Tuesday, May 05, 2009

URKOKKE, LOMMELÆRKER OG APOSTOLISK MOBNING

Vi skriver hurtigere end I læser, men læser måske undertiden endnu langsommere end I skriver - og har tillige en smule pli og støtter derfor den hensygnende etablerede presse ved en vis skønsom afholdenhed. Kald det gerne en neurose, for den slags hensyn er noget altmodische. Men avisernes syndrom er også en neurose, for i deres ubevidste afsky for the real thing udnävner de desperat den ene myreflittige kopi efter den anden til saliggörende original.

Nå, folk med en gennemført skrækkelig opvækst bliver forresten ikke "neurotiske", men dermod ofte tidligt desillusionerede. Neurotikerne tror stadig på livet, men blot ikke på deres eget lige her og nu; hvortil kommer at de gør småting til underholdende dilemmaer og lider af overdreven skyldfølelse, snart på egen, snart på deres medmenneskers vegne - men, tør vi her indrømme: heldigvis aldrig af de rette grunde, for uden særrettigheder går den sgu ikke, Granberg. Livet er jo med professor Thomas Bredsdorffs ord (jvf. 8. april) smukt - men nogen har stjålet nøglen, eller også er den blevet forhekset.

I dagens Politiken oplyses vi om at mobningsofre lettere udvikler psykoser. Ønsketænkning? Næ-nej, den er god nok: For ellers gad vi da ikke bruge energi på at mobbe folk: Naturen gør ikke ret meget uden en hensigt, og det er da også derfor at vi undertiden - men ikke altid - skal vogte os for vore venner. Vil I have et godt råd, skal I hellere gå på værtshus blandt helt uvildige, som keder sig ærligt og redeligt nok til at nære helt objektiv interesse. Men undertiden har venner måske ret, når de advarer os om at verden (helst) vil kunne afskrive os som kværulanter.

Objektivt har vi ellers allerede rigeligt dissekeret verdens naive vildfarelse heri - for det har at gøre med "gennemsnitsmenneskers" instinktive frygt for at stå alene, som de uvilkårligt projicerer over på nok så berettigede enegængere: Alt hvad der har en aura af enegang, skyr de nemlig inderligt som risikabelt, pinligt og mindreværdigt - fordi det minder dem om deres egne bornerte små mareridt om at gå nøgen på gaden eller sige noget frygtelig dumt i et meget fornemt selskab. Eller om dengang de i pogeskolen altid rødmede når læreren bad dem komme op til tavlen, samt når kammerater med rygrad udfrittede dem til dåd.

Komikken er jo, at de selv samme pæne borgere ville bifalde og endda beundre, hvis man fornuftigt sad på en beskyttet læsesal og skrev på endnu en træls afhandling om den gamle Sørens halsstarrige kirkekamp, den unge Grundtvis ditto eller noget helt tredje, som de ville have rystet faderligt på hovedet over, hvis de havde været samtidige dermed. For uanset hvor kontroversielt, tosset, kikset eller endda lodret ondskabsfuldt noget i sig selv måtte være, ret beset, så anerkendes det som notorisk interessant og lødigt af brave folk - ene og alene fordi det i dag nyder mandsopdækning som anerkendte emner hos vor samtids fantasiløst klippende, klistrende og klatrende "kreative" klasse af smagsdommere og kulturkommisærer: Kort sagt, ene og alene fordi det kan gøres til levebrød og ægteskabeligt bæredygtigt grundlag.

Nu skal det indrømmes at en meriterende afhandling om noget vanvittigt ikke selv behøver at være tosset; risikoen er snarere ekstrem kedsomhed forenet med en komplet mangel på kongenialitet - som dog altid indbilder sig det modsatte, tilskyndet af verdens applaus. ("Det er næsten som man kunne tænke sig, at Kierkegaard selv ville have skrevet det!" - udtalte den unge teologiske forskningslektors mest lovende protegé til verdenspressen....). Som antydet ville dette være den mest hårrejsende blasfemi, hvis det foregik ved fuld bevidsthed - men i realiteten er der blot tale om den mest guldrandede og hæderlige naivitet, som enhver kulturfond da også straks ville honorere med klosterlige kurophold og velbetalt arbejdsro.

På samme vis var det også snarere naivt end blasfemisk, da Biskop Martensen i sin tid kårede sin hedenfarne forgänger Mynster ved dennes bisættelse som en sand apostel. Men hvis det derimod snarere skete for at stjæle den ensomme og irriterende Kierkegaards allersidste kort på hånden i dette liv - så var det både blasfemisk og ondskabsfuldt på samme tid. Og det var givetvis også derfor at den arme mand gik så helt og aldeles fra snøvsen over, hvad vi i dag måske blot ville smile ad. Jo-jo, man har skam lidt selverkendelse...(!)

