Den berømte myte om skibe der af mystiske årsager forsvinder i havet omkring Bermuda, er for længst aflivet. Derimod taler vi i Danmark stadig om en national ”Bermuda-trekant” bestående af Politiken, Forlaget Gyldendal og Danmarks Radio – og uhyret er lige så svært at aflive som Skotlands berømte Loch Ness uhyre.
Nu har bæstet atter pisket gevaldigt med halen og tilført vore bælter og sunde en livgivende iltinjektion: Det har således vakt stor opmærksomhed, at Politiken har ladet medarbejdere med solide ben og sågar eget kontor på Gyldendals Forlag anmelde og rose storsælgende romaner udgivet på selv samme forlag. Senest drejer det sig om Hanne Vibeke Holts storsælgende roman ”Dronningeofret” samt Jens Christian Grøndahls nye roman ”Dage i marts”.
Litteraturanmelderne på landets øvrige aviser tager alle afstand fra Politikens praksis og tager rettelig habilitetsproblemet alvorligt. Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard afviser dog frejdigt og tappert kritikken og ser intet problem. Man skal da ganske rigtigt heller ikke bøje sig for majoriteten som sandhedskriterium, men undertiden kan den faktisk godt have ret: Og den stædige menighedsreaktion fra landets kulturradikale etablissement minder mere om Scientology end om Oplysningstidens stolte enegængere, som Politiken Hus ellers påberåber sig i deres samdrægtige modstand mod kirke, kongehus og anden hævdvunden julepynt.
I den forbindelse er det ironisk at just Bay Bundegaard for nylig kaldte dagbladet Information for et menighedsblad: For var dette end sandt engang, så stiger den lille avis for tiden i oplag, som det eneste landsdækkende danske dagblad, hvorimod Politikens oplag synker som en sten. Men Politikens redaktion erklærer at det går ufattelig godt – omtrent som en major fra Frelsens Hær der nægter at høre de uvelkomne meldinger fra fronten.
Anita Bay Bundegaard kunne i og for sig godt have ret i at Politikens anmeldere er ubestikkelige – men garantere for det kan hun på ingen måde, endsige forvente at offentligheden skal tage det for givet. Men når dette er sagt, skylder vi også at tilføje at i avisernes krig for overlevelsen gælder alle tricks: Og derfor ynder alle vore landsdækkende dagblade at åle hinanden, når lejlighed sig byder.
Men det skal samtidig også siges at i vort lille land er kultureliterne uvægerligt så indgiftede i hinanden, både professionelt og civilretsligt, helt på tværs af aviser og forlag, at forargelsen over Politiken hos de andre aviser er svær at tage helt alvorligt. Forargelsen kan derfor også ses som en rekvisit i aviskrigen, idet sandheden snarere er den er at den danske Bermuda-trekant er langt mere landsomfattende og vidtforgrenet end myten fortæller. Vreden på landets øvrige kulturredaktioner indeholder derfor nok en vis portion af bekvem skinhellighed: For næsten alle litteraturanmeldere i vore dage vil skrive bøger, og alle har de derfor interesse i at stå sig godt med vore største forlag.
Forskellen er dog stadig den at mens man på landets øvrige reaktioner inderst inde godt ved det og derfor udviser en vis diskretion, så fremturer Politikens redaktion med et spejderkorps sorgløshed.
Som bekendt opfører ingen jordiske magter sig i længden meget bedre, end verdens øvrige magter tvinger dem til. Men når forbrødringen på ”Bermuda” bliver så tyk, at man ikke længere finder det nødigt at tildække sin skam med et figenblad, så er der grund til at råbe vagt i gevær.
