde der vel egentlig være svindlere overalt? Det er der nok også - men heldigvis er der to måder at afsløre dem på.
1. Hvis ulven og ræven ofte går i hinandens spor, behøver det ganske vist ikke at bero på snylteri: For måske jager ræven og ulven de samme byttedyr; eller måske spiser deres respektive byttedyr de samme planter; eller deres respektive byttedyrs respektive foderplanter vokser måske på de samme steder. Sammenfaldet af rævespor og ulvespor behøver derfor ikke at være udtryk for nogen slags afhængighed mellem de to rovdyr.
Men hvis nu i langt de fleste tilfælde ulven har gået først - så er den eneste rimelige forklaring den, at ræven snylter på ulvens bytterester. Men i det enkelte tilfælde kan sporenes sammenfald naturligvis bero på en af de førstnævnte årsager eller sammentræf: Ikke alle ræve er snyltere, og selv snyltende ræve snylter ikke altid.
Men tendensen taler ikke desto mindre sit entydige sprog; og således også med mennesker: Mangen toneangivende åndsfyrste har i tidens løb virtuost og anderledes fyldigt kunne sige alt hvad andre har sagt kort før; mens andre typer omvendt har haft en tilbøjelighed til på deres felt at se ting før andre – og på den vis får man aldrig kørekort som plagiator. Kort sagt: Der gives sjældent tekniske beviser, men ofte "circumstantial evidence". Denne evidens beviser måske intet i det enkelte tilfælde, men sladrer ikke desto mindre højst signifikant om, hvilken af de to kategorier man som psykologisk type tilhører.
2. Endvidere er idé-ran ofte muligt at spore psykologisk: For netop grundet menneskers ubevidsthed i deres plagiering, vil de typisk også bruge de samme karakteristiske udtryk, associationer, billeder og vendinger som forlægget. Og ganske som den nærige er akkurat lige så nidkær en forhandler hos urtekræmmeren som hos ejendomsmægleren, således gælder nemlig også her, at det store gentager afslørende sig i det små. Og sammenfald i det små og vilkårlige er langt stærkere bevis end sammenfald af en genial idé. Her er tale om en art ”magisk tænkning”, hvor man ubevidst forsøger at overtage en andens ”sjæl”. Og det ekstreme udslag af sådan ubevidst kannibalisme er de ret sjældne skandalesager, hvor vi har teknisk bevis i form af en bogstavtro kopiering langt ud over hvad selve idé-indholdet lægger op til. Sådanne sproglige ekkoer kan du derfor bruge som en art ”radioaktive sporstoffer”, der sladrer om hvor dine indfald havner. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand magen til en som hans seneste offer bar, så vil det på samme måde være et afgørende fingerpeg.
- Men selv om kommissær Columbo ikke kan være i tvivl, så kan morderen dog stadig drilsk dokumentere at alle disse beklædningsgenstande skam er lovformeligt købt og derfor ikke kan kobles teknisk til mordene. Og dokumenteret dygtige folk har dertil det alibi, at de jo før har demonstreret høje kvalifikationer og således har troværdigheden på deres side: ”For Store Mænd har rigtignok ingen grund til at stjæle fra de små.” Nej vel - men just derfor bliver sådan ubegrænset tillid altid før eller siden misbrugt: Den hyppigste form for plagiat består derfor muligvis i at etablerede stjæler fra mindre kendte – for den modsatte trafik straffes hårdt, mens folk uden megafon kan få lov at råbe i ørkenen så meget de lyster.
Videnskabens historie er fuld af eksempler på at de førende først fortier eller latterliggør og dernæst stjæler andres ideer. Læs f.eks. Bill Bryson’s videnskabshistoriske bog ”En kort historie om næsten alt”. David Favrholdt kan have ret i, at videnskabsfolk selv må være de bedst skikkede til at kritisere hinandens vandel - men har de også altid interesse i det?
Sagen er jo den at så længe vi er fair indbyrdes og kun konfiskerer fra folk udenfor hierarkiet– så kan vi let blive enige om det gamle princip om herremandens ret til den første nat: ”Ius primae noctis”. Selv i en røverbande hersker ofte moral – men den gælder i følge sagens natur kun inden for banden. Den fælles interesse vil således i reglen sejre over retsindet – og derfor behøves der anke-instanser.