Nej, fri os fra velmenende og fornuftige råd om at skrive fornuftige og naive afhandlinger herom, i stedet for vor halsbrækkende enegang - for hvis sådanne råd ellers blev givet ved fuld bevidsthed, ville der være tale om den mest raffinerede mobning, jævnfør indledningens røde tråd. I virkeligheden er det ofte fifty-fifty: For de som inderst inde aner sandheden, forarges i stedet over denne stejle og umenneskeligt emanciperede selvtillid (!), som er kollektivvæsner så komplet fremmed og skræmmende.

Men når også vore sande venner giver lignende råd, må det derimod tages som en velment påmindelse om verdens massive modstand som et vilkår og en pris, som det måske ikke altid er umagen værd at betale, endsige at gøre til hovedsagen i livet.

Nuvel, forleden havde jeg således en sjælden åbenbaringsoplevelse: hele 13 skogrende og turnerende blåsorte urkokke lod sig beskue overraskende intimt, idet en brølende råbuk afledte deres opmærksomhed fra mig, da den noget respektløst krydsede urkokkenes arena uden at ænse dem det mindste.













Den totale uafficerethed var dog aldeles gensidig, for de to parallelverdener bemærkede slet ikke hinanden - omtrent ligesom når børn betragter forældrenes fjernere bekendte med en aldeles uforstilt indifferens - der i sin nådesløshed overgår enhver bevidst uforskammethed, som dog i det mindste beviser nogen opmærksomhed. Men konsekvent nok var ingen af parterne på højmosen ejheller det mindste berørt over modpartens mangel på opmærksomhed, endsige indrømmelser. I tilfældet med Mynster og Kierkegaard var indifferensens uskyld derimod knap så ægte: For efter helt konsekvent i årtier at have simuleret at de anså manden for tosset, endte hædersborgerne dog med misundeligt at ville bemægtige sig den fattiges mands eneste lam - så sjælen omsider kunne få helt fred....

De sidste urfugle er nu forsvundet i Jylland, hvor de var Steen Steensen Blichers foretrukne jagtbytte næst efter lommelærken. Men mange svenske højmoser har endnu en ret hæderlig bestand, hvorimod urfuglens kalkunstore slægtning tjuren er langt mere fåtallig - og menes (mentes?) uddød herhjemme allerede før vor tidsregning. Men her på bloggen overlever den nevertheless i bedste velgående, ganske som vi selv - på billedet I ser hvordan. Jeg hjælper i øvrigt begge arter efter bedste evne ved at rydde granplanter, der truer med at kvæle blåbær og tyttebær. På den måde undgår jeg måske tillige at blive buret inde for langt alvorligere forbrydelser...

Ja, det er rart at føle sig uundværlig en gang imellem: Det holder liv i kadavret - hvilket minder mig om min skizofrene bonkammerat ("Sagde vi det ikke nok..."), hvis tudsegamle mor holdt sig frisk som en havørn til hun var over 100 år, ene og alene for døgnet rundt at kunne lystre sin dovne søns mindste vink samt råde fortløbende bod på hans kroniske og derfor daglige forældreoprør - som nemlig bestod i: at forvandle huslig orden til komplet kaos på rekordtid. Ja. hvem der hjælper hvem, er ikke altid så let at afgøre.

Også vor egen sabotage af det moderne skovbrug er et heroisk Sisyfos-oprør, hvori vi forener sønnens egenrådige stridbarhed med moderens tapre ansvarsfølelse. Men ingen gider mobbe den art enegang, den være nu nok så lodret ulovlig: For så længe verden ærligt og redeligt betragter en som betryggende tosset i forvejen, får man skam lov at gå i fred. For ingen hverken gider eller nænner at gøre én psykotisk tillige, hvis de i forvejen anser én for en harmløs tumpe. For i grunden er vi mennesker skam rare og flinke på bunden - lige undtagen når vi er bange, samt når vi er jaloux...

Apropos indledningens røde tråd, så er kunsten således slet ikke at have den in mente, men at give den helt nyt liv. I nødtilfælde kunne vi dog have sluttet af som følger: "Hvis filistrene nu med barnlig triumf vil anklage os for endnu engang at have tabt den røde tråd, som åbenbart er så saliggørende, selv hvis lokummet brænder, så vælger vi at afskrive det som - raffineret ondskabsfuld mobning..."