(KRONIK I INFORMATION 19.2)
Professor Stig Hjarvard havde 7.2 en velanbragt kronik om, hvorledes det gamle kulturborgerskab ikke bør få hverken liberalister eller andre til at føle sig truet: For i dag er det mediefolkene der sætter dagsordenen og besætter nøgleposterne i kulturlivet.
Det vil jeg både uddybe og komplettere. Det gamle kulturborgerskab talte mange fine personligheder med en rigdom på overtoner og en indbyrdes forskellighed, som under alle de drabelige attituders krusninger ofte savnes i dag. Tænk blot på at mediernes humor oftest er af samme sarkastiske skuffe, hvad enten fjenden er de venstreorienterede eller regeringen – groft sagt.
Men vor indrømmelse til det gamle kulturborgerskab må modificeres: Dets aristokratiske charme hang i høj grad sammen med, at de privilegerede trods små konflikter på første klasse nød deres privilegerede stilling uden frygt. Endvidere var deres opvækst ikke præget af et hysterisk jag efter ”identitet”, og derfor var det ofte passionerede kendere der endte med at slå sig op som kulturpersonligheder på dette eller hint felt. Forbindelser? Javel, men også det var noget ”man” bare havde, og grundet denne uskyld betød sladder og spin mindre, mens det i dag snart er det ene fornødne.
Men vi må ikke glemme at overklassen alle dage har holdt på sin naturlige forrang og ikke givet ved dørene, når begavede folk fra de lavere klasser bankede på: Ja, i meget gamle dage skulle man kunne latin for at gøre sig gældende; og hvor mange gode tanker eliten stjal på den konto, kan vi kun gisne om. Og endnu for halvtreds år siden forekom der akademiske skandaler med grov udnyttelse af hvad man i tidens koloniale sprog kaldte ”negre”. Høfligheden gjaldt således også dengang mest folk fra ens egen kreds.
Men denne bandementalitet er i dag er rendyrket til det ekstreme, paradoksalt nok just i kraft af demokratiseringen: For mediernes dominans er jo en følge af den sociale mobilitet, som har gjort os alle til åleglatte aspiranter. I meget gamle dage regnedes de få der kunne læse, for åndelige overmennesker; og det gamle kulturborgerskab havde en sorgløs overbevisning om at være den naturlige elite, hvilket lagde en dæmper på deres indbyrdes aggressioner. Men i de moderne mediers tid accepterer ingen uden videre overmænd og overdamer.
Grundet vor demokratiske forventning om at ”hvad ikke alle kan lære på et kursus, må helst ingen kunne” er jalousien i vore dage lige så ekstrem som elitedyrkelsen: Tænk blot på at mens det endnu for en god snes år siden ansås for spøjst sådan frivilligt at have skrevet en rigtig bog, skriver gud og hvermand af pligt snart en debatbog om året. Men den emsige konkurrence bevirker samtidig stor konformitet, selv på højt niveau, både i sprog, tanke og humor – under meningsforskellenes højtråbende fernis: Omtrent alle undtagen Søren Krarup taler snart samme ”dialekt”, ganske ligesom unge mænd går til alle de samme ting samtidig for at blive lige stærke og smarte ude i byen.
Denne ensretning, der også befordres af uddannelsessystemet, er en følge af rivaliteten, men lægger også en dæmper på den: For så længe vi alle sammen er dygtige på den samme måde, har vi lettere ved at udholde hinanden – og vi er også nødt til det for ikke at komme til at slå os selv på munden. Ganske på samme vis foretrak fordums professorer gerne duksene, men måtte til gengæld anerkende dem som jævnbyrdige, efterhånden som de blev lige så dygtige som de selv til de samme ting.
Men den grænseløse rivalitet som følge af den sociale mobilitet har skærpet dette moment, sådan at alle kan komme frem – blot vi gør som de andre i banden og så for øvrigt lægger os i selen, ganske som dengang vi gik til fodbold, eller hvad nu der var tidens og alderens løsen.
Konkurrencen er således et tveægget sværd, og kun de fantasiløse ævler frejdigt om dens velsignelser. Konkurrence på varemarkedet er godt, men på de indre linier gør den megen skade – og et billede på denne enfoldighed kunne være tidens næsten religiøse benovelse over ret vilkårlige og standardiserede ”intelligenstest”, som derfor trænes i fjernøstens autoritære skolesystemer. Men har I nogensinde set japansk TV-humor, dette lands høje score uagtet?