I denne forbindelse skal det især huskes, at mens en nok så kluntet og konventionelt skrevet artikel i et officielt fagtidskrift regnes som uomgængelig forskning - så er det frit frem for enhver at plagiere selv nok så lysende tekster skrevet i uformelt regi. For "illegitime kombattanter" har i følge sagens natur ingen ankeinstanser eller klageorganer at henvende sig til, idet selv hæderlige officielle fagfolk ikke har mindste interesse i at indrømme deres eksistens - lige undtagen hvis de vrøvler slemt.
Og derfor har vi heller ingen interesse i fælles tyveriforsikringsordninger med de uautoriserede rivaler - som jo tværtimod mest effektivt neutraliseres ved at vi alle i fællig løbende konfiskerer deres resultater i tavshed. Med de autoriserede rivaler er det en anden sag: For vist er også de uvelkomne, men dem kan vi ikke vifte af uden dermed samtidig at undergrave vor egen autoritet, der jo er af ganske samme støbning. Nuvel, men copyright-loven gælder dog os alle - åhja, men som sagt kun i tilfælde af vidtstrakt sprogligt sammenfald.
Høj begavelse medfører ganske som al anden ”forkælelse” ofte et mere tøjlesløst begær. Og selv om man kunne tro at en gruppe af meget dygtige folk også måtte være dygtige til at gennemskue sig selv, er de ofte mindst lige så dygtige til at bekræfte hinanden i deres fælles sandheder – hvortil jo kommer at stor viljestyrke ofte spiller intellektet et puds. For hvor der er en vilje, er der også en vej.
Det er således trods vore to sikre sporingsmetoder stadig ret risikofrit at plagiere, og derfor vil det ske igen og igen - og da især i en tid hvor alle føler sig pressede til at være ”kreative” stjerner. Men det selv samme karrierehysteri vil også resultere i stadig flere plagiater af den spektakulære art. Desto mere glædeligt er det derfor at en tysk gruppe nu har udviklet en genvej til digital sporing af sådanne bogstavtro plagiater.
P.S. At ovenstående såvel som tidligere ting om samme emne er blevet omgående og kommentarløst returneret uden forbehold endsige konstruktive redaktionelle fif fra flere af vore ansete kulturaviser - må enhver tænke sit om... For ikke blot kan også denne artikel altså risikofrit plagieres af Tordensskjolds soldater; selv uden denne tragikomiske yderlighed illustrerer vor artikel dertil pointen: At hvis du ikke er autoriseret, kan du have al mulig grund til at klage og nok så sindrig evidens - men det gør ingen forskel, for som en enfoldig svensk havnearbejder engang sagde til en politiserende kollega: "Ja, jag vet, Gösta: Du har alltid varit kommunist - men det kvittar vad du säger: För det är ändå Kungen som bestämmer!"
Som et yderligere P.S. kunne vi tilføje, at når netop originale mennesker typisk er dårlige til at indgive pedantisk veldokumenterede klager, er det af den kognitive grund, at de dermed sprogligt måtte være på niveau med de typer, der egner sig mere til komisk opremsende selvpromovering end til at barsle og udvikle idéer. Kort sagt ville det indebære en skjult "indirekte meddelelse", der ville undergrave den direkte meddelelse ved at stille den i et latterligt og utroværdigt skær.
En anden grund er den sjælelige, at mens en platugle naturligvis heller ikke kvier sig spor ved at forsvare sig på enhver tænkelig vis, da hun/han per defintion ikke har sin sjæl i klemme og jo i forvejen ikke plages af fine fornemmelser - så kan den der fået sit barn kørt over, slet ikke udholde at tænke på sagen endsige køligt dokumentere forløbet, og er således psykisk desto mere forsvarsløs, jo grellere sagen er. Hun kan højst stole på at den indirekte meddelelse har sin egen umiskendelige evidens der ikke kan forfalskes af typografisk ISO-certificerede klamphuggere.