Hvad så med mediernes egen rolle? Ja, i lidt ældre tid kunne selv højt begavede avisfolk være knarvorne over for ”akademikere”, undtagen de uomgængelige gamle – omtrent som akademikere jo heller ikke var velansete i folkeskolen. Det har ændret sig, for nu er snart alle akademikere – men det betyder så også at nævnte gammeldags vrantenhed er blevet afløst af en nivellerende nidkærhed, der under det forskønnende navn ”social intelligens” er blevet tidens pest. Ja, for sagen er at når dine foresatte udvælger dig i kraft af din følgagtighed, så er det chefens sociale intelligens og ikke din der i givet fald må roses – for mange chefer har det med at foretrække folk de kan forme, og som viser naturligt dørvogterhang.
Nu tilbage til Hjarvards pointe – nemlig mediernes betoning af selve evnen til at komme på, gøre sig kendt, seertal, bundlinier osv. For hvis vi ikke anerkender nogen art indre berettigelse hinsides gennemslagskraft og kollektiv magt til at monopolisere synlighed, så bliver både moral og kvalitet blot markedsnicher og påskud, omtrent som når tidens mediedarlings giver den som store individualister. For et stort ego er jo ikke ensbetydende med individualitet, selv ikke hos velbegavede folk.
Prøv i dag at appellere til menneskelighed i karrieremæssige forhold. I den gamle tid dyrkede man i det mindste en overflade af ædel korrekthed, selv om den heller ikke dengang sad så dybt som bekvemmeligheden – for generøsiteten gjaldt især nærstående. Men i vore dage er der – helt uanset politisk observans – end ikke nogen der gider give et skin af storsind, hvis en potentiel rival om opmærksomheden skulle behøve det.
For eftersom alle ansøgere jo i demokratisk ånd anses for lige gode på bunden, så måtte vi jo lukke alle og enhver ind, skønt vi kun behøver nogle få. Demokratiseringens sejr ad helvede til indebærer derfor paradoksalt nok, at enhver appel til rimelighed slås i hartkorn med klager over ikke at have vundet i lotto: Også lotto er jo per definition på engang klasseløst demokratisk og individuelt set ”uretfærdig” – og just derfor kan ingen pukke på nogen særlig ret til at vinde.
Når medieeliten har så travlt med at åle ”X-faktor”, kommer jeg til at tænke på, hvorledes mine bedsteforældres generation kunne sige: ”Det er synd for aberne, når man i cirkus klæder dem i kjole og hvidt!”. For denne følsomhed for abernes værdighed beroede nok i virkeligheden på ubehaget ved den tanke, at overklassen måske også selv var aber klædt i kjole og hvidt. I virkeligheden var det deres egen selvfølelse og ikke abernes, der blev såret ved den nærgående sidestilling; og på samme vis er det med den moderne elites punken i kor på ”X-faktor” – i Stein Baggers tidsalder, hvor næsten alt er blevet ”X-factory”: ”Vi på de højkulturelle medier vil sgu ikke sammenlignes med de populistiske aber på TV2”.
Men aldrig har vi da uddannet så mange mennesker. Nej, men hvem der så udvælges af bunken af jævnbyrdige, kommer til at ligne X-faktor. Og at vi alle er højtuddannede, er heller ikke altid kun godt: For det betyder, at enhver art autodidakter, passionerede specialtalenter samt kvalificerede vanskæbner bekvemt skrottes i første runde, selv på områder som slet ikke egner sig til uddannelse.
I andre lande såsom førnævnte Japan kan man sågar blive uddannet som komiker, og snart har vi vel også en kompetencegivende uddannelse som martyr: For når noget hidtil ringeagtet pludselig viser sig at kunne give status, så skal det partout autoriseres og ensrettes til døde. Fordums pukkelryggede kunne i ro og mag opdyrke en egen niche og til sidst endda høste en smule ære derved – for ingen velforvarede kunne seriøst misunde dem. Men hvis det pludselig blev oversmart i DK at være klassisk kulturmuslim, ville Tordenskjolds moderne elitekorps snart give den som det oplyste Islams diskrete fortrop. Præsident Eisenhower advarede i sin tid mod det militærindustrielle kompleks – gid Obama ville advare mod det medieakademiske kompleks.
